Add parallel Print Page Options

Vend om, mens der endnu er tid

19 Jesus fortsatte: „Der var en rig mand, som levede i stor luksus, klædte sig i kostbart tøj og holdt fest hver dag. 20 Uden for hans dør havde man lagt en stakkels tigger, der havde sår over hele kroppen. Han hed Lazarus. 21 Han længtes efter at kunne spise sig mæt i det, der blev tilovers fra den rige mands fester, men han fik ingenting. Derimod kom de sultne hunde[a] og slikkede hans sår.

22 Den stakkels mand døde, og englene bar ham hen til Abraham, hvor han fik lov at ligge til bords ved hans side. Den rige mand døde også og blev begravet. 23 Da han slog øjnene op, var han i dødsriget, hvor han led store kvaler. Langt borte så han Lazarus ligge til bords ved Abrahams side.

24 ‚Fader Abraham!’ råbte han. ‚Hav medlidenhed med mig! Send Lazarus hen for at dyppe spidsen af sin finger i vand og væde min tunge, for jeg har det forfærdeligt i flammerne her.’

25 Men Abraham svarede: ‚Husk nu, min ven, at du levede på livets solside, mens Lazarus havde det ondt. Nu er det ham, der trøstes, og dig, der lider. 26 Desuden er der en dyb kløft imellem os. Selv hvis nogen ville herfra over til jer, så var det ikke muligt, og man kan heller ikke komme fra jer over til os.’

27 Da råbte den rige mand: ‚Så beder jeg dig, fader Abraham, send Lazarus til min fars hus 28 for at advare mine fem brødre, så de ikke skal ende i den her frygtelige pine.’

29 Men Abraham sagde: ‚Dine brødre kan jo bare høre efter, når der læses op fra Toraen og de profetiske bøger.’

30 ‚Nej, fader Abraham, det er ikke nok! Men hvis der kom en fra de døde, så ville de ændre indstilling!’

31 ‚Hvis de ikke vil lytte til Moses og profeterne, så vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om nogen genopstod fra de døde.’ ”

Read full chapter

Footnotes

  1. 16,21 Hunde fik lov at passe sig selv. Derfor strejfede de rundt som mere eller mindre vilde hunde, der altid søgte efter noget at spise.