Jerusalem in Affliction

How lonely sits the city
That was full of people!
(A)How like a widow is she,
Who was great among the nations!
The (B)princess among the provinces
Has become a [a]slave!

She (C)weeps bitterly in the (D)night,
Her tears are on her cheeks;
Among all her lovers
She has none to comfort her.
All her friends have dealt treacherously with her;
They have become her enemies.

(E)Judah has gone into captivity,
Under affliction and hard servitude;
(F)She dwells among the [b]nations,
She finds no (G)rest;
All her persecutors overtake her in dire straits.

The roads to Zion mourn
Because no one comes to the [c]set feasts.
All her gates are (H)desolate;
Her priests sigh,
Her virgins are afflicted,
And she is in bitterness.

Her adversaries (I)have become [d]the master,
Her enemies prosper;
For the Lord has afflicted her
(J)Because of the multitude of her transgressions.
Her (K)children have gone into captivity before the enemy.

And from the daughter of Zion
All her splendor has departed.
Her princes have become like deer
That find no pasture,
That [e]flee without strength
Before the pursuer.

In the days of her affliction and roaming,
Jerusalem (L)remembers all her pleasant things
That she had in the days of old.
When her people fell into the hand of the enemy,
With no one to help her,
The adversaries saw her
And mocked at her [f]downfall.

(M)Jerusalem has sinned gravely,
Therefore she has become [g]vile.
All who honored her despise her
Because (N)they have seen her nakedness;
Yes, she sighs and turns away.

Her uncleanness is in her skirts;
She (O)did not consider her destiny;
Therefore her collapse was awesome;
She had no comforter.
“O Lord, behold my affliction,
For the enemy is exalted!”

10 The adversary has spread his hand
Over all her [h]pleasant things;
For she has seen (P)the nations enter her [i]sanctuary,
Those whom You commanded
(Q)Not to enter Your assembly.

11 All her people sigh,
(R)They [j]seek bread;
They have given their [k]valuables for food to restore life.
“See, O Lord, and consider,
For I am scorned.”

12 Is it nothing to you, all you who [l]pass by?
Behold and see
(S)If there is any sorrow like my sorrow,
Which has been brought on me,
Which the Lord has inflicted
In the day of His fierce anger.

13 “From above He has sent fire into my bones,
And it overpowered them;
He has (T)spread a net for my feet
And turned me back;
He has made me desolate
And faint all the day.

14 “The(U) yoke of my transgressions was [m]bound;
They were woven together by His hands,
And thrust upon my neck.
He made my strength fail;
The Lord delivered me into the hands of those whom I am not able to withstand.

15 “The Lord has trampled underfoot all my mighty men in my midst;
He has called an assembly against me
To crush my young men;
(V)The Lord trampled as in a winepress
The virgin daughter of Judah.

16 “For these things I weep;
My eye, (W)my eye overflows with water;
Because the comforter, who should restore my life,
Is far from me.
My children are desolate
Because the enemy prevailed.”

17 (X)Zion [n]spreads out her hands,
But no one comforts her;
The Lord has commanded concerning Jacob
That those (Y)around him become his adversaries;
Jerusalem has become an unclean thing among them.

18 “The Lord is (Z)righteous,
For I (AA)rebelled against His [o]commandment.
Hear now, all peoples,
And behold my sorrow;
My virgins and my young men
Have gone into captivity.

19 “I called for my lovers,
But they deceived me;
My priests and my elders
Breathed their last in the city,
While they sought food
To restore their life.

20 “See, O Lord, that I am in distress;
My (AB)soul[p] is troubled;
My heart is overturned within me,
For I have been very rebellious.
(AC)Outside the sword bereaves,
At home it is like death.

21 “They have heard that I sigh,
But no one comforts me.
All my enemies have heard of my trouble;
They are (AD)glad that You have done it.
Bring on (AE)the day You have [q]announced,
That they may become like me.

22 “Let(AF) all their wickedness come before You,
And do to them as You have done to me
For all my transgressions;
For my sighs are many,
And my heart is faint.”

Footnotes

  1. Lamentations 1:1 Lit. forced laborer
  2. Lamentations 1:3 Gentiles
  3. Lamentations 1:4 appointed
  4. Lamentations 1:5 Lit. her head
  5. Lamentations 1:6 Lit. are gone
  6. Lamentations 1:7 Vg. Sabbaths
  7. Lamentations 1:8 LXX, Vg. moved or removed
  8. Lamentations 1:10 desirable
  9. Lamentations 1:10 holy place, the temple
  10. Lamentations 1:11 hunt food
  11. Lamentations 1:11 desirable things
  12. Lamentations 1:12 Lit. pass by this way
  13. Lamentations 1:14 So with MT, Tg.; LXX, Syr., Vg. watched over
  14. Lamentations 1:17 Prays
  15. Lamentations 1:18 Lit. mouth
  16. Lamentations 1:20 Lit. inward parts
  17. Lamentations 1:21 proclaimed

How doth the city sit solitary, that was full of people! how is she become as a widow! she that was great among the nations, and princess among the provinces, how is she become tributary!

She weepeth sore in the night, and her tears are on her cheeks: among all her lovers she hath none to comfort her: all her friends have dealt treacherously with her, they are become her enemies.

Judah is gone into captivity because of affliction, and because of great servitude: she dwelleth among the heathen, she findeth no rest: all her persecutors overtook her between the straits.

The ways of Zion do mourn, because none come to the solemn feasts: all her gates are desolate: her priests sigh, her virgins are afflicted, and she is in bitterness.

Her adversaries are the chief, her enemies prosper; for the Lord hath afflicted her for the multitude of her transgressions: her children are gone into captivity before the enemy.

And from the daughter of Zion all her beauty is departed: her princes are become like harts that find no pasture, and they are gone without strength before the pursuer.

Jerusalem remembered in the days of her affliction and of her miseries all her pleasant things that she had in the days of old, when her people fell into the hand of the enemy, and none did help her: the adversaries saw her, and did mock at her sabbaths.

Jerusalem hath grievously sinned; therefore she is removed: all that honoured her despise her, because they have seen her nakedness: yea, she sigheth, and turneth backward.

Her filthiness is in her skirts; she remembereth not her last end; therefore she came down wonderfully: she had no comforter. O Lord, behold my affliction: for the enemy hath magnified himself.

10 The adversary hath spread out his hand upon all her pleasant things: for she hath seen that the heathen entered into her sanctuary, whom thou didst command that they should not enter into thy congregation.

11 All her people sigh, they seek bread; they have given their pleasant things for meat to relieve the soul: see, O Lord, and consider; for I am become vile.

12 Is it nothing to you, all ye that pass by? behold, and see if there be any sorrow like unto my sorrow, which is done unto me, wherewith the Lord hath afflicted me in the day of his fierce anger.

13 From above hath he sent fire into my bones, and it prevaileth against them: he hath spread a net for my feet, he hath turned me back: he hath made me desolate and faint all the day.

14 The yoke of my transgressions is bound by his hand: they are wreathed, and come up upon my neck: he hath made my strength to fall, the Lord hath delivered me into their hands, from whom I am not able to rise up.

15 The Lord hath trodden under foot all my mighty men in the midst of me: he hath called an assembly against me to crush my young men: the Lord hath trodden the virgin, the daughter of Judah, as in a winepress.

16 For these things I weep; mine eye, mine eye runneth down with water, because the comforter that should relieve my soul is far from me: my children are desolate, because the enemy prevailed.

17 Zion spreadeth forth her hands, and there is none to comfort her: the Lord hath commanded concerning Jacob, that his adversaries should be round about him: Jerusalem is as a menstruous woman among them.

18 The Lord is righteous; for I have rebelled against his commandment: hear, I pray you, all people, and behold my sorrow: my virgins and my young men are gone into captivity.

19 I called for my lovers, but they deceived me: my priests and mine elders gave up the ghost in the city, while they sought their meat to relieve their souls.

20 Behold, O Lord; for I am in distress: my bowels are troubled; mine heart is turned within me; for I have grievously rebelled: abroad the sword bereaveth, at home there is as death.

21 They have heard that I sigh: there is none to comfort me: all mine enemies have heard of my trouble; they are glad that thou hast done it: thou wilt bring the day that thou hast called, and they shall be like unto me.

22 Let all their wickedness come before thee; and do unto them, as thou hast done unto me for all my transgressions: for my sighs are many, and my heart is faint.

Hvor sidder hun ene, den by så folkerig før - mægtig blandt Folkene før, men nu som en Enke! Fyrstinden blandt Lande er nu sat til at trælle. Hun græder og græder om Natten med Tårer på Kind; ingen af alle hendes Elskere bringer hende Trøst, alle Vennerne sveg og blev hendes Fjender. Af Trang og tyngende Trældom udvandred Juda; blandt Folkene sidder hun nu og finder ej Ro, alle Forfølgerne nåede hende midt i Trængslerne. Vejene til Zion sørger, uden Højtidsgæster, alle hendes Porte er øde, Præsterne sukker, hendes Jomfruer knuges af Kvide, hun selv er i Vånde. Hendes Avindsmænd er Herrer, hendes Fjender trygge, thi Kvide fik hun af Herren for Mængden af Synder, hendes Børn drog bort som Fanger for Fjendens Åsyn. Og bort fra Zions Datter drog al hendes Pragt; som Hjorte, der ej finder Græsning, blev hendes Fyrster, de vandrede kraftløse bort for Forfølgernes Åsyn.

Jerusalem mindes den Tid, hun blev arm og husvild, (alle sine kostelige Ting fra fordums Dage), i Fjendehånd faldt hendes Folk, og ingen hjalp, Fjender så til og lo, fordi hun gik under. Jerusalem syndede svart, blev derfor til Afsky; hun foragtes af alle sine Beundrere, de så hendes Blusel, derfor sukker hun dybt og vender sig bort. Hendes Urenhed pletter hendes Slæb, hun betænkte ej Enden; hun sank forfærdende dybt, og ingen trøster. Se min Elendighed, Herre, thi Fjenden hoverer. 10 Avindsmænd bredte deres Hånd over alle hendes Skatte, ja, ind i sin Helligdom så hun Hedninger komme, hvem du havde nægtet Adgang til din Forsamling. 11 Alt hendes Folk måtte sukke, søgende Brød; de gav deres Skatte for Mad for at friste Livet. Herre, se til og giv Agt på, hvorledes jeg hånes! 12 Alle, som vandrer forbi, giv Agt og se, om det gives en Smerte som den, der er tilføjet mig, hvem Herren voldte Harm på sin glødende Vredes Dag. 13 Fra det høje sendte han Ild, der for ned i mine Ben; han spændte et Net for min Fod, han drev mig tilbage, han gjorde mig øde, syg både Dag og Nat. 14 Der vogtedes på mine Synder, i hans Hånd blev de flettet, de kom som et Åg om min Hals, han brød min Kraft; Herren gav mig dem i Vold, som, er mig for stærke. 15 Herren forkasted de vældige udi min Midte, han indbød til Fest på mig for at knuse mine unge, trådte Persen til Dom over Jomfruen, Judas Datter. 16 Derover græder mit Øje, det strømmer med Tårer, thi langt har jeg til en Trøster, som kvæger min Sjæl; mine Børn er fortabt, thi Fjenden er blevet for stærk.

17 Zion udrækker Hænderne, ingen trøster; mod Jakob opbød Herren hans Fjender omkring ham; imellem dem er Jerusalem blevet til Afsky. 18 Herren, han er retfærdig, jeg modstod hans Mund. Hør dog, alle I Folkeslag, se min Smerte! Mine Jomfruer og unge Mænd drog bort som Fanger. 19 Mine Elskere kaldte jeg ad de svigtede mig; mine Præster og Ældste opgav Ånden i Byen, thi Føde søgte de efter, men intet fandt de. 20 Se, Herre, hvor jeg er i Vånde, mit Indre i Glød, mit Hjerte er knust i mit Bryst, thi jeg var genstridig; ude mejede Sværdet og inde Døden. 21 Hør, hvor jeg sukker, ingen bringer mig Trøst. De hørte min Ulykke, glæded sig, da du greb ind. Lad komme den Dag, du loved, dem gå det som mig! 22 Læg al deres Ondskab for dig og gør med dem, som du gjorde med mig til Straf for al min Synd! Thi mange er mine Suk, mit Hjerte er sygt.

Première élégie : Jérusalem abandonnée à ses ennemis

La cité endeuillée[a]

Comme[b] elle reste solitaire

la cité qui, naguère, ╵était si populeuse !
Elle est comme une veuve !
Elle qui était importante ╵au milieu des nations,
princesse des provinces,
elle est astreinte à la corvée !
Tout au long de la nuit, ╵elle pleure, et ses larmes ╵ruissellent sur ses joues.
De tous ceux qui l’aimaient,
aucun ne la console :
tous ses compagnons[c] l’ont trahie
et ils sont devenus ses ennemis.
Juda s’en est allé ╵dans un pays d’exil, ╵accablé de misère,
soumis à un dur esclavage.
Le voici qui habite ╵au sein de peuples étrangers
sans trouver la tranquillité.
Tous ceux qui le pourchassent ╵l’atteignent
au milieu des détresses.
Les chemins de Sion ╵sont plongés dans le deuil
parce qu’il ne vient plus personne ╵pour célébrer les fêtes.
Ses portes sont en pièces,
ses prêtres se lamentent,
ses jeunes filles ╵sont affligées,
la ville est remplie d’amertume.
Ses oppresseurs ╵font peser leur domination sur elle,
ses ennemis prospèrent,
car l’Eternel l’a affligée
pour ses nombreux péchés,
et ses petits enfants ╵sont partis en captivité
poussés par l’ennemi.
La communauté de Sion ╵a été dépouillée
de toute sa splendeur.
Ses ministres sont devenus ╵semblables à des cerfs
qui ne trouvent pas de pâture,
qui fuient à bout de forces
devant ceux qui les traquent.
Aux jours de son humiliation
et de sa vie errante,
Jérusalem ╵se souvient des trésors
qu’elle avait autrefois,
maintenant que son peuple ╵est, tout entier, tombé ╵aux mains de l’oppresseur
sans qu’il y ait personne ╵qui vienne à son secours.
Les ennemis la voient
et font des gorges chaudes ╵au sujet de sa destruction.
Voici Jérusalem ╵a gravement péché,
c’est pourquoi elle est devenue ╵comme un déchet[d].
Tous ceux qui l’honoraient, ╵maintenant la méprisent,
car ils ont vu sa nudité.
Elle-même en gémit ╵et se détourne.
Son impureté apparaît ╵sur les pans de sa robe.
Elle n’a pas songé ╵à ce qui s’ensuivrait.
Elle est tombée, ╵sa chute est étonnante
et nul ne la console.
« O Eternel, dit-elle, ╵vois mon humiliation,
car l’ennemi triomphe. »
10 L’ennemi a pillé
tous ses objets précieux,
elle a vu des gens d’autres peuples
pénétrer dans son sanctuaire.
Pourtant, tu avais dit :
« Ceux-là ne devront pas faire partie ╵de ta communauté. »
11 Tout son peuple gémit
en recherchant du pain.
Il donne ses trésors ╵contre des aliments
pour reprendre des forces.
« Vois, Eternel, dit-elle, ╵et considère
l’abjection où je suis. »

Les plaintes de Jérusalem

12 N’êtes-vous pas touchés,
ô vous tous qui passez par là ?
Regardez et voyez
s’il est une douleur ╵comparable à la mienne
qui me fait tant souffrir.
L’Eternel me l’a infligée
au jour de sa colère ardente.
13 D’en haut, il a lancé un feu
qui m’a pénétré jusqu’aux os,
il a tendu ╵un filet sous mes pieds :
il m’a fait reculer
et il a fait de moi ╵une désolation,
dans la souffrance tout le jour.
14 Il a lié le joug ╵que composent mes transgressions[e],
sa main les a nouées ensemble,
et elles pèsent sur mon cou.
Il a sapé ma force.
Le Seigneur m’a livrée ╵au pouvoir d’hommes
auxquels je ne peux résister.
15 Oui, le Seigneur a repoussé[f] ╵tous les puissants guerriers
qui étaient dans mes murs,
et il a fixé contre moi ╵un rendez-vous[g]
dans le but de briser ╵mes jeunes gens.
Le Seigneur a foulé ╵comme dans un pressoir
la population de Juda.
16 Je pleure donc sur eux ;
j’éclate en longs sanglots,
car le consolateur ╵qui ranimerait mon courage
est loin de moi.
Mes fils sont tous plongés ╵dans la désolation,
car l’ennemi ╵a été le plus fort.

17 Sion étend les mains,
mais nul ne la console.
L’Eternel a donné des ordres,
aux adversaires de Jacob, ╵pour qu’ils l’encerclent.
Jérusalem est devenue
un déchet à leurs yeux.

18 Mais l’Eternel est juste,
car j’ai été rebelle ╵à ses commandements.
Ecoutez, je vous prie, ╵vous, tous les peuples,
et voyez ma douleur :
mes jeunes filles, ╵mes jeunes gens
sont partis en captivité.
19 J’ai fait appel à mes amants,
mais eux ils m’ont trahie.
Mes prêtres et mes dirigeants
ont péri dans la ville
en cherchant de la nourriture
pour reprendre des forces.
20 Regarde, ô Eternel, ╵comme je suis dans la détresse ;
tout mon être intérieur ╵est en bouillonnement.
Mon cœur chavire en moi
parce que je me suis ╵gravement révoltée.
Tandis qu’à l’extérieur ╵l’épée me prive ╵de mes enfants,
à l’intérieur ╵c’est comme chez la mort.
21 On entend mes gémissements,
mais nul ne me console
et tous mes ennemis, ╵apprenant mon malheur,
sont dans la joie, ╵car c’est toi qui as fait cela.
Fais donc venir[h] le jour ╵que tu as annoncé,
et que mes ennemis ╵deviennent comme moi !
22 Oh oui, tiens compte ╵de leur méchanceté,
et traite-les
comme tu m’as traitée
pour punir mes forfaits,
car il n’y a de cesse ╵à mes gémissements,
mon cœur est affligé.

Footnotes

  1. 1 titre Les chapitres 1 à 4 forment chacun un poème alphabétique (dont les strophes ou les vers débutent par l’une des lettres de l’alphabet hébreu, dans l’ordre alphabétique).
  2. 1.1 Autre traduction : hélas !
  3. 1.2 C’est-à-dire les alliés dans lesquels elle avait placé sa confiance (voir 2 R 24.2).
  4. 1.8 Autre traduction : un objet de dégoût.
  5. 1.14 Selon le texte hébreu traditionnel. L’ancienne version grecque a : il a fixé son attention sur mes crimes.
  6. 1.15 Autre traduction : écrasé.
  7. 1.15 Autre traduction : il a convoqué une armée contre moi.
  8. 1.21 D’après la version syriaque. Le texte hébreu traditionnel a : tu as fait venir.