2 Ak, som en sort og truende tordensky lå Herrens vrede over Jerusalem.
    Israels himmelske herlighed ligger knust i støvet.
        End ikke Herrens eget tempel blev forskånet for hans vrede.
² Befolkningen i Juda blev nådesløst jaget fra hus og hjem.
    Herren nedbrød i sin vrede hver eneste befæstet by.
        Han ødelagde hele kongeriget til skam for dets ledere.
³ Den samlede israelitiske hær blev løbet over ende.
    Herren trak sin beskyttende hånd væk, da fjenden angreb.
        Hans vrede hærgede landet som en fortærende ild.
⁴ Eliten blandt landets ungdom blev dræbt.
    Herren blev vores fjende og gjorde det af med os.
        Han udgød sin vrede over Jerusalems indbyggere.
⁵ Fjenderne viste sig at være sendt af Herren.
    De ødelagde alle paladser og fæstninger i landet
        og skabte sorg og smerte overalt i Juda.
⁶ Grundlaget for at holde sabbat og højtid forsvandt,
    da Herren nedrev sit tempel, som var det et skur.
        Han forstødte i vrede både konger og præster.
⁷ Han forkastede sit alter, forlod sit tempel,
    lod fjenderne nedbryde palads og bymur.
        De jublede i templet som på en højtidsdag.
⁸ Intet i Jerusalem undgik ødelæggelsens svøbe.
    Herren havde besluttet, at bymuren skulle falde.
        Alle fæstningsværker og tårne blev lagt i ruiner.
⁹ Jerusalems portslåer blev smadret og portene splintret.
    Kongen og landets ledere blev ført bort til et fremmed land.
        Toraen bliver glemt og profetisk åbenbaring er forbi.
¹⁰ Klædt i sæk og med aske på hovedet
    sidder de tilbageblevne ledere tavse på jorden.
        De unge kvinder går nedbøjede omkring.
¹¹ Lidelsen er ikke til at bære, mine tårer er brugt op.
    Mit hjerte er knust ved at se mit folks smerte.
        Børn og spædbørn dør af sult midt på gaden.
¹² „Mad! Vand!” klager de små og besvimer.
    De falder om som sårede soldater i byens gader.
        Langsomt dør de i armene på deres mødre.
¹³ Nøden og pinen i byen er ufattelig.
    Åh, Jerusalem, din trøstesløse sorg er uden sidestykke.
        Det er umuligt at lindre din grænseløse smerte.
¹⁴ Ordene I hørte fra jeres såkaldte profeter, var falske.
    Hvis de havde påtalt jeres synd i stedet for at lyve,
        havde I måske kunnet undgå denne frygtelige skæbne.
¹⁵ På vejen uden for byen går folk nu forbi og råber hånligt:
    „Er det den by, man kaldte verdens skønneste?
        Den skulle ellers have bragt glæde til hele jorden.”
¹⁶ Raseriet står malet i deres ansigter, mens de håner dig:
    „Endelig kom Jerusalem ned med nakken!
        Det har vi set frem til meget længe.”
¹⁷ Så fik Herren til sidst gjort alvor af sin trussel.
    Han gennemførte uden skånsel den straf, han havde lovet.
        Han gav fjenderne sejr og lod dem tage æren for det.
¹⁸ Tårerne skal strømme som en flod dag og nat.
    Græd øjnene ud af hovedet, Jerusalem, råb til Herren.
        Lad selv dine nedbrudte mure hulke af gråd.
¹⁹ Udgyd dine tårer for Herren natten igennem.
    Løft hænderne og bønfald ham om at redde dine indbyggere,
        som er ved at dø af sult i dine gader.
²⁰ „Vær nådig, Herre,” råber Jerusalem. „Stands denne frygtelige straf.
    Skal mødre virkelig spise deres egne børn, som sad på deres skød?
        Skal præster og profeter myrdes i dit hellige tempel?
²¹ Yngre så vel som ældre ligger døde i gadens snavs.
    Både unge mænd og piger blev hugget ned af sværdet.
        Herre, du slog dem i din vrede og uden barmhjertighed.
²² Ødelæggeren skabte rædsel overalt, så alle måtte smage din vrede.
    Du inviterede mine fjender til at komme, som var det en festdag.
        Fjenden dræbte alle mine kære, som var født og opvokset hos mig.”