Add parallel Print Page Options

40 Herren fortsatte:

„Er du stadig parat til at anklage mig?
    Vil du fortsat belære den almægtige Gud?”

Job giver op

Da svarede Job:

„Hvad kan lille jeg sige til den almægtige Gud?
    Nej, nu vil jeg holde mund.
Jeg har allerede sagt for meget
    og har ikke mere at sige.”

Gud udfordrer Job igen

Da talte Herren igen til Job fra stormvejret:

„Du plejer ikke at være bange for en ordduel.
    Svar nu på de spørgsmål, jeg stiller.
Beskylder du mig for at være uretfærdig,
    for at du på den måde kan bevise din uskyld?
Stiller du dig på højde med mig?
    Kan du også tale med tordenrøst?

10 Nuvel, så rejs dig med pomp og pragt
    og stå i din magtfulde værdighed.
11 Lad så din retfærdige vrede komme til udtryk,
    så du kan ydmyge alle de hovmodige.
12 Skær dem ned med dit vrede blik
    og tvær de onde ud på stedet.
13 Sørg for at få dem lagt i graven,
    spær dem inde i dødens rige.
14 Hvis du kan gøre det, vil jeg ære dig,
    for så har du også magt til frelse dig selv.

15 Se engang på behemot,[a] som jeg skabte, tillige med dig.
    Den æder græs som en ko.
16 Se, dens stærke lemmer
    og de enorme mavemuskler.
17 Dens hale er som et cedertræ,
    benenes sener er som spændte strenge.
18 Dens knogler er som bronzerør,
    benene som søjler af jern.
19 Den er det mægtigste dyr, jeg har skabt,
    og kun dets Skaber har større magt.
20 Den finder sin føde på bakkerne,
    hvor alle de vilde dyr boltrer sig.
21 Den ligger i skjul under lotusbladene
    og gemmer sig mellem sivene.
22 Lotusplanterne dækker over den,
    og poplerne langs floden giver den skygge.
23 Den er ikke bange for de brusende vande,
    når Jordanfloden strømmer imod den.
24 Hvordan vil du fange den?
    Med en krog gennem næsen?

25 Er din magt større end Livjatans?[b]
    Kan du få den til at bide på krogen
    eller fange den med en løkke om snuden?
26 Kan du trække et reb gennem dens næse
    eller stikke en krog i kæben på den?
27 Kan du få den til at bede om nåde,
    tigge dig om at have medlidenhed?
28 Vil den love at arbejde for dig,
    så du kan gøre den til slave på livstid?
29 Vil du lege med den som med en fugl
    eller lade dine piger gå med den i snor?
30 Kan du sælge den på fiskemarkedet,
    skåret i småstykker til køberne?
31 Kan dit spyd gennembore dens skind
    eller harpuner såre dens hoved?
32 Hvis du forsøger at fange den, bliver der voldsom kamp.
    Sådan noget prøver man kun én gang.

41 Det er håbløst at forsøge at fange den.
    Synet af den er nok til, at modet forsvinder.

Når ingen tør kæmpe mod dette mægtige dyr,
    hvem tør da kæmpe imod mig?
Hvem tør sige, at jeg skylder dem noget?
    Alt i hele verden tilhører mig.

Lad mig beskrive Livjatans krop.
    Den er velformet med enorme lemmer og vældig styrke.
Hvem kan flå huden af den
    eller trænge ind under dens panser?
Hvem kan åbne munden på den,
    så man ser de frygtindgydende tænder?
Ryggen er dækket af rækker af plader,
    der beskytter den fuldstændigt som skjolde.
Pladerne sidder så tæt,
    at intet kan trænge ind imellem dem.
De overlapper hinanden,
    og det er umuligt at skille dem ad.
10 Når den fnyser, er det som lysglimt,
    øjnene gløder som en solopgang.
11 Flammer står ud af munden på den,
    et fyrværkeri af gnister.
12 Damp kommer ud ad dens næsebor
    som fra en kedel med kogende vand.
13 Dens ånde får kul til at gløde,
    fra gabet spruder den ild.
14 Halsmusklerne er utroligt stærke,
    den skaber rædsel overalt, hvor den kommer.
15 Dens bug er hård og fast,
    den kan modstå ethvert angreb.
16 Dens hjerte er hårdt som sten,
    urokkeligt som en møllesten.
17 Går den til angreb, gyser de stærkeste helte,
    de løber rædselsslagne deres vej.
18 Det er nytteløst at kæmpe imod den med sværd,
    hverken spyd, pil eller lanse kan bruges.
19 Den bøjer jernstænger, som var det strå,
    bronze splintrer den som råddent træ.
20 Pile kan ikke jage den på flugt,
    og sten preller af som ingenting.
21 Stridskøller har ingen virkning,
    og kastespyd ler den blot ad.
22 Dens bug er dækket af skarpe skæl,
    som sætter dybe spor i jorden.
23 Flodvandet pisker den i kog,
    det bobler som i en gryde.
24 Kølvandet er som en glinsende sti,
    en stribe af sølvhvidt skum.
25 Der findes ingen skabning på jorden,
    der er så frygtløs som den.
26 Den har intet at være bange for,
    den er det stolteste dyr på jorden.”

Job ydmyger sig for Gud

42 Da svarede Job:

„Jeg ved, at du er almægtig,
    at ingen har magt til at standse dig.
Du spurgte mig: ‚Hvorfra kender du mine tanker,
    når du knap nok ved, hvem jeg er?’[c]
Jeg indrømmer, at jeg har udtalt mig om ting,
    som går over min forstand.
Du sagde også: ‚Lad mig stille dig nogle spørgsmål,
    så får vi se, om du kan svare på dem.’
Det eneste svar, jeg kan give, er:
Før havde jeg kun hørt om dig,
    nu har jeg set dig med egne øjne.
Hvad jeg har sagt, tager jeg i mig igen,
    jeg angrer skamfuldt i støv og aske.”

Jobs videre skæbne

Da Herren var færdig med at tale til Job, sagde han til Elifaz:

„Jeg er vred på dig og dine to venner, for I fortalte ikke sandheden om mig, som min tjener Job gjorde. Tag derfor syv ungtyre og syv væddere og bring dem som brændoffer for jer, mens Job ser på det. Så vil han gå i forbøn for jer, og jeg vil høre hans bøn, så jeg ikke straffer jer med ulykke for den synd, I har begået ved at tale usandt om mig.”

Så gjorde Elifaz, Bildad og Zofar, som Herren havde sagt, og Herren hørte Jobs bøn for dem, så de blev tilgivet.

10 Efter at Job således havde bedt for sine venner, velsignede Herren ham igen, så han fik dobbelt så meget, som han havde før. 11 Alle hans brødre og søstre og alle hans gamle venner kom tilbage til ham og holdt fest i hans hjem for at trøste og opmuntre ham efter de prøvelser, Herren havde tilladt ham at gennemgå. Og hver af dem gav ham et sølvstykke og en guldring.

12 Herren velsignede den sidste del af Jobs liv langt mere, end han havde velsignet ham tidligere. Han blev ejer af 14.000 får, 6000 kameler, 1000 par okser og 1000 hunæsler.

13 Gud gav ham desuden syv nye sønner og tre døtre. 14 Døtrenes navne var Jemima, Ketzia og Keren-Happuk. 15 I hele landet var der ingen kvinder så smukke som Jobs døtre, og de arvede på lige fod med deres brødre.

16 Job levede endnu 140 år, og han oplevede at få både børnebørn og oldebørn. 17 Han blev altså meget gammel og døde mæt af dage.

Footnotes

  1. 40,15 Det vides ikke, om der tænkes på en nu uddød dyreart eller et mytisk uhyre.
  2. 40,25 Det vides ikke, om der tænkes på en nu uddød dyreart eller et mytisk uhyre.
  3. 42,3 Jf. Job 38,2.