A A A A A
Bible Book List

Job 40Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

40 Herren fortsatte:

»Er du stadig parat til at anklage mig?
    Vil du fortsat belære den almægtige Gud?«

Job giver op

Da svarede Job:

»Hvad kan lille jeg sige til den almægtige Gud?
    Nej, nu vil jeg holde mund.
Jeg har allerede sagt for meget
    og har ikke mere at sige.«

Gud udfordrer Job igen

Da talte Herren igen til Job fra stormvejret:

»Du plejer ikke at være bange for en ordduel.
    Svar nu på de spørgsmål, jeg stiller.
Beskylder du mig for at være uretfærdig,
    for at du på den måde kan bevise din uskyld?
Stiller du dig på højde med mig?
    Kan du også tale med tordenrøst?

10 Nuvel, så rejs dig med pomp og pragt
    og stå i din magtfulde værdighed.
11 Lad så din retfærdige vrede komme til udtryk,
    så du kan ydmyge alle de hovmodige.
12 Skær dem ned med dit vrede blik
    og tvær de onde ud på stedet.
13 Sørg for at få dem lagt i graven,
    spær dem inde i dødens rige.
14 Hvis du kan gøre det, vil jeg ære dig,
    for så har du også magt til frelse dig selv.

15 Se engang på behemot,[a] som jeg skabte, tillige med dig.
        Den æder græs som en ko.
16 Se, dens stærke lemmer
    og de enorme mavemuskler.
17 Dens hale er som et cedertræ,
    benenes sener er som spændte strenge.
18 Dens knogler er som bronzerør,
    benene som søjler af jern.
19 Den er det største dyr, jeg har skabt,
    og dens tænder er som sværd.
20 Den finder sin føde på bakkerne,
    hvor alle de vilde dyr boltrer sig.
21 Den skjuler sig under de tornede lotus,
    gemmer sig mellem sumpens siv.
22 Den søger skygge under lotustræerne
    og under poplerne langs floden.
23 Den er ikke bange for de brusende vande,
    når Jordanfloden strømmer imod den.
24 Hvordan vil du fange den?
    Med en krog gennem næsen?

25 Måske er din magt større end Livjatans?[b]
    Kan du få den til at bide på krogen
        eller fange den med en løkke om snuden?
26 Kan du trække et reb gennem dens næse
    eller stikke en krog i kæben på den?
27 Kan du få den til at bede om nåde,
    tigge dig om at have medlidenhed?
28 Vil den love at arbejde for dig,
    så du kan gøre den til slave på livstid?
29 Vil du lege med den som med en fugl
    eller lade dine små piger gå med den i snor?
30 Kan du sælge den på fiskemarkedet,
    skåret i småstykker til køberne?
31 Kan dit spyd gennembore dens skind
    eller harpuner såre dens hoved?
32 Hvis du forsøger at fange den, bliver der voldsom kamp.
    Sådan noget prøver man kun én gang.

Footnotes:

  1. 40,15 Det vides ikke, om der tænkes på en flodhest, elefant eller en nu uddød dyreart.
  2. 40,25 Det vides ikke, om der tænkes på en krokodille eller en nu uddød dyreart.
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.

  Back

1 of 1

You'll get this book and many others when you join Bible Gateway Plus. Learn more

Viewing of
Cross references
Footnotes