² „Måske bliver du vred, hvis jeg siger noget,
    men jeg kan ikke holde mig tilbage længere.
³ Du har opmuntret mange i tidens løb
    og været til trøst for de sørgende.
⁴ Du har støttet dem, der var ved at segne,
    givet nyt mod til dem, der var ved at give op.
⁵ Nu, hvor det gælder dig selv, er du modløs,
    dine egne problemer har helt slået dig ud!

⁶ Din ærefrygt for Gud burde give dig tillid.
    De, der gør det rette, bør ikke leve i håbløshed.
⁷ Bliver en uskyldig overøst med ulykker?
    Straffer Gud en retskaffen mand?
⁸ Jeg ved, at de, der sår overtrædelser og synd,
    også må høste, hvad de har sået.
⁹ Når Gud ånder på dem, går de til grunde,
    hans vredes pust gør det af med dem.
¹⁰ En løve kan brøle, så meget den vil,
    ungløven vise tænder,
men Gud har al magten,
    han brækker med lethed løvens tænder.
¹¹ Da dør selv den stærkeste løve af sult,
    dens unger må klare sig selv.

¹² Der kom et ord til mig i det skjulte,
    mit øre opfangede den svage hvisken.
¹³ Det kom i et syn om natten,
    mens andre sov deres søde søvn.
¹⁴ Jeg blev bange og skælvede af skræk,
    jeg rystede over hele kroppen,
¹⁵ et vindpust strøg hen over mit ansigt,
    hårene rejste sig på mit hoved.
¹⁶ Jeg kunne ane en skikkelse foran mig,
    men kunne ikke se, hvem det var.
Den standsede op,
    og jeg hørte en hviskende stemme:
¹⁷ ‚Kan et menneske være fejlfrit i Guds øjne?
    Kan en skabning stå skyldfri over for sin Skaber?’
¹⁸ Gud kan ikke engang stole på englene,
    hans himmelske sendebud er ikke fejlfri.
¹⁹ Hvad så med mennesker, støvets børn,
    som har deres hjem på jorden?
De mases så let som møl,
²⁰     der går til grunde på et øjeblik.
Uden at man skænker dem en tanke,
    knuses de og forsvinder for evigt.
²¹ Deres liv slutter brat, og de dør
    midt i al deres uvidenhed.