32 Da nu hine tre Mænd ikke mere svarede Job, fordi han var retfærdig i sine egne Øjne, ² blussede Vreden op i Buziten Elihu, Barak'els Søn, af Rams Slægt. På Job vrededes han, fordi han gjorde sig retfærdigere end Gud, ³ og på hans tre Venner, fordi de ikke fandt noget Svar og dog dømte Job skyldig. ⁴ Elihu havde ventet, så længe de talte med Job, fordi de var ældre end han; ⁵ men da han så, at de tre Mænd intet havde at svare, blussede hans Vrede op;

⁶ og Buziten Elihu, Barak'els Søn, tog til Orde og sagde: Ung af Dage er jeg, og I er gamle Mænd, derfor holdt jeg mig tilbage, angst for at meddele eder min Viden; ⁷ jeg tænkte: "Lad Alderen tale og Årenes Mængde kundgøre Visdom!" ⁸ Dog Ånden, den er i Mennesket, og den Almægtiges Ånde giver dem Indsigt; ⁹ de gamle er ikke altid de kloge, Oldinge ved ej altid, hvad Ret er; ¹⁰ derfor siger jeg: Hør mig, lad også mig komme frem med min Viden! ¹¹ Jeg biede på, at I skulde tale, lyttede efter forstandige Ord, at I skulde finde de rette Ord; ¹² jeg agtede nøje på eder; men ingen af eder gendrev Job og gav Svar på hans Ord. ¹³ Sig nu ikke: "Vi stødte på Visdom, Gud må fælde ham, ikke et Menneske!" ¹⁴ Mod mig har han ikke rettet sin Tale, og med eders Ord vil jeg ikke svare ham. ¹⁵ De blev bange, svarer ej mer, for dem slap Ordene op. ¹⁶ Skal jeg tøve, fordi de tier og står der uden at svare et Ord? ¹⁷ Også jeg vil svare min Del, også jeg vil frem med min Viden! ¹⁸ Thi jeg er fuld af Ord, Ånden i mit Bryst trænger på; ¹⁹ som tilbundet Vin er mit Bryst, som nyfyldte Vinsække nær ved at sprænges; ²⁰ tale vil jeg for at få Luft, åbne mine Læber og svare. ²¹ Forskel gør jeg ikke og smigrer ikke for nogen; ²² thi at smigre bruger jeg ikke, snart rev min Skaber mig ellers bort!