² „Hvor længe bliver I ved med at håne mig?
    Hvor længe vil I plage mig med jeres fornærmelser?
³ I anklager mig nu for tiende gang,
    mishandler mig uden barmhjertighed.
⁴ Hvis jeg har gjort noget forkert,
    så er det mit problem og ikke jeres.
⁵ I mener, at I er bedre end mig,
    og at mine lidelser er straf for min synd.
⁶ Forstår I ikke, at Gud gør mig uret
    ved at sende disse ulykker over mig?

⁷ Jeg råber om hjælp, men får intet svar.
    Jeg skriger højt, men ingen griber ind.
⁸ Gud har spærret vejen for mig,
    han har indhyllet mit liv i mørke.
⁹ Han har berøvet mig min ære,
    ødelagt mit gode omdømme.
¹⁰ Han angreb mig fra alle sider, så jeg faldt.
    Han har taget ethvert håb fra mig.
¹¹ Hans vrede blussede op imod mig,
    han behandlede mig som en fjende.
¹² Han sender en hær af ulykker imod mig,
    de omringer mit hus og falder over mig.
¹³ Mine slægtninge har slået hånden af mig,
    mine bekendte vil ikke kendes ved mig.
¹⁴ Min familie har vendt mig ryggen,
    mine nærmeste venner ignorerer mig.
¹⁵ Mine gæster ser på mig som en fremmed,
    mine tjenestepiger gør intet for mig.
¹⁶ Min tjener kommer ikke, når jeg kalder,
    ikke engang når jeg trygler ham om hjælp.
¹⁷ Min kone føler afsky ved min ånde,
    mine brødre kan ikke udholde stanken.
¹⁸ Selv børnene regner mig ikke for noget.
    Når jeg rejser mig op, håner de mig.
¹⁹ Mine bedste venner viser mig afsky,
    de, jeg holder mest af, har vendt mig ryggen.
²⁰ Jeg er ikke andet end skind og ben,
    med nød og næppe undgik jeg døden.
²¹ Vis dog lidt barmhjertighed, venner!
    Hav medlidenhed, for Guds vrede har ramt mig.
²² Hvorfor vil I straffe mig, som Gud gør?
    Har jeg ikke lidt tilstrækkeligt allerede?

²³ Ak, gid mine ord blev skrevet ned,
    gid nogen ville optegne dem i en bog.
²⁴ Gid nogen ville mejsle dem i sten,
    indridse dem i en klippe for evigt.
²⁵ Men jeg ved, at der er en, som vil befri mig,
    engang skal han stå frem på jorden.
²⁶ Jeg ved, at selv om min krop går til grunde,
    får jeg mulighed for bagefter at se Gud.
²⁷ Jeg skal se ham med mine egne øjne.
    Jeg kan næsten ikke rumme den tanke.
²⁸ Hvor vover I da at anklage mig
    og påstå, at min lidelse er en velfortjent straf?
²⁹ Pas på, at I ikke selv bliver straffet,
    bliver ramt af Guds vrede og dom.”