11 Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde: ² "Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret? ³ Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke få Skam?

⁴ Du siger: "Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!" ⁵ Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig, ⁶ kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld! ⁷ Har du loddet Bunden i Gud og nået den Almægtiges Grænse? ⁸ Højere er den end Himlen hvad kan du? Dybere end Dødsriget - hvad ved du? ⁹ Den overgår Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet. ¹⁰ Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham? ¹¹ Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpå, ¹² så tomhjernet Mand får Vid, og Vildæsel fødes til Menneske. ¹³ Hvis du får Skik på dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham, ¹⁴ hvis Uret er fjern fra din Hånd, og Brøde ej bor i dit Telt, 15 ja, da kan du lydefri løfte dit Åsyn og uden at frygte stå fast, ¹⁶ ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort; ¹⁷ dit Liv skal overstråle Middagssolen, Mørket vorde som lyse Morgen. ¹⁸ Tryg skal du være, fordi du har Håb; du ser dig om og går trygt til Hvile,

¹⁹ du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle. ²⁰ Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Håb er blot at udånde Sjælen!