40 Da svarede Herren Job ud fra Stormvejret og sagde: ² "Omgjord som en Mand dine Lænder, jeg vil spørge, og du skal lære mig! ³ Mon du vil gøre min Ret til intet, dømme mig, for af du selv kan få Ret? ⁴ Har du en Arm som Gud, kan du tordne med Brag som han? ⁵ Smyk dig med Højhed og Storhed, klæd dig i Glans og Herlighed! ⁶ Udgyd din Vredes Strømme, slå de stolte ned med et Blik, ⁷ bøj med et Blik de stolte og knus på Stedet de gudløse, ⁸ skjul dem i Støvet til Hobe og lænk deres Åsyn i Skjulet! ⁹ Så vil jeg også love dig for Sejren, din højre har vundet.

¹⁰ Se Nilhesten! Den har jeg skabt såvel som dig. Som Oksen æder den Græs. ¹¹ Se, hvilken Kraft i Lænderne og hvilken Styrke i Bugens Muskler! ¹² Halen holder den stiv som en Ceder, Bovens Sener er flettet sammen; ¹³ dens Knogler er Rør af, Kobber, Benene i den som Stænger af Jern. ¹⁴ Den er Guds ypperste Skabning, skabt til at herske over de andre; ¹⁵ thi Foder til den bærer Bjergene, hvor Markens Vildt har Legeplads. ¹⁶ Den lægger sig hen under Lotusbuske, i Skjul af Siv og Rør; ¹⁷ Lotusbuskene giver den Tag og Skygge, Bækkens Pile yder den Hegn. ¹⁸ Den taber ej Modet, når Jordan stiger, er rolig, om Strømmen end svulmer mod dens Gab. ¹⁹ Hvem kan gribe den i dens Tænder og trække Reb igennem dens Snude?

²⁰ Kan du trække Krokodillen op med Krog og binde dens Tunge med Snøre? ²¹ Kan du mon stikke et Siv i dens Snude, bore en Krog igennem dens Kæber? ²² Mon den vil trygle dig længe og give dig gode Ord? ²³ Mon den vil indgå en Pagt med dig, så du får den til Træl for evigt? ²⁴ Han du mon lege med den som en Fugl og tøjre den for dine Pigebørn? ²⁵ Falbyder Fiskerlauget den og stykker den ud mellem Sælgerne? ²⁶ Mon du kan spække dens Hud med Kroge og med Harpuner dens Hoved? ²⁷ Læg dog engang din Hånd på den! Du vil huske den Kamp og gør det ej mer. ²⁸ Det Håb vilde blive til Skamme, alene ved Synet lå du der.

41 Ingen drister sig til at tirre den, hvem holder Stand imod den? ² Hvem møder den og slipper fra det hvem under hele Himlen? ³ Jeg tier ej om dens Lemmer, hvor stærk den er, hvor smukt den er skabt. ⁴ Hvem har trukket dens Klædning af, trængt ind i dens dobbelte Panser? ⁵ Hvem har åbnet dens Ansigts Døre? Rundt om dens Tænder er Rædsel. ⁶ Dens Ryg er Reder af Skjolde, dens Bryst er et Segl af Sten; ⁷ de sidder tæt ved hverandre, Luft kommer ikke ind derimellem; ⁸ de hænger fast ved hverandre, uadskilleligt griber de ind i hverandre. ⁹ Dens Nysen fremkalder strålende Lys, som Morgenrødens Øjenlåg er dens Øjne. ¹⁰ Ud af dens Gab farer Fakler, Ildgnister spruder der frem. ¹¹ Em står ud af dens Næsebor som af en ophedet, kogende Kedel. ¹² Dens Ånde tænder som glødende Kul, Luer står ud af dens Gab. ¹³ Styrken bor på dens Hals, og Angsten hopper foran den. ¹⁴ Tæt sidder Kødets Knuder, som støbt til Kroppen; de rokkes ikke; ¹⁵ fast som Sten er dens Hjerte støbt, fast som den nederste Møllesten. ¹⁶ Når den rejser sig, gyser Helte, fra Sans og Samling går de af Skræk. ¹⁷ Angriberens Sværd holder ikke Stand, ej Kastevåben, Spyd eller Pil. ¹⁸ Jern regner den kun for Halm og Kobber for trøsket Træ; ¹⁹ Buens Søn slår den ikke på Flugt, Slyngens Sten bliver Strå for den, ²⁰ Stridskøllen regnes for Rør, den ler ad det svirrende Spyd. ²¹ På Bugen er der skarpe Rande, dens Spor i Dyndet er som Tærskeslædens; ²² Dybet får den i Kog som en Gryde, en Salvekedel gør den af Floden; ²³ bag den er der en lysende Sti, Dybet synes som Sølverhår. ²⁴ Dens Lige findes ikke på Jord, den er skabt til ikke at frygte. ²⁵ Alt, hvad højt er, ræddes for den, den er Konge over alle stolte Dyr.

42 Så svarede Job Herren og sagde: ² "Jeg ved, at du magter alt, for dig er intet umuligt! ³ "Hvem fordunkler mit Råd med Ord, som er uden Indsigt?" Derfor: jeg talte uden Forstand om noget, som var mig for underfuldt, og som jeg ej kendte til. ⁴ Hør dog, og jeg vil tale, jeg vil spørge, og du skal lære mig! ⁵ Jeg havde kun hørt et Rygte om dig, men nu har mit Øje set dig; ⁶ jeg tager det derfor tilbage og angrer i Støv og Aske!

⁷ Men efter at Herren havde talet disse Ord til Job, sagde han til Temaniten Elifaz: "Min Vrede er blusset op mod dig og dine to Venner, fordi I ikke talte rettelig om mig som min Tjener Job! ⁸ Tag eder derfor syv Tyre og syv Vædre og gå til min Tjener Job og bring et Brændoffer for eder. Og min Tjener Job skal gå i Forbøn for eder, thi ham vil jeg bønhøre, så jeg ikke gør en Ulykke på eder, fordi I ikke talte rettelig om mig som min Tjener Job!" ⁹ Så gik Temaniten Elifaz, Sjuhiten Bildad og Na'amatiten Zofar hen og gjorde, som Herren havde sagt, og Herren bønhørte Job.

¹⁰ Og Herren vendte Jobs Skæbne, da han gik i Forbøn for sine Venner; og Herren gav Job alt, hvad han havde ejet, tvefold igen. ¹¹ Så kom alle hans Brødre og Søstre og alle, der kendte ham tilforn, og holdt Måltid med ham i hans Hus, og de viste ham deres Medfølelse og trøstede ham over al den Ulykke, Herren havde bragt over ham, og de gav ham hver en Kesita og en Guldring. ¹² Og Herren velsignede Jobs sidste Tid mere end hans første. Han fk 14000 Stykker Småkvæg, og 1000 Aseninder. ¹³ Og han fik syv Sønner og tre Døtre, ¹⁴ og han kaldte den ene Jemima, den anden Kezia og den tredje Keren-Happuk. ¹⁵ Så smukke Kvinder som Jobs Døtre fandtes ingensteds på Jorden; og deres Fader gav dem Arv imellem deres Brødre: ¹⁶ Siden levede Job 140 År og så sine Børn og Børnebørn, fire Slægtled. ¹⁷ Så døde Job gammel og mæt af Dage.