1 Efter at Gud fordum havde talt mange Gange og på mange Måder, til Fædrene ved Profeterne, så har han ved Slutningen af disse Dage talt til os ved sin Søn, ² hvem han har sat til Arving af alle Ting, ved hvem han også har skabt Verden; ³ han, som - efterdi han er hans Herligheds Glans og hans Væsens udtrykte Billede og bærer alle Ting med sin Krafts Ord - efter at have gjort Renselse fra Synderne har sat sig ved Majestætens højre Hånd i det høje, ⁴ idet han er bleven så meget ypperligere end Englene, som han har arvet et herligere Navn fremfor dem.

⁵ Thi til hvilken af Englene sagde han nogen Sinde: "Du er min Søn, jeg har født dig i Dag"? og fremdeles: "Jeg skal være ham en Fader, og han skal være mig en Søn"? ⁶ Og når han atter indfører den førstefødte i Verden, hedder det: "Og alle Guds Engle skulle tilbede ham". ⁷ Og om Englene hedder det: "Han gør sine Engle til Vinde og sine Tjenere til Ildslue"; ⁸ men om Sønnen,: "Din Trone, o Gud! står i al Evighed, og Rettens Kongestav er dit Riges Kongestav. ⁹ Du elskede Retfærdighed og hadede Lovløshed, derfor har Gud, din Gud, salvet dig med Glædens Olie fremfor dine Medbrødre". ¹⁰ Og: "Du, Herre! har i Begyndelsen grundfæstet Jorden, og Himlene ere dine Hænders Gerninger. ¹¹ De skulle forgå, men du bliver; og de skulle til Hobe ældes som et Klædebon, ¹² ja, som et Klæde skal du sammenrulle dem, og de skulle omskiftes; men du er den samme, og dine År skulle ikke få Ende". ¹³ Men til hvilken af Englene sagde han nogen Sinde: "Sæt dig ved min højre Hånd, indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder"? ¹⁴ Ere de ikke alle tjenende Ånder, som udsendes til Hjælp for deres Skyld, der skulle arve Frelse?