Add parallel Print Page Options

28 så da de midjanitiske[a] handelsmænd kom forbi, trak brødrene Josef op af brønden og solgte ham for 20 sølvstykker, hvorefter ishmaelitterne tog ham med til Egypten.

29 Ruben havde ikke været til stede, dengang brødrene solgte Josef, så da han kom hen til brønden, var Josef forsvundet. Da blev Ruben så fortvivlet, at han rev sit tøj i stykker. Han løb tilbage til brødrene 30 og råbte: „Drengen er væk! Hvad i alverden skal jeg nu stille op?”

31 Så slagtede brødrene en ged, kom noget af gedens blod på Josefs kjortel 32 og bragte den smukke kjortel til deres far for at lade ham identificere den. „Vi fandt den på marken,” forklarede de. „Er det ikke Josefs kjortel?”

33 Jakob genkendte den øjeblikkelig og hulkede: „Jo, det er min søns kjortel! Der er ingen tvivl: Han er blevet flået ihjel og ædt af et vildt dyr!” 34 Straks rev Jakob af sorg sit tøj i stykker og klædte sig i sækkelærred, og således sørgede han over sin søn i mange dage. 35 Alle hans sønner og døtre gjorde, hvad de kunne for at trøste ham, men det var ingen nytte til. „Lad mig dø af sorg og komme ned i dødsriget til min søn!” udbrød han og brast i gråd.

36 I mellemtiden var de midjanitiske købmænd kommet til Egypten, hvor de solgte Josef til Potifar, som var en højtstående embedsmand ved kong Faraos hof og øverstbefalende for livvagten.

Read full chapter

Footnotes

  1. 37,28 Midjanitterne boede på Sinaihalvøen og nedstammede fra Abrahams søn, Midjan, jf. 1.Mos. 25,2. De havde meget samarbejde med ishmaelitterne, som jo nedstammede fra Abrahams anden søn, Ishmael. Begge grupper havde nære forbindelser til Egypten. Enten bestod denne karavane af to grupper af mennesker, måske med midjanitterne som købmænd og ishmaelitterne som karavaneførere, eller også er der tale om en gruppe ishmaelitter, der havde bosat sig i Midjan.