Add parallel Print Page Options

15 Gud satte mennesket, Adam, i Edens have, for at han skulle passe den, 16-17 og han sagde til ham: „Du må spise frugten fra alle træerne i haven undtagen det træ, som giver kendskab til både godt og ondt. Hvis du spiser af den frugt, skal du dø.”

18 Derpå sagde Gud: „Det er ikke godt for Adam at være alene. Jeg vil give ham en livsledsager,[a] der passer til ham.” 19 Gud havde af jorden formet alle slags dyr og fugle. Dem førte han nu hen til Adam for at se, hvad han ville kalde dem; og hvad Adam kaldte dem, blev deres navn. 20 Adam navngav alle fuglene og de vilde og tamme dyr, men han fandt ikke nogen passende ledsager iblandt dem. 21 Derfor lod Gud Adam falde i en dyb søvn. Mens han sov, tog Gud et af hans ribben og lukkede stedet til igen med kød. 22 Af ribbenet byggede han en kvinde og førte hende hen til Adam.

23 „Ja!” udbrød Adam. „Det er knogler af mine knogler og kød af mit kød! Hun skal hedde kvinde, for hun er taget ud af manden.[b]

Read full chapter

Footnotes

  1. 2,18 Mere ordret: „en hjælper, der passer til ham.” Også i v. 20.
  2. 2,23 På hebraisk er ordet for „kvinde” (isha) afledt af ordet for „mand” (ish).

15 Derpå tog Gud Herren Adam og satte ham i Edens Have til at dyrke og vogte den. 16 Men Gud Herren bød Adam: "Af alle Træer i Haven har du Lov at spise, 17 kun af Træet til Kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den Dag du spiser deraf, skal du visselig dø!"

18 Derpå sagde Gud Herren: "Det er ikke godt for Mennesket at være ene; jeg vil gøre ham en Medhjælp, som passer til ham!" 19 Og Gud Herren dannede af Agerjorden alle Markens Dyr og Himmelens Fugle og førte dem hen til Adam for at se, hvad han vilde kalde dem; thi hvad Adam kaldte de forskellige levende Væsener, det skulde være deres Navn. 20 Adam gav da alt Kvæget, alle Himmelens Fugle og alle Markens Dyr Navne - men til sig selv fandt Adam ingen Medhjælp, der passede til ham. 21 Så lod Gud Herren Dvale falde over Adam, og da han var sovet ind, tog han et af hans Ribben og lukkede med Kød i dets Sted; 22 og af Ribbenet, som Gud Herren havde taget af Adam, byggede han en Kvinde og førte hende hen til Adam. 23 Da sagde Adam: "Denne Gang er det Ben af mine Ben og Kød af mit Kød; hun skal kaldes Kvinde, thi af Manden er hun taget!"

Read full chapter