Add parallel Print Page Options

Den lukkede østport

44 Derefter førte manden mig tilbage til den ydre østport, men den var nu lukket. „Denne port skal forblive lukket,” sagde Herren. „Intet menneske må gå igennem den, for Herren, Israels Gud, kom ind gennem denne port, og derfor skal den fra nu af være lukket. Kun folkets leder[a] må sidde inden for denne port og spise brød for Herrens ansigt. Han må dog ikke gå igennem døren i porten, men skal gå ind og ud gennem forhallen i portkomplekset.”

Templets og præsternes hellighed

Så førte manden mig gennem nordporten ind i den indre forgård og hen foran templet. Jeg så, at Herrens herlighed fyldte templet, og jeg kastede mig ned med ansigtet mod jorden i tilbedelse. „Du menneske,” sagde Herren. „Hold øjne og ører åbne og læg nøje mærke til alt, hvad jeg siger om alle lovene og forskrifterne for templet. Jeg vil fortælle dig, hvem der må få adgang til templet. Sig så til mit oprørske folk: Hør, hvad Herren siger, Israel! Nu er det nok med jeres afskyelige handlinger. I lod uomskårne og vantro fremmede komme ind og vanhellige min helligdom, alt imens I tilberedte min mad, mit fedt og mit blod. I har brudt min pagt ved alle jeres afskyelige handlinger. I har ikke overholdt de love, jeg gav jer angående de hellige offergaver, for I har ansat fremmede folk til at udføre tempeltjenesten.

Men jeg, Herren, siger jer: Intet uomskåret og vantro menneske må gå ind i min helligdom. Det gælder alle de fremmede, som bor iblandt jer. 10 Levitterne, der vendte sig fra mig, da Israels folk begyndte at dyrke afguder, skal straffes for deres utroskab. 11 De kan få lov at være tempelvagter og portnere, og de kan få lov at hjælpe folk med at slagte offerdyrene. 12 Men fordi de hjalp med at slagte offerdyr til afguderne og var med til at føre mit folk på afveje, så sværger jeg på, at de skal få deres straf. 13 De får ikke lov at fungere som præster, og de får heller ikke lov til at røre ved nogen af de hellige ting. De må bære skammen for den synd, de har begået. 14 De må nøjes med at udføre de praktiske opgaver i templet. 15 Men de levitter af Zadoks slægt, som trofast fortsatte deres tjeneste i mit tempel, selv om resten af folket vendte sig til afguderne, de skal være mine præster. De skal stå for mit ansigt og ofre fedtet og blodet fra offerdyrene, siger Gud Herren. 16 De skal have fri adgang til min helligdom og træde hen til alteret for at tjene mig. Ja, de skal sørge for, at alle forskrifterne nøje overholdes.

17 De må ikke gå i tøj af uld, men skal være iført linnedklæder, når de opholder sig i templet eller den indre forgård. 18 Også deres turbaner og deres undertøj skal være af linned, for de må ikke have noget tøj på, som får dem til at svede. 19 Før de vender tilbage til den ydre forgård og blander sig med den menige befolkning, skal de skifte til deres eget tøj og efterlade de indviede klæder i de hellige værelser, for ingen almindelige mennesker har lov til at røre de hellige klæder.

20 De må hverken lade deres hår vokse langt eller rage det af, men de skal sørge for jævnligt at blive klippet. 21 Ingen præst må drikke vin, lige før han skal gøre tjeneste i helligdommen, 22 og han må kun gifte sig med en israelitisk jomfru eller en præsteenke. Han må ikke gifte sig med en fraskilt eller en almindelig enke.

23 Præsterne skal lære mit folk, hvad der er helligt, og hvad der ikke er helligt, hvad der er rent, og hvad der er urent.

24 Præsterne skal varetage opgaven som dommere i retssager blandt mit folk, og de skal træffe afgørelser baseret på min lov. De skal adlyde mine love og forskrifter for de religiøse højtider og sørge for, at sabbatsdagen holdes hellig.

25 En præst må ikke gøre sig uren ved at komme i nærheden af et lig, medmindre det drejer sig om hans far eller mor, en søn eller datter, en bror eller en ugift søster. 26 Er han blevet uren, skal han gennemgå renselsesceremonien, og derefter skal der gå yderlige syv dage, før han kan betragtes som ren igen. 27 Den dag, han vender tilbage til tempeltjenesten i den indre forgård og i helligdommen, skal han bringe et syndoffer, siger Gud Herren.

28 Præsterne får ikke tildelt nogen jord eller ejendom i Israel, for jeg vil selv sørge for deres behov. De skal være helt afhængige af mig. 29 Præsterne skal leve af de offergaver, som folket bringer til templet: afgrødeofrene, syndofrene og skyldofrene. 30 Den første del af afgrøden og alle de ofre og afgifter, som tilhører mig, skal gå til præsterne. Også det første groftmalede mel af kornhøsten skal I give til præsterne, så jeg kan velsigne jeres hjem. 31 Præsterne må ikke spise kød af selvdøde dyr eller af fugle eller dyr, der er blevet dræbt af andre dyr.”

Udstykning af landet

45 Herren fortsatte: „Når I deler landet mellem Israels stammer, skal I først give mig et område, som skal være min hellige del af landet. Området skal være 12,5 km langt og 10 km bredt. Det skal betragtes som hellig jord.

Af den jord skal et kvadratisk stykke, der er 250 m på hver led, bruges til tempelområdet, og der skal være et åbent areal på 25 m hele vejen rundt om. Mit hellige land skal deles i to halvdele på langs, så hver del er 5 km bredt. I den øverste halvdel skal templet bygges og præsterne, som forretter tjeneste i helligdommen, skal også have deres hjem der.

Den anden halvdel skal tilhøre levitterne, som arbejder i templet, og de kan bygge deres landsbyer der. Syd for den hellige jord skal der afsættes et stykke land 2,5 km bredt og 12,5 km langt til en by, som er folkets fælles ejendom.

Desuden skal der afsættes et landområde til landets regent uden for den hellige jord og byen, således at regentens landområde strækker sig helt ud til havet mod vest og til landegrænsen mod øst. Når landets regenter får deres eget landområde, skal de ikke længere undertrykke og udbytte mit folk. Resten af landet tilhører de forskellige stammer i Israel. For Gud Herren siger til Israels regenter: Nu kan det være nok! Hold op med at undertrykke mit folk! Vær retfærdige og ærlige og lad være med at drive mit folk fra hus og hjem!

Regler for ofringerne

10 I skal være et folk, der lægger vægt på retfærdigheden. I skal have vægte, som vejer korrekt, og rummål, som måler præcist. 11 En homer skal være jeres standardenhed for rummål. En efa bruges til at måle korn og en bat til at måle væsker, og de skal hver være en tiendedel af en homer.[b] 12 Jeres standardenhed for vægt skal være en sølvshekel. En shekel skal være lig med 20 gera, og 50 shekel skal være lig med en mina.[c] 13-17 Landets regent er forpligtet til at skaffe de syndofre, brændofre, afgrødeofre, drikofre og takofre, der skal bruges i forbindelse med højtiderne, både nymånefesterne, sabbatsdagene og de øvrige religiøse fester, så der kan skaffes soning for hele Israels folk. Men hele folket skal være med til af skaffe det, der skal bruges til ofringerne, så de alle kan få soning for deres synd. Derfor skal I bringe følgende afgifter til regenten: En sjettedel efa af hver homer hvede og byg I høster; en tiendedel bat af hver kor olivenolie (en kor er lig med 10 bat) og et lam for hver 200 får eller geder.”

18 Gud Herren siger: „På den første dag i den første måned skal der slagtes en ungtyr uden fysiske skavanker, så templet kan blive renset for synd. 19 Præsten skal tage noget af blodet fra syndofferet og smøre det på templets dørstolper, på altersoklens fire hjørner og på dørkarmene af de porte, der fører ind til den indre forgård. 20 Det samme skal gøres på den syvende dag i samme måned for at skaffe soning for dem, der har syndet af vanvare eller af uvidenhed. På den måde skal I skaffe soning for templet.

21 På den 14. dag i den første måned skal I fejre påsken som en højtid, man valfarter til. Og i de følgende syv dage må I kun spise usyrnet brød. 22 På selve påskedagen skal regenten ofre en ung tyr for at skabe forsoning for sin egen og hele folkets synd. 23 De følgende syv dage skal han hver dag ofre et brændoffer til Herren, som skal bestå af syv unge tyre og syv væddere uden fysiske defekter. Derudover skal der hver dag ofres en gedebuk som syndoffer. 24 Endvidere skal regenten ofre 20 liter[d] korn for hver tyr og for hver vædder og 4 liter[e] olivenolie for hver mængde korn.

25 På den 15. dag i den syvende måned begynder løvhyttefesten, og regenten skal, i den uge festen varer, sørge for alt, hvad der skal bruges i form af syndofre, brændofre, afgrødeofre og olie, akkurat som under påskefesten.”

Footnotes

  1. 44,3 Sandsynligvis den nye hyrde og konge, jf. 34,23-24 og 37,24.
  2. 45,11 En efa og bat menes at være ca. 22 liter.
  3. 45,12 Eller 60 shekel. Den hebraiske tekst har 20 og 25 og 5. LXX siger 50.
  4. 45,24a På hebraisk en efa (ca. 22 liter).
  5. 45,24b På hebraisk en hin, der menes at være ca. 3,8 liter.