Add parallel Print Page Options

12 På den 13. dag i den første måned samlede Haman kongens sekretærer, som efter hans diktat nedskrev brevet til guvernørerne på alle de forskellige sprog, der taltes i riget. Derefter blev brevene underskrevet med kongens navn, forseglet med kongens signetring 13 og sendt ud til alle rigets provinser. I brevet stod der, at alle jøder, unge og gamle såvel som kvinder og børn, skulle slås ihjel den 13. dag i den 12. måned, og at deres ejendom skulle konfiskeres. 14 Brevets indhold skulle bekendtgøres som lov, så folk i hver eneste provins kunne være parat til at udføre ordren på den fastsatte dag. 15 På kongens befaling blev bestemmelsen først offentliggjort i regeringsbyen Susa, hvorefter sendebudene skyndte sig af sted til alle rigets provinser. Kongen og Haman satte sig derefter til at drikke. Men jøderne i Susa var rædselsslagne.

Mordokaj beder dronning Ester om hjælp

Da Mordokaj hørte om Hamans planer, flængede han i fortvivlelse sit tøj og klædte sig i sæk og aske. Derefter gik han rundt i byen og jamrede højt og hjerteskærende. Da han kom hen på pladsen foran paladsets port, blev han stående dér, for det var forbudt at gå ind i paladset med sørgetøj på. Ud over hele riget reagerede jøderne på samme måde: De græd og jamrede og fastede på grund af den kongelige befaling, og mange af dem klædte sig i sæk og aske.