26 På hin Dag skal denne Sang synges i Judas Land: "En stærk Stad har vi, til Frelse satte han Mur og Bolværk. ² Luk Portene op for et retfærdigt Folk, som gemmer på Troskab, ³ hvis Sind er fast, som vogter på Fred, thi det stoler på dig. ⁴ Stol for evigt på Herren, thi Herren er en evig Klippe. ⁵ Thi han ydmyger dem, der bor i det høje, den knejsende By, styrter den til Jorden, lægger den i Støvet. ⁶ De armes Fod, de ringes Trin skal træde den ned.

⁷ Den retfærdiges Sti er jævn, du jævner den retfærdiges Vej. ⁸ Ja, vi venter dig, Herre, på dine Dommes Sti; til dit Navn og dit Ry står vor Sjæls Attrå. ⁹ Min Sjæl attrår dig om Natten, min Ånd i mit indre søger dig. Thi når dine Domme rammer Jorden, lærer de; som bor på Jorderig, Retfærd. ¹⁰ Vises der Nåde mod den gudløse, lærer han aldrig Retfærd; i Rettens Land gør han Uret og ser ikke Herrens Højhed. ¹¹ Herre, din Hånd er løftet, men de ser det ikke; lad dem med Skam se din Nidkærhed for Folket, lad dine Fjenders Ild fortære dem! ¹² Herre, du skaffe os Fred, thi alt, hvad vi har udrettet, gjorde du for os. ¹³ Herre vor Gud, andre Herrer end du har hersket over os; men dit Navn alene priser vi. ¹⁴ Døde bliver ikke levende, Dødninger står ikke op; derfor hjemsøgte og tilintetgjorde du dem og udslettede hvert et Minde om dem. ¹⁵ Du har mangfoldiggjort Folket, Herre, du har mangfoldiggjort Folket, du herliggjorde dig, du udvidede alle Landets Grænser. ¹⁶ Herre, i Nøden søgte de dig; de udgød stille Bønner, medens din Tugtelse var over dem. ¹⁷ Som den frugtsommelige; der er ved at føde, vrider og vånder sig i Veer, således fik vi det, Herre, fra dig. ¹⁸ Vi er svangre og vrider os, som om vi fødte Vind; Landet frelser vi ikke og Jordboere fødes ikke til Verden. ¹⁹ Dine døde skal blive levende, mine dødes Legemer opstå; de, som hviler i Støvet, skal vågne og juble. Thi en Lysets bug er din Dug, og Jorden giver Dødninger igen.

²⁰ Mit Folk, gå ind i dit Kammer og luk dine Døre bag dig; hold dig skjult en liden Stund, til Vreden er draget over. ²¹ Thi Herren går ud fra sin Bolig for at straffe Jordboernes Brøde; sit Blod bringer Jorden for Lyset og dølger ej mer sine dræbte.

27 På hin Dag hjemsøger Herren med sit hårde, vældige, stærke Sværd Livjatan, Den flugtsnare Slange, og ihjelslår Dragen i Havet.

² På hin Dag skal man sige,: Syng om en liflig Vingård! ³ Jeg, Herren, jeg er dens Vogter, jeg vander den atter og atter. For at ingen skal hjemsøge den, vogter jeg den Nat og Dag. ⁴ Vrede nærer jeg ikke. Fandt jeg kun Torn og Tidsel, gik jeg løs derpå i Kamp og satte det alt i Brand ⁵ med mindre man tyr til mit Værn, slutter Fred med mig, slutter Fred med mig. ⁶ På hin Dag skal Jakob slå Rod, Israel skyde og blomstre og fylde Verden med Frugt.

⁷ Har han vel slået det, som de, der slog det, blev slagne, eller blev det myrdet, som deres Mordere myrdedes? ⁸ Ved at støde det bort og sende det bort trættede han med det; han jog det bort med sin voldsomme Ånde på Østenstormens Dag. ⁹ Derfor sones Jakobs Brøde således, og dette er al Frugten af, at hans Synd tages bort: at han gør alle Altersten til sønderhuggede Kalksten, at Asjerastøtterne og Solstøtterne ikke mere rejser sig. ¹⁰ Thi den faste Stad ligger ensom, et folketomt Sted, forladt som en Ørken. Der græsser Ungkvæget, der lejrer det sig og afgnaver Kvistene. ¹¹ Når Grenene er tørre, kommer Kvinderne og bryder dem af for at tænde Bål. Thi det er et Folk uden Indsigt; derfor kan dets Skaber ikke forbarme sig, dets Ophav ikke være det nådig.

¹² På hin Dag slår Herren Frugten ned fra Flodens Strøm til Ægyptens Bæk, og I skal opsankes een for een, Israels Børn. ¹³ På hin Dag skal der stødes i det store Horn, og de tabte i Assyrien og de bortdrevne i Ægypten skal komme og tilbede Herren på det hellige Bjerg i Jerusalem.

2 Er der da nogen Formaning i Kristus, er der nogen Kærlighedens Opmuntring, er der noget Åndens Samfund, er der nogen inderlig Kærlighed og Barmhjertighed: ² da fuldkommer min Glæde, at I må være enige indbyrdes, så I have den samme Kærlighed, samme Sjæl, een Higen, ³ intet gøre af Egennytte eller Lyst til tom Ære, men i Ydmyghed agte hverandre højere end eder selv ⁴ og ikke se hver på sit, men enhver også på andres. ⁵ Det samme Sindelag være i eder, som også var i Kristus Jesus, ⁶ han, som, da han var i Guds Skikkelse ikke holdt det for et Rov at være Gud lig, ⁷ men forringede sig selv, idet han tog en Tjeners Skikkelse på og blev Mennesker lig; ⁸ og da han i Fremtræden fandtes som et Menneske, fornedrede han sig selv, så han blev lydig indtil Døden, ja, Korsdøden. ⁹ Derfor har også Gud højt ophøjet ham og skænket ham det Navn, som er over alle Navne, ¹⁰ for at i Jesu Navn hvert Knæ skal bøje sig, deres i Himmelen og på Jorden og under Jorden, ¹¹ og hver Tunge skal bekende, at Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders Ære.

¹² Derfor, mine elskede! ligesom I altid have været lydige, så arbejder ikke alene som i min Nærværelse, men nu meget mere i min Fraværelse på eders egen Frelse med Frygt og Bæven; ¹³ thi Gud er den, som virker i eder både at ville og at virke, efter sit Velbehag. ¹⁴ Gører alle Ting uden Knurren og Betænkeligheder, ¹⁵ for at I må blive udadlelige og rene, Guds ulastelige Børn, midt i en vanartet og forvendt Slægt, iblandt hvilke I vise eder som Himmellys i Verden, ¹⁶ idet I fremholde Livets Ord, mig til Ros på Kristi Dag, at jeg ikke har løbet forgæves, ej heller arbejdet forgæves. ¹⁷ Ja, selv om jeg bliver ofret under Ofringen og Betjeningen af eders Tro, så glæder jeg mig og glæder mig med eder alle. ¹⁸ Men ligeledes skulle også I glæde eder, og glæde eder med mig!

¹⁹ Men jeg håber i den Herre Jesus snart at kunne sende Timotheus til eder, for at også jeg kan blive ved godt Mod ved at erfare, hvorledes det går eder. ²⁰ Thi jeg har ingen ligesindet, der så oprigtig vil have Omsorg for, hvorledes det går eder; ²¹ thi de søge alle deres eget, ikke hvad der hører Kristus Jesus til. ²² Men hans prøvede Troskab kende I, at, ligesom et Barn tjener sin Fader, således har han tjent med mig for Evangeliet. ²³ Ham håber jeg altså at sende straks, når jeg ser Udgangen på min Sag. ²⁴ Men jeg har den Tillid til Herren, at jeg også selv snart skal komme.

²⁵ Men jeg har agtet det nødvendigt at sende Epafroditus til eder, min Broder og Medarbejder og Medstrider, og eders Udsending og Tjener for min Trang, ²⁶ efterdi han længtes efter eder alle og var såre ængstelig, fordi I havde hørt, at han var bleven syg. ²⁷ Ja, han var også syg og Døden nær; men Gud forbarmede sig over ham, ja, ikke alene over ham, men også over mig, for at jeg ikke skulde have Sorg på Sorg. ²⁸ Derfor skynder jeg mig desto mere med at sende ham, for at I og jeg være mere sorgfri. ²⁹ Modtager ham altså i Herren med al Glæde og holder sådanne i Ære; ³⁰ thi for Kristi Gernings Skyld kom han Døden nær, idet han satte sit Liv i Vove for at udfylde Savnet af eder i eders Tjeneste imod mig.