11 Gileaditen Jefta var en dygtig Kriger. Han var Søn af en Skøge. Gilead avlede Jefta. ² Men Gileads Hustru fødte ham Sønner, og da de voksede op, jog de Jefta bort med de Ord: "Du skal ikke have Arv og Lod i vor Faders Hus, thi du er en fremmed Kvindes Søn!" ³ Jefta flygtede da for sine Brødre og bosatte sig i Landet Tob, hvor nogle dårlige Folk samlede sig om ham og deltog i hans Strejftog.

⁴ Efter nogen Tids Forløb angreb Ammoniterne Israel. ⁵ Og da Ammoniterne angreb Israel, drog Gileads Ældste hen for at hente Jefta hjem fra Landet Tob. ⁶ De sagde til Jefta: "Kom og vær vor Fører, at vi kan tage Kampen op med Ammoniterne!" ⁷ Jefta svarede Gileads Ældste: "Har I ikke hadet mig og jaget mig bort fra min Faders Hus? Hvorfor kommer I da til mig, nu I er i Nød?" ⁸ Men Gileads Ældste sagde til Jefta: "Derfor kommer vi jo nu tilbage til dig! Vil du drage med os og kæmpe med Ammoniterne, skal du være Høvding over os, over alle Gileads Indbyggere!" ⁹ Jefta svarede Gileads Ældste: "Dersom I fører mig tilbage, for at jeg skal kæmpe med Ammoniterne, og Herren giver dem i min Magt, så vil jeg være eders Høvding!" ¹⁰ Da sagde Gileads Ældste til Jefta: "Herren hører Overenskomsten mellem os; visselig vil vi gøre, som du siger!" ¹¹ Da drog Jefta med Gileads Ældste; og Folket gjorde ham til deres Høvding og Fører. Og alle sine Ord udtalte Jefta for Herrens Åsyn i Mizpa.

¹² Derpå sendte Jefta Sendebud til Ammoniternes Konge og lod sige: "Hvad er der dig og mig imellem, siden du er draget imod mig for at angribe mit Land?" ¹³ Ammoniternes Konge svarede Jeftas Sendebud: "Jo, Israel tog mit Land, da de drog op fra Ægypten, lige fra Arnon til Jabbok og Jordan; giv det derfor tilbage med det gode!" ¹⁴ Men Jefta sendte atter Sendebud til Ammoniternes Konge ¹⁵ og lod sige: "Således siger Jefta: Israel har ikke taget Moabs eller Ammoniternes Land! ¹⁶ Men da de drog op fra Ægypten, vandrede Israel igennem Ørkenen til det røde Hav og kom derpå til Kadesj. ¹⁷ Da sendte Israel Sendebud til Edomiternes Konge og lod sige: Lad mig drage igennem dit Land! Men Edomiternes Konge ænsede det ikke. Ligeledes sendte de Bud til Moabiternes Konge, men han var heller ikke villig dertil. Israel blev da boende i Kadesj. ¹⁸ Derpå drog de igennem Ørkenen og gik uden om Edomiternes og Moabiternes, Land, og da de nåede Egnen østen for Moab, slog de Lejr hinsides Arnon; men de betrådte ikke Moabs Enemærker, thi Arnon er Moabs Grænse. ¹⁹ Israel sendte derpå Sendebud til Kongen af Hesjbon, Amoriterkongen Sihon, og lod sige: Lad os drage igennem dit Land for at nå hen, hvor vi skal! ²⁰ Men Sihon nægtede Israelitterne Tilladelse til at drage gennem hans Land; og Sihon samlede hele sin Hær, og de slog Lejr i Jaza og angreb Israel. ²¹ Da gav Herren, Israels Gud, Sihon og hele hans Hær i Israels Hånd, så at de slog dem. Og Israel underlagde sig hele det Land, Amoriterne boede i; ²² de underlagde sig hele Amoriternes Område fra Arnon til Jabbok og fra Ørkenen til Jordan. ²³ Således drev Herren, Israels Gud, Amoriterne bort foran sit Folk Israel; og nu vil du underlægge dig deres Land! ²⁴ Ikke sandt, når din Gud Kemosj driver nogen bort, så tager du hans Land? Og hver Gang Herren vor Gud driver nogen bort foran os, tager vi hans Land. ²⁵ Er du vel bedre end Zippors Søn, Kong Balak af Moab? Stredes han med Israel, eller indlod han sig i Kamp med dem, ²⁶ da Israelitterne bosatte sig i Hesjbon med Småbyer, i Aroer med Småbyer og i alle Byerne langs Arnon nu har de boet der i 300 År? Hvorfor tilrev I eder dem ikke dengang? ²⁷ Det er ikke mig, der har forbrudt mig mod dig, men dig, der handler ilde mod mig ved at angribe mig. Herren, Dommeren, vil i Dag dømme Israelitterne og Ammoniterne imellem!" ²⁸ Men Ammoniternes Konge ænsede ikke Jeftas Ord, som hans Sendebud overbragte.

²⁹ Da kom Herrens Ånd over Jefta; og han drog igennem Gilead og Manasse; derpå drog han til Mizpe i Gilead, og fra Mizpe i Gilead drog han mod Ammoniterne. ³⁰ Og Jefta aflagde Herren et Løfte og sagde: "Dersom du giver Ammoniterne i min Hånd, ³¹ så skal den, som først kommer mig i Møde fra min Husdør når jeg vender uskadt, tilbage fra Ammoniterne, tilfalde Herren, og jeg vil ofre ham som Brændoffer!" ³² Så drog Jefta i Kamp mod Ammoniterne, og Herren gav dem i hans Hånd, ³³ så at han tilføjede dem et stort Nederlag fra Aroer til Egnen ved Minnit, tyve Byer, og til Abel Keramim. Således bukkede Ammoniterne under for Israelitterne.

³⁴ Men da Jefta kom til sit Hjem i Mizpa, se, da kom hans Datter ham i Møde med Håndpauker og Dans. Hun var hans eneste Barn foruden hende havde han hverken Søn eller Datter. ³⁵ Da han fik Øje på hende, sønderrev han sine Klæder og råbte: "Ak, min Datter, du har bøjet mig dybt, og det er dig, der styrter mig i Ulykke! Thi jeg har åbnet min Mund for Herren og kan ikke tage mit Ord tilbage!" ³⁶ Da svarede hun ham: "Fader, har du åbnet din Mund for Herren, så gør med mig, som dit Ord lød, nu da Herren har skaffet dig Hævn over dine Fjender, Ammoniterne!" ³⁷ Men hun sagde til sin Fader: "En Ting må du unde mig: Giv mig to Måneders Frist, så jeg kan gå omkring i Bjergene for at begræde min Jomfrustand sammen med mine Veninder!" ³⁸ Han sagde: "Gå!" og lod hende drage bort i to Måneder; og hun gik bort med sine Veninder for at begræde sin Jomfrustand i Bjergene. ³⁹ Da de to Måneder var omme, vendte hun tilbage til sin Fader, og han fuldbyrdede det Løfte, han havde aflagt, på hende; og hun havde ikke kendt Mand. Og det blev Skik i Israel, ⁴⁰ at Israels Døtre hvert År går hen for at klage over Gileaditen Jeftas Datter fire Dage om Året.