Deuteronomio 1
Reina Valera Contemporánea
Moisés en la ribera oriental del Jordán
1 Estas palabras las pronunció Moisés ante todo Israel en la ribera oriental del río Jordán, en el desierto, en el Arabá, frente al Mar Rojo, entre Parán, Tofel, Labán, Jaserot y Dizahab. 2 Desde Horeb hasta Cadés Barnea, por el camino al monte Seir, se hacen once días de camino.
3 Moisés habló con los hijos de Israel, en conformidad con todo lo que el Señor les había ordenado por medio de él. Les habló el día primero del mes undécimo del año cuarenta, 4 después de haber derrotado a Sijón, el rey de los amorreos(A) que reinaba en Jesbón, y a Og, el rey de Basán(B) que reinaba en Astarot, en Edrey. 5 Moisés resolvió exponer esta ley cuando estaba ya en tierra de Moab, de este lado del Jordán. Y dijo:
6 «El Señor nuestro Dios nos habló en Horeb. Nos dijo: “Ustedes han estado ya bastante tiempo en este monte. 7 Ahora diríjanse a los montes de los amorreos y a todas sus comarcas en el Arabá, en los montes y en los valles, en el Néguev y hasta la orilla del mar, a la tierra de los cananeos, al Líbano y hasta el gran río Éufrates. 8 Miren, yo les he entregado la tierra; ¡entren y tomen posesión de ella! Es la tierra que yo, el Señor, juré dar a Abrahán, Isaac y Jacob, antepasados de ustedes, y a su descendencia.”
Nombramiento de jueces(C)
9 »En aquel entonces yo les dije a ustedes: “Yo solo no puedo sobrellevarlos. 10 El Señor su Dios los ha multiplicado, y ahora ustedes son tan numerosos como las estrellas del cielo. 11 ¡Que el Señor y Dios de sus padres los haga mil veces más numerosos de lo que ahora son! ¡Que los bendiga, como les ha prometido! 12 Porque yo solo, ¿cómo podría sobrellevar sus molestias, sus cargas y sus pleitos? 13 Denme de entre las tribus de ustedes algunos hombres sabios y entendidos, y con experiencia, para que yo los ponga al frente de ustedes.” 14 Y ustedes me respondieron, y dijeron: “Está bien hacer lo que dices.”
15 »Tomé entonces de entre los jefes de sus tribus a hombres sabios y con experiencia, y los puse al frente de ustedes como jefes de millares, de centenas, y de grupos de cincuenta y de diez hombres, y como gobernadores de sus tribus. 16 Ese día les ordené a sus jueces: “Presten atención a sus hermanos. Sean justos con cada uno de ellos, y con los extranjeros. 17 Al dictar sentencia, no hagan distinción de personas, sino que deben atender lo mismo al débil que al poderoso. No tengan miedo de nadie, porque el juicio es de Dios. Si se les presenta un caso difícil, pásenmelo a mí, y yo lo atenderé.” 18 Así que ese día les dije todo lo que debían hacer.
Misión de los doce espías(D)
19 »Cuando salimos de Horeb, anduvimos por todo ese desierto grande y terrible que ya han visto. Anduvimos por el camino de los montes amorreos, tal y como el Señor nuestro Dios nos lo ordenó, hasta llegar a Cadés Barnea. 20 Entonces les dije: “Ustedes han llegado a estos montes de los amorreos, que el Señor nuestro Dios nos da. 21 Dense cuenta de que el Señor su Dios les ha entregado la tierra. ¡Adelante! Tomen posesión de ella, conforme a la promesa del Señor, el Dios de sus antepasados. ¡No teman ni desmayen!”
22 »Entonces todos ustedes vinieron a verme, y dijeron: “Enviemos algunos de nosotros que vayan y exploren la tierra, y que vuelvan y nos informen qué camino debemos seguir y a qué ciudades debemos llegar.” 23 Lo que ustedes me dijeron me pareció bien, así que escogí a doce de ustedes, un hombre por cada tribu. 24 Y ellos partieron y subieron al monte, y llegaron hasta el valle de Escol y exploraron la tierra. 25 Trajeron consigo algunos frutos del país, y nos dieron este informe: “La tierra que el Señor nuestro Dios nos da es muy buena.” 26 Sin embargo, ustedes no quisieron ir, sino que se rebelaron al mandato del Señor su Dios(E) 27 y en sus tiendas murmuraban y decían: “El Señor nos aborrece. Por eso nos ha sacado de Egipto: ¡para entregarnos en manos de los amorreos, para destruirnos! 28 ¿A dónde iremos? Nuestros hermanos nos han descorazonado al decir que esa gente es más alta y más fuerte que nosotros; que sus ciudades son grandes, con murallas que llegan hasta el cielo, y que además allí vieron a los anaquitas.” 29 Pero yo les dije: “No teman. No les tengan miedo. 30 El Señor su Dios va delante de ustedes, y él peleará por ustedes, como antes vieron que lo hizo por ustedes en Egipto. 31 Además, ustedes son testigos de que, en el desierto,(F) y por todo el camino que han recorrido, el Señor su Dios los ha traído como un padre que lleva a su hijo de la mano, hasta llegar a este lugar.” 32 Aun así, ustedes no creyeron en el Señor su Dios,(G) 33 que iba por el camino delante de ustedes para explorar el lugar donde ustedes habrían de acampar. De noche, les mostraba con fuego el camino por donde debían ir, y de día los guiaba con una nube.
Dios castiga a Israel(H)
34 »Cuando el Señor oyó lo que ustedes dijeron, se enojó y, con un juramento, dijo: 35 “Ninguno de éstos verá la buena tierra que prometí a sus padres que les daría. ¡Son una generación malvada!(I) 36 Sólo la verá Caleb hijo de Yefune. A él y a sus hijos les daré la tierra que él pisó, porque me ha seguido fielmente.”
37 »También por culpa de ustedes el Señor se enojó contra mí, y me dijo: “Tampoco tú entrarás allá. 38 Quien entrará será Josué hijo de Nun, el cual te sirve. Anímalo, porque él le dará a Israel posesión de la tierra. 39 También entrarán allá sus hijos, esos niños que no saben hoy lo que es bueno ni lo que es malo, y de los cuales dijeron que servirían de botín de guerra. A ellos y a sus hijos les daré la tierra. Ellos serán quienes la reciban en propiedad. 40 En cuanto a ustedes, den la vuelta y diríjanse al desierto, en dirección al Mar Rojo.”
La derrota en Jormá(J)
41 »Ustedes respondieron, y me dijeron: “Hemos pecado contra el Señor. Pero iremos y pelearemos, tal y como el Señor nuestro Dios nos lo ha ordenado.” Y cada uno de ustedes tomó sus armas y se preparó para subir al monte. 42 Entonces el Señor me dijo: “Diles que no suban ni peleen, porque yo no estoy con ellos. De lo contrario, serán derrotados por sus enemigos.” 43 Y yo hablé con ustedes, pero ustedes no me hicieron caso. Al contrario, fueron rebeldes al mandato del Señor y con gran arrogancia subieron al monte. 44 Pero los amorreos, que habitaban en aquel monte, salieron a su encuentro y los persiguieron como avispas hasta Jormá, y los derrotaron en Seir. 45 Entonces ustedes volvieron y lloraron delante del Señor, pero el Señor no escuchó su voz, ni les hizo caso. 46 Fue así como ustedes estuvieron en Cades muchos días, es decir, todo el tiempo que han estado allí.
5 Mosebog 1
Bibelen på hverdagsdansk
Indledning
1 I denne bog er de ord nedskrevet, som Moses talte til Israels folk, mens de opholdt sig på Moabs ubeboede sletter øst for Jordanfloden, omkranset af byerne Suf, Paran, Tofel, Laban, Hatzerot og Di-Zahab. 2 Stedet ligger 11 dagsrejser fra Horebs bjerg[a] via Kadesh-Barnea og Seirs bjerge, 3 og det var nu 40 år siden, israelitterne rejste fra Egypten. På den første dag i den 11. måned i det 40. år holdt Moses følgende tale. 4 Det var efter, at han havde overvundet amoritterkongen Sihon fra Heshbon og i Edrei havde slået kong Og af Bashan fra Ashtarot. 5 I talen nævnes de love, som Herren havde befalet ham at give videre til Israels folk.
Tilbageblik på vandringen fra Sinai til det lovede land
6 „Herren, vores Gud, talte til os ved Horebs bjerg,” begyndte Moses. „Dengang sagde han til os: ‚Nu er det på tide, at I forlader dette bjerg 7 og går ind og erobrer amoritternes bjergland og nabofolkenes landområder i Arabadalen[b], i Negev ørkenen, i kana’anæernes højland, bakkeskråningerne mod vest og kystområderne, ja helt op til Eufratfloden mod nord, inklusive Libanons land. 8 Gå ind og tag hele det land i besiddelse, som jeg lovede jeres forfædre, Abraham, Isak og Jakob.’
9 Dengang sagde jeg til Israels folk: ‚Jeg kan ikke bære så stort et ansvar alene. 10 Herren har gjort jer til et stort folk, så talrige som stjernerne på himlen. 11 Må Herren, jeres fædres Gud, gøre jer 1000 gange så talrige, som I er nu, og velsigne jer, sådan som han har lovet. 12 Men det er en uoverkommelig opgave for mig at være alene om at afgøre jeres retssager og stridsspørgsmål. 13 Derfor skal hver enkelt stamme udvælge nogle vise, erfarne og forstandige mænd, som jeg kan indsætte som jeres ledere.’
14 Det forslag accepterede de, 15 hvorefter jeg indsatte de mænd, der blev valgt, som dommere og administrative ledere, nogle med ansvar for 1000, andre med ansvar for 100, for 50 eller for 10. 16 Jeg indprentede dem, at alle skulle være lige for loven, også de fremmede, og at de skulle lade begge parter komme til orde og derefter dømme retfærdigt. 17 ‚Når I afsiger dom,’ forklarede jeg dem, ‚skal alle behandles ens, hvad enten de er rige eller fattige. Sørg for at yde alle samme retfærdighed. I må ikke frygte for nogen, for I dømmer på Guds vegne, og hvis en sag er for vanskelig til, at I kan træffe en afgørelse, skal I komme til mig med den, så jeg kan overtage den.’ 18 Ved den lejlighed gav jeg også folket instrukser vedrørende mange andre ting.
19 På Herrens befaling forlod vi så Horeb og rejste gennem den store og forfærdelige ørken, som I selv har oplevet eller hørt om, indtil vi nåede til Kadesh-Barnea på grænsen til amoritternes land. 20 Da sagde jeg til folket: ‚Nu er vi kommet til det land, som Herren, vores Gud, vil give os, 21 og han vil hjælpe os med at erobre det. Vær derfor ikke bange, men vær ved godt mod og gør, som han har befalet jer at gøre.’
22 De svarede: ‚Lad os først sende nogle spioner ind i landet, så vi kan se, hvilken rute der er den bedste, og hvilke byer vi først skal indtage.’
23 Jeg gik ind på forslaget og udvalgte 12 spioner, en fra hver stamme. 24 De drog ind i bjerglandet og nåede til Eshkoldalen, som de undersøgte grundigt. 25 Derfra vendte de tilbage med noget af landets frugt. De var enige om, at det var et godt og frugtbart land, som Herren, vores Gud, ville give os. 26 Men folket turde alligevel ikke gå ind i landet og satte sig dermed op imod Herrens befaling.
27 I stedet begyndte de at beklage sig i deres telte. ‚Herren hader os,’ klagede de. ‚Han har ført os den lange vej fra Egypten, men kun for at udlevere os til amoritterne, så de kan slå os ihjel. 28 Hvad er det dog, vi har indladt os på?’ Spionerne tog modet fra folket ved at berette om landets indfødte, der var langt højere og stærkere end os, og om deres befæstede byer, hvis mure nåede til himlen! De fortalte tilmed, at de havde set anakitiske[c] kæmper i landet.
29 Men jeg opfordrede dem til ikke at være bange. 30 ‚Det er Herren, jeres Gud, som er jeres leder,’ sagde jeg. ‚Han vil gå foran jer og gøre store undere for øjnene af jer, nøjagtig som han gjorde i Egypten. 31 Har I allerede glemt, hvordan han bar jer på sine arme hele vejen gennem ørkenen som en far, der bærer sin søn?’
32 Men folket ville stadig ikke adlyde. De nægtede at tro på Herren, deres Gud, 33 som førte dem fra sted til sted ved hjælp af en sky om dagen og en ildsky om natten og viste dem de bedste steder at slå lejr i ørkenen.
34 Da blev Herren vred over deres beklagelser. Han svor, 35 at ikke en eneste af hele den ulydige og vantro generation skulle få lov at opleve det gode land, han havde lovet deres forfædre, 36 undtagen Kaleb, der som belønning for sin tro og lydighed fik lovning på den jord, han som en af de 12 spioner havde betrådt.
37 Selv mig blev Herren vred på, og det var folkets skyld. Herren sagde til mig: ‚Heller ikke du får lov at komme ind i landet, 38 men din medhjælper Josva skal i dit sted føre folket ind. Derfor skal du styrke og opmuntre ham til at overtage din plads. 39 Jeg vil senere give landet til de børn, som man påstod ville blive taget til fange og gjort til slaver, 40 men I skal nu vende om og gå tilbage gennem ørkenen mod Det Røde Hav.’
41 Så kom de straks på andre tanker: ‚Vi har syndet imod Herren!’ sagde de. ‚Men nu vil vi gerne gå ind i landet og kæmpe, sådan som Herren, vores Gud, har sagt.’ Derpå greb de til våben i den tro, at de med lethed kunne erobre hele området.
42 Men Herren sagde til mig: ‚Sig til dem, at de skal lade være, for jeg har ikke i sinde at hjælpe dem, og de vil blive hugget ned af deres fjender.’
43 Jeg fortalte dem, hvad Herren havde sagt, men de ville stadig ikke høre efter. De trodsede Herrens ord og rykkede ind i bjerglandet. 44 Amoritterne gik til modangreb og jagtede dem som bier, så der lå faldne hele vejen fra Seir til Horma. 45 De, der vendte hjem, græd for Herrens ansigt, men nu var det Herren, der ikke ville lytte til dem. 46 Derfor var de tvunget til at blive i Kadesh i længere tid.
Footnotes
- 1,2 I 5. Mosebog og til dels i 2. Mosebog omtales Guds bjerg i Sinaiørkenen som Horebs bjerg i stedet for Sinaibjerget.
- 1,7 Araba er navnet på den del af Rift Valley, som går fra Eilat ved Det Røde Hav til Libanons bjerge. Gennem denne dalsænkning flyder Jordanfloden og her ligger Galilæasøen og Det Døde Hav.
- 1,28 Anakitterne var en slægt af kæmper, der nedstammede fra Anak, jf. 4.Mos. 13,22.
5 Moseboken 1
nuBibeln (Swedish Contemporary Bible)
Återblick på ökentiden: Moses första tal
(1:1—4:43)
1 Detta är det tal Mose höll till Israels folk i Moabs öken på östra sidan av floden Jordan mitt emot Suf mellan Paran och Tofel, Laban, Haserot och Di Sahav. 2 Det tar elva dagar att gå från berget Horeb[a] till Kadesh Barnea om man tar vägen genom Seirs bergsbygd.[b] 3 I det fyrtionde året[c], på den första dagen i elfte månaden, meddelade Mose folket allt det som Herren hade befallt honom att säga till dem. 4 Då hade Mose besegrat amoréernas kung Sichon som styrde i Heshbon. Vid Edrei hade han besegrat Og, kungen i Bashan, som styrde i Ashtarot. 5 Det var öster om Jordan i Moab som Mose började undervisa om lagen. Han sa:
Ledare från varje stam
(2 Mos 18:13-27)
6 Herren, vår Gud, sa till oss vid berget Horeb: ”Nu har ni stannat här tillräckligt länge. 7 Gå nu till amoréernas bergsbygd och deras grannar i Jordandalen, bergsbygden, Låglandet, Negev och kusten, till Kanaans land och Libanon, ända till den stora floden Eufrat. 8 Jag har gett er detta land. Gå nu och ta det land i besittning som Herren med ed lovade era förfäder Abraham, Isak och Jakob och alla deras ättlingar.”
9 Då sa jag till er: ”Jag orkar inte bära ansvaret för er alldeles ensam, 10 för Herren, er Gud, har förökat er så att ni är lika talrika som stjärnorna på himlen. 11 Måtte han föröka er tusen gånger till och välsigna er som han har lovat, 12 men hur ska jag ensam kunna bära den tunga börda ni är och de tvister som uppstår bland er? 13 Välj alltså ut män från varje stam, sådana som är visa, erfarna och förståndiga, så ska jag låta dem bli era ledare!”
14 Ni gick med på förslaget. 15 Jag tog ledarna, kloka och erfarna män från varje stam, och lät dem bli ledare för er med ansvar över tusen, hundra, femtio eller tio. 16 Jag förmanade era domare: ”Lyssna på era bröder och var rättvisa, såväl i tvister mellan bröder som i tvister med en utlänning. 17 När ni dömer ska ni inte vara partiska. Lyssna till låg som hög. Var inte rädda för någon, för domen är Guds. Om det dyker upp något fall som ni tycker är för svårt, kan ni låta mig ta hand om det.” 18 Samtidigt gav jag er också andra instruktioner om vad ni skulle göra.
De spejarna
(4 Mos 13:1-33)
19 Sedan lämnade vi berget Horeb och vandrade genom den väldiga och fruktansvärda öken som ni ju själva har sett, tills vi slutligen kom fram till amoréernas bergsbygd, så som Herren, vår Gud, hade befallt oss. Vi kom till Kadesh Barnea. 20 Där sa jag till er: ”Ni har nu kommit till amoréernas bergsbygd som Herren, vår Gud, har gett oss. 21 Se, Herren, din Gud, har lagt landet framför dig! Gå nu och inta det, så som Herren, dina fäders Gud, har befallt. Var inte rädd och tveka inte!”
22 Men då kom ni till mig och svarade: ”Låt oss först skicka iväg spejare som kan undersöka var det går bäst att ta sig in i landet och till vilka städer vi ska komma.”
23 Det verkade vara ett bra förslag, så jag valde ut tolv spejare, en från varje stam. 24 De gick över bergen och kom till Druvdalen och utforskade den. 25 Sedan kom de tillbaka med olika frukter de plockat i landet. De rapporterade att det verkligen var ett bördigt land som Herren, vår Gud, ville ge oss.
Uppror mot Herren
(4 Mos 14:1-45)
26 Men ni vägrade att gå in dit, ni gjorde uppror mot Herrens, er Guds, befallning. 27 Ni muttrade och klagade i era tält och sa: ”Herren måste hata oss, eftersom han har lett oss hit från Egypten för att förgöras av dessa amoréer. 28 Vad är det vi ger oss in i? Våra bröder som utforskade landet har skrämt oss med det de berättat, att folket i landet är stort och mäktigt och att städernas murar reser sig högt upp mot himlen. De har till och med sett Anaks ättlingar[d] där.”
29 Jag sa då till er: ”Låt er inte skrämmas! Var inte rädda för dem! 30 Herren, er Gud, går framför er och han kommer att strida för er, precis som ni såg honom göra i Egypten. 31 Du såg ju också vilken omsorg han har haft om dig här i öknen, alldeles som en far som tar hand om sina barn, tills ni kommit ända hit.”
32 Men ni vägrade trots detta att tro Herren, er Gud, 33 som hade lett er hela vägen, valt ut lägerplatserna och gått före er i en eld om natten för att visa vägen och i ett moln om dagen.
34 När Herren hörde hur ni klagade blev han arg. Han svor 35 att inte en enda då levande vuxen från denna onda generation skulle få se det underbara land han hade lovat deras förfäder. 36 Det enda undantaget var Kalev, Jefunnes son. Han hade helhjärtat följt Herren och därför skulle han och hans ättlingar få del av det land Kalev varit med om att utforska.
37 Till och med på mig blev Herren arg för er skull. Han sa: ”Du ska inte få komma in dit! 38 Istället ska din medhjälpare, Josua, Nuns son, komma dit. Uppmuntra honom, för han kommer att leda Israel och dela landet som arv åt dem. 39 Era barn, de som ännu inte kan skilja på gott och ont, och som ni påstod skulle tillfångatas, de ska få komma dit, och till dem ska jag ge landet och de ska ta det i besittning. 40 Men ni själva får vända om och gå tillbaka genom öknen mot Sävhavet.”
41 Då svarade ni: ”Vi har syndat mot Herren. Vi vill gå och strida som Herren, vår Gud, har befallt oss.” Ni tog alltså era vapen och tänkte att det skulle bli en enkel sak att marschera upp i bergen.
42 Men Herren sa till mig: ”Säg till dem att inte göra det, för jag tänker inte gå med dem. De kommer att besegras av fienden.”
43 Jag sa detta till er, men ingen lyssnade. Istället handlade ni än en gång upproriskt mot Herrens befallning och gick i övermod upp i bergen. 44 Men amoréerna som bodde där kom emot er som en bisvärm och dödade er hela vägen från Seir till Horma. 45 Då återvände ni till Herren och grät inför honom, men han ville inte lyssna. 46 Sedan blev ni kvar ganska länge i Kadesh.
Footnotes
- 1:2 Horeb är ett annat namn på berget Sinai.
- 1:2 Det tog Israel elva dagar att komma till Kanaans land första gången. Nu står de återigen vid gränsen, 38 år senare. Se v. 14,15.
- 1:3 Efter uttåget ur Egypten.
- 1:28 Se 4 Mos 13:33-34.
Copyright © 2009, 2011 by Sociedades Bíblicas Unidas
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.
Swedish Contemporary Bible (nuBibeln) Copyright © 2015 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.