Gevurot 27
Orthodox Jewish Bible
27 And when it was decided that we set sail to Italy, they were handing over both Rav Sha’ul and some other prisoners to a centurion, Julius by name, of the Imperial Cohort.
2 And having embarked in an oniyah of Adramyttium about to sail to the ports along the coast of Asia, we set sail, Aristarchus a Macedonian of Thessalonica being with us.
3 The next day, we put in at a harbor in Tzidon; and Julius treated Rav Sha’ul with kindness, permitting him to be cared for by his chaverim.
4 And from there, having put out to sea, we sailed under the lee of Cyprus because the winds were against us.
5 Then having sailed across the open sea along the coast of Cilicia and Pamphylia, we came down to Myra of Lycia.
6 And there the centurion found an Alexandrian oniyah sailing to Italy and put us on board.
7 But for many yamim we sailed slowly and with difficulty along the coast of Cnidus, and as the wind was not permitting us to go vaiter (farther), we sailed under the lee of Crete off Salmone.
8 And with difficulty sailing past it, we came to a certain place called Fair Havens, near the city of Lasea.
9 And since considerable time had been lost and it was already unsafe for a voyage, because Yom Kippur had already come and gone; therefore, Rav Sha’ul gave them this eitza (suggestion),
10 Saying to them, "Anashim, I see that the voyage will be hardship and much peril, not only of the cargo and the oniyah, but also of our lives."
11 But the centurion was persuaded by the pilot and the owner rather than by the dvarim of Rav Sha’ul.
12 But the port being unfavorably situated for spending the winter, the majority decided to set sail from there, if somehow they could reach Phoenix to spend the winter. It was a harbor of Crete, facing southwest and northwest.
13 And a gentle south wind began to blow, and they thought they could attain their matarah (objective), so they weighed anchor and they were sailing past Crete, close by the shore.
14 After not much time a violent, typhoon force wind rushed down from Crete, the so called Euraquilo, the Northeaster.
15 And the oniyah, having been caught in it, and not being able to directly face the wind, we gave way to it and were driven.
16 By running under the lee of a small island called Cauda, we were able only with difficulty to get the lifeboat secured.
17 After hoisting it up, they were using frapping cables, passing them underneath the oniyah; then, fearing lest on the shallows of Syrtis they might run aground, they lowered the sea anchor, and so they were being driven along.
18 And we were being violently tossed by the storm, so much so that the next day they were throwing the cargo overboard.
19 And on the Yom Shlishi, with their own hands, they threw out the tackle of the oniyah.
20 And neither shemesh (sun) nor kochavim appeared for many yamim and no small tempest assailed us. Lemaskana (finally) all tikvateinu for yeshu’ah was being abandoned.
21 And after having much loss of appetite, then Rav Sha’ul stood up in the midst of them, and said, "Anashim, you should have obeyed me and not put out to sea from Crete and thereby spared yourselves this hardship and this loss.
22 "And now I advise you to have ometz lev (courage), for there will be no loss of life among you, except the oniyah.
23 "For a malach Hashem stood by me during lailah hazeh, of the G-d whom I serve,
24 "Saying, ‘Do not be afraid, Sha’ul. It is necessary for you to stand before Caesar; and, hinei, Hashem has given to you all the ones sailing with you.'
25 "Therefore have lev same’ach, Anashim. For I have emunah in Hashem that it will be exactly as he has told me.
26 "But it is necessary for us to run aground on some island."
27 Now when the fourteenth night had come, while we being driven about in the Adriatic Sea, toward chatzot halailah (midnight), the sailors were suspecting that we were getting close to land.
28 And having taken soundings, they found twenty fathoms and, having sailed a little vaiter (farther), again they took soundings, and they found fifteen fathoms.
29 And fearing lest somehow against the rough places we might run aground, they threw four anchors off the stern, and they were praying for the dawn to break.
30 Now when the sailors sought to flee from the oniyah and to let down the lifeboat into the sea on the pretext of casting out anchors,
31 Rav Sha’ul said to the centurion and to the chaiyalim, "Unless these remain in the oniyah, you cannot be saved."
32 Then the chaiyalim cut away the ropes of the lifeboat, and let it fall away, setting it adrift.
33 Just before boker, Rav Sha’ul was urging everyone to take okhel (food), saying, "Today is the 14th day you have been held in suspense and are continuing without eating, having taken nothing.
34 "Therefore, I encourage you to take okhel, for it is for your deliverance, for none of you will lose a hair from your heads."
35 And having said these things, and having taken lechem, Rav Sha’ul said the HaMotzi before all, and, after the Betzi’at HaLechem, he began to eat.
36 And receiving ometz lev, they all took okhel.
37 Now there were in all two hundred and seventy-six nefashot in the oniyah.
38 And having eaten enough okhel (food), they were lightening the oniyah by throwing the wheat overboard into the sea.
39 And when it became day, they were not recognizing the land, but a certain bay they were noticing, having a shore onto which they were wanting, if possible, to run aground the oniyah.
40 And the anchors they cast off and they left them in the sea. At the same time they loosened the ropes of the rudders and raised the sail to the wind and were steering toward the shore.
41 But having fallen into a channel, a place between two seas, they ran the oniyah aground, and, while the bow had stuck and remained immovable, the stern was being destroyed by the force of the waves.
42 Now the kesher (plan, plot) of the chaiyalim was that they should kill the prisoners, lest anyone, having swum away, should escape.
43 But the centurion, desiring to save Rav Sha’ul, kept them from carrying out the kesher, and he ordered the ones able to swim to throw themselves overboard first and to make for the shore.
44 As for the rest, some were on planks, others on pieces from the oniyah. And so everyone was brought safely onto the land.
Apostelenes gerninger 27
Bibelen på hverdagsdansk
Skibbrud under sejladsen til Rom
27 Det var nu afgjort, at vi skulle sejle til Italien, og derfor blev Paulus sammen med en del andre fanger sat under opsyn af en officer ved navn Julius fra den kejserlige hærafdeling. 2 Vi gik om bord i et skib, der var på vej hjem til Adramyttion og på turen skulle anløbe havne langs Lilleasiens kyst. Aristark fra Thessaloniki var også med os.
3 Efter en dags sejlads gjorde vi et kort ophold i Sidon. Julius var meget venlig over for Paulus og lod ham gå i land, så han kunne besøge sine venner og nyde godt af deres gæstfrihed. 4 Da vi skulle sejle videre mod vest, havde vi modvind, og derfor drejede vi i stedet mod nord og sejlede i læ af Cypern. 5 Vi passerede efterhånden provinserne Kilikien og Pamfylien og lagde ind til byen Myra i Lykien.
6 Dér fandt officeren et egyptisk skib med hjemsted i Alexandria. Eftersom det skulle til Italien, blev vi alle overført til det skib, og vi sejlede af sted. 7-8 I flere dage gik det kun langsomt fremad, da vi havde stiv modvind, og med meget besvær nåede vi på højde med Knidos. Her blev vestenvinden os for stærk, så vi drejede mod syd for at komme i læ af Kreta. Da vi havde passeret Kap Salmone på øens østlige spids, sejlede vi med stort besvær vestpå langs kysten og kom endelig til „Gode Havne” i nærheden af byen Lasæa. 9 På grund af den megen modvind havde vi spildt en masse tid. Det var allerede tiden for efterårsstormene,[a] og en lang sørejse over åbent hav ville være yderst risikabel. Paulus advarede både kaptajnen, styrmanden og Julius. 10 „Mine herrer,” sagde han, „jeg forudser vanskeligheder. Hvis vi fortsætter rejsen nu, vil det føre til skibbrud med tab af både skibet og lasten. Ja, også menneskeliv vil gå tabt.” 11 Men Julius foretrak at lytte til styrmanden og kaptajnen frem for Paulus. 12 Og da den lille havn, vi var i, var uegnet til overvintring, holdt et flertal af besætningen på, at de skulle sejle videre langs kysten til Føniks, der var en havneby på Kreta, som havde indsejling fra sydvest og kunne yde beskyttelse mod storme fra nordvest.[b] Dér kunne de så afvente, at det blev forår.
13 Da der var en let vind fra syd, så det ud til, at de kunne gennemføre deres plan. De lettede derfor anker og sejlede langs kysten. 14 Men inden længe slog vejret pludselig om, og der kom en orkan af den slags, som er kendt under navnet „Nordøstorkanen”. 15 Der var ikke andet at gøre end at lade skibet drive for vinden og blive ført til havs. 16 En kort tid lå vi i læ bag en lille ø, som hedder Kauda, hvor det med nød og næppe lykkedes os at få skibsjollen hevet indenbords. 17 Derefter surrede mandskabet tov rundt om skibet og under kølen for at styrke skroget. Da de var bange for at blive blæst helt ned til den nordafrikanske kyst, hvor skibet ville gå på grund på sandbankerne, firede de drivankeret ned.[c] På den måde drev skibet af sted for vinden. 18 Næste dag var stormen lige voldsom, og besætningen begyndte at kaste skibets last over bord. 19 Dagen efter kastede de også størstedelen af sejlene og skibsgrejet over bord.
20 Den frygtelige storm rasede med uformindsket styrke i flere døgn. Vi så hverken sol eller stjerner, og der var ikke længere noget håb om redning. 21 Ingen havde lyst til at tage føde til sig, men så kaldte Paulus besætningen sammen og sagde: „Folkens! I burde have lyttet til mig og aldrig have sejlet ud fra ‚Gode Havne’. Så havde I sparet os for de tab, vi allerede har lidt. 22 Men nu beder jeg jer om at fatte nyt mod, for selv om skibet ikke kan reddes, vil ingen komme til at miste livet. 23 I nat kom der en engel til mig fra den Gud, som jeg tilhører og tjener, og han sagde: 24 ‚Vær ikke bange, Paulus! Det er Guds plan, at du skal stå foran den kejserlige domstol, og Gud vil også nådigt redde alle dem, der er i skibet sammen med dig.’ 25 Da jeg er overbevist om, at det vil ske, som Gud har sagt til mig, skal I være ved godt mod. 26 Men vi kommer til at strande på en ø.”
27 Efter at vi i 14 dage havde drevet om i Middelhavet, fik sømændene midt om natten en formodning om, at der måtte være land forude. 28 De loddede dybden og målte 20 favne[d] vand. Lidt efter loddede de igen og målte 15 favne. 29 Det betød, at vi meget snart ville nå land, og da søfolkene var bange for, at der var klipper og skær langs kysten, kastede de fire ankre ud fra agterstavnen og bad til, at det snart ville blive lyst. 30 Besætningsmedlemmerne lagde planer om at rømme skibet. De firede jollen i søen, idet de lod som om, de ville lægge ankre ud fra forstavnen. 31 Men Paulus sagde til den romerske officer og soldaterne: „Hvis ikke de sømænd bliver om bord, kan I ikke blive reddet.” 32 Så kappede soldaterne tovene til jollen og lod den drive bort.
33 Da det første dagslys kunne skimtes, opfordrede Paulus alle til at spise noget. „I har ikke spist i 14 dage,” sagde han. 34 „I skal sørge for at få noget mad, for det vil hjælpe jer til at blive reddet. Ingen af jer vil miste så meget som et hovedhår.” 35 Så tog han selv et brød, takkede Gud for øjnene af dem alle, brækkede det i stykker og begyndte at spise. 36 Alle de andre fik nyt mod og gav sig til at spise. 37 Vi var 276 mennesker om bord. 38 Da alle var blevet mætte, smed besætningen alt kornet over bord, for at skibet ikke skulle stikke så dybt.
39 Da det blev lyst, kunne de se land, men ingen genkendte det. De så, at der var en strandbred ved en bugt, og derfor besluttede de at lade skibet løbe på grund der. 40 De kappede ankrene og løsnede roret, som havde været surret fast med reb, hejste forsejlet og styrede skibet ind mod strandbredden. 41 De kom til et sted, hvor to havstrømme mødtes, og dér satte de skibet på grund på en sandbanke. Forstavnen satte sig godt fast og blev stående urokkelig, mens agterskibet efterhånden blev slået i stykker af den voldsomme brænding. 42 Soldaterne ville slå fangerne ihjel, for at ingen af dem skulle svømme i land og flygte. 43 Men den romerske officer ville redde Paulus og forhindrede dem i at gøre det. Han gav ordre til, at alle, der kunne svømme, skulle springe over bord først, 44 og at de øvrige skulle prøve at nå ind til land ved at klamre sig til planker eller vragrester fra skibet. Alle blev på den måde reddet i land i god behold.
Footnotes
- 27,9 Teksten siger: „Fastedagen var allerede overstået”. Der henvises til den store jødiske fastedag, Yom Kippur, som falder sidst i september eller først i oktober, afhængig af månens cyklus.
- 27,12 Teksten er uklar. Mere ordret: „med udsigt til sydvest og mod nordvestenvinden”. Havnen ligger i bunden af en smal fjord i en større bugt med indsejling fra syd og sydvest.
- 27,17 Teksten er usikker og kan måske oversættes: „tog de sejlene ned”.
- 27,28 En favn er ca. 1,80 meter, den længde, man kan favne med udstrakte arme.
Copyright © 2002, 2003, 2008, 2010, 2011 by Artists for Israel International
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.