Add parallel Print Page Options

Kornelius får besøg af en engel

10 I Cæsarea boede der en mand, som hed Kornelius. Han var officer ved det romerske regiment, der kaldtes „Det italienske”. Han var en religiøs mand, der sammen med hele sin husstand var gået over til jødedommen. Han hjalp de fattige i den jødiske menighed og bad regelmæssigt til Gud. En eftermiddag ved tretiden[a] så han ganske tydeligt i et syn en engel, der kom hen til ham og sagde: „Kornelius!” Han stirrede skrækslagen på englen og udbrød: „Hvad er der, Herre?”

Englen fortsatte: „Dine bønner og barmhjertighedsgaver har Gud taget imod som et vellugtende offer.[b] Nu skal du sende nogle mænd til Joppe for at hente en mand, som hedder Simon Peter. Han bor nede ved stranden hos en garver, der også hedder Simon.”

Så snart englen var forsvundet, kaldte Kornelius på to af sine tjenere og en gudfrygtig soldat blandt sine betroede folk. Han fortalte dem, hvad der var sket, og sendte dem derpå af sted til Joppe.

Peters syn om, hvad der er rent og urent

Den følgende dag ved tolvtiden ankom de tre mænd til byen. Peter var gået op på husets flade tag for at bede. 10 Han var godt sulten og ville gerne snart have noget at spise. Mens maden blev tilberedt, fik han et syn: 11 Himlen var åben, og noget kom dalende ned mod jorden. Det lignede en stor dug, der blev holdt oppe i de fire hjørner. 12 I dugen var der mange forskellige dyrearter, som jøderne regner for urene og derfor ikke må spise, både pattedyr, krybdyr og fugle. 13 I det samme hørte han en stemme sige: „Rejs dig, Peter, slagt og spis!” 14 „Ikke tale om, Herre!” erklærede Peter. „Jeg har jo aldrig spist noget urent eller vanhelligt.” 15 Stemmen talte igen: „Det, som Gud har erklæret for rent, må du ikke kalde urent.” 16 Det hele skete tre gange, hvorefter dugen blev løftet op til himlen igen.

Peter får besked på at tage til et ikke-jødisk hjem

17 Peter var forvirret. Hvad kunne det syn betyde? Hvad skulle han gøre? Men netop på det tidspunkt havde de mænd, som Kornelius havde sendt af sted, spurgt sig frem til huset. De stod nu uden for porten 18 og spurgte, om der i huset var en gæst, der hed Simon Peter. 19 Mens Peter stadig spekulerede over det syn, han lige havde haft, sagde Helligånden: „Der er kommet tre mænd for at tale med dig. 20 Gå ned og tag imod dem. Derefter skal du gå med dem uden betænkeligheder, for det er mig, der har sendt dem.” 21 Peter gik så ned ad trappen fra taget og hen til porten og sagde til dem: „Det er mig, I leder efter. Hvad vil I mig?” 22 Så fortalte de ham om den romerske officer, Kornelius: „Han er en god og gudfrygtig mand, som jøderne sætter stor pris på, og han har af en engel fået besked på at hente dig til sit hjem, for at han kan høre, hvad du har at fortælle.” 23 Så indbød Peter dem til at komme indenfor, og de blev godt beværtet.

Næste dag tog Peter af sted sammen med de tre udsendinge, og nogle af menighedens ledere fra Joppe tog også med.

Read full chapter

Footnotes

  1. 10,3 Jøderne havde faste bedetimer hver dag kl. 9 og kl. 15, så Kornelius var i bøn på dette tidspunkt.
  2. 10,4 En henvisning til røgelsesofrene, jf. 3.Mos. 2 og Åb. 8,4.