5 Mosebog 32-34
Bibelen på hverdagsdansk
32 1-3 Lyt efter, himmel og jord,
livgivende er mine ord,
forfriskende er min tale
som dug i grønne dale.
Om Herren jeg vil jer lære,
så I lever ham til ære!
4 Som en klippe er Herren urokkelig,
en trofast Gud, helt uden svig.
5 Men hans eget folk, åh, hvilken skam,
vendte ryggen til og svigtede ham.
6 Hvilken tåbelighed at begå,
hvilken måde at lønne hans trofasthed på.
Er han ikke jeres skaber og far,
som har givet jer alt, hvad I har?
7 Lad nu tankerne gå tilbage
og husk på fortidens dage.
Lad de, som er grånet af ælde,
om tegn og undere fortælle.
8 Da Herren fordelte jorden
mellem folk fra syden til norden,
satte han landenes skel
med tanke på menneskers[a] vel.
9 Men Israel beholdt han selv.
Det folk blev hans ejendom.
10 Han fandt dem i ødemarken tom
under ørkenhimlens brændende hvælv.
Han vogted’ dem fra det høje,
som man værner sit sårbare øje.[b]
11 Som en ørn, der skubber ungen ud af reden[c]
og spreder vingerne ud forneden,
han løfted’ sit folk på sit vingefang
og bar dem fremad dagen lang.
12 Herren ville selv dem føre,
ingen fremmed gud fik lov dem at røre.
13 De bosatte sig i landet med bakker og slugter
og blev næret af markens og træernes frugter.
Fra klippens spalter fik de honning på bord,
de fik olivenolie trods den stenede jord.
14 Mælk fra geder og køer kunne tørsten slukke,
kød fra Bashans tyre, væddere og bukke.
De høstede en hvede så fin,
og dertil den blodrøde druevin.
15 Israel[d] blev forkælet og fed,
opblæst og egenrådig derved.
De forkastede deres Skaber og Gud,
foragtede deres Frelsers bud.
16 At de vakte Guds vrede rørte dem ikke,
de forlod ham til fordel for nye skikke.
17 De ofred’ til dæmoner, som kun er tomhed,
frugten af menneskers frygtsomhed.
Til væmmelige afguder de sig vendte,
nye guder, som fædrene ikke kendte.
18 De glemte den Gud, som livet dem gav,
skubbede ham ud i glemslens hav.
19 Derfor må han støde sine egne børn bort—
tænk at han skulle lide en så frygtelig tort!
20 Herren siger:
„Jeg vender dem ryggen og ser, hvad der sker.
De børn kan jeg ikke regne med mer.
De lovede mig troskab og lydighed,
men var falske og utro til stadighed.
21 De har provokeret mig med tomheds guder,
de har opført sig som en anden luder.
Så provokerer jeg dem ved at elske en anden,
jeg vil gøre dem jaloux på et ‚uvidende’ folk.
22 Min vrede er blusset op på ny,
den rammer alt fra havets dyb til himlens sky.
Jorden lægges øde, der er intet at høste,
alverden skal i sin grundvold ryste.
23 De mange ulykker giver dem ingen hvile,
jeg skyder på dem med alle mine pile.
24 De bliver ramt af hungersnød og tørke,
hærget af pest og dødens mørke.
Rovdyrtænder vil flænse dem op,
giftige slanger vil hugge i deres krop.
25 På gaden slår fjenden børnene ned,
i hjemmene er der hverken ro eller fred.
Både børn og unge vil miste livet.
De gamle har hvert et håb opgivet.
26 At udrydde dem helt jeg havde i sinde,
jeg ville for evigt udslette deres minde.
27 Men så ville det lyde i fjendens lejr:
‚Det var vores magt, der gav os sejr!’
28 Mit folk er uden forstand,
fatter de da ingenting?
29 Havde de bare haft visdom til at se,
havde de været klar over, hvad der ville ske.
30 Kunne en enkelt fjende jage tusind af dem på flugt,
eller to fjender med ti tusind krigere få bugt,
hvis ikke jeg havde vendt dem ryggen,
hvis ikke deres beskytter[e] havde trukket sig bort?
31 Deres fjender har ikke en sådan beskytter,
og det ved de godt.[f]
32 De er fordærvede som Sodoma,
lige så rådne som Gomorra,
de er som bitre vindruer
fra giftige drueklaser,
33 deres ord er som bid fra en slange,
som spyt fra en kobra.
34 Alt dette ligger gemt hos mig,
forseglet i mine arkiver.
35 Det er mit ansvar at straffe dem,
en dag skal deres fødder vakle.
Undergangen nærmer sig,
den vil komme over dem med hast.”
36 Men når der kun er en rest tilbage,
når Herren ser, at deres kraft er opbrugt,
da vil han genrejse sit folk,
forbarme sig over sine tjenere.
37 Da vil han spørge: „Hvor er nu jeres guder,
dem I troede, der ville hjælpe jer?
38 De åd jo fedtet fra jeres ofre
og drak den vin, I gav dem.
Lad dem komme jer til hjælp,
lad dem beskytte jer!
39 Forstår I nu, at jeg er Gud?
Der findes ingen anden som mig.
Jeg slår ihjel, men jeg giver også liv,
jeg sårer, men jeg læger også.
Den, jeg dømmer, kan ingen redde.
40 Jeg løfter min hånd og sværger:
Så sandt jeg lever evindelig,
41 vil jeg hvæsse mit lynende sværd
og udføre min knusende dom.
Jeg vil hævne mig på mine fjender,
og hugge dem ned, som hader mig.
42 Mine pile vil svømme i blod,
mit sværd vil svælge i kød.
Det udgyder faldnes og fangnes blod,
hugger de tapreste hoveder af.”
43 Glæd jer, I folkeslag, sammen med hans folk,
for Herren vil hævne sine tjeneres blod.
Han vil straffe fjenden
og skaffe soning for sit folks land.[g]
44-45 Moses stod med Josva ved sin side og fremsagde alle de her ord for hele Israels folk. 46 Derefter sagde han:
„De love, jeg har pålagt jer i dag, skal I lægge jer grundigt på sinde, så I kan lære jeres børn at overholde dem. 47 De er ikke tomme ord uden betydning. Jeres liv afhænger af dem! Hvis I adlyder dem, vil I få et langt og godt liv i det land, I skal over og tage i besiddelse på den anden side af Jordanfloden.”
Moses velsigner folket umiddelbart før sin død
48 Samme dag sagde Herren til Moses: 49 „Om kort tid skal du gå op på Nebos bjergtop i Abarimbjergene i Moabs land over for Jeriko og se ud over Kana’ans land, det land jeg nu vil give Israels folk. 50 Når du har taget landet i øjesyn, skal du dø, ligesom din bror Aron måtte dø på Hors bjerg, 51 for I var begge ulydige over for mig for øjnene af Israels folk, da I ved Meribas kilder uden for Kadesh i Zins ørken ikke gav mig ære. 52 Du får lov at se ind i det land, jeg giver Israels folk, men du får ikke lov selv at komme ind i det.”
33 Før sin død velsignede profeten Moses israelitterne med følgende ord:
2 Fra Sinai førte Herren os fremad,
i Seir så vi hans herlighed,
på Parans bjerge hans stråleglans.
Hans hellige titusinder fulgte ham,
da han kom sydfra til Moabs skråninger.[h]
3 Herren elsker sit folk,
han holder hånden over sine hellige,
de, som følger i hans fodspor
og adlyder alle hans bud,
4 alle de love, som jeg pålagde folket,
og som Jakobs slægt fik i eje.
5 Herren blev Israels hersker,
dengang folkets ledere samledes,
og alle stammer gav deres ja.
6 Herre, lad Ruben leve og ikke uddø,
selvom hans stammetal er lille.[i]
7 Herre, hjælp Juda imod hans fjender.
Vær du den, som forsvarer ham.
Bring ham hjem fra krigen i god behold.
Hør, han råber til dig om hjælp.
8 Herre, åbenbar ved Urim og Tummim
din vilje for Levi, din trofaste tjener,
som du satte på prøve ved Massa,
og irettesatte ved Meribas vande.
9 Han var mere loyal over for dig
end over for sin egen familie.
Han adlød dine befalinger,
var trofast imod din pagt.
10 Han skal lære Israels folk dine bud,
Jakobs børn dine love.
Han skal ofre dig duftende røgelse,
bringe brændofre op på dit alter.
11 Herre, velsign ham med styrke,
må hans tjeneste være til glæde for dig.
Knus hans fjender, som hader ham,
så de aldrig rejser sig imod ham igen.
12 Benjamin er Herrens yndling,
han kan trygt hvile sig.
Han beskyttes dagen lang,
han omsluttes af Herrens arme.
13 Herren velsigne Josefs land,
med himlens regn og jordens kilder.
14 med solmoden frugt og rigelig afgrøde,
15 med det bedste fra de ældgamle bjerge,
med en herlig høst fra de evige høje,
16 med alt det bedste, som jorden rummer,
med nåde fra ham, som talte til mig ved tornebusken.
Velsignet er Josef som leder blandt sit folk,
som fyrste over sine brødre.
17 Han er stærk som tyren,
har horn som vildoksen.
Han gennemborer fjenderne,
jager dem på flugt til jordens ender.
Efraims mægtige hær er hans styrke,
Manasses talstærke folk kæmper tappert.
18 Zebulon bliver velsignet på sine handelsrejser.
Issakars telte vil bugne af gods og guld.
19 De vil samle folkene på bjerget
og i fællesskab bringe ofre til Herren.
De bringer havets rigdomme i hus
og graver skatte op af sandet.
20 Tak, Herre, at du giver god plads til Gads stamme.
Som løven ligger Gad på lur,
parat til at rive fjendens hoved eller arm af.
21 Han valgte den bedste del af landet,
et område, der passer sig for en leder.
Når Israels ledere er samlet,
er Gad parat til at handle på Herrens bud.
22 Dan er som en løveunge,
der springer frem fra Bashan.
23 Naftali er mæt af velsignelse
og fyldt med Herrens nåde.
Han får søen og solsiden[j] i eje.
24 Asher er en særlig velsignet søn,
en yndling blandt sine brødre,
hans land vil blive fyldt med oliven.
25 Hans byer har porte af jern og bronze,
hans styrke vil vare, så længe han lever.
26 Der er ingen som Israels Gud.
Han farer frem over himlen for at hjælpe,
han rider på skyerne som en konge.
27 Den evige Gud er din tilflugt,
hans evige arme holder dig oppe.
Han jager fjenden på flugt foran dig
og befaler dig at udslette ham.
28 Israel skal bo i tryghed,
Jakobs børn får egen bolig
i et land fyldt med korn og vin,
hvor himlen drypper af væde.
29 Israel, hvor er du velsignet,
et folk, der befries af Herren selv.
Han er dit skjold og din redning,
han er dit sejrende sværd.
Dine fjender bøjer sig i støvet for dig,
men du udsletter dem.[k]
Moses dør i Moab
34 Derefter steg Moses op fra Moabs sletter til Pisgatinden på Nebos bjerg over for Jeriko, hvorfra Herren viste ham landet: Gileads land helt op til Dan i nord; 2 Naftalis land; Efraims og Manasses land; Judas land helt over til Middelhavet mod vest, 3 Negev mod syd, og Jordandalen mellem palmebyen Jeriko og Zoar.
4 „Det er landet, som jeg lovede Abraham, Isak og Jakob at give deres efterkommere,” sagde Herren til Moses. „Nu har du set det med egne øjne, men du får ikke lov til at komme ind i det.”
5 Så døde Moses, Herrens tjener, i Moabs land, sådan som Herren havde bestemt det, 6 og han blev begravet i Moab, i dalen over for byen Bet-Peor. Den dag i dag er der ingen, der kender det nøjagtige sted.
7 Moses var 120 år gammel, da han døde, men han havde bevaret sin livskraft og sit gode syn.
8 Der på Moabs sletter sørgede folket i 30 dage over hans død.
9 Josva, Nuns søn, var fyldt med visdoms ånd, for Moses havde lagt sine hænder på ham og velsignet ham, og israelitterne fulgte ham og adlød de befalinger, Herren havde givet Moses.
10 Aldrig før eller siden har der været en profet som Moses, med hvem Herren talte ansigt til ansigt. 11-12 Ingen mirakler kan sammenlignes med dem, han udførte for øjnene af Israel og egypterkongen og alle hans tjenere.
Footnotes
- 32,8 Mens den masoretiske tekst siger „Israel”, siger Dødehavsrullerne „Guds sønner” og LXX „Guds engle”. I betydningen „skabt af Gud” er alle mennesker Adams børn og Guds børn. Det er også muligt, at hvert land får tildelt en skytsengel.
- 32,10 Den hebraiske tekst taler om at beskytte pupillen, den mest sårbare del af øjet. Oversættelsen „øjesten” er sprogligt set ikke korrekt.
- 32,11 For at lære ungen at flyve og tvinge den til at bruge sine vinger. Hvis ungen har problemer med at flyve og falder til jorden, vil moderen hurtigt dykke ned og sprede sine vinger ud nedenunder den faldende unge for på den måde at opsamle den på sit vingefang.
- 32,15 På hebraisk: Jeshurun, som betyder „den retfærdige”, et hædersnavn for Israel.
- 32,30 Teksten taler om en „klippe”, altså et symbol på beskyttelse mod fjenden.
- 32,31 Septuaginta siger: „vores fjender er uforstandige”, mens den masoretiske tekst siger: „vores fjender er dommere”. Det er uvist, hvad den oprindelige tekst sagde, og hvad meningen er.
- 32,43 Betydningen usikker. Muligvis: „give sit folk deres land tilbage”.
- 33,2 Teksten er vanskelig at tyde og oversættelsen usikker.
- 33,6 Teksten uklar.
- 33,23 Betydningen usikker. Søen henviser til Galilæasøen, idet Naftalis område blev nord for og ned til denne sø. Solsiden kan også betyde sydsiden.
- 33,29 Septuaginta siger: „træde på nakken af dem”, hvilket er symbol på total sejr over og ydmygelse af fjenden. Den masoretiske tekst siger: „du vil træde deres høje ned.” Dette henviser enten til de befæstede byer, bygget på højene, eller på afgudsbilleder, der også var anbragt på bakker og høje.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.