32 Lyt til, I Himle, lad mig tale, Jorden høre mine Ord!

² Lad dryppe som Regn min Lære, lad flyde som Dug mit Ord, som Regnskyl på unge Spirer, som Regnens Dråber på Græs. ³ Thi Herrens Navn vil jeg forkynde, Ære skal I give vor Gud!

⁴ Han er Klippen, fuldkomment hans Værk, thi alle hans Veje er Retfærd! En trofast Gud, uden Svig, retfærdig og sanddru er Han. ⁵ Skændselsmennesker sveg ham, en forvent og vanartet Slægt. ⁶ Er det sådan, I lønner Herren? Du tåbelige, uvise Folk! Er han ej din Fader og Skaber, den, som gjorde og danned dig?

⁷ Kom Fortidens Dage i Hu, agt på henfarne Slægters År; spørg din Fader, han skal berette, dine gamle, de skal fortælle dig! ⁸ Da den Højeste gav Folkene Eje, satte Skel mellem Menneskenes Børn, bestemte han Folkenes Grænser efter Tallet på Guds Sønner, ⁹ men Herrens Del blev Jakob, Israel hans tilmålte Lod. ¹⁰ Han fandt det i Ørkenlandet, i Ødemarken, blandt Ørkenens Hyl; han værnede det med vågent Øje og vogtede det som sin Øjesten. ¹¹ Som Ørnen, der purrer sin Yngel ud og svæver over sine Unger, løftede han det på sit Vingefang og bar det på sine Vinger. ¹² Herren var dets eneste Fører, ingen fremmed Gud var hos ham. ¹³ Han lod det færdes over Landets Høje, nærede det med Markens Frugter, lod det suge Honning af Klippen og Olie af Bjergets Flint, ¹⁴ Surmælk fra Køer, Mælk fra Småkvæg, dertil Fedt af Lam og Vædre, af Tyre fra Basan og Bukke og Hvedens Fedme tillige, og Drueblod drak du, Vin.

¹⁵ Men da Jesjurun blev fed, slog han bagud, du blev fed, du blev tyk, du blev mæsket; da forskød han Gud, sin Skaber, lod hånt om sin Frelses Klippe. ¹⁶ De æggede ham med fremmede, med Vederstyggeligheder tirrede de ham; ¹⁷ de ofred til Dæmoner, der ej er Guder, til Guder, de ej før kendte til; til nye, der nys var kommet frem, og som ej eders Fædre frygtede. ¹⁸ Klippen, der avled dig, slog du af Tanke og glemte den Gud, der fødte dig!

¹⁹ Da Herren så det, forstødte han dem af Græmmelse over sine Børn ²⁰ og sagde: "Jeg vil skjule mit Åsyn for dem og se, hvad Ende det tager med dem; thi de er en bundfalsk Slægt, Børn, som er uden Troskab; ²¹ de ægged mig med det der ikke er Gud, tirrede mig ved deres tomme Gøgl: Jeg vil ægge dem med det, der ikke er et Folk, tirre dem ved et Folk af Dårer. ²² Thi der flammer en Ild i min Vrede, som brænder til Dødsrigets Dyb; den fortærer Jorden med dens Grøde og antænder Bjergenes Grunde. ²³ Jeg hober Ulykker over dem og opbruger mine Pile imod dem. ²⁴ De udmagres af Sult og hentæres af Pestglød og giftig Sot; så sender jeg Vilddyrs Tænder og Slangers Gift imod dem. ²⁵ Ude slår Sværdet Børnene ned og inde i Kamrene Rædselen både Yngling og Jomfru, diende Børn og grånende Mænd.

²⁶ Jeg satte mig for at blæse dem bort og slette deres Minde blandt Mennesker ud, ²⁷ men jeg frygtede, at Fjenden skulde volde mig Græmmelse, deres Avindsmænd tage fejl og tænke: Det var vor egen Hånd, der var stærk, ej Herren, der gjorde alt dette. ²⁸ Thi de er et rådvildt Folk, og i dem er der ikke Forstand. ²⁹ Var de vise, forstod de det og indså, hvad der venter dem selv! ³⁰ Hvor skulde een kunne forfølge tusind, og to slå ti Tusind på Flugt, hvis ikke deres klippe havde solgt dem og Herren givet dem til Pris! ³¹ Thi deres Klippe er ikke som vor, det ved vore Fjender bedst selv! ³² Thi fra Sodoma stammer deres Vinstok og fra Gomorras Marker; deres Druer er giftige Druer, og beske er deres Klaser; ³³ som Dragegift er deres Vin, som Øglers gruelige Edder. ³⁴ Er ej dette forvaret hos mig, forseglet i mine Gemmer ³⁵ til Hævnens og Regnskabets Dag, den Stund, deres Fod skal vakle? Thi deres Undergangs Dag stunder til; hvad der venter dem, kommer i Hast." ³⁶ Thi Ret skaffer Herren sit Folk og forbarmer sig over sine Tjenere, thi han ser, deres kraft er brudt, det er ude med hver og en. ³⁷ Da spørger han: "Hvor er nu deres Gud, Klippen, på hvem de forlod, sig, ³⁸ som åd deres, Slagtofres Fedme og drak deres Drikofres Vin? Lad dem rejse sig og hjælpe eder, lad dem være eder et Skjul! ³⁹ Erkend nu, at jeg, jeg er Gud uden anden Gud ved min Side. Jeg døder, jeg gør levende, jeg sårer, og jeg læger, "g ingen kan frelse fra min Hånd. ⁴⁰ Thi jeg løfter min Hånd mod Himlen og siger: Så sandt jeg lever evindelig, ⁴¹ jeg hvæsser mit lynende Sværd, og min Hånd tager fat på Dommen, jeg hævner mig på mine Fjender, øver Gengæld mod mine Avindsmænd. ⁴² Mine Pile gør jeg drukne af Blod, og mit Sværd skal svælge i Kød, i faldnes og fangnes Blod og fjendtlige Høvdingers Hoveder!"

⁴³ I Folkeslag, pris hans Folk, thi han hævner sine Tjeneres Blod; han hævner sig på sine Fjender, og skaffer sit Folks Land Soning!

⁴⁴ Og Moses kom og fremsagde hele denne Sang for Folket, han og Josua, Nuns Søn. ⁴⁵ Og da Moses var færdig med at fremsige alle disse Ord for hele Israel, ⁴⁶ sagde han til dem: "Læg eder alle de Ord på Sinde, som jeg i Dag har vidnet imod eder, for at du kan pålægge dine Sønner dem, at de omhyggeligt må handle efter alle denne Lovs Bud; ⁴⁷ thi det er ikke tomme Ord uden Betydning for eder, men af dem afhænger eders Liv, og ved at følge det Ord skal I få et langt Liv i det Land, som l skal ind og tage i Besiddelse efter at være gået over Jordan."

⁴⁸ Selv samme Dag talede Herren til Moses og sagde: ⁴⁹ "Stig op på Abarimbjerget der, Nebobjerget i Moabs Land over for Jeriko, og se ud over Kana'ans Land, som jeg vil give Israelitterne i Eje! ⁵⁰ Og så skal du dø på det Bjerg, du bestiger, og samles til din Slægt, ligesom din Broder Aron døde på Bjerget Hor og samledes til sin Slægt, ⁵¹ fordi I handlede troløst imod mig iblandt Israelitterne ved Merihat Kadesjs Vand i Zins Ørken, fordi I ikke helligede mig iblandt Israelitterne. ⁵² Thi her ovre fra skal du se ud over Landet, men du skal ikke komme derind, ind i det Land, jeg vil give Israelitterne!