19 Da brød kongen sammen og gik grædende op på taget over porten. „Åh, min søn Absalom! Min søn, min søn Absalom!” hulkede han. „Gid jeg var død i dit sted, Absalom—min søn, min søn!”

Joab går i rette med David

² Der gik straks bud til Joab om, at kongen græd og sørgede over Absalom, ³ og da det rygtedes i hæren, hvor fortvivlet kongen var over sin søns død, blev glæden over sejren vendt til sorg. ⁴ Alle krigerne luskede tilbage til byen, så skamfulde, at man skulle tro, de var flygtet fra kampen.

⁵ Imens sad kongen med ansigtet begravet i hænderne og hulkede: „Åh, min søn Absalom! Absalom, min søn, min søn!”

⁶ Da gik Joab til kongen og sagde: „I dag har vi frelst dit liv, og vi har reddet dine sønner, dine døtre, dine koner og medhustruer. Hvorfor opfører du dig, som om vi havde gjort noget forkert? ⁷ Du sætter åbenbart større pris på dine fjender end dine venner! Havde Absalom været i live, ville det ikke have gjort dig noget, om alle vi andre var døde! ⁸ Gå nu ud og ønsk krigerne til lykke, for jeg sværger ved Herren, at hvis du ikke gør det, deserterer de alle sammen i løbet af natten, og så vil det sidste blive værre for dig end det første!”

⁹ Så gik kongen ud og satte sig i byporten, og da rygtet spredtes, at kongen var kommet ud, samledes alle hans krigere foran ham. Absaloms hær var allerede flygtet og vendt hjem.

David vender tilbage til Jerusalem som konge

¹⁰ Nu begyndte man at diskutere situationen ud over hele landet: „David frelste os fra vores værste fjender, filistrene!” sagde folk til hinanden. „Ganske vist valgte vi Absalom til konge, og han jog David bort, ¹¹ men nu er Absalom død. Lad os derfor udråbe David til konge igen!”

^12-13 Da David hørte, hvad folk snakkede om, sendte han præsterne Zadok og Ebjatar til Judas ledere med følgende besked: „Hvorfor er I så længe om at slutte op om mig? Nordriget har besluttet sig, og nu mangler vi bare jer—til trods for, at jeg tilhører jeres stamme! ¹⁴ Og sig til Amasa: Jeg sværger på, at du skal være min hærfører i stedet for Joab! Jeg er ikke din onkel for ingenting.”

¹⁵ På den måde fik David Judas ledere over på sin side, og de vedtog, at David igen skulle være deres konge. De bad ham derfor komme tilbage til Jerusalem sammen med alle sine folk.

¹⁶ Da kongen på hjemvejen kom til Jordanfloden, var Judas ledere samlet ved Gilgal for at byde ham velkommen og eskortere ham over floden. ¹⁷ Selv Shimi, benjaminitten fra Bahurim, sluttede sig til judæerne for at gå kongen i møde, ¹⁸ og han havde 1000 mand fra sin egen stamme med sig. Ziba, Sauls tjener, og hans 15 sønner og 20 tjenestefolk var også hurtigt taget over Jordanfloden for at møde kongen på den anden side. ¹⁹ Så da han ankom til vadestedet, stod de parate for at eskortere ham og hans familie over.

Da kongen skulle til at gå over floden, kastede Shimi sig ned foran ham ²⁰ og bad: „Herre konge, tilgiv mig det, jeg gjorde, dengang du forlod Jerusalem! Vil du ikke nok glemme det? ²¹ Jeg ved, at jeg var ond imod dig dengang, men jeg er den første fra Nordrigets område, der er kommet her i dag for at byde dig velkommen hjem!”

²² Abishaj brød ind: „Nej, Shimi fortjener døden, fordi han forbandede Herrens salvede!”

²³ „Lad mig være i fred, Zerujas sønner!” svarede David. „I siger mig altid imod. Nej, i dag skal ingen lide døden. Lad os hellere feste, for i dag er jeg igen blevet konge i Israel!” ²⁴ Så vendte David sig om mod Shimi og svor: „Du skal ikke dø!”

^25-26 Også Mefiboshet, Sauls barnebarn, var kommet ned fra Jerusalem for at modtage kongen. Lige siden den dag David flygtede fra Jerusalem, og til han nu kom tilbage, havde Mefiboshet sørget over kongens skæbne og hverken vasket sine fødder eller sit tøj eller klippet sit skæg.

„Hvorfor fulgte du ikke med mig ud af Jerusalem, Mefiboshet?” spurgte kongen.

²⁷ Han svarede: „Herre konge, min tjener Ziba har løjet om mig. Jeg befalede ham at sadle mit æsel, så jeg kunne følge kongen, men han adlød mig ikke, og så havde jeg ikke noget valg, fordi jeg er lam. ²⁸ I stedet bagtalte han mig ved at påstå, at jeg nægtede at tage med. Men herre konge, du handler på Guds vegne, og derfor må du gøre, som du synes bedst. ²⁹ Både jeg selv og resten af min familie kunne lige så godt være blevet henrettet af dig, men i stedet viste du mig den ære at være blandt de udvalgte, der får lov at spise ved dit bord. Jeg kan ikke forvente flere nådesbevisninger fra din side.”

³⁰ „Javel,” svarede David, „i så fald skal Ziba afstå det halve af ejendommen til dig.”

³¹ „Nej, giv ham bare det hele,” svarede Mefiboshet. „Jeg er bare glad for, at du er kommet tilbage i god behold!”

^32-33 Barzillaj fra Gilead, der havde givet kongen og hæren mad under deres eksil i Mahanajim, havde ledsaget kongen fra Rogelim til Jordanfloden. Barzillaj var en meget gammel mand, omkring 80 år, og han var meget rig.

³⁴ „Følg med mig over floden og slå dig ned i Jerusalem,” sagde kongen til ham. „Jeg skal nok sørge for dig!”

³⁵ „Nej tak,” svarede han, „det er jeg for gammel til. ³⁶ Jeg er nu 80 år gammel og har for længst mistet appetitten på livet. Mad og vin smager mig ikke længere, og jeg kan ikke høre, når der bliver sunget og spillet. Nej, der er ingen grund til, at jeg skal ligge kongen til byrde. ³⁷ At ledsage dig over floden er ære nok for mig! ³⁸ Derefter vil jeg vende tilbage og dø i min hjemby, så jeg kan blive begravet der, hvor min mor og far ligger. Tag i stedet min søn Kimham med dig, herre konge. Måske kan du gøre noget for ham.”

³⁹ „Godt,” svarede kongen, „så tager jeg Kimham med mig. Lad mig da vise min taknemmelighed mod ham i stedet for. Jeg vil gøre alt, hvad du beder mig om.”

⁴⁰ Kongen og resten af følget gik nu over Jordanfloden. Derefter omfavnede kongen Barzillaj til afsked og velsignede ham, hvorefter Barzillaj vendte tilbage, hvor han kom fra. ⁴¹ Kongen tog Kimham med sig til Gilgal, hvor det meste af Juda og det halve af Nordriget var mødt op for at byde ham velkommen.

Judæerne og israelitterne kommer i klammeri

⁴² Nogle af mændene fra Nordriget beklagede sig til kongen over, at det udelukkende var mænd fra Juda, der havde fået den ære at eskortere ham, hans familie og alle hans mænd over Jordanfloden.

⁴³ „Og hvad så?” indvendte judæerne. „Kongen hører jo til Judas stamme! Er det noget at være vred over? Har vi måske udnyttet vores fortrin ved at søge kongens særlige gunst?”

⁴⁴ „Jamen Nordriget består af ti stammer,” svarede de andre. „Derfor har vi meget mere krav på kongen, end I har! Hvorfor har I da ikke indbudt os? Var det måske ikke os, der oprindelig ønskede at få kongen tilbage?”

Judæerne gav svar på tiltale, så det endte med et større skænderi mellem judæerne og dem fra Nordriget.

20 Blandt dem fra Nordriget var der en ondsindet mand ved navn Sheba, søn af Bikri af Benjamins stamme. Midt i skænderiet stødte Sheba i hornet og råbte: „Hvad skal vi med David? Han hører jo ikke til blandt os! Kom, alle jer fra Nordriget, lad os gå hjem!” ² Da forlod de alle David og fulgte efter Sheba, mens judæerne sluttede op om kongen og ledsagede ham fra Jordanfloden op til Jerusalem.

³ Da David kom hjem, lod han de ti medhustruer, som havde boet i paladset under hans eksil, flytte til et bevogtet hus et andet sted. Der blev sørget for dem, men han havde aldrig mere noget med dem at gøre. De levede afsondret til deres dødsdag, som om de var enker.

Joab slår Amasa ihjel og nedkæmper Shebas oprør

⁴ Derefter befalede kongen Amasa at mobilisere Judas hær og være tilbage inden tre dage. ⁵ Amasa begav sig af sted for at samle tropperne, men det tog ham mere end de tre dage, kongen havde afsat til det. ⁶ Da sagde kongen til Abishaj:

„Jeg er bange for, at Sheba bliver en større trussel for os, end Absalom var. Tag min livvagt og sæt efter ham, så han ikke når i sikkerhed i en befæstet by.”

⁷ Straks satte Abishaj og Joab efter Sheba sammen med elitesoldaterne og kongens livvagt. ^8-10 Da de kom til den store sten i Gibeon, stod de pludselig ansigt til ansigt med Amasa. Joab var iført sin kampuniform og havde en daggert spændt i sit bælte. Da han nu gik hen imod Amasa for at hilse på ham, faldt daggerten ud af skeden. Han samlede den hurtigt op med venstre hånd. „Godt at se dig,” sagde han hjerteligt til Amasa, idet han trak ham i skægget med sin højre hånd under foregivende af at ville kysse ham på kinden. Men i det samme stødte han med sin venstre hånd daggerten i maven på den intetanende Amasa, så indvoldene væltede ud på jorden. Sådan gjorde Joab det af med Amasa i et eneste stød. Joab og hans bror Abishaj lod ham ligge på jorden, for de havde travlt med at forfølge Sheba.

¹¹ En af Joabs unge officerer stillede sig ved Amasas lig og råbte til soldaterne: „Hvis I er loyale overfor David og Joab, så slut jer til os!”

¹² Amasa lå imidlertid i en stor blodpøl midt på vejen, og da Joabs officerer så, at soldaterne stimlede sammen om ham, trak de liget væk fra vejen og dækkede det med en kappe. ¹³ Så snart Amasa var blevet fjernet, fulgte krigerne med Joab i jagten på Sheba.

^14-15 I mellemtiden drog Sheba gennem hele Nordriget, hvor det lykkedes ham at få alle sine slægtninge til at slutte op om sig. De fulgte med ham til byen Abel-Bet-Ma’aka, hvor Joab og hans hær indhentede dem og belejrede byen. Joab byggede en vold omkring byen og begyndte en systematisk nedrivning af muren.

¹⁶ Men i byen var der en klog kvinde, som gik op på muren og råbte: „Hør her! Sig til Joab, at han skal komme herhen. Jeg vil tale med ham.”

¹⁷ Da Joab kom derhen, spurgte hun: „Er du Joab?”

„Ja,” svarede Joab.

¹⁸ Så fortsatte hun: „Fra gammel tid har man sagt: ‚Søg råd i byen Abel!’ Hos os kunne man få gode råd og hjælp til at løse konflikter. ¹⁹ Men nu er du ved at ødelægge en ældgammel, fredselskende by i Israel! Vil du virkelig ødelægge det, som tilhører Herren?”

²⁰ Joab svarede: „Nej, det vil jeg bestemt ikke! Jeg er ikke ude på at ødelægge jeres by. ²¹ Jeg er kun ude efter en mand ved navn Sheba fra Efraims bjergland, for han har gjort oprør imod kong David. Hvis I vil udlevere ham til os, skal vi gerne lade jeres by være i fred.”

„Godt,” svarede kvinden, „så smider vi hans hoved over muren ned til jer.”

²² Den kloge kvinde fik så byens indbyggere overtalt til at hugge hovedet af Sheba og kaste det over muren.

Derefter stødte Joab i hornet, så hæren trak sig tilbage, og alle krigerne vendte hjem, hver til sit. Joab selv vendte tilbage til kongen i Jerusalem.

²³ Joab blev så igen øverstkommanderende for Israels hær. Benaja, Jojadas søn, var chef for den kongelige livvagt; ²⁴ Adoniram havde opsynet med tvangsarbejderne; Joshafat, Ahiluds søn, var historiker og rigsarkivar; ²⁵ Sheva var statssekretær; Zadok og Ebjatar var præster i templet; ²⁶ og Ira fra Jair var hofpræst.

Gibeonitternes hævn

21 Mens David var konge, blev landet ramt af en hungersnød, der varede i tre år. David søgte derfor råd hos Herren, som svarede: „Hungersnøden skyldes den synd, som Saul og hans familie begik ved at slå nogle gibeonitter ihjel på trods af, at Israelitterne havde lovet at lade dem være i fred.” ² (Gibeonitterne var et folk, som ikke tilhørte Israel. De var efterkommere af amoritterne, men israelitterne havde med en højtidelig ed sluttet fredspagt med dem. Ikke desto mindre havde Saul i sin iver efter at styrke sit eget herredømme forsøgt at udrydde dem.)

Da David hørte Herrens svar, sendte han bud efter gibeonitternes ledere ³ og spurgte dem: „Hvad kan jeg gøre for jer, så vi bliver skylden kvit, og I kan velsigne Herrens ejendomsfolk?”

⁴ „Vores mellemværende med Saul er ikke noget, hans slægt kan betale sig fra,” svarede de. „Og vi har ikke lov at hævne os på Israels folk.”

„Hvad ønsker I da?” spurgte David. „Sig frem, så jeg kan opfylde jeres ønske.”

^5-6 „Lad syv af Sauls efterkommere blive udleveret til os, for han gjorde, hvad han kunne for at udrydde os fra Israels land. Som straf vil vi slå disse syv ihjel og hænge dem op ved Herrens offerhøj i Gibea, Sauls egen by.”

„Godt,” svarede David. „Jeg vil opfylde jeres ønske!”

⁷ David skånede Jonatans søn, Mefiboshet, fordi han havde lovet Jonatan at vise godhed imod hans efterkommere. ⁸ Men han udleverede Sauls to sønner Armoni og Mefiboshet, hvis mor var Ritzpa, datter af Ajja, og de fem sønner, som Sauls datter Merab^[a] havde fået sammen med Adriel (en søn af Barzillaj fra Mehola). ⁹ Gibeonitterne dræbte så de syv mænd og hængte ligene til skue på offerhøjen for Herrens ansigt. Henrettelsen fandt sted ved begyndelsen af byghøsten.

¹⁰ Den sørgende Ritzpa, som nu havde mistet sine sønner, bredte noget sækkelærred ud på klippetoppen og satte sig der for at holde vagt ved ligene. Hun blev der hele høsttiden, indtil regntiden begyndte, fordi hun ville beskytte ligene mod gribbene om dagen og mod rovdyrene om natten.

¹¹ Da det kom David for øre, hvordan hun på den måde viste sin sorg og sin respekt for de døde, ¹² tog han af sted til Jabesh i Gilead for at få udleveret Sauls og Jonatans knogler. Byens indbyggere havde i sin tid fjernet ligene fra torvet i Bet-Shan, hvor filistrene havde hængt dem op, efter at Saul og Jonatan begge var faldet i slaget på Gilboahøjen. ¹³ David fik nu bragt de jordiske rester af både Saul, Jonatan og de syv mænd fra Gibea ¹⁴ til Zela i Benjamins land, og dér blev de alle begravet på det sted, hvor Sauls far, Kish, lå begravet. Alt dette blev udført på kongens befaling. Derefter forbarmede Gud sig over landet, og hungersnøden endte.

Flere kæmper blandt filistrene bliver dræbt

¹⁵ Engang, da filistrene var i krig med Israel, var David blevet helt udmattet under kampen, og da var det lige ved at gå galt for ham. ¹⁶ En af filistrene, en kæmpestor mand ved navn Ishbi-Benob af Rafa-slægten, havde et spyd, hvis spids var lavet af bronze og vejede over tre kilo, og alle hans våben var nye. Denne mand satte efter David og skulle lige til at slå ham ihjel, ¹⁷ da Abishaj i sidste øjeblik kom David til undsætning og huggede filisteren ned. Bagefter erklærede Davids mænd: „Du må ikke længere deltage aktivt i kampen! Det går ikke, at du bliver dræbt, for hele Israel er afhængig af dig!”

¹⁸ Senere, da israelitterne kæmpede mod filistrene ved Gob, dræbte Sibbekaj fra Husha en filister af den frygtede Rafa-slægt, en mand ved navn Saf. ¹⁹ Under en anden kamp mod filistrene ved Gob lykkedes det Elhanan, Jairs søn fra Betlehem, at dræbe en bror til Goliat, hvis spydskaft var på størrelse med en vævebom.^{[b] 20} Og en anden gang, da israelitterne kæmpede mod filistrene ved Gat, var der en kæmpe af Rafa-slægten med seks fingre på hver hånd og seks tæer på hver fod. ²¹ Han hånede Israel, men Jonatan,^[c] en søn af Davids bror Shima, dræbte ham. ²² Disse fire filistre, der tilhørte kæmpeslægten Rafa fra Gat, blev hugget ned af Davids mænd.