Añadir traducción en paralelo Imprimir Opciones de la página

16 Da David var kommet lidt på den anden Side af Bjergets Top, Kom Mefibosjets Tjener Ziba ham i Møde med et Par opsadlede Æsler, som bar 200 Brød, 100 Rosinkager, 100 Frugter og en Dunk Vin. Da sagde Kongen til Ziba: "Hvad vil du med det?" Og Ziba svarede: "Æslerne er bestemt til Ridedyr for Kongens Hus, Brødene og Frugterne til Spise for Folkene og Vinen til Drikke for dem, der bliver trætte i Ørkenen!" Så sagde Kongen: '"Hvor er din Herres Søn?" Ziba svarede Kongen: "Han blev i Jerusalem; thi han tænkte: Nu vil Israels Hus give mig min Faders Kongedømme tilbage!" Da sagde Kongen til Ziba: "Dig skal hele Mefibosjets Ejendom tilhøre!" Og Ziba sagde: "Jeg bøjer mig dybt! Måtte jeg finde Nåde for min Herre Kongens Øjne!" Men da Kong David kom til Bahurim, se, da kom en Mand ved Navn Simei, Geras Søn, af samme Slægt som Sauls Hus, gående ud af Byen, alt imedens han udstødte Forbandelser, og han kastede Sten efter David og alle Kong Davids Folk, skønt alle Krigerne og alle Kærnetropperne gik på begge Sider af ham. Og Simei forbandede ham med de Ord: "Bort, bort med dig, din Blodhund, din Usling! Herren har nu bragt alt Sauls Hus's Blod over dig, han, i hvis Sted du blev Konge, og Herren har nu givet din Søn Absalon Kongedømmet; nu har Ulykken ramt dig. for,i du er en Blodhund!" Da sagde Abisjaj, Zerujas Søn, til Kongen: "Hvorfor skal den døde Hund have Lov at forbande min Herre Kongen? Lad mig gå hen og hugge Hovedet af ham!" 10 Men Kongen svarede: "Hvad har jeg med eder at gøre, Zerujasønner! Når han forbander, og når Herren har budt ham at forbande David, hvem tør da sige: Hvorfor gør du det?" 11 Og David sagde til Abisjaj og alle sine Folk: "Når min egen Søn, som er udgået af min Lænd, står mig efter Livet, hvad kan man da ikke vente af denne Benjaminit! Lad ham kun forbande, når Herren har budt ham det! 12 Måske vil Herren se til mig i min Nød og gøre mig godt til Gengæld for hans Forbandelse i Dag!" 13 Derpå gik David med sine Mænd hen ad Vejen, medens Simei fulgte ham oppe på Bjergskråningen og stadig udstødte Forbandelser, slog med Sten og kastede Støv efter ham. 14 Således kom Kongen og alle Krigerne, som fulgte ham, udmattede til Jordan og hvilede ud der.

15 Imidlertid var Absalon draget ind i Jerusalem med alle Israels Mænd, og Akitofel var hos ham. 16 Da nu Arkiten Husjaj, Davids Ven, kom til Absalon, sagde han til ham: "Kongen leve, Kongen leve!" 17 Absalon sagde til Husjaj: "Er det sådan, du viser din Ven Godhed? Hvorfor fulgte du ikke din Ven?" 18 Husjaj svarede Absalon: "Nej, den, som Herren og dette Folk og alle Israels Mænd har valgt, i hans Tjeneste vil jeg træde, og hos ham vil jeg blive! 19 Og desuden: Hvem er det, jeg tjener? Mon ikke hans Søn? Som jeg har tjent din Fader, vil jeg tjene dig!"

20 Absalon sagde så til Akitofel: "Kom med eders Råd! Hvad skal vi gøre?" 21 Akitofel svarede Absalon: "Gå ind til din Faders Medhustruer, som han har ladet blive tilbage for at se efter Huset; så kan hele Israel skønne, at du har lagt dig for Had hos din Fader, og alle de, der har sluttet sig til dig, vil få nyt Mod!" 22 Absalons Telt blev så rejst på Taget, og Absalon gik ind til sin Faders Medhustruer i hele Israels Påsyn. 23 Det Råd, Akitofel gav i de Tider, gjaldt nemlig lige så meget, som når man adspurgte Gud; så meget gjaldt ethvert Råd af Akitofel både hos David og Absalon.

17 Derpå sagde Akitofel til Absalon; " Lad mig udvælge 12000 Mand og bryde op i Nat og sætte efter David. Når jeg overfalder ham, medens han er udmattet og modfalden, kan jeg indjage ham Skræk, og alle hans Folk vil flygte, så at jeg kan fælde Kongen uden at røre nogen anden; så bringer jeg hele Folket tilbage til dig, som en Brud vender tilbage til sin Mand. Du attrår jo dog kun en enkelt Mands Liv, og hele Folket vil da være uskadt!" Det Forslag tiltalte Absalon og alle Israels Ældste. Men Absalon sagde: "Kald dog også Arkiten Husjaj hid, for at vi også kan høre, hvad han råder til!" Da Husjaj kom ind, sagde Absalon til ham: "Det og det har Akitofel sagt; skal vi følge hans Råd? Hvis ikke, så sig du din Mening!" Husjaj svarede Absalon: "Denne Gang er Akitofels Råd ikke godt!" Og Husjaj sagde fremdeles: "Du ved, at din Fader og hans Mænd er Helte, og bitre i Hu er de som en Bjørn på Marken, hvem Ungerne er taget fra; desuden er din Fader en rigtig Kriger, som ikke lægger sig til Hvile om Natten med Folkene. For Øjeblikket holder han sig sikkert skjult i en Kløft eller et andet Sted; falder der nu straks i Begyndelsen nogle af Folkene, vil det rygtes, og man vil sige, at Absalons Tilhængere har lidt Nederlag; 10 og da bliver selv den tapre, hvis Mod er som Løvens, forsagt; thi hele Israel ved, at din Fader er en Helt og hans Ledsagere tapre Mænd. 11 Mit Råd er derfor: Lad hele Israel fra Dan til Be'ersjeba samles om dig, talrigt som Sandet ved Havet, og drag selv med i deres Midte. 12 Støder vi så på ham et eller andet Sted, hvor han nu befinder sig, kan vi falde over ham som Dug over Jorden, og der skal ikke blive en eneste tilbage, hverken han eller nogen af alle hans Mænd; 13 men kaster han sig ind i en By, skal hele Israel lægge Reb om den, og vi vil slæbe den ned i Dalen, så der ikke bliver Sten på Sten tilbage af den!" Da sagde Absalon og alle Israels Mænd: "Arkiten Husjajs Råd er bedre end Akitofels!" 14 Herren havde nemlig sat sig for at gøre Akitofels gode Råd til Skamme, for at Herren kunde bringe Ulykke over Absalon.

15 Derpå sagde Husjaj til Præsterne Zadok og Ebjatar: "Det og det Råd har Akitofel givet Absalon og Israels Ældste, og det og det Råd har jeg givet. 16 Skynd eder nu at sende Bud til David og bring ham det Bud: Bliv ikke Natten over ved vadestederne på Jordansletten, men søg over på den anden Side, for at ikke Kongen og alle hans Folk skal gå til Grunde!" 17 Jonatan og Ahima'az stod ved Rogelkilden, hvorhen en Tjenestepige til Stadighed kom og bragte dem Melding, hvorefter de gik hen og bragte Kong David Melding; thi de turde ikke vise sig i Byen. 18 Men en ung Mand opdagede dem og meldte det til Absalon; så skyndte de sig begge bort og kom ind hos en Mand i Bahurim. Han havde en Brønd i Gården, og i den steg de ned; 19 Konen tog et Tæppe, bredte det ud over Brønden og hældte Korn derpå, så at man intet kunde opdage. 20 Nu kom Absalons Folk imod i Huset til Konen og spurgte: "Hvor er Ahima'az og Jonatan?" Konen svarede: "De gik over Vandbækken!" Så søgte de efter dem, men da de ikke fandt dem, vendte de tilbage til Jerusalem. 21 Så snart de var gået bort, steg de to op af Brønden og gik hen og bragte Kong David Melding; og de sagde til David: "Bryd op og skynd eder over på den anden Side af Vandet; thi det og det Råd kom Akitofel med angående eder!" 22 Da brød David op med alle sine Folk og satte over Jordan; og ved Daggry manglede ikke en eneste, alle var de kommet over Jordan.

23 Men da Akitofel så, at hans Råd ikke blev fulgt, sadlede han sit Æsel og drog hjem til sin By; og efter at have beskikket sit Hus hængte han sig og døde. Han blev jordet i sin Faders Grav.

24 David havde nået Mahanajim, da Absalon tillige med alle Israels Mænd gik over Jordan. 25 Absalon havde i Joabs Sted sat Amasa over Hæren; Amasa var Søn af en Ismaelit ved Navn Jitra, som var gået ind til Abigajil, en Datter af Isaj og Søster til Joabs Moder Zeruja. 26 Og Israel og Absalon slog Lejr i Gilead. 27 Men da David kom til Mahaoajim, bragte Sjobi, Nahasj's Søn fra Rabba i Ammon, Makir, Ammiels Søn fra Lodebar, og Gileaditen Barzillaj fra Rogelim 28 Senge, Tæpper, Skåle og Lerkar; og Hvede, Byg, Mel, ristet Korn, Bønner, Linser, 29 Honning, Surmælk, Småkvæg og Komælksost bragte de David og hans Folk til Føde; thi de tænkte: "Folkene er sultne, udmattede og tørstige i Ørkenen."

18 Derpå holdt David Mønstring over sit Mandskab og satte Tusindførere og Hundredførere over dem; og David delte Mandskabet i tre Dele; den ene Tredjedel stillede han under Joab, den anden under Abisjaj, Zerujas Søn og Joabs Broder, og den sidste Tredjedel under Gatiten Ittaj. Kongen sagde så til Folkene: "Jeg vil selv drage med i Kampen!" Men de svarede: "Du må ikke drage med; thi om vi flygter, ænser man ikke os; ja, selv om Halvdelen af os falder, ænser man ikke os, men du gælder lige så meget som ti Tusinde af os; derfor er det bedst, at du holder dig rede til at ile os til Hjælp fra Byen." Kongen svarede: "Jeg gør, hvad I finder bedst!" Derpå stillede Kongen sig ved Porten, medens hele Mandskabet drog ud, hundredvis og tusindvis. Men Kongen gav Joab, Abisjajog Ittaj den Befaling: "Far nu lempeligt med den unge Absalon!" Og hele Mandskabet hørte, hvorledes Kongen gav alle Øversterne Befaling om Absalon.

Derpå rykkede Krigerne i Marken mod Israel, og Slaget kom til at stå i Efraims Skov. Der blev Israels Hær slået af Davids Folk, og der fandt et stort Mandefald Sted den Dag; der faldt 200000 Mand. Kampen bredte sig over hele Egnen, og Skoven fortærede den Dag flere Folk end Sværdet.

Absalon selv stødte på nogle af Davids Folk; Absalon red på sit Muldyr, og da Muldyret kom ind under en stor Terebintes tætte Grene, blev hans Hoved hængende i Terebinten, så han hang mellem Himmel og Jord, medens Muldyret, han sad på, løb bort. 10 En Mand, der så det meldte det til Joab og sagde: "Jeg så Absalon hænge i en Terebinte." 11 Da sagde Joab til Manden, der havde meldt ham det: "Når du så det, hvorfor slog du ham da ikke til Jorden med det samme? Så havde jeg givet dig ti Sekel Sølv og et Bælte!" 12 Men Manden svarede Joab: "Om jeg så havde fået tilvejet tusind Sekel, havde jeg ikke lagt Hånd på Kongens Søn; thi vi hørte jo selv, hvorledes Kongen bød dig, Abisjaj og Ittaj: Vogt vel på den unge Absalon! 13 Dersom jeg havde handlet svigefuldt imod ham -intet bliver jo skjult for Kongen - vilde du have ladet mig i Stikken!" 14 Da sagde Joab: "Så gør jeg det for dig!" Dermed greb han tre Spyd og stødte dem i Brystet på Absalon, som endnu levede og hang mellem Terebintens Grene. 15 Derpå trådte ti unge Mænd, der var Joabs Våbendragere, til og gav Absalon Dødsstødet. 16 Joab lod nu støde i Hornet, og Hæren opgav at forfølge Israel, thi Joab bød Folkene standse. 17 Derpå tog de og kastede Absalon i en stor Grube i Skoven og ophobede en mægtig Stendynge over ham. Og hele Israel flygtede hver til sit. 18 Men medens Absalon endnu levede, havde han taget og rejst sig den Stenstøtte, som står i Kongedalen; thi han sagde: "Jeg har ingen Søn til at bevare Mindet om mit Navn." Han havde opkaldt Stenstøtten efter sig selv, og endnu den Dag i Dag kaldes den "Absalons Minde".

19 Da sagde Ahima'az, Zadoks Søn: "Lad mig løbe hen og bringe Kongen den gode Tidende, at Herren har skaffet ham Ret over for hans Fjender!" 20 Men Joab svarede ham: "Du skal ikke være den, der bringer Bud i Dag; en anden Gang kan du bringe Bud, men i bag skal du ikke gøre det, da Kongens Søn er død!" 21 Og Joab sagde til Etiopieren: "Gå du hen og meld Kongen, hvad du har set!" Da kastede Etiopieren sig til Jorden for Joab og ilede af Sted. 22 Men Ahima'az, Zadoks Søn, sagde atter til Joab: "Ske, hvad der vil! Lad også mig løbe bag efter Etiopieren!" Da sagde Joab: "Hvorfor vil du det, min Søn? For dig er der ingen Budløn at hente!" 23 Men han blev ved: "Ske, hvad der vil! Jeg løber!" Så sagde han: "Løb da!" Og Ahima'az løb ad Vejen gennem Jordanegnen og nåede frem før Etiopieren.

24 David sad just mellem de to Porte, og Vægteren steg op på Porttaget ved Muren; da han så ud, se, da kom en Mand løbende alene. 25 Vægteren råbte og meldte det til Kongen, og Kongen sagde: "Er han alene, har han Bud at bringe!" Men medens Manden fortsatte sit Løb og kom nærmere, 26 så Vægteren en anden Mand komme løbende og råbte ned i Porten: "Der kommer een Mand til løbende alene!" Kongen sagde: "Også han har Bud at bringe!" 27 Da råbte Vægteren: "Den forreste løber således, at det ser ud til at være Ahima'az, Zadoks Søn!" Kongen sagde: "Det er en god Mand, han kommer med godt Bud!" 28 Imidlertid var Ahima'az kommet nærmere og råbte til Kongen: "Hil dig!" Så kastede han sig ned på Jorden for Kongen og sagde: "Lovet være Herren din Gud, som gav dem, der løftede Hånd mod min Herre Kongen, i din Hånd!" 29 Kongen spurgte: "Er den unge Absalon uskadt?" Ahima'az svarede: "Jeg så, at der var stor Tummel, da Kongens Træl Joab sendte din Træl af Sted, men jeg ved ikke, hvad det var." 30 Kongen sagde da: "Træd til Side og stil dig der!" Og han trådte til Side og blev stående. 31 I det samme kom Etiopieren; og Etiopieren sagde: "Der er Bud til min Herre Kongen: Herren har i Dag skaffet dig Ret over for alle dine Modstandere!" 32 Kongen spurgte Etiopieren: "Er den unge Absalon uskadt?" Og han svarede: "Det gå min Herre Kongens Fjender og alle dine Modstandere som den unge Mand!"

33 Da blev Kongen dybt rystet, og han gik op i Stuen på Taget over Porten og græd; og han gik frem og tilbage og klagede: Min Søn Absalon, min Søn, min Søn Absalon! Var jeg blot død i dit Sted! Absalon, min Søn, min Søn!"

Ziba hjælper David

16 David fortsatte ned ad vejen på den anden side af Olivenbjerget og mødte kort efter Ziba, som havde været Sauls tjener og nu bestyrede Mefiboshets ejendom. Ziba havde to æsler med sig. De havde sadler på og var læssede med 200 brød, 100 rosinkager, 100 figner[a] og en lædersæk med vin.

„Hvor skal du hen med de ting?” spurgte kongen.

Ziba svarede: „Æslerne er en gave til kongens familie, så de har noget at ride på. Brødet, kagerne og frugten er til folkene—og vinen skal styrke dem, der bliver udmattede i ørkenen.”

„Hvor er Mefiboshet?” spurgte kongen ham.

„Han blev i Jerusalem,” svarede Ziba, „for han tænkte: Nu vil israelitterne give mig min farfars kongedømme tilbage!”

„Så overdrager jeg al hans ejendom til dig, Ziba!” udbrød kongen opbragt.

„Mange, mange tak!” svarede Ziba og bøjede sig til jorden. „Måtte jeg altid bevare kongens velvilje.”

Shimi forbander David

Da David og hans følge passerede Bahurim, kom en mand fra landsbyen ud og råbte forbandelser efter dem. Det var Shimi, Geras søn. Han var en slægtning til Saul. Han kastede sten efter kongen og hans tjenere til trods for, at de var omgivet af hele hæren og livvagten.

7-8 „Forsvind, din morder—din bandit!” skreg han mod David. „Nu betaler Herren dig tilbage, fordi du myrdede kong Sauls familie for selv at overtage tronen. Nu har Herren overdraget den til din søn Absalom! Din morder! Nu får du, hvad du har fortjent!”

„Hvor længe skal den forbandede køter have lov til at overfuse kongen?” spurgte Abishaj, Zerujas søn. „Lad mig gå hen og hugge hovedet af ham!”

10 „I tænker kun på hævn, Zerujas sønner,” svarede David. „Hvis Herren har givet ham besked på at forbande mig—hvem er da jeg, at jeg skulle standse ham? 11 Min egen søn søger at slå mig ihjel, men denne benjaminit forbander mig jo kun. Lad ham være, for Herren er med i det. 12 Måske vil Herren ynkes over mig og vende forbandelserne til noget godt.”

13 Så gik David og hans mænd videre, men Shimi fulgte med i sikker afstand oppe på bakkeskråningen og fortsatte med at forbande David og smide sten og jord efter ham. 14 Da kongen og hans følge nåede vadestedet ved Jordanfloden, var de så udmattede, at de måtte holde et langt hvil.

Hushaj tilbyder Absalom sin tjeneste

15 I mellemtiden havde Absalom holdt sit indtog i Jerusalem, ledsaget af sine folk og af Ahitofel. 16 Davids ven, arkitten Hushaj, opsøgte ham øjeblikkelig.

„Kongen leve! Kongen længe leve!” hilste han.

17 „Er det en måde at behandle din ven David på?” spurgte Absalom. „Hvorfor er du ikke fulgt med ham?”

18 „Fordi jeg foretrækker at holde med den mand, som Herren og hans folk Israel har valgt,” svarede Hushaj. 19 „Er der noget forkert i det? Tidligere hjalp jeg din far, nu vil jeg gerne hjælpe dig.”

Ahitofel som Absaloms rådgiver

20 Derefter sagde Absalom henvendt til Ahitofel: „Hvad skal vi så gøre nu? Kom med et godt råd!” 21 Ahitofel kom med følgende forslag: „Du skal gå i seng med din fars medhustruer, som han efterlod i paladset! Så vil hele Israels folk indse, at du har krænket ham så groft, at al forsoning er udelukket, og dine tilhængere vil vide, at du mener det alvorligt med dit oprør imod ham.”

22 Så blev der rejst et telt på paladsets flade tag, hvor alle kunne se det, og ved højlys dag gik Absalom ind i teltet og lå med sin fars medhustruer, den ene efter den anden.

23 Absalom fulgte altid Ahitofels råd, ligesom David tidligere havde gjort, for når Ahitofel talte, mente man, at han talte på Guds vegne.

Hushajs list lykkes

17 Derefter kom Ahitofel med følgende forslag: „Lad mig udvælge 12.000 mand og sætte efter David allerede i nat. 2-3 Hvis jeg kan overrumple ham, mens han er træt og modløs, vil alle hans mænd blive grebet af panik og opgive kampen. Så kan jeg nøjes med at slå kongen ihjel, det er jo ham, du vil til livs, og føre hele hans hær uskadt tilbage til dig som en bortløben hustru føres tilbage til sin ægtemand.”

Absalom og de israelitiske ledere syntes godt om Ahitofels forslag, men Absalom sagde: „Lad os lige få fat i Hushaj og spørge, hvad han mener om forslaget.”

Da Hushaj ankom, forklarede Absalom ham Ahitofels plan og spurgte: „Hvad mener du? Skal vi følge Ahitofels forslag? Sig frem!”

„Jeg er bange for, at Ahitofel tager fejl denne gang,” svarede Hushaj. „Du kender selv din far og hans mænd. De er dygtige krigere, der sandsynligvis er lige så rasende som en bjørn, der er blevet berøvet sine unger. Din far er en garvet kriger, der ikke sover blandt soldaterne. Det er mere sandsynligt, at han har gemt sig i en hule et eller andet sted. Når han så gør udfald, og nogle af dine mænd falder, kan der let gå panik i dem, så de begynder at råbe op om, at din hær er slået. 10 Da er det ude med jer, for uanset om dine mænd er modige som løver, kan de godt blive lammet af frygt for din far. Hele Israel ved jo, hvor mange krige din far har vundet, og hvor tapre hans mænd er.

11 Jeg vil derfor foreslå, at du mobiliserer alle Israels mænd lige fra Dan i nord til Be’ersheba i syd. Så får du en mægtig hær, og du skal selv gå i spidsen for den. 12 Når vi så finder David, falder vi over hans hær, som når morgenduggen falder på jorden, og vi udsletter dem alle rub og stub. 13 Hvis David skulle nå at flygte ind i en befæstet by, så har du hele Israels hær til din rådighed. Så slår vi et reb om byen og trækker den ned i dalen, så der ikke bliver sten på sten tilbage.”

14 Da udbrød Absalom og alle hans rådgivere: „Hushajs råd er endnu bedre end Ahitofels!” Herren havde nemlig sørget for at forpurre Ahitofels udmærkede råd for at føre Absalom i ulykke.

15 Hushaj fortalte derefter præsterne Zadok og Ebjatar om de to forslag. 16 „Skynd jer at sende bud til David om, at han i nat skal krydse vadestedet ved Jordanfloden og flygte ud i ørkenen. Ellers er det ude med ham og hans mænd.”

17 De to præstesønner, Jonatan og Ahima’atz, plejede at holde sig skjult ved Rogelkilden uden for Jerusalem, da de ikke turde lade sig se i byen. De blev holdt løbende underrettet af en slavepige, som hentede vand fra kilden, så de hurtigt kunne bringe oplysningerne videre til kong David.

18 Men da de modtog Hushajs besked, blev de opdaget af en dreng, netop som de begav sig på vej fra Rogelkilden, væk fra Jerusalem, og drengen fortalte Absalom om dem. Jonatan og Ahima’atz var klar over, at de var opdaget, så da de kom til den næste by, Bahurim, søgte de efter et skjulested og en mand gav dem lov til at kravle ned i en tom brønd. 19 Hans kone bredte et tæppe ud over brøndens munding og spredte korn ud over tæppet, som om det lå til tørre, så ingen fik mistanke om noget.

20 Absaloms mænd sporede de unge mænd til huset i Bahurim og spurgte konen, om hun havde set noget til Ahima’atz og Jonatan. Hun fortalte, at de to unge mænd allerede var gået videre over på den anden side af bækken. Mændene ledte så efter dem i den retning, men forgæves, og de måtte vende tilbage til Jerusalem med uforrettet sag. 21 Da Absaloms mænd var borte, kravlede Ahima’atz og Jonatan op af brønden og skyndte sig videre til kong David. „Skynd dig at krydse Jordanfloden allerede i nat!” sagde de og fortalte ham om Ahitofels plan. 22 Samme nat gik David over floden sammen med hele sit følge, og da morgenen gryede, var de alle kommet over.

23 Men Ahitofel var dybt krænket over, at Absalom ikke havde fulgt hans råd. Han sadlede sit æsel og red hjem til sin egen by, hvor han overdrog sin ejendom til sine børn og derefter hængte sig selv. Han blev begravet ved siden af sin far.

David finder tilflugt i Mahanajim

24-26 David og hans følge fortsatte flugten og ankom til Mahanajim.

I mellemtiden mobiliserede Absalom hele Israels hær. Han udpegede Amasa til hærfører efter Joab (han var i øvrigt fætter til Joab, for hans mor Abigajil, der var en datter af Isaj, var søster til Joabs mor Zeruja. Hans far var en ishmaelit ved navn Jeter.[b]) Absalom og hæren krydsede Jordanfloden og slog lejr i Gileads land, ikke langt fra Mahanajim.

27 I Mahanajim var David blevet godt modtaget af Shobi (en søn af ammonitten Nahash fra Rabba), Makir (en søn af Ammiel fra Lodebar) og Barzillaj (en gileadit fra Rogelim). 28-29 Disse mænd bragte David og hans følge måtter til at sove på, baljer og skåle, hvede- og bygmel, ristet korn, bønner, linser, honning, surmælk, får, geder og hytteost. David og hans mænd var naturligvis både trætte, sultne og tørstige efter den lange rejse gennem ødemarken.

Kampen mellem David og Absalom

18 David mønstrede nu alle sine våbenføre mænd og udpegede befalingsmænd over dem. Så opdelte han hæren i tre afdelinger og satte Joab, Abishaj og Ittaj fra Gat til at lede hver sin afdeling. Selv beredte han sig på at gå i spidsen for hæren, men hans mænd protesterede kraftigt:

„Det går ikke, for det er dig, de er ude efter. For dem er det ikke væsentligt, om vi flygter, eller halvdelen af os dør i kampen. Men du er mere værd end 10.000 mænd. Derfor bør du afvente slagets gang i byen og sende hjælp, hvis vi får brug for det.”

„Godt, jeg følger jeres råd!” svarede kongen til sidst og stillede sig ved byporten, mens tropperne gjorde klar til afgang.

Kongen kaldte de tre hærførere Joab, Abishaj og Ittaj til sig. „I må ikke være for hårde ved den unge Absalom!” beordrede han. Denne befaling blev videregivet til hele hæren.

Davids hær rykkede nu ud mod Israels hær, og slaget kom til at foregå i Efraims tætte skovområde. Israelitterne blev slået på flugt, og mange blev dræbt af Davids mænd. Det var et totalt nederlag, og den dag døde 20.000 mand. Flere mænd mistede dog livet ved den hovedkulds flugt gennem skoven end ved at blive hugget ned af Davids krigere. Hvad Absalom angik, så stødte han på nogle af Davids mænd og flygtede på sit muldyr. Men da muldyret løb ind under et stort egetræ, satte hans lange hår sig fast i grenene. Muldyret løb videre, mens Absalom hang og dinglede i luften. 10 En af Davids mænd fortalte nu Joab, hvad de havde set.

11 „Så du Absalom hænge der?” udbrød Joab. „Hvorfor slog du ham så ikke ihjel? Jeg ville have belønnet dig med både penge og et officersbælte!”

12 „Om du så havde givet mig en formue, havde jeg ikke slået ham ihjel!” svarede soldaten. „Kongen gav jo befaling om, at vi ikke måtte gøre Absalom fortræd, 13 og han ville før eller senere finde ud af, at det var mig, der havde gjort det. Og du ville sikkert bare lade mig i stikken, hvis jeg blev anklaget.”

14 „Jeg vil ikke spilde min tid på dig!” afbrød Joab ham og greb tre spyd, løb derhen og stødte dem i brystet på Absalom, der endnu hang og dinglede i egetræet. 15 Bagefter omringede ti af Joabs unge livvagter Absalom og gav ham dødsstødet.

16 Så blæste Joab i hornet for at indstille forfølgelsen af Israels hær. 17 Absaloms lig blev smidt i et stort hul i skoven, hvorefter man dyngede sten over ham. I mellemtiden flygtede Absaloms hær og vendte tilbage til deres hjem.

18 Absalom havde tidligere rejst en stenstøtte i Kongedalen som et monument over sig selv, fordi han ingen sønner havde til at videreføre sit navn og slægt. Stenstøtten kaldte man for „Absaloms minde”—og det hedder den stadig.

19 Efter Absaloms død sagde den unge Ahima’atz: „Lad mig løbe hjem til kongen med den glædelige nyhed, at Herren har givet ham hævn over hans fjender.”

20 „Nej,” svarede Joab, „kongen vil ikke blive glad for at høre, at hans søn er død. Du kan få lov til at bringe bud en anden gang.”

21 I stedet sendte Joab en sudaneser[c] af sted. „Fortæl kongen, hvad du har set!” befalede han manden, der straks kastede sig for hans fødder i respekt og derefter satte i løb.

22 Ahima’atz blev ved med at tigge Joab om lov til at løbe bagefter, men Joab svarede: „Hvorfor det? Du får ingen penge for det.” 23 „Åh,” bad Ahima’atz, „jeg vil så gerne!”

„Så løb da!” indvilligede Joab til sidst, hvorefter Ahima’atz skød genvej gennem dalen, så han kom foran sudaneseren. 24 David ventede ved byporten, og da portvagten gik op til sin udkigspost på muren, fik han øje på en mand, der kom løbende frem imod dem.

25 „Der kommer en mand løbende!” meldte han kong David i porten.

„Hvis han kommer alene, er det sikkert et sendebud!” svarede David.

Men da manden kom nærmere, 26 fik portvagten øje på endnu en mand, der kom løbende. „Nu kommer der en mand til!” meldte han, hvortil kongen svarede: „Så må der være flere nyheder!”

27 „Den første ligner Ahima’atz med den fart, han har på!” meldte vagten.

„Han er en god mand, så han må have gode nyheder,” svarede kongen.

28 Da Ahima’atz kom nærmere, råbte han til kongen: „Fred være med dig!” og bøjede sig til jorden. Så tilføjede han: „Lovet være Herren, din Gud, som har givet dig sejr over de oprørere, der vovede at sætte sig op imod dig!”

29 „Hvad med den unge Absalom?” spurgte kongen. „Er han er i god behold?”

Ahima’atz svarede undvigende: „Der var en frygtelig råben og skrigen, da jeg blev sendt af sted. Jeg ved ikke, hvad der er sket med ham.”

30 „Vent her!” beordrede kongen, og Ahima’atz trådte til side.

31 Straks efter ankom sudaneseren. „Jeg har glædelige nyheder til kongen,” pustede han. „I dag har Herren givet dig hævn over alle dem, som gjorde oprør imod dig!”

32 „Hvad med Absalom? Er han i god behold?” spurgte kongen.

Manden svarede: „Gid alle dine fjender må få samme endeligt som ham!”

Notas al pie

  1. 16,1 Det vides ikke med sikkerhed hvilke frugter, der er tale om. Den hebraiske tekst siger sommerfrugter, der sandsynligvis henviser til figner, men LXX taler om dadler.
  2. 17,24-26 Der har åbenbart indsneget sig nogle fejl i den masoretiske tekst her, jf. 1.Krøn. 2,13-17. Ved kopieringen er Nahash muligvis kommet ind fra vers 27 i stedet for Isaj, ishmaelit er blevet til israelit og Jeter er blevet til Jitra.
  3. 18,21 Fra landet Kush, også kaldet Nubien, som lå syd for Egypten, nord for Etiopien, i det nuværende Sudan.