Ziba hjælper David

16 David fortsatte ned ad vejen på den anden side af Olivenbjerget og mødte kort efter Ziba, som havde været Sauls tjener og nu bestyrede Mefiboshets ejendom. Ziba havde to æsler med sig. De havde sadler på og var læssede med 200 brød, 100 rosinkager, 100 figner^[a] og en lædersæk med vin.

² „Hvor skal du hen med de ting?” spurgte kongen.

Ziba svarede: „Æslerne er en gave til kongens familie, så de har noget at ride på. Brødet, kagerne og frugten er til folkene—og vinen skal styrke dem, der bliver udmattede i ørkenen.”

³ „Hvor er Mefiboshet?” spurgte kongen ham.

„Han blev i Jerusalem,” svarede Ziba, „for han tænkte: Nu vil israelitterne give mig min farfars kongedømme tilbage!”

⁴ „Så overdrager jeg al hans ejendom til dig, Ziba!” udbrød kongen opbragt.

„Mange, mange tak!” svarede Ziba og bøjede sig til jorden. „Måtte jeg altid bevare kongens velvilje.”

Shimi forbander David

⁵ Da David og hans følge passerede Bahurim, kom en mand fra landsbyen ud og råbte forbandelser efter dem. Det var Shimi, Geras søn. Han var en slægtning til Saul. ⁶ Han kastede sten efter kongen og hans tjenere til trods for, at de var omgivet af hele hæren og livvagten.

^7-8 „Forsvind, din morder—din bandit!” skreg han mod David. „Nu betaler Herren dig tilbage, fordi du myrdede kong Sauls familie for selv at overtage tronen. Nu har Herren overdraget den til din søn Absalom! Din morder! Nu får du, hvad du har fortjent!”

⁹ „Hvor længe skal den forbandede køter have lov til at overfuse kongen?” spurgte Abishaj, Zerujas søn. „Lad mig gå hen og hugge hovedet af ham!”

¹⁰ „I tænker kun på hævn, Zerujas sønner,” svarede David. „Hvis Herren har givet ham besked på at forbande mig—hvem er da jeg, at jeg skulle standse ham? ¹¹ Min egen søn søger at slå mig ihjel, men denne benjaminit forbander mig jo kun. Lad ham være, for Herren er med i det. ¹² Måske vil Herren ynkes over mig og vende forbandelserne til noget godt.”

¹³ Så gik David og hans mænd videre, men Shimi fulgte med i sikker afstand oppe på bakkeskråningen og fortsatte med at forbande David og smide sten og jord efter ham. ¹⁴ Da kongen og hans følge nåede vadestedet ved Jordanfloden, var de så udmattede, at de måtte holde et langt hvil.

Hushaj tilbyder Absalom sin tjeneste

¹⁵ I mellemtiden havde Absalom holdt sit indtog i Jerusalem, ledsaget af sine folk og af Ahitofel. ¹⁶ Davids ven, arkitten Hushaj, opsøgte ham øjeblikkelig.

„Kongen leve! Kongen længe leve!” hilste han.

¹⁷ „Er det en måde at behandle din ven David på?” spurgte Absalom. „Hvorfor er du ikke fulgt med ham?”

¹⁸ „Fordi jeg foretrækker at holde med den mand, som Herren og hans folk Israel har valgt,” svarede Hushaj. ¹⁹ „Er der noget forkert i det? Tidligere hjalp jeg din far, nu vil jeg gerne hjælpe dig.”

Ahitofel som Absaloms rådgiver

²⁰ Derefter sagde Absalom henvendt til Ahitofel: „Hvad skal vi så gøre nu? Kom med et godt råd!” ²¹ Ahitofel kom med følgende forslag: „Du skal gå i seng med din fars medhustruer, som han efterlod i paladset! Så vil hele Israels folk indse, at du har krænket ham så groft, at al forsoning er udelukket, og dine tilhængere vil vide, at du mener det alvorligt med dit oprør imod ham.”

²² Så blev der rejst et telt på paladsets flade tag, hvor alle kunne se det, og ved højlys dag gik Absalom ind i teltet og lå med sin fars medhustruer, den ene efter den anden.

²³ Absalom fulgte altid Ahitofels råd, ligesom David tidligere havde gjort, for når Ahitofel talte, mente man, at han talte på Guds vegne.

Hushajs list lykkes

17 Derefter kom Ahitofel med følgende forslag: „Lad mig udvælge 12.000 mand og sætte efter David allerede i nat. ^2-3 Hvis jeg kan overrumple ham, mens han er træt og modløs, vil alle hans mænd blive grebet af panik og opgive kampen. Så kan jeg nøjes med at slå kongen ihjel, det er jo ham, du vil til livs, og føre hele hans hær uskadt tilbage til dig som en bortløben hustru føres tilbage til sin ægtemand.”

⁴ Absalom og de israelitiske ledere syntes godt om Ahitofels forslag, ⁵ men Absalom sagde: „Lad os lige få fat i Hushaj og spørge, hvad han mener om forslaget.”

⁶ Da Hushaj ankom, forklarede Absalom ham Ahitofels plan og spurgte: „Hvad mener du? Skal vi følge Ahitofels forslag? Sig frem!”

⁷ „Jeg er bange for, at Ahitofel tager fejl denne gang,” svarede Hushaj. ⁸ „Du kender selv din far og hans mænd. De er dygtige krigere, der sandsynligvis er lige så rasende som en bjørn, der er blevet berøvet sine unger. Din far er en garvet kriger, der ikke sover blandt soldaterne. ⁹ Det er mere sandsynligt, at han har gemt sig i en hule et eller andet sted. Når han så gør udfald, og nogle af dine mænd falder, kan der let gå panik i dem, så de begynder at råbe op om, at din hær er slået. ¹⁰ Da er det ude med jer, for uanset om dine mænd er modige som løver, kan de godt blive lammet af frygt for din far. Hele Israel ved jo, hvor mange krige din far har vundet, og hvor tapre hans mænd er.

¹¹ Jeg vil derfor foreslå, at du mobiliserer alle Israels mænd lige fra Dan i nord til Be’ersheba i syd. Så får du en mægtig hær, og du skal selv gå i spidsen for den. ¹² Når vi så finder David, falder vi over hans hær, som når morgenduggen falder på jorden, og vi udsletter dem alle rub og stub. ¹³ Hvis David skulle nå at flygte ind i en befæstet by, så har du hele Israels hær til din rådighed. Så slår vi et reb om byen og trækker den ned i dalen, så der ikke bliver sten på sten tilbage.”

¹⁴ Da udbrød Absalom og alle hans rådgivere: „Hushajs råd er endnu bedre end Ahitofels!” Herren havde nemlig sørget for at forpurre Ahitofels udmærkede råd for at føre Absalom i ulykke.

¹⁵ Hushaj fortalte derefter præsterne Zadok og Ebjatar om de to forslag. ¹⁶ „Skynd jer at sende bud til David om, at han i nat skal krydse vadestedet ved Jordanfloden og flygte ud i ørkenen. Ellers er det ude med ham og hans mænd.”

¹⁷ De to præstesønner, Jonatan og Ahima’atz, plejede at holde sig skjult ved Rogelkilden uden for Jerusalem, da de ikke turde lade sig se i byen. De blev holdt løbende underrettet af en slavepige, som hentede vand fra kilden, så de hurtigt kunne bringe oplysningerne videre til kong David.

¹⁸ Men da de modtog Hushajs besked, blev de opdaget af en dreng, netop som de begav sig på vej fra Rogelkilden, væk fra Jerusalem, og drengen fortalte Absalom om dem. Jonatan og Ahima’atz var klar over, at de var opdaget, så da de kom til den næste by, Bahurim, søgte de efter et skjulested og en mand gav dem lov til at kravle ned i en tom brønd. ¹⁹ Hans kone bredte et tæppe ud over brøndens munding og spredte korn ud over tæppet, som om det lå til tørre, så ingen fik mistanke om noget.

²⁰ Absaloms mænd sporede de unge mænd til huset i Bahurim og spurgte konen, om hun havde set noget til Ahima’atz og Jonatan. Hun fortalte, at de to unge mænd allerede var gået videre over på den anden side af bækken. Mændene ledte så efter dem i den retning, men forgæves, og de måtte vende tilbage til Jerusalem med uforrettet sag. ²¹ Da Absaloms mænd var borte, kravlede Ahima’atz og Jonatan op af brønden og skyndte sig videre til kong David. „Skynd dig at krydse Jordanfloden allerede i nat!” sagde de og fortalte ham om Ahitofels plan. ²² Samme nat gik David over floden sammen med hele sit følge, og da morgenen gryede, var de alle kommet over.

²³ Men Ahitofel var dybt krænket over, at Absalom ikke havde fulgt hans råd. Han sadlede sit æsel og red hjem til sin egen by, hvor han overdrog sin ejendom til sine børn og derefter hængte sig selv. Han blev begravet ved siden af sin far.

David finder tilflugt i Mahanajim

^24-26 David og hans følge fortsatte flugten og ankom til Mahanajim.

I mellemtiden mobiliserede Absalom hele Israels hær. Han udpegede Amasa til hærfører efter Joab (han var i øvrigt fætter til Joab, for hans mor Abigajil, der var en datter af Isaj, var søster til Joabs mor Zeruja. Hans far var en ishmaelit ved navn Jeter.^[b]) Absalom og hæren krydsede Jordanfloden og slog lejr i Gileads land, ikke langt fra Mahanajim.

²⁷ I Mahanajim var David blevet godt modtaget af Shobi (en søn af ammonitten Nahash fra Rabba), Makir (en søn af Ammiel fra Lodebar) og Barzillaj (en gileadit fra Rogelim). ^28-29 Disse mænd bragte David og hans følge måtter til at sove på, baljer og skåle, hvede- og bygmel, ristet korn, bønner, linser, honning, surmælk, får, geder og hytteost. David og hans mænd var naturligvis både trætte, sultne og tørstige efter den lange rejse gennem ødemarken.

Kampen mellem David og Absalom

18 David mønstrede nu alle sine våbenføre mænd og udpegede befalingsmænd over dem. ² Så opdelte han hæren i tre afdelinger og satte Joab, Abishaj og Ittaj fra Gat til at lede hver sin afdeling. Selv beredte han sig på at gå i spidsen for hæren, men hans mænd protesterede kraftigt:

³ „Det går ikke, for det er dig, de er ude efter. For dem er det ikke væsentligt, om vi flygter, eller halvdelen af os dør i kampen. Men du er mere værd end 10.000 mænd. Derfor bør du afvente slagets gang i byen og sende hjælp, hvis vi får brug for det.”

⁴ „Godt, jeg følger jeres råd!” svarede kongen til sidst og stillede sig ved byporten, mens tropperne gjorde klar til afgang.

⁵ Kongen kaldte de tre hærførere Joab, Abishaj og Ittaj til sig. „I må ikke være for hårde ved den unge Absalom!” beordrede han. Denne befaling blev videregivet til hele hæren.

⁶ Davids hær rykkede nu ud mod Israels hær, og slaget kom til at foregå i Efraims tætte skovområde. ⁷ Israelitterne blev slået på flugt, og mange blev dræbt af Davids mænd. Det var et totalt nederlag, og den dag døde 20.000 mand. ⁸ Flere mænd mistede dog livet ved den hovedkulds flugt gennem skoven end ved at blive hugget ned af Davids krigere. ⁹ Hvad Absalom angik, så stødte han på nogle af Davids mænd og flygtede på sit muldyr. Men da muldyret løb ind under et stort egetræ, satte hans lange hår sig fast i grenene. Muldyret løb videre, mens Absalom hang og dinglede i luften. ¹⁰ En af Davids mænd fortalte nu Joab, hvad de havde set.

¹¹ „Så du Absalom hænge der?” udbrød Joab. „Hvorfor slog du ham så ikke ihjel? Jeg ville have belønnet dig med både penge og et officersbælte!”

¹² „Om du så havde givet mig en formue, havde jeg ikke slået ham ihjel!” svarede soldaten. „Kongen gav jo befaling om, at vi ikke måtte gøre Absalom fortræd, ¹³ og han ville før eller senere finde ud af, at det var mig, der havde gjort det. Og du ville sikkert bare lade mig i stikken, hvis jeg blev anklaget.”

¹⁴ „Jeg vil ikke spilde min tid på dig!” afbrød Joab ham og greb tre spyd, løb derhen og stødte dem i brystet på Absalom, der endnu hang og dinglede i egetræet. ¹⁵ Bagefter omringede ti af Joabs unge livvagter Absalom og gav ham dødsstødet.

¹⁶ Så blæste Joab i hornet for at indstille forfølgelsen af Israels hær. ¹⁷ Absaloms lig blev smidt i et stort hul i skoven, hvorefter man dyngede sten over ham. I mellemtiden flygtede Absaloms hær og vendte tilbage til deres hjem.

¹⁸ Absalom havde tidligere rejst en stenstøtte i Kongedalen som et monument over sig selv, fordi han ingen sønner havde til at videreføre sit navn og slægt. Stenstøtten kaldte man for „Absaloms minde”—og det hedder den stadig.

¹⁹ Efter Absaloms død sagde den unge Ahima’atz: „Lad mig løbe hjem til kongen med den glædelige nyhed, at Herren har givet ham hævn over hans fjender.”

²⁰ „Nej,” svarede Joab, „kongen vil ikke blive glad for at høre, at hans søn er død. Du kan få lov til at bringe bud en anden gang.”

²¹ I stedet sendte Joab en sudaneser^[c] af sted. „Fortæl kongen, hvad du har set!” befalede han manden, der straks kastede sig for hans fødder i respekt og derefter satte i løb.

²² Ahima’atz blev ved med at tigge Joab om lov til at løbe bagefter, men Joab svarede: „Hvorfor det? Du får ingen penge for det.” ²³ „Åh,” bad Ahima’atz, „jeg vil så gerne!”

„Så løb da!” indvilligede Joab til sidst, hvorefter Ahima’atz skød genvej gennem dalen, så han kom foran sudaneseren. ²⁴ David ventede ved byporten, og da portvagten gik op til sin udkigspost på muren, fik han øje på en mand, der kom løbende frem imod dem.

²⁵ „Der kommer en mand løbende!” meldte han kong David i porten.

„Hvis han kommer alene, er det sikkert et sendebud!” svarede David.

Men da manden kom nærmere, ²⁶ fik portvagten øje på endnu en mand, der kom løbende. „Nu kommer der en mand til!” meldte han, hvortil kongen svarede: „Så må der være flere nyheder!”

²⁷ „Den første ligner Ahima’atz med den fart, han har på!” meldte vagten.

„Han er en god mand, så han må have gode nyheder,” svarede kongen.

²⁸ Da Ahima’atz kom nærmere, råbte han til kongen: „Fred være med dig!” og bøjede sig til jorden. Så tilføjede han: „Lovet være Herren, din Gud, som har givet dig sejr over de oprørere, der vovede at sætte sig op imod dig!”

²⁹ „Hvad med den unge Absalom?” spurgte kongen. „Er han er i god behold?”

Ahima’atz svarede undvigende: „Der var en frygtelig råben og skrigen, da jeg blev sendt af sted. Jeg ved ikke, hvad der er sket med ham.”

³⁰ „Vent her!” beordrede kongen, og Ahima’atz trådte til side.

³¹ Straks efter ankom sudaneseren. „Jeg har glædelige nyheder til kongen,” pustede han. „I dag har Herren givet dig hævn over alle dem, som gjorde oprør imod dig!”

³² „Hvad med Absalom? Er han i god behold?” spurgte kongen.

Manden svarede: „Gid alle dine fjender må få samme endeligt som ham!”