Anden Kongebog 5-8

Bibelen på hverdagsdansk

Na’amans helbredelse

5 Den aramæiske konges hærfører hed Na’aman. Han var højt agtet og havde stor indflydelse, fordi Herren havde givet ham en lang række militære sejre. Men han led af en uhelbredelig hudsygdom.

² Nu var det sådan, at Na’amans kone havde en tjenestepige, der som lille var blevet bortført af nogle aramæiske soldater under et plyndringstogt i Israel.

³ En dag sagde den unge pige til sin frue: „Jeg ville ønske min herre kunne besøge profeten i Samaria. Jeg er sikker på, at han kan helbrede ham.”

⁴ Na’aman gik derefter hen til kongen og fortalte ham, hvad pigen havde sagt. ⁵ „Tag endelig af sted,” udbrød kongen. „Jeg skriver straks en anbefaling, som du kan aflevere til Israels konge.”

Så tog Na’aman af sted, og han havde rigeligt med gaver med sig—ti sække med sølv, to sække med guld^[a] og ti sæt smukke festklæder. ⁶ Han ankom til Israels konge og rakte ham brevet, hvor der stod: „Jeg sender hermed min embedsmand Na’aman til dig, for at du kan helbrede ham for hans sygdom.”

⁷ „Hvordan skulle jeg kunne helbrede nogen,” jamrede kongen. „Er jeg måske Gud? Er jeg herre over liv og død? Hvad er han ude på? Er det her et påskud til at angribe os igen?” I ren og skær fortvivlelse rev han sit tøj i stykker.

⁸ Da profeten Elisa hørte om kongens desperate reaktion, sendte han bud til ham. „Hvorfor er du så fortvivlet? Send bare Na’aman til mig—så skal han få at se, at der stadig findes en Guds profet i Israel.”

⁹ Na’aman kom så kørende til Elisas hus med sine heste og vogne. ¹⁰ Da han gjorde holdt foran døren, sendte Elisa en tjener ud til ham med følgende besked: „Tag ned til Jordanfloden og bad dig syv gange i den, så bliver du helbredt for din hudsygdom.” ¹¹ Na’aman blev dybt fornærmet over en så ugæstfri behandling og kørte sin vej. „Han kom ikke engang ud for at hilse på mig,” mumlede han vredt. „Jeg havde forestillet mig, at han ville svinge sin hånd over det syge sted og påkalde sin Gud og på den måde helbrede mig. ¹² Er vores egne floder, Abana og Parpar, måske ikke bedre end samtlige floder i Israel? Hvis jeg bare skulle bade mig i en flod, kunne jeg lige så godt være blevet hjemme.” Na’aman kørte altså derfra i vrede.

¹³ Men hans tjenere forsøgte at tale ham til fornuft. „Hvad nu hvis profeten havde befalet dig at gøre et eller andet vanskeligt?” spurgte de. „Ville du så ikke have gjort det? Hvorfor så ikke gøre, som han siger? Bad dig i floden og bliv helbredt!”

¹⁴ Na’aman kørte så ned til Jordanfloden og dukkede sig ned under vandet syv gange, sådan som profeten havde sagt—og hans hud blev som en nyfødts—han var helbredt! ¹⁵ Så skyndte han sig med hele sit følge tilbage til profetens hus. Na’aman trådte frem for Elisa og sagde: „Nu ved jeg, at der ikke findes nogen gud i hele verden som Israels Gud. Tillad mig at give dig en gave som en ringe tak.”

¹⁶ Men Elisa svarede: „Så sandt Herren lever, den Gud, som jeg tjener: Jeg vil ikke tage imod noget fra dig.”

Skønt Na’aman forsøgte at overtale ham, holdt han fast ved sit afslag. ¹⁷ „Som du vil,” sagde Na’aman. „Men tillad mig at læsse lidt jord på et par muldyr og tage det med hjem. Fra nu af vil jeg nemlig aldrig ofre til nogen anden Gud end Herren. ¹⁸ Og jeg håber, at Herren vil tilgive mig, når jeg følger min herre, kongen, ind i Rimmons tempel derhjemme og knæler for guden, for kongen støtter sig altid til mig, når han knæler ned.”

¹⁹ „Du kan tage af sted med fred i sindet,” sagde Elisa, og så tog Na’aman af sted.

Gehazis grådighed efter penge

²⁰ Men Gehazi, Elisas tjener, tænkte: „Hvorfor i alverden lod min herre denne aramæer rejse uden at tage imod nogen af de gaver, han havde medbragt? Så sandt Herren lever: Jeg vil løbe efter ham, for jeg vil gerne have noget.”

²¹ Inden længe indhentede Gehazi ham. Da Na’aman fik øje på ham bagude, sprang han ned fra sin vogn og løb ham i møde.

„Er alt vel?” spurgte han.

²² „Jo tak,” svarede Gehazi, „men min herre sendte mig af sted til dig for at sige, at der netop er ankommet to profetelever fra Efraims bjergland—og at han ikke har noget imod at modtage en sæk sølv og to sæt tøj, som han kan give dem.”

²³ „Det manglede bare,” udbrød Na’aman. „Men lad mig give dig dobbelt så meget sølv.” Så gav han Gehazi to sæt tøj og to sække med sølv, som han befalede to af sine tjenere at bære for ham. ²⁴ Men da de kom til bjerget, hvor Elisa og Gehazi boede, overtog Gehazi sækkene og sendte tjenerne tilbage. Så gemte han tingene i sit eget hus.

²⁵ Da han kom tilbage til sin herre, spurgte Elisa: „Hvor har du været, Gehazi?”

„Ingen steder, herre,” svarede han.

²⁶ „Tror du ikke, jeg ved, hvad der foregik?” spurgte Elisa. „Jeg så dig for mit indre øje, da en mand sprang ned fra sin vogn for at gå dig i møde. Nu har du fået penge og kan købe dig fornemt tøj, olivenlunde, vingårde, småkvæg, hornkvæg og slaver. ²⁷ Men Na’amans sygdom vil for altid hænge ved dig og dine efterkommere.”

Da Gehazi gik, var hans hud hvid som sne af udslæt.

Det flydende øksehoved

6 En dag sagde profeteleverne til Elisa: „Der er ikke længere plads nok her, hvor vi sidder, når du underviser os. ² Lad os tage ned til Jordanfloden og få fat i noget tømmer. Så kan vi bygge os et sted, hvor der er bedre plads.”

„Gå bare i gang,” svarede Elisa.

³ „Vi vil gerne have, at du går med,” var der en, som indvendte.

„Det er i orden,” svarede Elisa og gik med dem.

⁴ Ved Jordanfloden begyndte eleverne at fælde træer, ⁵ men under arbejdet var en af dem så uheldig at tabe sit øksehoved i floden.

„Åh nej,” råbte han, „det var endda en økse, jeg havde lånt.”

⁶ „Hvor tabte du øksehovedet?” spurgte Elisa, og den unge mand udpegede stedet. Da skar Elisa en gren af et træ og kastede den i vandet, og pludselig dukkede øksehovedet op til overfladen og flød på vandet. ⁷ „Nu kan du samle det op,” sagde Elisa, og den unge mand rakte straks hånden ud og fik fat i det.

Elisa slår den aramæiske hær med blindhed

⁸ Engang mens den aramæiske konge lå i krig med Israel, aftalte han med sine officerer, hvor angrebsstyrken skulle lægge sig i baghold. ⁹ Men Guds profet Elisa sendte bud til Israels konge og advarede ham om, at aramæerne lå i baghold på det og det sted. ¹⁰ Kongen sendte så forstærkning ud til stedet. Gang på gang advarede Elisa kongen og hans hær mod bagholdsangreb. ¹¹ Det blev den aramæiske konge efterhånden temmelig foruroliget over, og han kaldte sine officerer sammen og spurgte dem: „Sig mig: Hvem er forræderen? Hvem af jer fortæller Israels konge om mine planer?”

¹² „Ingen af os, herre,” svarede en officer. „Det er profeten Elisa, der har magt til at underrette Israels konge om hvert eneste ord, du taler i dit eget soveværelse.”

¹³ „Find ud af, hvor han er,” udbrød kongen, „så vi kan sende soldater af sted og pågribe ham.”

Kort efter blev der meldt tilbage, at Elisa opholdt sig i Dotan. ¹⁴ Straks sendte den aramæiske konge et større regiment med heste og vogne af sted, og de ankom om natten til byen og omringede den.

¹⁵ Tidligt næste morgen opdagede profetens tjener, at en stor hærstyrke med heste og vogne havde omringet byen. „Åh nej, herre,” udbrød tjeneren, „hvad skal vi dog gøre?”

¹⁶ „Der er ingen grund til panik,” beroligede Elisa ham, „for der er flere, der kæmper på vores side end på deres.”

¹⁷ Da bad Elisa følgende bøn: „Herre, luk hans øjne op, så han kan se.” Herren åbnede tjenerens øjne, og han kunne nu se, at bjerget var fyldt med ildheste og ildvogne rundt om, hvor de stod.

¹⁸ Da den aramæiske hær kom nærmere, bad Elisa: „Herre, gør dem blinde.” Og Herren gjorde dem blinde på stedet.

¹⁹ Elisa gik nu ud og råbte: „I går den gale vej. Følg efter mig, så skal jeg vise jer vej til den rigtige by og til den mand, I leder efter.” Så førte han dem helt til Samaria.

²⁰ Da de var kommet ind i byen, bad Elisa igen: „Herre, luk nu deres øjne op, så de kan se.” Og Herren åbnede deres øjne, så de opdagede, at de stod midt i Israels hovedstad.

²¹ Ved synet af de aramæiske soldater råbte Israels konge begejstret til Elisa: „Skal jeg slå dem ihjel?”

²² „Nej,” svarede Elisa. „Plejer man at dræbe sine krigsfanger? Giv dem noget at spise og drikke og send dem så hjem.”

²³ Så holdt kongen en stor fest for dem, hvorefter han sendte dem tilbage til den aramæiske konge. Fra den dag standsede de aramæiske bagholdsangreb på israelitisk territorium.

Hungersnøden i Samaria

²⁴ Nogen tid senere mobiliserede kong Ben-Hadad af Aram sin hær og marcherede af sted for at belejre Samaria. ²⁵ Som følge af belejringen blev der en så katastrofal fødevaremangel i byen, at et æselhoved til sidst kostede 80 sølvstykker, og en kop duemøg^[b] kostede 5 sølvstykker.

²⁶ En dag, da Israels konge gik en runde på bymuren, var der en kvinde, som råbte: „Herre konge, hjælp mig.”

²⁷ „Hvis Gud Herren ikke kan hjælpe dig, hvorfor tror du så, jeg kan?” svarede kongen tilbage. „Jeg har hverken mad eller vin at give dig.” ²⁸ Alligevel spurgte han: „Hvad drejer sagen sig om?”

Kvinden svarede: „Jo, den kvinde her foreslog, at vi skulle spise mit barn den ene dag og hendes barn den næste dag. ²⁹ Så kogte vi min dreng og spiste ham, men næste dag, da det var hendes tur til at ofre sit barn, gemte hun ham i stedet.”

³⁰ Da kongen hørte den historie, rev han flænger i sit tøj, og de omkringstående kunne gennem flængerne i tøjet se, at kongen indenunder var klædt i sækkelærred som tegn på sorg og fortvivlelse. ³¹ Så udbrød han: „Må Herren straffe mig hårdt, om jeg ikke får Elisa halshugget i dag.”

³² Derpå sendte kongen sin næstkommanderende i forvejen til Elisa. Imens sad Elisa i et møde med Israels ledere hjemme i sit hus, og kort før manden ankom, sagde han til lederne: „Den morderiske konge har sendt en mand af sted for at slå mig ihjel. Sørg for at holde døren lukket, så han ikke kan komme ind, for I kan være sikre på, at hans herre, kongen, vil komme lidt senere.”

³³ Næppe havde Elisa sagt det, før manden ankom til huset, og lidt senere kom kongen.

„Det er Herren, som er skyld i denne katastrofe,” råbte kongen. „Der er ikke længere nogen grund til at sætte vores forhåbninger til ham.”

Belejringen ophører

7 Men Elisa svarede kongen: „Herren siger, at i morgen ved denne tid har situationen ændret sig. Da skal en kurv fuld af det fineste hvedemel sælges på torvet for kun ét sølvstykke, og to kurve^[c] byg for samme beløb.”

² Men kongens næstkommanderende svarede: „Umuligt. Om så Herren åbnede alle himlens sluser, ville det aldrig kunne ske.”

„Ikke?” svarede Elisa. „Det skal du få at se. Men du kommer ikke til selv at nyde godt af det.” Derefter tog de tilbage til byen.

³ Uden for byporten sad der fire mænd, som på grund af en smitsom hudsygdom var forvist fra byen. „Hvorfor skal vi blive siddende her, til vi dør?” spurgte de hinanden. ⁴ „Hvis vi bliver siddende med hænderne i skødet, dør vi af sult, og går vi tilbage til byen, dør vi også af sult. Så vi kan lige så godt overgive os og gå over til aramæerne. Det værste, der kan ske, er, at de slår os ihjel, men hvem ved, måske skåner de os.”

⁵ I aftenskumringen gik de fire mænd hen mod den aramæiske lejr, men da de kom helt derhen, var der ikke en sjæl at se. ⁶ Herren havde nemlig sørget for, at aramæerne hørte krigslarm, hestetramp og vognstøj, så det lød, som om en mægtig hær var på vej imod dem. „Det er Israels konge, der har fået forstærkning fra hittitterne og Egypten,” råbte de, ⁷ og der gik panik i dem, så de flygtede med det samme og lod deres telte, heste, æsler og al provianten blive tilbage.

⁸ Da de fire mænd nåede frem til lejren, gik de fra telt til telt og spiste og drak så meget, de kunne. De samlede alt det guld og sølv og tøj sammen, de kunne bære, og gemte det godt. ⁹ Men så sagde de til hinanden: „Det er ikke rigtigt, det vi gør. Vi ligger inde med nogle utrolig gode nyheder. Hvis vi venter til i morgen med at bringe nyheden videre, er det vores skyld, hvis nogen af de udsultede folk i byen dør i nat. Kom, lad os straks gå tilbage og give besked til kongen.”

¹⁰ Så gik de tilbage til byen og fortalte portvagterne, hvordan de var gået ud til den aramæiske lejr, og at lejren var rømmet. Hestene og æslerne stod bundne, og alt så beboet ud, men der var ingen mennesker at se. ¹¹ Portvagterne gav beskeden videre, og på den måde nåede den gode nyhed frem til kongens palads.

¹² Kongen sprang straks ud af sengen, men det var næsten for godt til at være sandt. Derfor sagde han til sine nærmeste officerer: „Aramæerne ved jo, at vi sulter. Det må være derfor, de har forladt deres lejr og nu ligger på lur på markerne i håb om, at vi lader os lokke ud af byen. Så slår de til, erobrer vores by og gør os til deres slaver.”

¹³ „Men burde vi ikke alligevel sende nogle mænd ud og se efter?” spurgte en af officererne. „Lad os se, om der ikke skulle være bare fem heste tilbage i byen, man kan ride på. Hvis mændene skulle miste livet derved, er det vel ikke værre, end hvis de bliver i byen og dør af sult sammen med os andre.”

¹⁴ Det lykkedes dem at finde to heste, så to ryttere blev sendt af sted for at se, hvad der var sket. ¹⁵ De fandt en masse efterladt tøj og våben, som aramæerne havde smidt under deres flugt. Således var de i stand til at følge sporene hele vejen til Jordanfloden. Derefter vendte de tilbage og meldte det til kongen. ¹⁶ Så skyndte Samarias indbyggere sig ud og plyndrede aramæernes lejr. På den måde gik det i opfyldelse, at en kurv hvedemel og to kurve byg den dag kunne købes for et sølvstykke, nøjagtig som Herren havde sagt.

¹⁷ Kongen havde udpeget sin næstkommanderende til at holde kontrol med menneskemængden ved byporten, men da folk pressede på for at komme ud til den forladte lejr, blev han trampet ned og omkom i tumulten. Derved blev det ord opfyldt, som profeten havde sagt om ham den foregående dag, ¹⁸ dengang han også forudsagde, at prisen på hvedemel og byg ville gå ned. ¹⁹ Manden havde jo ved den lejlighed svaret, at det ikke kunne ske, om så Herren åbnede alle himlens sluser, og profeten havde svaret: „Det skal du få at se. Men du kommer ikke selv til at nyde godt af det.” ²⁰ Og sådan gik det. Han blev trampet ned i byporten og døde.

Kvinden fra Shunem vender hjem

8 Elisa havde sagt til den kvinde, hvis dreng han havde opvakt fra de døde: „Flygt sammen med din familie til et andet land, for Herren vil sende en hungersnød i Israel, som vil vare i syv år.”

² Derfor slog kvinden og hendes familie sig ned i filistrenes land i syv år, ³ og da hungersnøden var forbi, vendte hun tilbage til Israel og opsøgte kongen for at få sin jord og sit hus igen. ⁴ Netop som hun kom ind til kongen, var han fordybet i samtale med Gehazi, Elisas tjener. „Fortæl mig nogle historier om Elisas mirakler,” havde kongen sagt til Gehazi. ⁵ Så Gehazi var i færd med at fortælle om dengang, Elisa genopvakte en dreng fra de døde. I samme øjeblik trådte drengens mor ind.

„Jamen, se,” udbrød Gehazi, „det er jo den kvinde vi taler om. Og det er hendes dreng, Elisa opvakte fra de døde.”

⁶ „Er det virkelig sandt, hvad han siger?” spurgte kongen, og det bekræftede hun. Så sendte kongen straks en embedsmand af sted for at sikre sig, at kvinden fik sin ejendom tilbage, og han sørgede tilmed for, at hun fik godtgjort det høstudbytte, der havde været under hendes fravær.

Hazael myrder kong Ben-Hadad af Aram

⁷ Senere rejste Elisa til Damaskus, Arams hovedstad, hvor kong Ben-Hadad lå syg. Kongen fik straks at vide, at den berømte Guds mand var kommet til byen. ⁸ Da sagde kongen til en embedsmand ved navn Hazael: ⁹ „Bring profeten en gave og spørg ham, om der er chancer for, at jeg bliver rask igen.”

Så læssede Hazael 40 kameler med de bedste varer, der kunne opdrives i landet, og overrakte gaven til Elisa med ordene: „Ben-Hadad, Arams konge, forespørger underdanigst om chancerne for at blive rask igen.”

¹⁰ Elisa svarede: „Sig du bare, at han vil komme sig. Men Herren har vist mig, at han vil dø.”

¹¹ Efter disse ord blev Elisa ved med at stirre ud i luften og fik et udtryk af forfærdelse i ansigtet. Så brød han ud i heftig gråd.

¹² „Hvad er der i vejen?” spurgte Hazael.

„Ak,” svarede Elisa, „du er manden, som skal bringe store lidelser over Israels folk. Deres fæstninger vil du nedbrænde, de unge krigere vil du hugge ned med sværdet, spædbørnene vil du knuse mod klippeblokkene, og du vil sprætte maven op på de gravide kvinder.”

¹³ „Hvordan skulle jeg få så stor en magt?” udbrød Hazael. „Jeg er jo bare en almindelig tjener.”

„Herren har vist mig,” svarede Elisa, „at du vil blive konge af Aram.”

¹⁴ Da Hazael kom tilbage, spurgte kongen: „Hvad sagde han?” Hazael svarede: „Han sagde, at du vil komme dig.”

¹⁵ Men næste dag tog Hazael et klæde, dyppede det i vand og lagde det over den syge konges ansigt, så han blev kvalt. Derpå blev Hazael konge.

Kong Joram af Juda

¹⁶ Da Ahabs søn, kong Joram af Israel, havde regeret i fem år, blev Joshafats søn Joram konge i Juda. ¹⁷ Han var 32 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i otte år. ¹⁸ Han fulgte i Israels kongers spor, for han havde giftet sig med en datter af Ahab. Derfor gjorde han, hvad der var ondt i Herrens øjne. ¹⁹ Men for kong Davids skyld ødelagde Herren ikke Juda fuldstændigt. Han havde jo lovet, at Davids slægt aldrig skulle dø ud.

²⁰ Mens Joram regerede, løsrev Edoms folk sig fra Judas overherredømme og udnævnte deres egen konge. ²¹ Kong Joram mønstrede sine stridsvogne for at slå oprøret ned. Han slog lejr ved Zair, men blev omringet af Edoms hær. Han gik til angreb på fjendens hær og deres stridsvogne om natten, men under kampen flygtede hans egne soldater og vendte hjem. ²² Derfor har Edom indtil i dag opretholdt sin uafhængighed, og det samme er tilfældet med Libna.

²³ Resten af kong Jorams historie er beskrevet i Judas kongers krønikebog. ²⁴ Da han døde, blev han begravet i Davidsbyen ligesom sine forfædre.

Kong Ahazja af Juda

²⁵ Ahazja, Jorams søn, blev konge i Juda efter sin far i kong Joram af Israels 12.^[d] regeringsår. ²⁶ Han var 22 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i ét år. Hans mor, Atalja, var kong Omri af Israels barnebarn. ²⁷ Ahazja gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne ligesom kong Ahabs slægt, for hans far var blevet gift ind i den familie.

²⁸ Derfor støttede han Ahabs søn, kong Joram af Israel, og sammen gik de i krig mod kong Hazael af Aram. Aramæerne vandt slaget ved Ramot-Gilead, og Joram blev såret, ²⁹ hvorefter han trak sig tilbage til Jizre’el for at blive rask igen. Ahazja tog derfor til Jizre’el for at se til ham.