Hizkija søger hjælp hos Esajas

19 Da kong Hizkija fik assyrerkongens budskab, blev han så fortvivlet, at han rev flænger i sit tøj, klædte sig i sæk og aske og gik ind i Herrens hus for at bede. ² Samtidig sendte han Eljakim, Shebna og de ledende præster til profeten Esajas,^[a] Amotz’ søn. De havde også klædt sig i sæk og aske ³ og skulle overbringe følgende besked fra kongen: „Vi er blevet ydmyget og skældt ud og er i stor nød. Vi føler os som en kvinde, der er i gang med at føde, men ikke kan føde barnet alligevel. ⁴ Måske har Herren, din Gud, hørt, hvordan den assyriske næstkommanderende har hånet den levende Gud, og måske vil Herren selv straffe ham. Gå derfor i forbøn for den rest af folket, som endnu er i live.”

^5-6 Esajas svarede: „Herren har følgende besked til kongen: Du skal ikke tage dig af assyrernes store ord, som de har hånet mig med. ⁷ Jeg vil sørge for, at assyrerkongen snart hører dårligt nyt hjemmefra, så han rejser tilbage til sit land. Der vil han senere blive dræbt.”

Fornyede trusler

⁸ Den assyriske næstkommanderende var i mellemtiden vendt tilbage til Lakish, hvor han fik at vide, at kong Sankerib havde forladt byen og var i færd med at belejre en anden by, Libna. ⁹ Midt i det hele fik Sankerib efterretning om, at kong Tirhaka fra Kush havde sendt sin hær for at angribe ham. Så sendte han et skriftligt budskab til kong Hizkija:

¹⁰ „Lad ikke din gud give dig falske forhåbninger. Tro ikke på ham, når han påstår, jeg ikke kan indtage Jerusalem. ¹¹ Du har jo hørt, hvordan assyrerkongen har lagt utallige lande under sig. Hvordan kan du tro, at du kan undslippe? ¹² Har de andre guder kunnet redde deres tilhængere? Tænk på nationer som Gozan, Karan, Retzef og Eden i landet Telassar—de er alle blevet knust af assyriske konger. ¹³ Glem ikke, hvad der skete med kongerne af Hamat, Arpad, Lair, Sefarvajim, Hena og Ivva.”

Hizkija beder Herren om hjælp

¹⁴ Da Hizkija havde læst assyrerkongens brev, gik han ind i helligdommen og lagde det frem for Herren. ¹⁵ „Herre, Israels Gud!” bad han. „Du sidder på din trone højt over de mægtigste engle. Du alene er Herre over alle jordens riger. Du skabte himlen og jorden. ¹⁶ Bøj dig ned, Herre, og lyt til min bøn! Se det brev her fra kong Sankerib, hvor han håner den levende Gud! ¹⁷ Herre, det er sandt, at assyrerkongerne har knust alle de nævnte folkeslag, lagt deres lande øde ¹⁸ og brændt deres guder. Men de var jo ikke virkelige guder, kun menneskeværk lavet af træ og sten. Derfor kunne de blive ødelagt. ¹⁹ Herre, du er vores Gud, frels os fra assyrerkongens magt. Så vil alle jordens folk kunne se, at du er den eneste sande Gud!”

Herrens dom over assyrerkongen

²⁰ Derefter sendte Esajas følgende besked til kong Hizkija: „Herren, Israels Gud, siger, at han har hørt din bøn angående assyrerkongen. ²¹ Nu skal du høre, hvad han siger om kong Sankerib:

²⁵ Forstår du ikke, at det var min idé?

²⁷ Jeg ser, når du rejser dig og sætter dig,

²⁸ Men fordi du hidser dig op imod mig,

Om Jerusalem og folkets fremtid

²⁹ Herren giver dig nu et tegn, kong Hizkija: Første år skal man spise af det korn, som har sået sig selv. Næste år skal folk spise af de frugter, der er.^[b] Men tredje år skal de så og høste deres korn og nyde frugterne af de vinstokke, de har plantet. ³⁰ For den rest, som er tilbage af Judas folk, skal fæste rod forneden og sætte frugt foroven. ³¹ En rest vil slippe levende væk fra Jerusalem, nogle af dens indbyggere vil overleve. Det gør Herren, den Almægtige, for sin egen skyld.

³² Hør hvad Herren siger om Assyriens konge: Han kommer ikke ind i Jerusalem. Han får end ikke lov at skyde en pil herind, eller nærme sig byen med løftede skjolde for at bygge angrebsramper rundt omkring den. ³³ Han skal vende tilbage ad den vej, han kom. Han kommer ikke herind, siger Herren. ³⁴ For jeg vil forsvare og frelse Jerusalem for min egen æres skyld og for min tjener Davids skyld!”

Herren ødelægger den assyriske hær

³⁵ Samme nat gik Herrens engel gennem assyrernes lejr og slog 185.000 krigere ihjel. Næste morgen lå der døde kroppe overalt. ³⁶ Da brød kong Sankerib op og vendte hjem til Nineve. ³⁷ Engang, da han bad i sin gud Nisroks tempel, trængte hans sønner Adrammelek og Sarezer derind og myrdede ham, hvorefter de flygtede til Ararats land. Sankeribs søn Asarhaddon blev konge i hans sted.

Hizkijas sygdom og helbredelse

20 Senere blev Hizkija alvorligt syg og lå for døden. Da kom profeten Esajas til ham og sagde: „Gør dig klar til at dø, for Herren siger, du ikke bliver rask igen.”

² Esajas gik igen, og Hizkija vendte ansigtet mod væggen. ³ „Åh, Herre,” tryglede han, „husk dog på, hvordan jeg altid har bestræbt mig på at adlyde dig og behage dig i alt, hvad jeg har foretaget mig.” Og han græd højt.

⁴ Før Esajas var nået ud af paladsets gård, sagde Herren til ham: ⁵ „Gå tilbage til Hizkija, mit folks leder, og sig til ham: Herren, din forfar Davids Gud, har hørt din bøn og set dine tårer. Jeg vil alligevel helbrede dig, så du i overmorgen kan stå op og gå ind i templet. ⁶ Jeg vil give dig endnu 15 år at leve i, og jeg vil frelse både dig og Jerusalem fra assyrerkongen, for min egen æres skyld og for min tjener Davids skyld.”

⁷ Derpå sagde Esajas til kongens tjenere: „Kom med et figenplaster.” Tjenerne kom så med et figenplaster og lagde det på det syge sted, for at kongen kunne blive rask.

⁸ Hizkija spurgte Esajas: „Hvilket tegn får jeg på, at Herren virkelig vil helbrede mig, så jeg kan gå op til Herrens hus i overmorgen?”

⁹ Esajas svarede: „Hvilket tegn vil du helst have? Skal skyggen på soluret gå ti streger frem eller ti streger tilbage?”

¹⁰ „Siden skyggen normalt går frem, vil jeg foretrække den gør det modsatte,” svarede Hizkija. „Lad skyggen gå ti streger tilbage.”

¹¹ Så bad Esajas Herren om at gøre, som kongen havde bedt om, og Herren lod skyggen gå ti streger tilbage på Ahaz’ solur.

Profeti om bortførelsen til Babylonien

¹² Nogen tid senere sendte Merodak-Baladan, som var søn af kong Baladan af Babylonien, nogle sendebud af sted med hilsener og en gave til Hizkija, for Babyloniens konge havde hørt om hans sygdom. ¹³ Hizkija var beæret over det fine besøg og viste dem alle sine rigdomme, sit sølv og guld, sine røgelsesstoffer og forskellige aromatiske olier og sit våbenarsenal, ja, der var ikke den ting, han ikke viste dem.

¹⁴ Bagefter opsøgte Esajas kong Hizkija og spurgte ham: „Hvor kom de mænd fra, og hvad ville de?”

„De kom helt fra Babylonien!” svarede Hizkija.

¹⁵ „Hvad så de i paladset?” spurgte Esajas.

„Det hele!” svarede Hizkija. „Jeg viste dem alle mine rigdomme.”

¹⁶ „Hør Herrens ord,” sagde Esajas. ¹⁷ „Der kommer en dag, hvor alt i det her palads skal føres bort til Babylonien, både de rigdomme, du selv har samlet, og det, dine forfædre har samlet—intet vil blive tilbage. ¹⁸ Nogle af dine egne efterkommere vil blive bortført og gjort til tjenere ved den babyloniske konges hof.”

¹⁹ „Det er godt at høre fra Herren,” sagde Hizkija. Han tænkte ved sig selv: „Der er i det mindste fred og ro, så længe jeg lever.”

²⁰ Resten af kong Hizkijas historie og hans bedrifter er beskrevet i Judas kongers krønikebog. Der fortælles også om den dam, han konstruerede, og den vandtunnel, han lod grave for at lede vand ind i byen. ²¹ Da han døde, blev hans søn Manasse konge i hans sted.

Kong Manasse af Juda

21 Manasse var 12 år gammel, da han blev konge i Juda, og han regerede i Jerusalem i 55 år. Hans mors navn var Hefziba. ² Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, for han dyrkede afguderne på samme afskyelige måde som de folk, Herren i sin tid jog ud af landet for at skaffe plads til sit folk.

³ Han genopbyggede de offersteder rundt omkring på højene, som hans far, Hizkija, havde brudt ned. Han opførte altre for Ba’al og frugtbarhedssymboler for gudinden Ashera, sådan som Israels kong Ahab tidligere havde gjort, og han tilbad stjernerne. ^4-5 Selv på tempelpladsen i Jerusalem—det sted, som Herren havde sagt, han på en særlig måde ville være knyttet til—opførte han altre til ære for solen, månen og stjernerne, både i den indre og ydre forgård. ⁶ Ja, Manasse gik så vidt, at han brændte sin søn på alteret som offer til afguderne. Han var stærkt engageret i okkultisme og sort magi, og han søgte kontakt med ånderne ved hjælp af medier og spiritisme. Han gjorde en masse ting, som fremkaldte Herrens vrede. ⁷ Den udskårne Asherapæl, som Manasse lod fremstille, blev rejst i Herrens hus, det sted, om hvilket Herren havde sagt til David og Salomon: „Jeg vil altid være knyttet til dette hus og denne by, Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle andre byer i landet.^{[c] 8} Hvis Israels folk blot omhyggeligt vil følge de love og forskrifter, jeg gav til min tjener Moses, vil jeg ikke jage dem ud af det land, jeg gav deres forfædre.”

⁹ Men folket var ulydigt. Kong Manasse lokkede dem til at begå endnu værre synder end de ugudelige folk, der havde boet i landet før dem.

¹⁰ Da udtalte Herren dom over dem gennem sine tjenere, profeterne: ¹¹ „Kong Manasses ondskab overgår langt amoritternes ondskab, det folk, som oprindeligt boede i landet. Han har forledt Judas folk til afgudsdyrkelse. ¹² Derfor skal Jerusalem og Juda opleve en så alvorlig katastrofe, at de, som hører om den, vil blive lamslået af skræk. ¹³ Jeg vil straffe Jerusalem, sådan som jeg straffede Samaria. Jeg vil udrydde Manasses kongeslægt, som jeg udryddede kong Ahabs slægt. Jeg vil rense ud i Jerusalem, som man gør en skål ren og derefter vender bunden i vejret på den. ¹⁴ Jeg vil forkaste den sidste rest af mit ejendomsfolk og give dem i deres fjenders hånd. Ja, fjenderne skal få lov at gå på rov iblandt dem og udplyndre dem fuldstændigt, ¹⁵ for de har været ulydige imod mig og gjort oprør lige siden dengang, jeg førte deres forfædre ud af Egypten.”

¹⁶ Kong Manasse førte ikke alene an i afgudsdyrkelsen, men han iværksatte en grufuld massakre på så mange uskyldige mennesker, at Jerusalem blev fyldt med blod. ¹⁷ Andre enkeltheder fra kong Manasses onde regime er beskrevet i Judas kongers krønikebog. ¹⁸ Da han døde, blev han begravet i Uzzas have, som var en del af parken ved hans palads. Hans søn Amon blev konge efter ham.

Kong Amon af Juda

¹⁹ Amon var 22 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i to år. Hans mor hed Meshullemet og var datter af Harutz fra byen Jotba. ²⁰ Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne ligesom sin far, Manasse. ²¹ Han fulgte i sin fars spor og ofrede til de samme afguder. ²² Han vendte ryggen til Herren, sine forfædres Gud, og nægtede på alle områder at adlyde Herrens befalinger. ²³ Hans egne embedsmænd lavede en sammensværgelse imod ham og myrdede ham i hans eget palads, ²⁴ men en gruppe borgere dræbte attentatmændene og udråbte Amons søn Josias til konge. ²⁵ Amons øvrige liv og virke er beskrevet i Judas kongers krønikebog. ²⁶ Som sin far blev han begravet i Uzzas have, hvorefter hans søn Josias blev konge i hans sted.

Jesus og den samaritanske kvinde

4 ^1-2 Da farisæerne i Jerusalem fik meddelelse om, at Jesus fik flere disciple og døbte flere end Johannes— selv om det faktisk var Jesu disciple, der døbte—blev de vrede på ham. Da Jesus blev klar over det, ³ brød han op fra Judæa for at vende tilbage til Galilæa.

⁴ Han vidste, at det var Guds plan, at han skulle rejse gennem Samaria. ^5-6 Da han nærmede sig byen Sykar i Samaria, standsede han op ved den berømte Jakobs brønd. Den ligger på et stykke jord, som patriarken Jakob købte og senere gav i arv til sin søn Josef. Jesus var træt efter den lange vandring og satte sig udmattet ved brønden. Klokken var cirka seks om aftenen.^[a]

⁷ Kort tid efter kom en samaritansk kvinde for at hente vand, og Jesus sagde til hende: „Vær venlig at give mig noget at drikke.” ⁸ Han var alene, for hans disciple var gået ind til byen for at købe mad. ⁹ Kvinden blev overrasket over, at en jøde henvendte sig til hende, for jøderne plejer ikke at ville have noget med samaritanere at gøre. „Hvordan kan det være, at du, som er jøde, beder mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?” spurgte hun.

¹⁰ Jesus svarede: „Hvis du vidste, hvad Gud kan give dig, og hvis du forstod, hvem jeg er, så var det dig, der ville bede mig om noget at drikke—og så ville jeg give dig levende^[b] vand.”

¹¹ „Du har jo ingen spand,” sagde hun, „og brønden her er meget dyb. Hvordan vil du så skaffe det levende vand? ¹² Du er vel ikke større end vores stamfar Jakob, som gav os denne brønd? Kan du give mig vand, der er bedre end det, både Jakob selv, hans familie og hans kvæg har drukket af?”

¹³ Jesus svarede: „Drikker man af det her almindelige vand, bliver man tørstig igen. ¹⁴ Men drikker man af det vand, jeg giver, vil man aldrig mere tørste. Det vand, jeg giver, bliver som en kilde, der vælder frem med evigt liv.”

¹⁵ „Åh, giv mig noget af det vand!” udbrød kvinden. „Tænk, hvis man aldrig mere skulle tørste og være nødt til at gå helt herud efter vand!”

¹⁶ „Gå hjem og hent din mand,” sagde Jesus.

^17-18 „Jeg har ikke nogen mand,” svarede kvinden.

„Det har du ret i, for du har haft fem mænd; og ham, du nu bor sammen med, er du ikke gift med. Dér sagde du noget sandt.”

¹⁹ „Herre,” udbrød kvinden, „du må være en profet! ²⁰ Kan du så forklare mig, hvorfor I jøder påstår, at det kun er i templet i Jerusalem, man kan tilbede Gud? Vi har jo fra gammel tid tilbedt Gud på det her bjerg.”

²¹ Jesus svarede: „Tro mig: Den tid kommer, hvor det ikke længere er væsentligt, hvor man tilbeder Gud—her eller i Jerusalem. ²² I samaritanere tilbeder det, som I ikke kender, men vi tilbeder det, vi kender, for frelsen udgår fra jøderne. ²³ Men der kommer en tid, ja, den er allerede kommet, hvor de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. Det er den slags tilbedere, Faderen søger. ²⁴ Gud er ånd, og de, der tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.”

²⁵ Kvinden sagde: „Jeg ved, at Messias skal komme engang, og når han kommer, vil han forklare os alt.” ²⁶ Da sagde Jesus til hende: „Han står her og taler med dig!”

²⁷ I det samme kom disciplene tilbage. De blev overraskede over, at han talte med en kvinde, men ingen af dem spurgte ham, hvorfor han gjorde det, eller hvad han ville hende.

²⁸ Kvinden lod nu sin vandkrukke stå ved brønden og løb tilbage til byen. ²⁹ „Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort!” råbte hun. „Mon ikke han er Messias?” ³⁰ Straks løb en masse mennesker ud for at se, hvem det var, hun snakkede om.