Add parallel Print Page Options

Na'aman, Kongen af Arams Hærfører, havde meget at sige hos sin Herre og var højt agtet; thi ved ham havde Herren givet Aramæerne Sejr; men Manden var spedalsk. Nu havde Aramæerne engang på et Strejtog røvet en lille Pige i Israels Land; hun var kommet i Tjeneste hos Na'amans Hustru, og hun sagde til sin Frue: "Gid min Herre var hos Profeten i Samaria; han vilde sikkert skille ham af med hans Spedalskhed!" Så kom Na'aman og fortalte sin Herre, hvad Pigen fra Israels Land havde sagt. Da sagde Arams Konge: "Rejs derhen! Jeg skal sende etBrevmed til Israels Konge!" Så rejste han og tog ti Talenter Sølv, 6000 Sekel Guld og ti Sæt Festklæder med. Og han overbragte IsraelsKonge Brevet. Deri stod der: "Når dette Brev kommer dig i Hænde, skal du vide, at jeg sender min Tjener Na'aman til dig, for at du skal skille ham af med hans Spedalskhed!" Da Israels Konge havde læst Brevet, sønderrev han sine klæder og sagde: "Er jeg Gud, så jeg råder over Liv og Død, siden han skriver til mig, at jeg skal skille en Mand afmed hans Spedalskhed Nej, I kan da se, at han søger Lejlighed til Strid med mig!"

Men da den Guds Mand Elisa hørte, at Israels Konge havde sønderrevet sine klæder, sendte han det Bud til Kongen: "Hvorfor sønderriver du dine Klæder? Lad ham komme til mig, så skal han kende, at der er en Profet i Israel!" Da kom Na'aman med Heste og Vogne og holdt uden for Døren til Elisas Hus. 10 Elisa sendte et Bud ud til ham og lod sige: "Gå hen og bad dig syv Gange i Jordan, så bliver dit Legeme atter friskt, og du bliver ren!" 11 Men Na'aman blev vred og drog bort med de Ord: "Se, jeg havde tænkt, at han vilde komme ud til mig, stå og påkalde Herren sin Guds Navn og svinge sin Hånd i Retning af Helligdommen og således gøre Ende på Spedalskheden! 12 Er ikke Damaskus's Floder Abana og Parpar fuldt så gode som alle Israels Vande? Kunde jeg ikke blive ren ved at bade mig i dem?" Og han vendte sig og drog bort i Vrede. 13 Men hans Trælle kom og sagde til ham: "Dersom Profeten havde pålagt dig noget, som var vanskeligt vilde du så ikke have gjort det? Hvor meget mere da nu, da han sagde til dig: Bad dig, så bliver du ren!" 14 Så drog han ned og dykkede sig syv Gange i Jordan efter den Guds Mands Ord; og hans Legeme blev atter friskt som et Barns, og han blev ren.

15 Så vendte han med hele sit Følge tilbage til den Guds Mand, og da han var kommet derhen, trådtehan frem forham og sagde: "Nu ved jeg, at der ingensteds på Jorden er nogen Gud uden i Israel! Så modtag nu en Takkegave af din Træl!" 16 Men han svarede: "Så sandt Herren lever, for hvis Åsyn jeg står, jeg modtager ikke noget!" Og skønt han nødte ham, vægrede han sig ved at modtage noget. 17 Da sagde Na'aman: "Så lad da være! Men lad din Træl få så megel Jord, som et Par Muldyr kan bære, thi din Træl vil aldrig mere ofre Brændoffer eller Slagtoffer til nogen anden Gud end Herren! 18 Men i een Ting vil Herren nok bære over med din Træl: Når min Herre går ind i Rimmons Hus for at tilbede og støtfer sig til min Arm og jeg så sammen med ham kaster mig til Jorden i Rimmons Hus, da vil Herren nok bære over ed din Træl i den Ting!"

19 Han svarede: "Far i Fred!" Men da han var kommet et Stykke hen ad Vejen, 20 sagde Gehazi, den Guds Mand Elisas Tjener, ved sig selv: "Der har min Herre ladet denne Aramæer Na'aman slippe og ikke modtaget af ham, hvad han havde med; så sandt Herren lever, jeg vil løbe efter ham for at få noget af ham!" 21 Så satte Gehazi efter Na'aman. og da Na'aman så ham komme løbende efter sig, sprang han af Vognen, gik ham i Møde og spurgte: "Står det godt til?" 22 Han svarede: "Ja, det står godt til! Min Herre sender mig med det Bud: Der kom lige nu to unge Mænd, som hører til Profetsønnerne, til mig fra Efraims Bjerge: giv dem en Talent Sølv og to Sæt Festklæder!" 23 Da sagde Na'aman: "Tag dog mod to Talenter Sølv!" Og han nødte ham. Så bandt han to Talenter ind i to Punge og tog to Sæt Festklæder og gav to af sine Trælle dem, for at de skulde bære dem foran ham. 24 Men da de kom til Højen, tog han Pengene fra dem, gemte dem i Huset og lod Mændene gå. 25 Så gik han ind til sin Herre og trådte hen til ham. Da spurgte Elisa: "Hvor har du været, Gehazi?" Han svarede: "Din Træl har ingen Steder været!" 26 Så sagde han til ham: "Gik jeg ikke i Ånden hos dig, da en stod af sin Vogn og gik tilbage for at møde dig? Nu har du fået Penge, og du kan få Klæder, Olivenlunde og Vingårde, Småkvæg og Hornkvæg, Trælle og Trælkvinder, 27 men Na'amans Spedalskhed skal hænge ved dig og dit Afkom til evig Tid!" Og Gehazi gik fra ham, hvid som Sne af Spedalskhed.

Profetsønnerne sagde engang til Elisa: "Se, der er for lidt Plads til os her, hvor vi sidder hos dig. Vi vil gå til Jordan og hver fage en Bjælke og der indrette os et Rum, vi kan sidde i!" Han sagde: "Ja, gør det!" Men en af dem sagde: "Vil du ikke nok følge med dine Trælle!" Og han svarede: "Jo, det vil jeg!" Han gik så med, og da de kom til Jordan, gav de sig til at fælde Træer. Medens nu en af dem var ved at fælde en Bjælke, faldt hans Øksejern i Vandet. Da gav han sig til at råbe: "Ak, min Herre! Og det var endda lånt!" Men den Guds Mand sagde: "Hvor faldt det?" Og da han havde vist ham Stedet, skar han en Gren af og kastede den derhen. Da kom Øksen op på Overfladen; og han sagde: "Tag den op!" Så rakte han Hånden ud og tog den.

Engang Arams Konge lå i Krig med Israel, aftalte han med sine Folk, at de skulde lægge sig iBaghold på det og det Sted. Men den Guds, Mand sendte Bud til Israels Konge og lod sige: "Vogt dig for at drage forbi det Sted, thi der ligger Aramæerne i Baghold!" 10 Israels Konge sendte da Folk til det Sted, den Guds Mand havde sagt ham. Således mindede han ham om at være på sin Post der; og det gjorde han ikke een, men flere Gange. 11 Derover blev Arams Konge urolig i sit Sind, og han lod sine Folk kalde og spurgte dem: "Han I ikke sige mig, hvem det er, der forråder os til Israels Konge?" 12 Da sagde en af hans Hærførere: "Det er ingen af os, Herre Konge; det er Profeten Elisa i Israel, der lader Israels Konge vide, hvad du taler i dit Sovekammer."

13 Da sagde han: "Gå hen og se, hvor han er, for at jeg kan sende Folk ud og lade ham gribe!" Da det meldtes ham, at han var i Dotan, 14 sendte han Heste og Vogne og en stor Hærstyrke derhen; og de kom ved Nattetide og omringede Byen. 15 Næste Morgen tidlig, da den Guds Mand gik ud, se, da var Byen omringet af en Hær og Heste og Vogne, Da sagde hans Tjener til ham: "Ak, Herre, hvad skal vi dog gribe til?" 16 Men han svarede: "Frygt ikke, thi de, der er med os, er flere end de, der er med dem!" 17 Og Elisa bad og sagde: "Herre, luk hans Øjne op, så han kan se!" Da lukkede Herren Tjenerens Øjne op, og han så, at Bjerget var fuldt af Ildheste og Ildvogne rundt om Elisa.

18 Da nu Fjenderne rykkede ned imod ham, bad Elisa til Herren og sagde: "Slå de Folk med Blindhed!" Og han slog dem med Blindhed efter Elisas Ord. 19 Da sagde Elisa til dem: "Det er ikke den rigtige Vej eller den rigtige By; følg med mig, så skal jeg føre eder til den Mand, I søger!" Han førte dem så til Samaria, 20 og da de var kommet ind i Samaria, bad Elisa: "Herre, luk nu deres Øjne op, så at de kan se!" Da lukkede Herren deres Øjne op, og de så, at de var midt i Samaria. 21 Da Israels Konge så dem, spurgte han Elisa: "Skal jeg hugge dem ned, min Fader?" 22 Men han svarede: "Nej, du må ikke hugge dem ned! Bruger du at hugge Folk ned, som du ikke har taget til Fange med Sværd eller Bue? Sæt Brød og Vand for dem, at de kan spise og drikke, og lad dem så vende tilbage til deres Herre!" 23 Så gav han dem et godt Måltid, og da de havde spist og drukket, lod han dem gå, og de drog tilbage til deres Herre. Men fra den Tid af kom der ikke flere aramaiske Strejfskarer i Israels Land.

24 Siden hændte det, at Kong Benhadad af Aram samlede hele sin Hær og drog op og belejrede Samaria; 25 og under Belejringen blev der stor Hungersnød i Byen, så at et Æselhoved til sidst kostede tresindstyve Sekel Sølv og en Fjerdedel Kab Duegødning fem.

26 Da Israels Konge en Dag gik oppe på Bymuren, råbte en Kvinde til ham: "Hjælp, Herre Konge!" 27 Han svarede: "Hjælper Herren dig ikke, hvor skal så jeg skaffe dig Hjælp fra? Fra Tærskepladsen eller Vinpersen?" 28 Og Kongen spurgte hende vi dere: "Hvad fattes dig?" Da sagde hun: "Den Kvinde der sagde til mig: Hom med din Dreng, så fortærer vi ham i Dag; i Morgen vil vi så fortære min Dreng! 29 Så kogte vi min breng og fortærede ham. Næste Dag sagde jeg til hende: Kom nu med din Dreng, at vi kan fortære ham! Men hun holdt Drengen skjult." 30 Da Kongen hørte Kvindens Ord, sønderrev han sine Klæder, som han stod der på Muren; og Folket så da, at han indenunder har Sæk på den bare Krop. 31 Og han sagde: "Gud ramme mig både med det ene og det andet, om Elisas, Sjafats Søns, Hoved skal blive siddende mellem Skuldrene på ham Dagen til Ende!"

32 Elisa sad imidlertid i sit Hus sammen med de Ældste; da sendte Kongen en Mand i Forvejen. Men før Sendebudet kom til ham, sagde han til de Ældste: "Ved I, at denne Mordersjæl har sendt en Mand herhen for at tage mit Hoved? Se, når Budet kommer, skal I lukke Døren og stemme jer imod den! Allerede hører jeg hans Herres trin bag ham." 33 Og medens han endnu talte med dem, kom Kongen ned til ham og sagde: "Se, hvilken Ulykke Herren har bragt over os! Hvorfor skal jeg da bie længer på Herren?"

Men Elisa sagde: "Hør Herrens Ord! Så siger Herren: I Morgen ved denne Tid skal en Sea fint Hvedemel koste en Sekel og to Sea Byg ligeledes en Sekel i Samarias Port!" Men Høvedsmanden, til hvis Arm Kongen støttede sig, svarede den Guds Mand og sagde: "Om så Herren satte Vinduer på Himmelen, mon da sligt kunde ske?" Han sagde: "Med egne Øjne skal du få det at se, men ikke komme til at spise deraf!"

Imidlertid varder fire spedalske Mænd ved indgangen til Porten; de sagde til hverandre: "Hvorfor skal vi blive her, til vi dør? Dersom vi bestemmer os til at gå ind i Byen, dør vi der - der er jo Hungersnød i Byen - og bliver vi her, dør vi også! Kom derfor og lad os løbe over til Aramæernes Lejr! Lader de os leve, så bliver vi i Live, og slår de os ihjel, så dør vi!" Så begav de sig i Mørkningen på Vej til Aramæernes Lejr; men da de kom til Udkanten af Aramæernes Lejr, var der ikke et Menneske at se. Herren havde nemlig ladet Aramæernes Lejr høre Larm at Vogne og Heste, Larm af en stor Hær, og de havde sagt til hverandre: "Se, Israels Konge har købt Hetiternes og Mizrajims Konger til at falde over os!" Derfor havde de taget Flugten i Mørkningen og efterladt Lejren, som den stod, deres Telte, Heste og Æsler, og var flygtet for at redde Livet. Da nu de spedalske havde nået Udkanten af Lejren, gik de ind i et af Teltene, spiste og drak og tog Sølv og Guld og klæder, som de gik hen og gemte; derpå kom de tilbage og gik ind i et andet Telt; også der tog de noget, som de gik hen og gemte.

Så sagde de til hverandre: "Det er ikke rigtigt, som vi bærer os ad! Denne Dag er et godt Budskabs Dag; tier vi stille og venter til Daggry, pådrager vi os Skyld; lad os derfor gå hen og melde det i Kongens Palads!" 10 Så gik de hen og råbte til Byens Portvægtere og bragte dem den Melding: "Vi kom til Aramæernes Lejr, og der var ikke et Menneske at se eller høre, men vi fandt Hestene og Æslerne bundet og Teltene urørt!" 11 Portvægterne råbte det ud, og man meldte det inde i Kongens Palads. 12 Men Kongen stod op om Natten og sagde til sine Folk: "Jeg skal sige eder, hvad Aramæerne har for med os; de ved, at vi er udsultet, derfor har de forladt Lejren og skjult sig på Marken, i den Tanke at vi skal gå ud af Byen, så de kan fange os levende og trænge ind i Byen!" 13 Men en af Folkene svarede: - "Vi kan jo tage en fem Stykker af de Heste, der er tilbage her - det vil jo dog gå dem som alle de mange, der allerede var omkommet - og sende Folk derhen, så får vi se!" 14 De tog da to Spand Heste, og Kongen sendte Folk efter Aramæernes Hær og sagde: "Rid hen og se efter!" 15 Så drog de efter dem lige til Jordan og fandt hele Vejen fuld af Klæder og Våben, som Aramæerne havde kastet fra sig på deres hovedkulds Flugt. Derpå vendte Sendebudene tilbage og meldte det til Kongen. 16 Så drog Folket ud og plyndrede Aramæernes Lejr; og således kom en Sea fint Hvedemel til at koste en Sekel og to Sea Byg ligeledes en Sekel, som Herren havde sagt.

17 Kongen havde overdraget Høvedsmanden, til hvis Arm han støttede sig, Tilsynet med Porten, men Folket trådte ham ned i Porten, så han døde, således som den Guds Mand havde sagt, dengang Kongen kom ned til ham. 18 Da den Guds Mand sagde til Kongen: "To Sea Byg skal koste en Sekel og en Sea fitnt Hvedemel ligeledes en Sekel i Morgen ved denne Tid i Samarias Port!" 19 da havde Høvedsmanden svaret ham: "Om så Herren satte Vinduer på Himmelen, mon da sligt kunde ske?" Og den Guds Mand havde sagt: "Med egne Øjne skal du få det at se, men ikke komme til at spise deraf!" 20 Således gik det ham; Folket trådte ham ned i Porten, så han døde.

Elisa talte til den Kvinde, hvis Søn han havde kaldt til Live, og sagde: "Drag bort med dit Hus og slå dig ned som fremmed et eller andet Sted, thi Herren har kaldt Hungersnøden hid; og den vil komme over Landet og vare syv År!" Da brød Kvinden op og gjorde, som den Guds Mand havde sagt, og drog med sit Hus hen og boede syv År som fremmed i Filisternes Land. Men da der var gået syv År, vendte Kvinden tilbage fra Filisternes Land; Og hun gik hen og påkaldte Kongens Hjælp til at få sit Hus og sin Jord tilbage. Kongen talte just med den Guds Mands Tjener Gehazi og sagde: "Fortæl mig om alle de storeGerninger, Elisa harudført!" Og netop som han fortalte Kongen, hvorledes han havde kaldt den døde til Live, kom Kvinden, hvis Søn han havde kaldt til Live, og påkaldt Kongens Hjælp til at få sit Hus og sin Jord tilbage. Da sagde Gehazi: "Herre Konge, der er den Kvinde, og der er hendes Søn. som Elisa kaldte til Live!" Kongen spurgte så Kvinden ud, og hun forfalte. Derpå gav Kongen hende en Hofmand med og sagde: "Sørg for, at hun får al sin Ejendom tilbage og alt, hvad hendes Jord har båret, siden den Dag hun forlod Landet!"

Siden begav Elisa sig til Damaskus, hvor Kong Benbadad af Aram lå syg. Da Kongen fik at vide, at den Guds Mand var på Vej derhen, sagde han til Hazael: "Tag en Gave med, gå den Guds Mand i Møde og rådspørg Herren gennem ham, om jeg kommer mig af min Sygdom!" Da gik Hazael ham i Møde; han tog en Gave med af alskens Kostbarheder, som fandfes i Damaskus, fyrretyve Kamelladninger, og trådte frem for ham og sagde: "Din Søn Benhadad, Arams Konge sender mig til dig og lader spørge: Kommer jeg mig af min Sygdom?" 10 Elisa svarede: "Gå hen og sig ham: Du kommer dig!" Men Herren har ladet mig skue, at han skal dø!" 11 Og han stirrede stift frem for sig og var ude af sig selv af Rædsel. Så brast den Guds Mand i Gråd, 12 og Hazael sagde: "Hvorfor græder min Herre?" Han svarede: "Fordi jeg ved, hvilke Ulykkkr du skal bringe over Israeliterne! Deres Fæstninger skal du stikke i Brand, deres unge Mænd skal du hugge ned med Sværdet, deres spæde Børn skal du knuse, og på deres frugtsommelige Kvinder skal du rive Livet op!" 13 Da sagde Hazael: "Hvad er din Træl, den Hund, at han skal kunne gøre slige store Ting!" Elisa svarede: "Herren har ladet mig skue dig som Konge over Aram!"

14 Derpå forlod han Elisa og kom til sin Herre; og han spurgte ham: "Hvad sagde Elisa til dig?" Han svarede: "Han sagde: Du kommer dig!" 15 Men næste Dag tog han et Klæde, dyppede det i Vand og bredte det over Ansigtet på Kongen, og det blev hans Død. Og Hazael blev Konge i hans Sted.

16 I Akabs Søns, Kong Joram af Israels, femte Regeringsår blev Joram, Josafats Søn, Konge over Juda. 17 Han var to og tredive År gammel, da han blev Konge, og han herskede otte År i Jerusalem. 18 Han vandrede i Israels Kongers Spor ligesom Akabs Hus, thi han havde en Datter af Akab til Hustru, og han gjorde, hvad der var ondt i Herrens Øjne. 19 Dog vilde Herren ikke tilintetgøre Juda for sin Tjener Davids Skyld efter det Løfte, han havde givet ham, at han altid skulde have en Lampe for hans Åsyn.

20 I hans Dage rev Edomiterne sig løs fra Judas Overherredømme og valgte sig en Konge. 21 Da drog Joram over til Za'ir med alle sine Stridsvogne. Og han stod op om Natten, og sammen med Vognstyrerne slog han sig igennem Edoms Rækker, der havde omringet ham, hvorpå Folket flygtede tilbage hver til sit. 22 Således rev Edom sig løs fra Judas Overherredømme, og således er det den Dag i Dag. På samme Tid rev også Libna sig løs.

23 Hvad der ellers er at fortælle om Joram, alt, hvad han udførte, står optegnet i Judas Kongers Krønike. 24 Så lagde Joram sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet hos sine Fædre i Davidsbyen; og hans Søn Ahazja blev Konge i hans Sted.

25 I Akabs Søns, Kong Joram af Israels, tolvte Regeringsår blev Ahazja, Jorams Søn, Konge over Juda. 26 Ahazja var to og tyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede eet År i Jerusalem. Hans Moder hed Atalja og var Datter af Kong Omri af Israel. 27 Han vandrede i Akabs Hus's Spor og gjorde, hvad der var ondt i Herrens Øjne, ligesom Akabs Hus, thi han var besvogret med Akabs Hus. 28 Sammen med Joram, Akabs Søn, drog han i Krig mod Kong Hazael af Aram ved Ramot i Gilead. Men Aramæerne sårede Joram. 29 Så vendte Kong Joram tilbage for i Jizre'el at søge Helbredelse for de Sår, Aramæerne havde tilføjet ham ved Ramot, da han kæmpede med Kong Hazael af Aram; og Jorams Søn, Kong Ahazja af Juda, drog ned for at se til Joram, Akabs Søn, i Jizre'el, fordi han lå syg.

Na’amans helbredelse

Den aramæiske konges hærfører hed Na’aman. Han var højt agtet og havde stor indflydelse, fordi Herren havde givet ham en lang række militære sejre. Men han led af en uhelbredelig hudsygdom.

Nu var det sådan, at Na’amans kone havde en tjenestepige, der som lille var blevet bortført af nogle aramæiske soldater under et plyndringstogt i Israel.

En dag sagde den unge pige til sin frue: „Jeg ville ønske min herre kunne besøge profeten i Samaria. Jeg er sikker på, at han kan helbrede ham.”

Na’aman gik derefter hen til kongen og fortalte ham, hvad pigen havde sagt. „Tag endelig af sted,” udbrød kongen. „Jeg skriver straks en anbefaling, som du kan aflevere til Israels konge.”

Så tog Na’aman af sted, og han havde rigeligt med gaver med sig—ti sække med sølv, to sække med guld[a] og ti sæt smukke festklæder. Han ankom til Israels konge og rakte ham brevet, hvor der stod: „Jeg sender hermed min embedsmand Na’aman til dig, for at du kan helbrede ham for hans sygdom.”

„Hvordan skulle jeg kunne helbrede nogen,” jamrede kongen. „Er jeg måske Gud? Er jeg herre over liv og død? Hvad er han ude på? Er det her et påskud til at angribe os igen?” I ren og skær fortvivlelse rev han sit tøj i stykker.

Da profeten Elisa hørte om kongens desperate reaktion, sendte han bud til ham. „Hvorfor er du så fortvivlet? Send bare Na’aman til mig—så skal han få at se, at der stadig findes en Guds profet i Israel.”

Na’aman kom så kørende til Elisas hus med sine heste og vogne. 10 Da han gjorde holdt foran døren, sendte Elisa en tjener ud til ham med følgende besked: „Tag ned til Jordanfloden og bad dig syv gange i den, så bliver du helbredt for din hudsygdom.” 11 Na’aman blev dybt fornærmet over en så ugæstfri behandling og kørte sin vej. „Han kom ikke engang ud for at hilse på mig,” mumlede han vredt. „Jeg havde forestillet mig, at han ville svinge sin hånd over det syge sted og påkalde sin Gud og på den måde helbrede mig. 12 Er vores egne floder, Abana og Parpar, måske ikke bedre end samtlige floder i Israel? Hvis jeg bare skulle bade mig i en flod, kunne jeg lige så godt være blevet hjemme.” Na’aman kørte altså derfra i vrede.

13 Men hans tjenere forsøgte at tale ham til fornuft. „Hvad nu hvis profeten havde befalet dig at gøre et eller andet vanskeligt?” spurgte de. „Ville du så ikke have gjort det? Hvorfor så ikke gøre, som han siger? Bad dig i floden og bliv helbredt!”

14 Na’aman kørte så ned til Jordanfloden og dukkede sig ned under vandet syv gange, sådan som profeten havde sagt—og hans hud blev som en nyfødts—han var helbredt! 15 Så skyndte han sig med hele sit følge tilbage til profetens hus. Na’aman trådte frem for Elisa og sagde: „Nu ved jeg, at der ikke findes nogen gud i hele verden som Israels Gud. Tillad mig at give dig en gave som en ringe tak.”

16 Men Elisa svarede: „Så sandt Herren lever, den Gud, som jeg tjener: Jeg vil ikke tage imod noget fra dig.”

Skønt Na’aman forsøgte at overtale ham, holdt han fast ved sit afslag. 17 „Som du vil,” sagde Na’aman. „Men tillad mig at læsse lidt jord på et par muldyr og tage det med hjem. Fra nu af vil jeg nemlig aldrig ofre til nogen anden Gud end Herren. 18 Og jeg håber, at Herren vil tilgive mig, når jeg følger min herre, kongen, ind i Rimmons tempel derhjemme og knæler for guden, for kongen støtter sig altid til mig, når han knæler ned.”

19 „Du kan tage af sted med fred i sindet,” sagde Elisa, og så tog Na’aman af sted.

Gehazis grådighed efter penge

20 Men Gehazi, Elisas tjener, tænkte: „Hvorfor i alverden lod min herre denne aramæer rejse uden at tage imod nogen af de gaver, han havde medbragt? Så sandt Herren lever: Jeg vil løbe efter ham, for jeg vil gerne have noget.”

21 Inden længe indhentede Gehazi ham. Da Na’aman fik øje på ham bagude, sprang han ned fra sin vogn og løb ham i møde.

„Er alt vel?” spurgte han.

22 „Jo tak,” svarede Gehazi, „men min herre sendte mig af sted til dig for at sige, at der netop er ankommet to profetelever fra Efraims bjergland—og at han ikke har noget imod at modtage en sæk sølv og to sæt tøj, som han kan give dem.”

23 „Det manglede bare,” udbrød Na’aman. „Men lad mig give dig dobbelt så meget sølv.” Så gav han Gehazi to sæt tøj og to sække med sølv, som han befalede to af sine tjenere at bære for ham. 24 Men da de kom til bjerget, hvor Elisa og Gehazi boede, overtog Gehazi sækkene og sendte tjenerne tilbage. Så gemte han tingene i sit eget hus.

25 Da han kom tilbage til sin herre, spurgte Elisa: „Hvor har du været, Gehazi?”

„Ingen steder, herre,” svarede han.

26 „Tror du ikke, jeg ved, hvad der foregik?” spurgte Elisa. „Jeg så dig for mit indre øje, da en mand sprang ned fra sin vogn for at gå dig i møde. Nu har du fået penge og kan købe dig fornemt tøj, olivenlunde, vingårde, småkvæg, hornkvæg og slaver. 27 Men Na’amans sygdom vil for altid hænge ved dig og dine efterkommere.”

Da Gehazi gik, var hans hud hvid som sne af udslæt.

Det flydende øksehoved

En dag sagde profeteleverne til Elisa: „Der er ikke længere plads nok her, hvor vi sidder, når du underviser os. Lad os tage ned til Jordanfloden og få fat i noget tømmer. Så kan vi bygge os et sted, hvor der er bedre plads.”

„Gå bare i gang,” svarede Elisa.

„Vi vil gerne have, at du går med,” var der en, som indvendte.

„Det er i orden,” svarede Elisa og gik med dem.

Ved Jordanfloden begyndte eleverne at fælde træer, men under arbejdet var en af dem så uheldig at tabe sit øksehoved i floden.

„Åh nej,” råbte han, „det var endda en økse, jeg havde lånt.”

„Hvor tabte du øksehovedet?” spurgte Elisa, og den unge mand udpegede stedet. Da skar Elisa en gren af et træ og kastede den i vandet, og pludselig dukkede øksehovedet op til overfladen og flød på vandet. „Nu kan du samle det op,” sagde Elisa, og den unge mand rakte straks hånden ud og fik fat i det.

Elisa slår den aramæiske hær med blindhed

Engang mens den aramæiske konge lå i krig med Israel, aftalte han med sine officerer, hvor angrebsstyrken skulle lægge sig i baghold. Men Guds profet Elisa sendte bud til Israels konge og advarede ham om, at aramæerne lå i baghold på det og det sted. 10 Kongen sendte så forstærkning ud til stedet. Gang på gang advarede Elisa kongen og hans hær mod bagholdsangreb. 11 Det blev den aramæiske konge efterhånden temmelig foruroliget over, og han kaldte sine officerer sammen og spurgte dem: „Sig mig: Hvem er forræderen? Hvem af jer fortæller Israels konge om mine planer?”

12 „Ingen af os, herre,” svarede en officer. „Det er profeten Elisa, der har magt til at underrette Israels konge om hvert eneste ord, du taler i dit eget soveværelse.”

13 „Find ud af, hvor han er,” udbrød kongen, „så vi kan sende soldater af sted og pågribe ham.”

Kort efter blev der meldt tilbage, at Elisa opholdt sig i Dotan. 14 Straks sendte den aramæiske konge et større regiment med heste og vogne af sted, og de ankom om natten til byen og omringede den.

15 Tidligt næste morgen opdagede profetens tjener, at en stor hærstyrke med heste og vogne havde omringet byen. „Åh nej, herre,” udbrød tjeneren, „hvad skal vi dog gøre?”

16 „Der er ingen grund til panik,” beroligede Elisa ham, „for der er flere, der kæmper på vores side end på deres.”

17 Da bad Elisa følgende bøn: „Herre, luk hans øjne op, så han kan se.” Herren åbnede tjenerens øjne, og han kunne nu se, at bjerget var fyldt med ildheste og ildvogne rundt om, hvor de stod.

18 Da den aramæiske hær kom nærmere, bad Elisa: „Herre, gør dem blinde.” Og Herren gjorde dem blinde på stedet.

19 Elisa gik nu ud og råbte: „I går den gale vej. Følg efter mig, så skal jeg vise jer vej til den rigtige by og til den mand, I leder efter.” Så førte han dem helt til Samaria.

20 Da de var kommet ind i byen, bad Elisa igen: „Herre, luk nu deres øjne op, så de kan se.” Og Herren åbnede deres øjne, så de opdagede, at de stod midt i Israels hovedstad.

21 Ved synet af de aramæiske soldater råbte Israels konge begejstret til Elisa: „Skal jeg slå dem ihjel?”

22 „Nej,” svarede Elisa. „Plejer man at dræbe sine krigsfanger? Giv dem noget at spise og drikke og send dem så hjem.”

23 Så holdt kongen en stor fest for dem, hvorefter han sendte dem tilbage til den aramæiske konge. Fra den dag standsede de aramæiske bagholdsangreb på israelitisk territorium.

Hungersnøden i Samaria

24 Nogen tid senere mobiliserede kong Ben-Hadad af Aram sin hær og marcherede af sted for at belejre Samaria. 25 Som følge af belejringen blev der en så katastrofal fødevaremangel i byen, at et æselhoved til sidst kostede 80 sølvstykker, og en kop duemøg[b] kostede 5 sølvstykker.

26 En dag, da Israels konge gik en runde på bymuren, var der en kvinde, som råbte: „Herre konge, hjælp mig.”

27 „Hvis Gud Herren ikke kan hjælpe dig, hvorfor tror du så, jeg kan?” svarede kongen tilbage. „Jeg har hverken mad eller vin at give dig.” 28 Alligevel spurgte han: „Hvad drejer sagen sig om?”

Kvinden svarede: „Jo, den kvinde her foreslog, at vi skulle spise mit barn den ene dag og hendes barn den næste dag. 29 Så kogte vi min dreng og spiste ham, men næste dag, da det var hendes tur til at ofre sit barn, gemte hun ham i stedet.”

30 Da kongen hørte den historie, rev han flænger i sit tøj, og de omkringstående kunne gennem flængerne i tøjet se, at kongen indenunder var klædt i sækkelærred som tegn på sorg og fortvivlelse. 31 Så udbrød han: „Må Herren straffe mig hårdt, om jeg ikke får Elisa halshugget i dag.”

32 Derpå sendte kongen sin næstkommanderende i forvejen til Elisa. Imens sad Elisa i et møde med Israels ledere hjemme i sit hus, og kort før manden ankom, sagde han til lederne: „Den morderiske konge har sendt en mand af sted for at slå mig ihjel. Sørg for at holde døren lukket, så han ikke kan komme ind, for I kan være sikre på, at hans herre, kongen, vil komme lidt senere.”

33 Næppe havde Elisa sagt det, før manden ankom til huset, og lidt senere kom kongen.

„Det er Herren, som er skyld i denne katastrofe,” råbte kongen. „Der er ikke længere nogen grund til at sætte vores forhåbninger til ham.”

Belejringen ophører

Men Elisa svarede kongen: „Herren siger, at i morgen ved denne tid har situationen ændret sig. Da skal en kurv fuld af det fineste hvedemel sælges på torvet for kun ét sølvstykke, og to kurve[c] byg for samme beløb.”

Men kongens næstkommanderende svarede: „Umuligt. Om så Herren åbnede alle himlens sluser, ville det aldrig kunne ske.”

„Ikke?” svarede Elisa. „Det skal du få at se. Men du kommer ikke til selv at nyde godt af det.” Derefter tog de tilbage til byen.

Uden for byporten sad der fire mænd, som på grund af en smitsom hudsygdom var forvist fra byen. „Hvorfor skal vi blive siddende her, til vi dør?” spurgte de hinanden. „Hvis vi bliver siddende med hænderne i skødet, dør vi af sult, og går vi tilbage til byen, dør vi også af sult. Så vi kan lige så godt overgive os og gå over til aramæerne. Det værste, der kan ske, er, at de slår os ihjel, men hvem ved, måske skåner de os.”

I aftenskumringen gik de fire mænd hen mod den aramæiske lejr, men da de kom helt derhen, var der ikke en sjæl at se. Herren havde nemlig sørget for, at aramæerne hørte krigslarm, hestetramp og vognstøj, så det lød, som om en mægtig hær var på vej imod dem. „Det er Israels konge, der har fået forstærkning fra hittitterne og Egypten,” råbte de, og der gik panik i dem, så de flygtede med det samme og lod deres telte, heste, æsler og al provianten blive tilbage.

Da de fire mænd nåede frem til lejren, gik de fra telt til telt og spiste og drak så meget, de kunne. De samlede alt det guld og sølv og tøj sammen, de kunne bære, og gemte det godt. Men så sagde de til hinanden: „Det er ikke rigtigt, det vi gør. Vi ligger inde med nogle utrolig gode nyheder. Hvis vi venter til i morgen med at bringe nyheden videre, er det vores skyld, hvis nogen af de udsultede folk i byen dør i nat. Kom, lad os straks gå tilbage og give besked til kongen.”

10 Så gik de tilbage til byen og fortalte portvagterne, hvordan de var gået ud til den aramæiske lejr, og at lejren var rømmet. Hestene og æslerne stod bundne, og alt så beboet ud, men der var ingen mennesker at se. 11 Portvagterne gav beskeden videre, og på den måde nåede den gode nyhed frem til kongens palads.

12 Kongen sprang straks ud af sengen, men det var næsten for godt til at være sandt. Derfor sagde han til sine nærmeste officerer: „Aramæerne ved jo, at vi sulter. Det må være derfor, de har forladt deres lejr og nu ligger på lur på markerne i håb om, at vi lader os lokke ud af byen. Så slår de til, erobrer vores by og gør os til deres slaver.”

13 „Men burde vi ikke alligevel sende nogle mænd ud og se efter?” spurgte en af officererne. „Lad os se, om der ikke skulle være bare fem heste tilbage i byen, man kan ride på. Hvis mændene skulle miste livet derved, er det vel ikke værre, end hvis de bliver i byen og dør af sult sammen med os andre.”

14 Det lykkedes dem at finde to heste, så to ryttere blev sendt af sted for at se, hvad der var sket. 15 De fandt en masse efterladt tøj og våben, som aramæerne havde smidt under deres flugt. Således var de i stand til at følge sporene hele vejen til Jordanfloden. Derefter vendte de tilbage og meldte det til kongen. 16 Så skyndte Samarias indbyggere sig ud og plyndrede aramæernes lejr. På den måde gik det i opfyldelse, at en kurv hvedemel og to kurve byg den dag kunne købes for et sølvstykke, nøjagtig som Herren havde sagt.

17 Kongen havde udpeget sin næstkommanderende til at holde kontrol med menneskemængden ved byporten, men da folk pressede på for at komme ud til den forladte lejr, blev han trampet ned og omkom i tumulten. Derved blev det ord opfyldt, som profeten havde sagt om ham den foregående dag, 18 dengang han også forudsagde, at prisen på hvedemel og byg ville gå ned. 19 Manden havde jo ved den lejlighed svaret, at det ikke kunne ske, om så Herren åbnede alle himlens sluser, og profeten havde svaret: „Det skal du få at se. Men du kommer ikke selv til at nyde godt af det.” 20 Og sådan gik det. Han blev trampet ned i byporten og døde.

Kvinden fra Shunem vender hjem

Elisa havde sagt til den kvinde, hvis dreng han havde opvakt fra de døde: „Flygt sammen med din familie til et andet land, for Herren vil sende en hungersnød i Israel, som vil vare i syv år.”

Derfor slog kvinden og hendes familie sig ned i filistrenes land i syv år, og da hungersnøden var forbi, vendte hun tilbage til Israel og opsøgte kongen for at få sin jord og sit hus igen. Netop som hun kom ind til kongen, var han fordybet i samtale med Gehazi, Elisas tjener. „Fortæl mig nogle historier om Elisas mirakler,” havde kongen sagt til Gehazi. Så Gehazi var i færd med at fortælle om dengang, Elisa genopvakte en dreng fra de døde. I samme øjeblik trådte drengens mor ind.

„Jamen, se,” udbrød Gehazi, „det er jo den kvinde vi taler om. Og det er hendes dreng, Elisa opvakte fra de døde.”

„Er det virkelig sandt, hvad han siger?” spurgte kongen, og det bekræftede hun. Så sendte kongen straks en embedsmand af sted for at sikre sig, at kvinden fik sin ejendom tilbage, og han sørgede tilmed for, at hun fik godtgjort det høstudbytte, der havde været under hendes fravær.

Hazael myrder kong Ben-Hadad af Aram

Senere rejste Elisa til Damaskus, Arams hovedstad, hvor kong Ben-Hadad lå syg. Kongen fik straks at vide, at den berømte Guds mand var kommet til byen. Da sagde kongen til en embedsmand ved navn Hazael: „Bring profeten en gave og spørg ham, om der er chancer for, at jeg bliver rask igen.”

Så læssede Hazael 40 kameler med de bedste varer, der kunne opdrives i landet, og overrakte gaven til Elisa med ordene: „Ben-Hadad, Arams konge, forespørger underdanigst om chancerne for at blive rask igen.”

10 Elisa svarede: „Sig du bare, at han vil komme sig. Men Herren har vist mig, at han vil dø.”

11 Efter disse ord blev Elisa ved med at stirre ud i luften og fik et udtryk af forfærdelse i ansigtet. Så brød han ud i heftig gråd.

12 „Hvad er der i vejen?” spurgte Hazael.

„Ak,” svarede Elisa, „du er manden, som skal bringe store lidelser over Israels folk. Deres fæstninger vil du nedbrænde, de unge krigere vil du hugge ned med sværdet, spædbørnene vil du knuse mod klippeblokkene, og du vil sprætte maven op på de gravide kvinder.”

13 „Hvordan skulle jeg få så stor en magt?” udbrød Hazael. „Jeg er jo bare en almindelig tjener.”

„Herren har vist mig,” svarede Elisa, „at du vil blive konge af Aram.”

14 Da Hazael kom tilbage, spurgte kongen: „Hvad sagde han?” Hazael svarede: „Han sagde, at du vil komme dig.”

15 Men næste dag tog Hazael et klæde, dyppede det i vand og lagde det over den syge konges ansigt, så han blev kvalt. Derpå blev Hazael konge.

Kong Joram af Juda

16 Da Ahabs søn, kong Joram af Israel, havde regeret i fem år, blev Joshafats søn Joram konge i Juda. 17 Han var 32 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i otte år. 18 Han fulgte i Israels kongers spor, for han havde giftet sig med en datter af Ahab. Derfor gjorde han, hvad der var ondt i Herrens øjne. 19 Men for kong Davids skyld ødelagde Herren ikke Juda fuldstændigt. Han havde jo lovet, at Davids slægt aldrig skulle dø ud.

20 Mens Joram regerede, løsrev Edoms folk sig fra Judas overherredømme og udnævnte deres egen konge. 21 Kong Joram mønstrede sine stridsvogne for at slå oprøret ned. Han slog lejr ved Zair, men blev omringet af Edoms hær. Han gik til angreb på fjendens hær og deres stridsvogne om natten, men under kampen flygtede hans egne soldater og vendte hjem. 22 Derfor har Edom indtil i dag opretholdt sin uafhængighed, og det samme er tilfældet med Libna.

23 Resten af kong Jorams historie er beskrevet i Judas kongers krønikebog. 24 Da han døde, blev han begravet i Davidsbyen ligesom sine forfædre.

Kong Ahazja af Juda

25 Ahazja, Jorams søn, blev konge i Juda efter sin far i kong Joram af Israels 12.[d] regeringsår. 26 Han var 22 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i ét år. Hans mor, Atalja, var kong Omri af Israels barnebarn. 27 Ahazja gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne ligesom kong Ahabs slægt, for hans far var blevet gift ind i den familie.

28 Derfor støttede han Ahabs søn, kong Joram af Israel, og sammen gik de i krig mod kong Hazael af Aram. Aramæerne vandt slaget ved Ramot-Gilead, og Joram blev såret, 29 hvorefter han trak sig tilbage til Jizre’el for at blive rask igen. Ahazja tog derfor til Jizre’el for at se til ham.

Footnotes

  1. 5,5 Ordret: „ti talenter sølv og 6000 shekel guld”. En talent var ca. 34 kg og en shekel ca. 11 gram.
  2. 6,25 Det vides ikke med sikkerhed, om dette ord hentyder til almindeligt duemøg, eller det er en spiselig plante med et sådant navn, som normalt ikke betragtedes som egnet føde. Æselhoveder blev også kun spist under den værste hungersnød.
  3. 7,1 Ordret: „en sea mel for en shekel sølv og to sea byg for en shekel”. En sea var et rummål på lidt over 7 liter og en shekel vejede ca. 11 gram.
  4. 8,25 Der skulle nok have stået 11. i stedet for 12., som der gør i 9,29. Joram regerede kun i 12 år, og både Joram og Ahazja døde samtidigt. Se 2.Kong. 3,1 og 2.Kong. 9,24-29.