Añadir traducción en paralelo Imprimir Opciones de la página

19 Da Kong Ezekias hørte det, sønderrev han sine Klæder, hyllede sig i Sæk og gik ind i Herrens Hus. Og han sendte Paladsøversten Eljakim og Statsskriveren Sjebna og Præsternes Ældste, hyllet i Sæk, til Profeten Esajas, Amoz's Søn, for at sig til ham: "Ezekias lader sige: En Nødens, Tugtelsens og Forsmædelsens Dag er denne dag, thi Barnet er ved at fødes, men der er ikke Kraft til at bringe det til Verden! Dog vil Herren din Gud måske høre alt, hvad Rabsjake har sagt, han, som er sendt af sin Herre, Assyrerkongen, for at håne den levende Gud, og måske vil han straffe ham for de Ord, som Herren din Gud har hørt - gå derfor i Forbøn for den Rest, der endnu er tilbage!" Da Kong Ezekias's Folk kom til Esajas, sagde han til dem: "Således skal I svare eders Herre: Så siger Herren: Frygt ikke for de Ord, du har hørt, som Assyrerkongens Trælle har hånet mig med! Se, jeg vil indgive ham en Ånd, og han skal få en Tidende at høre, så han vender tilbage til sit Land, og i hans eget Land vil jeg fælde ham med Sværdet!"

Rabsjake vendte så tilbage og traf Assyrerkongen i Færd med at belejre Libna; thi han havde hørt, at Kongen var brudt op fra Lakisj.

Så fik han Underretning om, at Kong Tirhaka af Ætiopien var rykket ud for at angribe ham, og han sendte atter Sendebud til Ezekias og sagde: 10 "Således skal I sige til Kong Ezekias af Juda: Lad ikke din Gud, som du slår din Lid til, vildlede dig med at sige, at Jerusalem ikke skal gives i Assyrerkongens Hånd! 11 Du har jo dog hørt, hvad Assyrerkongerne har gjort ved alle Lande, hvorledes de har lagt Band på dem - og du skulde kunne undslippe! 12 De Folk, mine Fædre tilintetgjorde, Gozan, Haran, Rezef og Folkene fra Eden i Telassar, har deres Guder kunnet frelse dem? 13 Hvor er Kongen af Hamat, Kongen af Arpad eller Kongen af La'ir, Sefarvajim, Hena og Ivva?"

14 Da Ezekias havde modtaget Brevet af Sendebudenes Hånd og læst det, gik han op i Herrens Hus og bredte det ud for Herrens Åsyn. 15 Derpå bad Ezekias den Bøn for Herrens Åsyn: "Herre, Israels Gud, du, som troner over heruberne, du alene er Gud over alle Jordens Riger; du har gjort Himmelen og Jorden! 16 Bøj nu dit Øre, Herre, og lyt, åbn dine Øjne, Herre, og se! Læg Mærke til de Ord, Sankerib har sendt hid for at spotte den levende Gud! 17 Det er sandt, Herre, at Assyrerkongerne har tilintetgjort de Folk og deres Lande 18 og kastet deres Guder i Ilden; men de er ikke Guder, kun Menneskehænders Værk af Træ eller Sten, derfor kunde de ødelægge dem. 19 Men frels os nu, Herre vor Gud, af hans Hånd, så alle Jordens Riger kan kende, at du, Herre, alene er Gud!"

20 Så sendte Esajas, Amoz's Søn, Bud til Ezekias og lod sige: "Så siger Herren, Israels Gud: Din Bøn angående Assyrerkongen Sankerib har jeg hørt!" 21 Således lyder det Ord, Herren talede imod ham: Hun håner, hun spotter dig, Jomfruen, Zions Datter, Jerusalems Datter ryster på Hovedet ad dig! 22 Hvem har du hånet og smædet, mod hvem har du løftet din Røst? Mod Israels Hellige løfted i Hovmod du Blikket! 23 Ved dine Sendebud håned du Herren og sagde: "Med mine talløse Vogne besteg jeg Bjergenes Højder, Libanons afsides Egne; jeg fælded dets Cedres Højskov, dets ædle Cypresser, trængte frem til dets øverste Raststed, dets Havers Skove. 24 Fremmed Vand grov jeg ud, og jeg drak det, tørskoet skred jeg over Ægyptens Strømme!" 25 Har du ej hørt det? For længst kom det op i min Tanke, jeg lagde det fordum til Rette, nu lod jeg det ske, og du gjorde murstærke Byer til øde Stenhobe, 26 mens Folkene grebes i Afmagt af Skræk og Skam, blev som Græsset på Marken, det spirende Grønne, som Græs på Tage, som Mark for Østenvinden. Jeg ser, når du rejser 27 og sætter dig, ved, når du går og kommer. 28 Fordi du raser imod mig, din Trods er mig kommet for Øre, lægger jeg Ring i din Næse og Bidsel i Munden og fører dig bort ad Vejen, du kom!

29 Og dette skal være dig Tegnet: I År skal man spise, hvad der såed sig selv, og Året derpå, hvad der skyder af Rode, tredje År skal man så oghøste, plante Vin og nyde dens Frugt.

30 Den bjærgede Rest af Judas Hus slår atter Rødder forneden og bærer sin Frugt foroven; thi fra Jerusalem udgår en Rest, en Levning fra Zions Bjerg. 31 Herrens Nidkærhed virker dette.

32 Derfor, så siger Herren om Assyrerkongen: I Byen her skal han ej komme ind, ej sende en Pil herind, ej nærme sig den med Skjolde eller opkaste Vold imod dem; 33 ad Vejen, han kom, skal han gå igen, i Byen her skal han ej komme ind så lyder det fra Herren. 34 Jeg værner og frelser denne By for min og min Tjener Davids Skyld!

35 Samme Nat gik Herrens Engel ud og ihjelslog i Assyrernes Lejr 185000 Mand; og se, næste Morgen tidlig lå de alle døde. 36 Da brød Assyrerkongen Sankerib op, vendte hjem og blev siden i Nineve. 37 Men da han engang tilbad i sin Gud Nisroks Hus, slog Adrammelek og Sarezer ham ihjel med deres Sværd, hvorefter de flygtede til Ararats Land; og hans Søn Asarhaddon blev Konge i hans Sted.

20 Ved den Tid blev Ezekias dødssyg. Da kom Profeten Esajas, Amoz's Søn, til ham og sagde: "Så siger Herren: Beskik dit Hus, thi du skal dø og ikke leve!" Da vendte han Ansigtet om mod Væggen og bad således til Herren: "Ak, Herre, kom dog i Hu, hvorledes jeg har vandret for dit Åsyn i Oprigtighed og med helt Hjerte og gjort, hvad der er godt i dine Øjne!" Og Ezekias græd højt. Men Esajas var endnu ikke ude af den mellemste Forgård, før Herrens Ord kom til ham således: "Vend tilbage og sig til Ezekias, mit Folks Fyrste: Så siger Herren, din Fader Davids Gud: Jeg har hørt din Bøn, jeg har set dine Tårer! Se, jeg vil helbrede dig; i Overmorgen kan du gå op i Herrens Hus; og jeg vil lægge femten År til dit Liv og udfri dig og denne By af Assyrerkongens Hånd og værne om denne By for min og min Tjener Davids Skyld!" Derpå sagde Esajas: "Kom med et Figenplaster!" Og da de kom med Plasteret og lagde det på det syge Sted, blev han rask. Men Ezekias sagde til Esajas: "Hvad er Tegnet på, at Herren vil helbrede mig, så jeg i Overmorgen kan gå op i Herrens Hus?" Da svarede Esajas: "Dette skal være dig Tegnet fra Herren på, at Herren vil udføre, hvad han har sagt: Skal Skyggen gå ti Streger frem eller ti Streger tilbage?" 10 Ezekias sagde: "Skyggen kan let strække sig ti Streger frem nej, lad den gå ti Streger tilbage!" 11 Da råbte Profeten Esajas til Herren; og han lod Skyggen på Akaz's Solur gå ti Streger tilbage.

12 Ved den Tid sendte Bal'adans Søn, Kong Merodak-Bal'adan af Babel, Brev og Gave til Ezekias, da han hørte, at Ezekias havde været syg. 13 Og Ezekias glædede sig over deres Komme og viste dem hele Huset, hvor han havde sine Skatte, Sølvet og Guldet, Røgelsestofferne, den fine Olie, hele sit Våbenoplag og alt, hvad der var i hans Skatkamre; der var ikke den Ting i hans Hus og hele hans Rige, som Ezekias ikke viste dem. 14 Da kom Profeten Esajas til Kong Ezekias og sagde til ham: "Hvad sagde disse Mænd, og hvorfra kom de til dig?" Ezekias svarede: "De kom fra et fjernt Land, fra Babel!" 15 Da spurgte han: "Hvad fik de at se i dit Hus?" Ezekias svarede: "Alf, hvad der er i mit Hus, så de; der er ikke den Ting i mine Skatkamre, jeg ikke viste dem!" 16 Da sagde Esajas til Ezekias: "Hør Herrens Ord! 17 Se, Dage skal komme, da alt, hvad der er i dit Hus, og hvad dine Fædre har samlet indtil denne Dag, skal bringes til Babel og intet lades tilbage, siger Herren! 18 Og af dine Sønner, der nedstammer fra dig, og som du avler, skal nogle tages og gøres til Hofmænd i Babels Konges Palads!" 19 Men Ezekias sagde til Esajas: "Det Ord fra Herren, du har kundgjort, er godt!" Thi han tænkte: "Så bliver der da Fred og Tryghed, så længe jeg lever!"

20 Hvad der ellers er at fortælle om Ezekias og hans Heltegerninger, og hvorledes han anlagde Vanddammen og Vandledningen og ledede Vandet ind i Byen, står jo optegnet i Judas Kongers Krønike. 21 Så lagde Ezekias sig til Hvile hos sine Fædre; og hans Søn Manasse blev Konge i hans Sted.

21 Manasse var tolv År gammel, da han blev Konge, og han herskede fem og halvtredsindstyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Hefziba. Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens Øjne, og efterlignede de Folkeslags Vederstyggeligheder, som Herren havde drevet bort foran Israeliterne. Han byggede atter de Offerhøje, som hans Fader Ezekias havde ødelagt, rejste Altre for Ba'al, lavede en Asjerastøtte, ligesom Kong Akab af Israel havde gjort, og tilbad og dyrkede hele Himmelens Hær. Og han byggede Altre i Herrens Hus, om hvilket Herren havde sagt: "I Jerusalem vil jeg stedfæste mit Navn." Og han byggede Altre for hele Himmelens Hær i begge Herrens Hus's Forgårde. Han lod sin Søn gå igennem Ilden, drev Trolddom og tog Varsler og ansatte Dødemanere og Sandsigere; han gjorde meget, som var ondt i Herrens Øjne, og krænkede ham. Den Asjerastøtte, han lod lave, opstillede han i det Hus, om bvilket Herren havde sagt til David og hans Søn Salomo: "I dette Hus og i Jerusalem, som jeg har udvalgt af alle Israels Stammer, vil jeg stedfæste mit Navn til evig Tid; og jeg vil ikke mere lade Israel vandre bort fra det Land, jeg gav deres Fædre, dog kun på det Vilkår, at de omhyggeligt overholder alt, hvad jeg har pålagt dem, hele den Lov, min Tjener Moses gav dem." Men de vilde ikke høre, og Manasse forførte dem til at handle værre end de Folkeslag, Herren havde udryddet foran Israeliterne.

10 Da talede Herren ved sine Tjenere Profeterne således: 11 "Efterdi Kong Manasse af Juda har øvet disse Vederstyggeligheder, ja øvet Ting, som er værre end alt, hvad Amoriterne, der var før ham. øvede, og tillige ved sine Afgudsbilleder har forledt Juda til Synd, 12 derfor, så siger Herren, Israels Gud: Se, jeg bringer Ulykke over Jerusalem og Juda, så det skal ringe for Ørene på enhver, der hører derom! 13 Jeg vil trække samme Målesnor over Jerusalem som over Samaria og bruge samme Lod som ved Akabs Hus; jeg vil afviske Jerusalem, som man afvisker et Fad og vender det om; 14 jeg forstøder, hvad der er tilbage af min Ejendom, oggiver dem i deres Fjenders Hånd, og de skal blive til Rov og Bytte for alle deres Fjender, 15 fordi de gjorde, hvad der var ondt i mine Øjne, og krænkede mig, lige fra den Dag deres Fædre drog ud af Ægypten og indtil i Dag!"

16 Desuden udgød Manasse uskyldigt Blod i store Måder, så han fyldte Jerusalem dermed til Randen, for ikke at tale om den Synd; han begik ved at forlede Juda til Synd, så de gjorde, hvad der var ondt i Herrens Øjne.

17 Hvad der ellers er at fortælle om Manasse, alt, hvad han udførte, og den Synd, han begik, står jo optegnet i Judas Kongers Krønike. 18 Så lagde Manasse sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i Haven ved sit Hus, i Uzzas Have; og hans Søn Amon blev Konge i hans Sted.

19 Amon var to og tyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede to År i Jerusalem. Hans Moder hed Mesjullemet og var en Datter af Haruz fra Jotba. 20 Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens Øjne,,ligesom hans Fader Manasse; 21 han vandrede nøje i sin Faders Spor og dyrkede Afgudsbillederne, som hans Fader havde dyrket, og tilbad dem; 22 han forlod Herren, sine Fædres Gud, og vandrede ikke på Herrens Vej. 23 Amons Folk sammensvor sig imod ham og dræbte Kongen i hans 24 men Folket fra Landet dræbte alle dem, der havde sammensvoret sig imod Kong Amon, og gjorde hans Søn Josias til Konge i hans Sted.

25 Hvad der ellers er at fortælle om Amon, og hvad han udførte, står jo optegnet i Judas Kongers Krønike. 26 Man jordede ham i hans Faders Grav i Uzzas Have; og hans Søn Josias blev Konge i hans Sted.

Hizkija søger hjælp hos Esajas

19 Da kong Hizkija fik assyrerkongens budskab, blev han så fortvivlet, at han rev flænger i sit tøj, klædte sig i sæk og aske og gik ind i Herrens hus for at bede. Samtidig sendte han Eljakim, Shebna og de ledende præster til profeten Esajas,[a] Amotz’ søn. De havde også klædt sig i sæk og aske og skulle overbringe følgende besked fra kongen: „Vi er blevet ydmyget og skældt ud og er i stor nød. Vi føler os som en kvinde, der er i gang med at føde, men ikke kan føde barnet alligevel. Måske har Herren, din Gud, hørt, hvordan den assyriske næstkommanderende har hånet den levende Gud, og måske vil Herren selv straffe ham. Gå derfor i forbøn for den rest af folket, som endnu er i live.”

5-6 Esajas svarede: „Herren har følgende besked til kongen: Du skal ikke tage dig af assyrernes store ord, som de har hånet mig med. Jeg vil sørge for, at assyrerkongen snart hører dårligt nyt hjemmefra, så han rejser tilbage til sit land. Der vil han senere blive dræbt.”

Fornyede trusler

Den assyriske næstkommanderende var i mellemtiden vendt tilbage til Lakish, hvor han fik at vide, at kong Sankerib havde forladt byen og var i færd med at belejre en anden by, Libna. Midt i det hele fik Sankerib efterretning om, at kong Tirhaka fra Kush havde sendt sin hær for at angribe ham. Så sendte han et skriftligt budskab til kong Hizkija:

10 „Lad ikke din gud give dig falske forhåbninger. Tro ikke på ham, når han påstår, jeg ikke kan indtage Jerusalem. 11 Du har jo hørt, hvordan assyrerkongen har lagt utallige lande under sig. Hvordan kan du tro, at du kan undslippe? 12 Har de andre guder kunnet redde deres tilhængere? Tænk på nationer som Gozan, Karan, Retzef og Eden i landet Telassar—de er alle blevet knust af assyriske konger. 13 Glem ikke, hvad der skete med kongerne af Hamat, Arpad, Lair, Sefarvajim, Hena og Ivva.”

Hizkija beder Herren om hjælp

14 Da Hizkija havde læst assyrerkongens brev, gik han ind i helligdommen og lagde det frem for Herren. 15 „Herre, Israels Gud!” bad han. „Du sidder på din trone højt over de mægtigste engle. Du alene er Herre over alle jordens riger. Du skabte himlen og jorden. 16 Bøj dig ned, Herre, og lyt til min bøn! Se det brev her fra kong Sankerib, hvor han håner den levende Gud! 17 Herre, det er sandt, at assyrerkongerne har knust alle de nævnte folkeslag, lagt deres lande øde 18 og brændt deres guder. Men de var jo ikke virkelige guder, kun menneskeværk lavet af træ og sten. Derfor kunne de blive ødelagt. 19 Herre, du er vores Gud, frels os fra assyrerkongens magt. Så vil alle jordens folk kunne se, at du er den eneste sande Gud!”

Herrens dom over assyrerkongen

20 Derefter sendte Esajas følgende besked til kong Hizkija: „Herren, Israels Gud, siger, at han har hørt din bøn angående assyrerkongen. 21 Nu skal du høre, hvad han siger om kong Sankerib:

Jerusalems indbyggere ryster på hovedet.
    Ja, Zions datter ler dig op i ansigtet.
22 Hvem var det, du hånede og spottede?
    Hvem brugte du så store ord imod?
I hovmod trodsede du Himlens Gud,
    vendte dig imod Israels Hellige.
23 Ved sendebud hånede du Herren og sagde:
‚Mine hære krydsede de højeste bjerge,
    jeg erobrede Libanons højdedrag.
Jeg fældede skovens stolte cedre,
    nedlagde de statelige cypresser.
Jeg nåede bjergenes tinder,
    Libanons prægtige frugtplantager.
24 Jeg lod brønde grave i fjendeland
    og brugte løs af deres drikkevand.
Ved mine hæres støvletramp
    blev Egyptens floder tømt for vand.’

25 Forstår du ikke, at det var min idé?

    Jeg planlagde det for længst og lod det ske.
Du skulle angribe fæstningsbyer
    og forvandle dem til bunker af sten,
26 mens indbyggerne måtte se til,
    skuffede, udmattede og skamfulde,
som planter, der rykkes op med rode,
    som græs på taget, der visner i solen.

27 Jeg ser, når du rejser dig og sætter dig,

    jeg ved, hvornår du går og kommer tilbage.

28 Men fordi du hidser dig op imod mig,

    og dine stolte ord har nået mit øre,
sætter jeg kroge i din næse
    og lægger bidsel i din mund.
Jeg trækker dig bort,
    tilbage ad den vej, du kom.

Om Jerusalem og folkets fremtid

29 Herren giver dig nu et tegn, kong Hizkija: Første år skal man spise af det korn, som har sået sig selv. Næste år skal folk spise af de frugter, der er.[b] Men tredje år skal de så og høste deres korn og nyde frugterne af de vinstokke, de har plantet. 30 For den rest, som er tilbage af Judas folk, skal fæste rod forneden og sætte frugt foroven. 31 En rest vil slippe levende væk fra Jerusalem, nogle af dens indbyggere vil overleve. Det gør Herren, den Almægtige, for sin egen skyld.

32 Hør hvad Herren siger om Assyriens konge: Han kommer ikke ind i Jerusalem. Han får end ikke lov at skyde en pil herind, eller nærme sig byen med løftede skjolde for at bygge angrebsramper rundt omkring den. 33 Han skal vende tilbage ad den vej, han kom. Han kommer ikke herind, siger Herren. 34 For jeg vil forsvare og frelse Jerusalem for min egen æres skyld og for min tjener Davids skyld!”

Herren ødelægger den assyriske hær

35 Samme nat gik Herrens engel gennem assyrernes lejr og slog 185.000 krigere ihjel. Næste morgen lå der døde kroppe overalt. 36 Da brød kong Sankerib op og vendte hjem til Nineve. 37 Engang, da han bad i sin gud Nisroks tempel, trængte hans sønner Adrammelek og Sarezer derind og myrdede ham, hvorefter de flygtede til Ararats land. Sankeribs søn Asarhaddon blev konge i hans sted.

Hizkijas sygdom og helbredelse

20 Senere blev Hizkija alvorligt syg og lå for døden. Da kom profeten Esajas til ham og sagde: „Gør dig klar til at dø, for Herren siger, du ikke bliver rask igen.”

Esajas gik igen, og Hizkija vendte ansigtet mod væggen. „Åh, Herre,” tryglede han, „husk dog på, hvordan jeg altid har bestræbt mig på at adlyde dig og behage dig i alt, hvad jeg har foretaget mig.” Og han græd højt.

Før Esajas var nået ud af paladsets gård, sagde Herren til ham: „Gå tilbage til Hizkija, mit folks leder, og sig til ham: Herren, din forfar Davids Gud, har hørt din bøn og set dine tårer. Jeg vil alligevel helbrede dig, så du i overmorgen kan stå op og gå ind i templet. Jeg vil give dig endnu 15 år at leve i, og jeg vil frelse både dig og Jerusalem fra assyrerkongen, for min egen æres skyld og for min tjener Davids skyld.”

Derpå sagde Esajas til kongens tjenere: „Kom med et figenplaster.” Tjenerne kom så med et figenplaster og lagde det på det syge sted, for at kongen kunne blive rask.

Hizkija spurgte Esajas: „Hvilket tegn får jeg på, at Herren virkelig vil helbrede mig, så jeg kan gå op til Herrens hus i overmorgen?”

Esajas svarede: „Hvilket tegn vil du helst have? Skal skyggen på soluret gå ti streger frem eller ti streger tilbage?”

10 „Siden skyggen normalt går frem, vil jeg foretrække den gør det modsatte,” svarede Hizkija. „Lad skyggen gå ti streger tilbage.”

11 Så bad Esajas Herren om at gøre, som kongen havde bedt om, og Herren lod skyggen gå ti streger tilbage på Ahaz’ solur.

Profeti om bortførelsen til Babylonien

12 Nogen tid senere sendte Merodak-Baladan, som var søn af kong Baladan af Babylonien, nogle sendebud af sted med hilsener og en gave til Hizkija, for Babyloniens konge havde hørt om hans sygdom. 13 Hizkija var beæret over det fine besøg og viste dem alle sine rigdomme, sit sølv og guld, sine røgelsesstoffer og forskellige aromatiske olier og sit våbenarsenal, ja, der var ikke den ting, han ikke viste dem.

14 Bagefter opsøgte Esajas kong Hizkija og spurgte ham: „Hvor kom de mænd fra, og hvad ville de?”

„De kom helt fra Babylonien!” svarede Hizkija.

15 „Hvad så de i paladset?” spurgte Esajas.

„Det hele!” svarede Hizkija. „Jeg viste dem alle mine rigdomme.”

16 „Hør Herrens ord,” sagde Esajas. 17 „Der kommer en dag, hvor alt i det her palads skal føres bort til Babylonien, både de rigdomme, du selv har samlet, og det, dine forfædre har samlet—intet vil blive tilbage. 18 Nogle af dine egne efterkommere vil blive bortført og gjort til tjenere ved den babyloniske konges hof.”

19 „Det er godt at høre fra Herren,” sagde Hizkija. Han tænkte ved sig selv: „Der er i det mindste fred og ro, så længe jeg lever.”

20 Resten af kong Hizkijas historie og hans bedrifter er beskrevet i Judas kongers krønikebog. Der fortælles også om den dam, han konstruerede, og den vandtunnel, han lod grave for at lede vand ind i byen. 21 Da han døde, blev hans søn Manasse konge i hans sted.

Kong Manasse af Juda

21 Manasse var 12 år gammel, da han blev konge i Juda, og han regerede i Jerusalem i 55 år. Hans mors navn var Hefziba. Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, for han dyrkede afguderne på samme afskyelige måde som de folk, Herren i sin tid jog ud af landet for at skaffe plads til sit folk.

Han genopbyggede de offersteder rundt omkring på højene, som hans far, Hizkija, havde brudt ned. Han opførte altre for Ba’al og frugtbarhedssymboler for gudinden Ashera, sådan som Israels kong Ahab tidligere havde gjort, og han tilbad stjernerne. 4-5 Selv på tempelpladsen i Jerusalem—det sted, som Herren havde sagt, han på en særlig måde ville være knyttet til—opførte han altre til ære for solen, månen og stjernerne, både i den indre og ydre forgård. Ja, Manasse gik så vidt, at han brændte sin søn på alteret som offer til afguderne. Han var stærkt engageret i okkultisme og sort magi, og han søgte kontakt med ånderne ved hjælp af medier og spiritisme. Han gjorde en masse ting, som fremkaldte Herrens vrede. Den udskårne Asherapæl, som Manasse lod fremstille, blev rejst i Herrens hus, det sted, om hvilket Herren havde sagt til David og Salomon: „Jeg vil altid være knyttet til dette hus og denne by, Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle andre byer i landet.[c] Hvis Israels folk blot omhyggeligt vil følge de love og forskrifter, jeg gav til min tjener Moses, vil jeg ikke jage dem ud af det land, jeg gav deres forfædre.”

Men folket var ulydigt. Kong Manasse lokkede dem til at begå endnu værre synder end de ugudelige folk, der havde boet i landet før dem.

10 Da udtalte Herren dom over dem gennem sine tjenere, profeterne: 11 „Kong Manasses ondskab overgår langt amoritternes ondskab, det folk, som oprindeligt boede i landet. Han har forledt Judas folk til afgudsdyrkelse. 12 Derfor skal Jerusalem og Juda opleve en så alvorlig katastrofe, at de, som hører om den, vil blive lamslået af skræk. 13 Jeg vil straffe Jerusalem, sådan som jeg straffede Samaria. Jeg vil udrydde Manasses kongeslægt, som jeg udryddede kong Ahabs slægt. Jeg vil rense ud i Jerusalem, som man gør en skål ren og derefter vender bunden i vejret på den. 14 Jeg vil forkaste den sidste rest af mit ejendomsfolk og give dem i deres fjenders hånd. Ja, fjenderne skal få lov at gå på rov iblandt dem og udplyndre dem fuldstændigt, 15 for de har været ulydige imod mig og gjort oprør lige siden dengang, jeg førte deres forfædre ud af Egypten.”

16 Kong Manasse førte ikke alene an i afgudsdyrkelsen, men han iværksatte en grufuld massakre på så mange uskyldige mennesker, at Jerusalem blev fyldt med blod. 17 Andre enkeltheder fra kong Manasses onde regime er beskrevet i Judas kongers krønikebog. 18 Da han døde, blev han begravet i Uzzas have, som var en del af parken ved hans palads. Hans søn Amon blev konge efter ham.

Kong Amon af Juda

19 Amon var 22 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i to år. Hans mor hed Meshullemet og var datter af Harutz fra byen Jotba. 20 Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne ligesom sin far, Manasse. 21 Han fulgte i sin fars spor og ofrede til de samme afguder. 22 Han vendte ryggen til Herren, sine forfædres Gud, og nægtede på alle områder at adlyde Herrens befalinger. 23 Hans egne embedsmænd lavede en sammensværgelse imod ham og myrdede ham i hans eget palads, 24 men en gruppe borgere dræbte attentatmændene og udråbte Amons søn Josias til konge. 25 Amons øvrige liv og virke er beskrevet i Judas kongers krønikebog. 26 Som sin far blev han begravet i Uzzas have, hvorefter hans søn Josias blev konge i hans sted.

Notas al pie

  1. 19,2 På hebraisk: Jeshajahu, hvilket betyder „Jahves frelse”. Det har stort set samme betydning som Jehoshua (Jahve frelser), der på dansk er blevet til Josva og via græsk og latin blev til navnet Jesus.
  2. 19,29 Den hebraiske tekst er uklar. Oversættelsen her bygger dels på LXX, dels på Vulgata.
  3. 21,7 Jf. 1.Kong. 9,3.

Da Herren nu erfarede, at Farisæerne havde hørt, at Jesus vandt flere Disciple og døbte flere end Johannes (skønt Jesus ikke døbte selv, men hans Disciple): da forlod han Judæa og drog atter bort til Galilæa. Men han måtte rejse igennem Samaria. Han kommer da til en By i Samaria, som kaldes Sykar, nær ved det Stykke Land, som Jakob gav sin Søn Josef. Og der var Jakobs Brønd. Jesus satte sig da, træt af Rejsen, ned ved Brønden; det var ved den sjette Time. En samaritansk Kvinde kommer for at drage Vand op. Jesus siger til hende: "Giv mig noget at drikke!" Hans Disciple vare nemlig gåede bort til Byen for at købe Mad. Da siger den samaritanske Kvinde til ham: "Hvorledes kan dog du, som er en Jøde, bede mig, som er en samaritansk Kvinde, om noget at drikke?" Thi Jøder holde ikke Samkvem med Samaritanere. 10 Jesus svarede og sagde til hende: "Dersom du kendte Guds Gave, og hvem det er, som siger til dig: Giv mig noget at drikke, da bad du ham, og han gav dig levende Vand." 11 Kvinden siger til ham: "Herre! du har jo intet at drage op med, og Brønden er dyb; hvorfra har du da det levende Vand? 12 Mon du er større end vor Fader Jakob, som har givet os Brønden, og han har selv drukket deraf og hans Børn og hans Kvæg?" 13 Jesus svarede og sagde til hende: "Hver den, som drikker af dette Vand, skal tørste igen. 14 Men den, som drikker af det Vand, som jeg giver ham, skal til evig Tid ikke tørste; men det Vand, som jeg giver ham, skal blive i ham en Kilde af Vand, som fremvælder til et evigt Liv." 15 Kvinden siger til ham: "Herre! giv mig dette Vand, for at jeg ikke skal tørste og ikke komme hid for at drage op." 16 Jesus siger til hende: "Gå bort, kald på din Mand, og kom hid!" 17 Kvinden svarede og sagde: "Jeg har ingen Mand." Jesus siger til hende: "Med Rette sagde du: Jeg har ingen Mand. 18 Thi du har haft fem Mænd; og han, som du nu har, er ikke din Mand. Det har du sagt sandt." 19 Kvinden siger til ham: "Herre! jeg ser, at du er en Profet. 20 Vore Fædre have tilbedt på dette Bjerg, og I sige, at i Jerusalem er Stedet, hvor man bør tilbede." 21 Jesus siger til hende: "Tro mig, Kvinde, at den Time kommer, da det hverken skal være på dette Bjerg eller i Jerusalem, at I tilbede Faderen. 22 I tilbede det, I ikke kende; vi tilbede det, vi kende; thi Frelsen kommer fra Jøderne. 23 Men den Time kommer, ja, den er nu, da de sande Tilbedere skulle tilbede Faderen i Ånd og Sandhed; thi det er sådanne Tilbedere, Faderen vil have. 24 Gud er Ånd, og de, som tilbede ham, bør tilbede i Ånd og Sandhed." 25 Kvinden siger til ham: "Jeg ved, at Messias kommer (hvilket betyder Kristus); når han kommer, skal han kundgøre os alle Ting." 26 Jesus siger til hende: "Det er mig, jeg, som taler med dig." 27 Og i det samme kom hans Disciple, og de undrede sig over, at han talte med en Kvinde; dog sagde ingen: "Hvad søger du?" eller: "Hvorfor taler du med hende?" 28 Da lod Kvinden sin Vandkrukke stå og gik bort til Byen og siger til Menneskene der: 29 "Kommer og ser en Mand, som har sagt mig alt det, jeg har gjort; mon han skulde være Kristus?" 30 De gik ud af Byen og kom gående til ham.

Read full chapter

Jesus og den samaritanske kvinde

1-2 Da farisæerne i Jerusalem fik meddelelse om, at Jesus fik flere disciple og døbte flere end Johannes— selv om det faktisk var Jesu disciple, der døbte—blev de vrede på ham. Da Jesus blev klar over det, brød han op fra Judæa for at vende tilbage til Galilæa.

Han vidste, at det var Guds plan, at han skulle rejse gennem Samaria. 5-6 Da han nærmede sig byen Sykar i Samaria, standsede han op ved den berømte Jakobs brønd. Den ligger på et stykke jord, som patriarken Jakob købte og senere gav i arv til sin søn Josef. Jesus var træt efter den lange vandring og satte sig udmattet ved brønden. Klokken var cirka seks om aftenen.[a]

Kort tid efter kom en samaritansk kvinde for at hente vand, og Jesus sagde til hende: „Vær venlig at give mig noget at drikke.” Han var alene, for hans disciple var gået ind til byen for at købe mad. Kvinden blev overrasket over, at en jøde henvendte sig til hende, for jøderne plejer ikke at ville have noget med samaritanere at gøre. „Hvordan kan det være, at du, som er jøde, beder mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?” spurgte hun.

10 Jesus svarede: „Hvis du vidste, hvad Gud kan give dig, og hvis du forstod, hvem jeg er, så var det dig, der ville bede mig om noget at drikke—og så ville jeg give dig levende[b] vand.”

11 „Du har jo ingen spand,” sagde hun, „og brønden her er meget dyb. Hvordan vil du så skaffe det levende vand? 12 Du er vel ikke større end vores stamfar Jakob, som gav os denne brønd? Kan du give mig vand, der er bedre end det, både Jakob selv, hans familie og hans kvæg har drukket af?”

13 Jesus svarede: „Drikker man af det her almindelige vand, bliver man tørstig igen. 14 Men drikker man af det vand, jeg giver, vil man aldrig mere tørste. Det vand, jeg giver, bliver som en kilde, der vælder frem med evigt liv.”

15 „Åh, giv mig noget af det vand!” udbrød kvinden. „Tænk, hvis man aldrig mere skulle tørste og være nødt til at gå helt herud efter vand!”

16 „Gå hjem og hent din mand,” sagde Jesus.

17-18 „Jeg har ikke nogen mand,” svarede kvinden.

„Det har du ret i, for du har haft fem mænd; og ham, du nu bor sammen med, er du ikke gift med. Dér sagde du noget sandt.”

19 „Herre,” udbrød kvinden, „du må være en profet! 20 Kan du så forklare mig, hvorfor I jøder påstår, at det kun er i templet i Jerusalem, man kan tilbede Gud? Vi har jo fra gammel tid tilbedt Gud på det her bjerg.”

21 Jesus svarede: „Tro mig: Den tid kommer, hvor det ikke længere er væsentligt, hvor man tilbeder Gud—her eller i Jerusalem. 22 I samaritanere tilbeder det, som I ikke kender, men vi tilbeder det, vi kender, for frelsen udgår fra jøderne. 23 Men der kommer en tid, ja, den er allerede kommet, hvor de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. Det er den slags tilbedere, Faderen søger. 24 Gud er ånd, og de, der tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.”

25 Kvinden sagde: „Jeg ved, at Messias skal komme engang, og når han kommer, vil han forklare os alt.” 26 Da sagde Jesus til hende: „Han står her og taler med dig!”

27 I det samme kom disciplene tilbage. De blev overraskede over, at han talte med en kvinde, men ingen af dem spurgte ham, hvorfor han gjorde det, eller hvad han ville hende.

28 Kvinden lod nu sin vandkrukke stå ved brønden og løb tilbage til byen. 29 „Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort!” råbte hun. „Mon ikke han er Messias?” 30 Straks løb en masse mennesker ud for at se, hvem det var, hun snakkede om.

Read full chapter

Notas al pie

  1. 4,5-6 Som nævnt i noten til 1,39 bruger Johannesevangeliet sandsynligvis den officielle romerske tidsregning. Derfor betyder det græske udtryk „den sjette time” klokken 6 og ikke klokken 12.
  2. 4,10 På hebraisk betyder „levende vand” frisk eller rindende vand. Men Jesus bruger med vilje ordet i en dobbelt betydning.