Jehu udrydder Ahabs slægt

10 Jehu skrev nu et brev til Samarias byråd og til værgerne for Ahabs 70 sønner, som alle boede der. I brevet stod der: ² „I har kongens sønner hos jer og råder over stridsvogne og heste. I bor i en befæstet by og har masser af våben. Når I får det her brev, ³ så udvælg den bedst egnede af Ahabs sønner til jeres konge og gør jer klar til at forsvare ham.”

⁴ Brevet skabte panik i byrådet. „Hvis to konger ikke var i stand til at besejre Jehu, hvordan skulle vi kunne gøre det?” sagde de til hinanden. ⁵ Så sendte hofmarskalen, borgmesteren, byrådet og værgerne følgende brev tilbage til Jehu:

„Jehu, vi har valgt at underkaste os dig, og vi vil gøre, hvad som helst du siger. Vi ønsker ingen af Ahabs sønner som konge.”

⁶ Jehu svarede tilbage: „Hvis I holder med mig og vælger at adlyde mig, så bring Ahabs sønners hoveder til Jizre’el i morgen ved denne tid.”

Alle 70 prinser var i pleje hos byens ledende mænd, som havde taget sig af dem, siden de var små. ⁷ Da Jehus brev nåede frem, slog man samtlige prinser ihjel, læssede hovederne op i nogle kurve og bragte dem til Jehu i Jizre’el. ⁸ Jehu fik nu bud om, at prinsernes hoveder var ankommet, og han forlangte, at man lagde dem i to dynger ved byporten og lod dem ligge der til næste morgen.

⁹ Næste morgen gik han ud for at tale til folkemængden, der havde samlet sig på torvet ved byporten. „Det er ikke jeres skyld, at det her er sket,” begyndte han. „Jeg tager ansvaret for at have dræbt kongen. Men hvorfor blev hans sønner dræbt? ¹⁰ Jo, det skete på Herrens ord, og hvad han siger, må nødvendigvis gå i opfyldelse. Allerede gennem sin tjener Elias forudsagde han nemlig, at Ahabs slægt skulle totalt udryddes.”

¹¹ Derefter dræbte Jehu resten af Ahabs slægt som boede i Jizre’el, også hans mest betroede embedsmænd, hans personlige venner og hans afgudspræster. Til sidst var alle hans nærmeste udryddet.

¹² Derefter satte Jehu og hans soldater kursen mod Samaria, og mens de gjorde ophold ved hyrdernes mødested, ¹³ traf de på nogle af kong Ahazja af Judas slægtninge.

„Hvem er I?” spurgte han dem. De svarede: „Vi er kong Ahazjas slægtninge. Vi er på vej til Samaria for at besøge kong Ahabs og Jezabels familie.”

¹⁴ „Grib dem,” beordrede Jehu, og hans soldater slæbte dem ud til cisternen, hvor de alle blev dræbt—42 i alt.

¹⁵ Efter episoden ved hyrdernes mødested kom Jonadab, Rekabs søn, Jehu i møde. De hilste på hinanden, og Jehu spurgte: „Er du lige så loyal over for mig, som jeg er over for dig?”

„Ja,” svarede Jonadab.

„Så giv mig din hånd,” sagde Jehu og hjalp ham op i sin stridsvogn. ¹⁶ Så tilføjede han: „Følg nu med og se, hvor ivrig jeg er efter at handle på Herrens ord.” Derpå kørte Jonadab med Jehu til Samaria. ¹⁷ Da de kom til byen, dræbte Jehu de sidste af Ahabs slægtninge, sådan som Herren havde sagt gennem Elias, at det ville ske.

Jehu slår ba’aldyrkerne ihjel

¹⁸ Jehu kaldte nu byens indbyggere sammen og sagde: „Jeg ønsker at dyrke Ba’al endnu mere end Ahab gjorde. ¹⁹ Kald nu alle Ba’als profeter og præster sammen og enhver, der dyrker Ba’al. Sørg endelig for, at alle møder op, for nu skal vi holde en stor offerfest til ære for Ba’al. Hvis nogen udebliver, er de dødsens.”

Jehus plan var at lokke alle ba’aldyrkere i en fælde. ^20-21 Over hele Israel gik der bud om, at alle, der dyrkede Ba’al, skulle troppe op, og de kom i massevis og fyldte ba’alstemplet til bristepunktet. ²² Til præsten, der havde ansvar for templets garderobe, sagde Jehu: „Giv dem alle den særlige dragt, som bruges ved ofringer til Ba’al.” Og alle dragterne blev taget frem og delt ud.

²³ Så gik Jehu og Jonadab ind i ba’alstemplet og sagde til alle de tilstedeværende: „Er I nu sikre på, at der kun er ba’aldyrkere herinde? Vi vil ikke have nogen her, som dyrker Herren.”

²⁴ Så satte Jehu gang i ofringsceremonierne. Jehu havde i forvejen befalet 80 af sine soldater at omringe bygningen. Han havde advaret dem strengt og sagt til dem: „Lader I nogen undslippe, skal I selv miste livet.”

²⁵ Da Jehu var færdig med brændofferet, gik han udenfor til sine officerer og soldater. „Så er det nu. Ind med jer,” sagde han. „Slå dem ihjel. Ikke en eneste må slippe væk.”

Da gik de ind og slog hele forsamlingen ihjel, hvorefter de trak ligene udenfor. De trængte frem til alteret, ²⁶ slæbte den hellige søjle, der blev brugt i frugtbarhedskulten, udenfor og brændte den. ²⁷ Således blev både ba’alssøjlen og hele tempelbygningen ødelagt. Tempelruinen blev derefter brugt som et offentligt toilet, og sådan er det stadig. ²⁸ Jehu slettede på den måde ethvert spor af ba’aldyrkelsen i Israel.

²⁹ Men guldkalvene i Betel og Dan, som Jeroboam havde opstillet, lod han stå, og han lod folket fortsætte med at bringe ofre der.

³⁰ Herren sagde nu til Jehu: „Du har gjort vel i at udføre det, jeg bød dig, nemlig at udrydde Ahabs slægt. Derfor vil jeg sørge for, at dine efterkommere i fire generationer bliver konger i Israel.”

³¹ Men Jehu adlød ikke Guds lov fuldstændigt, for han fortsatte med at lade folket tilbede de guldkalve, som Jeroboam havde opstillet.

Jehus død

^32-33 Mens Jehu var konge, begyndte Herren for alvor at reducere Israels kongerige. Kong Hazael af Aram erobrede store landområder øst for Jordanfloden, inklusive Gilead området og Gads, Rubens og Manasses landområder. Han erobrede faktisk hele området øst for Jordanfloden fra Aroer ved Arnonfloden i syd til Bashan mod nord.

³⁴ Jehus øvrige bedrifter er beskrevet i Israels kongers krønikebog. ³⁵ Da han døde, blev han begravet i Samaria, og hans søn Joahaz blev konge i hans sted. ³⁶ Jehu regerede Israel fra Samaria i 28 år.

Atalja overtager magten i Juda

11 Dengang Atalja, som var mor til kong Ahazja af Juda, hørte, at hendes søn var død, satte hun sig for at udrydde samtlige medlemmer af kongefamilien. ² Men Ahazjas søster, Josheba, fjernede i al hemmelighed Ahazjas yngste søn, Joash, som kun var et spædbarn, fra de øvrige prinser, som skulle dræbes. Josheba gemte både ham og hans amme i et soveværelse. ³ Drengen blev derefter holdt skjult på tempelområdet i de seks år, Atalja regerede i Juda.

Joash udråbes til konge

⁴ I Ataljas syvende regeringsår indkaldte præsten Jojada de ledende officerer fra paladsgarden og den kongelige livvagt til et møde i templet, og efter at de højtideligt havde lovet Jojada fuld troskab, førte han kronprinsen, Joash, frem for dem ⁵ og gav dem følgende instrukser: „Næste sabbat når I møder til tjeneste, skal en tredjedel af jer holde vagt ved det kongelige palads. ⁶ En anden tredjedel skal holde vagt ved Sur-porten, mens den sidste tredjedel skal holde vagt ved livvagtens barak. ⁷ De andre to grupper, som egentlig ikke skulle gøre tjeneste på næste sabbat, skal stille sig op ved indgangen til templet for at beskytte kongen. ⁸ På den dag skal I alle fungere som kongens livvagt og holde jeres våben parate. Dræb enhver, der sætter sig op imod jer. Slip ikke kongen af syne på noget tidspunkt.”

⁹ Officererne fulgte nøje Jojadas instrukser. De kom samtidig med det skiftehold, som normalt skulle begynde tjeneste på sabbatten, og sluttede sig til det skiftehold, der var færdig med tjenesten. ¹⁰ Derpå udrustede Jojada officererne med de spyd og skjolde, som havde tilhørt kong David og blev opbevaret i templets våbenhus. ¹¹ De bevæbnede vagter tog opstilling i en lang række fra forgårdens sydside frem til alteret foran indgangen og videre til nordsiden. På den måde forhindrede de folk i at nærme sig tempelindgangen, hvor kongen ville komme til syne.

¹² Da alt var klar, førte Jojada prinsen ud og satte kongekronen på hans hoved. Han gav ham også en kopi af lovbogen, hvorefter han salvede ham til konge. Folket klappede og råbte: „Længe leve kong Joash.”

Ataljas død

¹³ Da dronning Atalja hørte støjen fra menneskemængden, skyndte hun sig over til templet. ¹⁴ Dér fik hun øje på den nykronede konge, der stod ved søjlen foran tempelindgangen, som det var skik ved en kroningsceremoni. De ledende officerer og en række trompetblæsere stod ved siden af kongen. De blæste i deres trompeter, mens folket jublede.

Atalja rev i vrede og fortvivlelse sit tøj i stykker og skreg: „Det er højforræderi!”

¹⁵ „Før hende uden for templet!” råbte Jojada til officererne for livvagten. „Dræb hende ikke på tempelområdet, men slå enhver ned, der forsøger at komme hende til undsætning.” ¹⁶ Så greb de hende og førte hende ud gennem den port, som hestene bruger til at komme ind på paladsets område. Der slog de hende ihjel.

Jojadas reformer

¹⁷ Jojada fik kongen og hele folket til at indgå en troskabspagt med Herren: Både kongen og folket skulle altid tilhøre Herren og være hans folk. Han sørgede også for, at folket lovede deres konge troskab. ¹⁸ Derefter gik hele forsamlingen i samlet trop til ba’alstemplet og rev det ned. De ødelagde altrene og afgudsbillederne og dræbte ba’alspræsten Mattan foran alteret, og Jojada satte vagter ved Herrens tempel. ^19-20 Dernæst førte han sammen med officererne, livvagten og hele folket den unge konge ud af templet, forbi vagtstuen og ind i paladset, hvor kongen satte sig på tronen.

Alle var glade og lykkelige, og livet i byen gik sin daglige, stille gang efter Ataljas død.

Joash sætter templet i stand

12 ^1-2 Joash blev konge over Judas rige i kong Jehu af Israels syvende regeringsår. Han var syv år gammel på det tidspunkt, og han regerede i Jerusalem i 40 år. Hans mor hed Zibja og var fra Be’ersheba. ³ Han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, så længe præsten Jojada levede og kunne rådgive ham. ⁴ Dog udryddede han ikke offerstederne på højene rundt omkring i landet, og derfor fortsatte folket med at brænde ofre der.

^5-6 En dag sagde kong Joash til præsterne: „Tempelbygningen trænger til en gennemgribende restaurering. De penge, som folk bringer til Herrens hus som frivillige gaver eller som indløsning for det førstefødte, der tilhører Herren, skal I derfor bruge til at bekoste istandsættelsen af templet.”

⁷ Men i kong Joash’ 23. regeringsår var præsterne endnu ikke begyndt på arbejdet. ⁸ Derfor kaldte han Jojada og de øvrige præster sammen. „Hvorfor har I ikke sørget for restaureringen af templet?” spurgte han. „Nu er det slut med at bruge midlerne på jer selv og jeres egne formål. Fra nu af skal alle pengene gå til templet.”

⁹ Men præsterne bad om at blive fritaget for ansvaret for restaureringen. Til gengæld gik de med til ikke længere at modtage penge direkte fra folket. ¹⁰ Jojada borede derefter et hul i låget på en stor kiste og placerede kisten til højre for alteret, når man går ind i templet, og de præster, der fungerede som dørvogtere, sørgede for, at alle de guld- og sølvstykker, som folk kom med, blev lagt i denne kiste. ¹¹ Hver gang kisten var fuld, blev pengene lagt i poser og vejet af statssekretæren og ypperstepræsten i fællesskab. ¹² Derefter blev pengene overdraget til arbejdsformændene, som udbetalte løn til træskærerne, bygningshåndværkerne, ¹³ murerne og stenhuggerne. Nogle af pengene blev brugt til materialerne af træ og sten. Samtlige reparationsudgifter blev betalt med disse penge. ^14-15 Men pengene blev ikke brugt til indkøb af sølvbaljer, vægesakse, stænkeskåle, trompeter eller andre guld- og sølvgenstande. ¹⁶ Man krævede ikke af arbejdsformændene, at de fremlagde regnskab for forvaltningen af pengene, for det var helt igennem ærlige mennesker. ¹⁷ Men de penge, som kom ind gennem skyldofre og forsoningsofre, blev ikke lagt i kisten. Dem kunne præsterne bruge til deres egne behov.

Resten af Joash’ tid som konge i Juda

¹⁸ På det tidspunkt gik kong Hazael af Aram til angreb på filisterbyen Gat, og det lykkedes ham at erobre byen, hvorefter han marcherede mod Jerusalem. ¹⁹ Da tog kong Joash alle de hellige tempelredskaber, som var blevet skænket af ham selv og hans forfædre, Joshafat, Joram og Ahazja, dem der før ham havde været konger i Juda, og sendte dem sammen med alt det guld, der fandtes i templets skatkammer og i det kongelige palads, til kong Hazael. Det var nok til, at den aramæiske konge afblæste angrebet på Jerusalem.

²⁰ Resten af Joash’ livshistorie og de bedrifter han udførte, er beskrevet i Judas kongers krønikebog. ²¹ Der blev begået forræderi imod ham, idet nogle af hans egne embedsmænd myrdede ham, engang han opholdt sig i Jerusalems fæstningsbygning, som ligger ved vejen ned til Silla. ²² Attentatmændene var Jozakar, Shimats søn, og Jozabad, Shomers søn. Kongen blev begravet i Davidsbyen, og hans søn Amatzja efterfulgte ham på tronen.

Johannes Døber udpeger Jesus som Guds offerlam

²⁹ Den følgende dag kom Jesus gående hen mod Johannes, der var omgivet af en gruppe af sine disciple. „Se dér!” sagde Johannes, „dér kommer Guds Lam! Det er ham, der skal tage hele verdens synd på sig. ³⁰ Det var ham, jeg hentydede til, da jeg sagde: ‚Han, som skal træde frem efter mig, er større end mig, for han var til, før jeg blev født.’ ³¹ I begyndelsen vidste jeg ikke, hvem Messias var, men jeg døber jer, for at Israels folk må få øjnene op for, hvem han er.”

³² Johannes kom derefter med følgende vidnesbyrd om Jesus: „Jeg så Helligånden komme ned fra himlen ligesom en due og blive over ham. ³³ Indtil da vidste jeg ikke, hvem der var Messias, men da Gud sendte mig for at døbe med vand, sagde han til mig: ‚Ham du ser Ånden komme ned over og blive over, ham er det! Det er ham, der døber med Helligåndens kraft.’ ³⁴ Det har jeg nu set, og derfor kan jeg give jer det vidnesbyrd, at han virkelig er Guds Søn!”

Jesus møder sine første disciple

³⁵ Dagen efter stod Johannes der igen sammen med to af sine disciple. ³⁶ Da han så Jesus komme gående, sagde han: „Se! Det er Guds Lam!”

³⁷ Da de to disciple hørte det, fulgte de efter Jesus. ³⁸ Han lagde mærke til, at de fulgte efter ham, og vendte sig om mod dem. „Hvad vil I?” spurgte han.

„Mester, hvor bor du?”

³⁹ „Kom og se,” svarede han. Så gik de med ham hen til det sted, hvor han boede. Klokken var ca. 10 om formiddagen,^[a] og de blev hos ham resten af dagen.

⁴⁰ En af de to mænd, som fulgte med Jesus, hed Andreas. Han var bror til Simon Peter. ⁴¹ Det første Andreas derefter gjorde, var at finde sin bror og sige til ham: „Vi har mødt Messias!” ⁴² Og han tog ham med hen til Jesus. Jesus så Simon i øjnene og sagde: „Du er Simon, Johannes’ søn,^[b] men fra nu af skal du hedde Kefas.” (Det er det samme som Peter).^[c]

Jesus inviterer flere til at blive hans disciple

^43-44 Næste dag besluttede Jesus at begynde rejsen tilbage til Galilæa. Han mødte da Filip, der var fra Betsajda ligesom Andreas og Peter, og han sagde til ham: „Kom med mig og bliv min discipel.” ⁴⁵ Filip gik straks hen for at finde Natanael. „Vi har mødt Messias,” fortalte han, „ham, som Moses og profeterne har skrevet om. Han hedder Jesus og er søn af en, der hedder Josef fra Nazaret.”

⁴⁶ „Nazaret?” udbrød Natanael. „Kan noget godt komme fra Nazaret?”

„Kom selv og se,” svarede Filip.

⁴⁷ Da Jesus så Natanael komme, sagde han: „Dér kommer en israelit, som er helt igennem ærlig.”

⁴⁸ „Hvor kender du mig fra?” spurgte Natanael.

„Jeg så dig under figentræet, inden Filip kaldte på dig.”

⁴⁹ „Mester, så må du være Guds Søn, Israels konge!”

⁵⁰ „Tror du, bare fordi jeg sagde, at jeg så dig under figentræet? Du skal komme til at se større ting end det.”

⁵¹ Så fortsatte han: „Det siger jeg jer: I skal få lov at se himlen åben og engle bevæge sig op og ned mellem Gud og Menneskesønnen.”^[d]