Huram-Abi laver de øvrige ting til templet^(A)

4 Huram lavede et stort bronzealter, 9 m langt, 9 m bredt og 4,5 m højt. ² Han støbte også en stor, rund vandbeholder, bronzehavet, 2,25 m dyb, 4,5 m i diameter og 13,5 m i omkreds. ³ På ydersiden lige under kanten hele vejen rundt blev der lavet to rækker okselignende^[a] udsmykninger med ca. 5 cm mellem hver, formet i ét med resten af bronzehavet. ⁴ Den stod på 12 bronzeokser, der vendte halerne mod hinanden, således at okserne tre og tre så i retning af de fire verdenshjørner. ⁵ Beholderens tykkelse var en håndsbred, og kanten var bølgeformet som toppen af en liljeblomst. Den rummede 3000 bat.^[b]

⁶ Derefter lavede han ti store vandfade til brug under rengøringen af offerdyrene. De blev anbragt tæt ved det store bronzehav, fem på hver side. Præsterne brugte bronzehavet, når de skulle vaske sig i forbindelse med den ceremonielle renselse.

⁷ Så støbte han ti guldlysestager efter de anvisninger, han havde fået. De blev anbragt inde i tempelrummet—fem langs hver væg. ⁸ Han lavede desuden ti borde og placerede dem langs templets væg, fem på sydsiden og fem på nordsiden. Han støbte også 100 stænkeskåle i guld.

⁹ Dernæst blev præsternes indre forgård og den ydre forgård gjort færdige. Dørene til begge forgårde blev belagt med bronze. ¹⁰ Bronzehavet blev placeret ved templets sydøstlige hjørne.

¹¹ Det var også Huram, der lavede alle de forskellige redskaber til brug ved offerhandlingerne: askebakker, skovle og stænkeskåle. Således fuldførte han den opgave, kong Salomon havde pålagt ham: ¹² De to søjler; de to liljeformede søjlehoveder med tilhørende fletværk ¹³ og de 400 granatæbler; ¹⁴ rullebordene med tilhørende vandfade; ¹⁵ bronzehavet og dets fundament bestående af 12 okser; ¹⁶ askebakkerne, skovlene, kødgaflerne og de øvrige redskaber. Alle disse genstande var lavet af blankpoleret bronze^{[c] 17-18} og støbt i lerforme i Jordandalen mellem Sukkot og Zereda. Totalvægten af den bronze, der blev brugt, vides ikke; der gik simpelt hen så meget bronze til, at man opgav at veje det.

¹⁹ Salomon fik al inventaret til brug inde i selve templet belagt med rent guld—både redskaberne, røgelsesalteret, bordet til de hellige brød, ²⁰ lysestagerne til lamperne, som skulle brænde i rummet foran det allerhelligste ifølge forskrifterne, ²¹ blomsterdekorationerne, lamperne, tængerne, ²² vægesaksene, stænkeskålene, fadene og bakkerne til gløder. Både dørene ind til det allerhelligste rum og dørene ved templets hovedindgang blev belagt med guld.

5 Da Herrens hus stod færdigt, tog Salomon de gaver af sølv og guld og andre kostbarheder, som hans far havde givet til Herren, og placerede det hele i skatkammeret i Guds hus.

Pagtens ark placeres i templet, og Herrens herlighed kommer^(B)

² Nu kaldte Salomon alle Israels stammeoverhoveder, slægtsoverhoveder og øvrige ledere sammen i Jerusalem, så de kunne være med til at føre pagtens ark fra teltet på Zionhøjen, det vil sige Davidsbyen, til den nye tempelbygning. ³ Denne begivenhed faldt sammen med løvhyttefesten i den syvende måned. ^4-5 Da alle lederne var ankommet, bar præsterne så arken hen til templet, og levitterne bar teltet og de indviede ting, der hidtil havde haft plads i teltet. ⁶ Dér foran pagtens ark ofrede Salomon sammen med hele Israels forsamling så meget småkvæg og hornkvæg, at man opgav at tælle, hvor mange der var.

⁷ Derpå bar præsterne Herrens Pagts Ark ind i det allerhelligste rum og satte den under kerubernes udbredte vinger. ⁸ De to statuer var jo lavet sådan, at deres vinger mødtes midt i rummet, hvor arken skulle stå. Deres vinger overskyggede derved arken og dens bærestænger. ⁹ Stængerne ragede så langt ud, at de var synlige fra templets ydre rum; og sådan er det også den dag i dag. ¹⁰ I arken lå kun de to tavler, som Moses havde anbragt i den dengang ved Horebs bjerg, da Israels folk havde forladt Egypten, og Herren oprettede sin pagt med dem.

¹¹ Derefter gik præsterne ud af templet igen. De havde alle gennemgået renselsesritualet, uanset hvilket skiftehold de tilhørte. ¹² Alle de levitter, som var musikere, det vil sige Asaf, Heman, Jedutun og deres slægtninge, havde taget opstilling øst for alteret og var klædt i fintvævede linnedkjortler. De spillede på deres harper, lyrer og bækkener. De blev akkompagneret af 120 præster, der blæste på trompeter. ¹³ Sangerne og musikerne forenedes i en mægtig lovsang i taknemmelighed til Herren. Omkvædet på deres sang lød: „Herren er god. Hans trofasthed varer til evig tid.”

Da fyldte en tæt sky templet, ¹⁴ så præsterne måtte opgive at udføre deres tjeneste. Det var Herrens herlighed, der nu fyldte Guds hus.

6 Da udbrød Salomon: ² „Herren har sagt, at han bor i den tætte sky. Herre, nu har jeg bygget dig en prægtig bolig på jorden, et sted, hvor du kan slå dig ned og bo for evigt.”

Salomons tale til folket^(C)

³ Derpå vendte kongen sig om og så ud over hele Israels forsamling, og han velsignede dem. Derefter sagde han: ⁴ „Lovet være Herren, Israels Gud, som i dag har opfyldt det løfte, han gav min far, da han sagde: ⁵ ‚Fra dengang jeg førte mit folk ud af Egypten, har jeg ikke udvalgt nogen by i Israel, hvor man kunne bygge et hus til mig. Jeg har heller ikke udvalgt nogen til at være konge over mit folk. ⁶ Men i dag udpeger jeg Jerusalem som det sted, hvor min bolig skal være, og jeg har udvalgt dig, David, til at lede mit folk.’ ”

⁷ Salomon fortsatte: „Min far ville så gerne bygge et hus til Herren, Israels Gud, ⁸ men han fik ikke lov til det. ‚Det er godt, at du ønsker at bygge mig et hus,’ sagde Herren til ham, ⁹ ‚men det bliver din søn, som kommer til at bygge det.’ ¹⁰ Herren har nu opfyldt sit løfte, for jeg har efterfulgt min far på Israels trone, og nu står Herrens hus færdigt. ¹¹ Dér har jeg anbragt arken, som indeholder den pagt, Herren oprettede med Israels folk.”

Salomons bøn til Herren^(D)

¹² Salomon stod foran brændofferalteret med hænderne løftet ud mod forsamlingen. ¹³ Han havde fået konstrueret en platform af bronze midt i forgården. Den var 2,25 m lang, 2,25 m bred og 1,35 m høj. Salomon knælede nu ned på platformen med hænderne løftet mod himlen ¹⁴ og bad følgende bøn: „Herre, Israels Gud, der findes ingen Gud som dig i hele verden! Du er en trofast Gud, der holder fast ved dine pagtsløfter, når blot dine tjenere adlyder dig af hele deres hjerte. ¹⁵ Du har nu opfyldt løftet til min far, som var din tjener. ¹⁶ Og nu, Herre, beder jeg dig opfylde resten af dit løfte til ham: At hvis hans efterkommere gør som ham og handler efter din vilje, skal der altid sidde en fra hans slægt på Israels trone. ¹⁷ Ja Herre, Israels Gud, opfyld også det løfte!

¹⁸ Er det muligt, at Gud kan tage bolig på jorden? Hvis Himlen er for lille til at rumme dig, Herre, hvordan kan du da bo i det hus, jeg har bygget? ¹⁹ Min Herre og Gud, lyt til den inderlige bøn, jeg nu beder for dit ansigt: ²⁰ Våg over dette hus både dag og nat—det sted, hvor du har lovet at tage bolig—og når jeg vender mig mod din bolig for at bede, lyt da til min bøn og svar mig. ²¹ Ja, hør hver eneste bøn, som dit folk beder til dig, vendt mod dette sted. Hør os i din bolig i Himlen og tilgiv os.

²² Når nogen bliver anklaget for at have forbrudt sig mod en anden person, og de foran dit alter her sværger på, at de er uskyldige, ²³ så hør dem i Himlen. Frikend den uskyldige og døm den skyldige.

²⁴ Når dit folk synder og som straf bliver besejret af deres fjender, og de så vender om til dig og beder om din hjælp, vendt mod dette hus, ²⁵ så hør dit folks bøn fra din bolig i Himlen, tilgiv dem og lad dem få lov at vende tilbage til deres land, som du har givet dem og deres forfædre.

²⁶ Når dit folk synder, og regnen derfor udebliver, og de så vender om fra deres synd, fordi du har straffet dem, og de beder til dig om hjælp, vendt mod dette hus, ²⁷ så hør dem fra din bolig i Himlen og tilgiv dit folk, Israel. Lær dem at følge dine veje, og lad igen regnen falde på den jord, du gav dem.

²⁸ Når der kommer hungersnød i landet, pest eller plantesygdomme, angreb af græshopper eller andre skadedyr, eller når fjenderne omringer vores byer, ja hvilken som helst epidemi eller katastrofe det nu drejer sig om, ²⁹ og dit folk erkender deres synd, rækker hænderne ud mod dette sted og bønfalder dig om hjælp, ³⁰ så hør dem i din himmelske bolig og tilgiv dem. Du alene kender menneskets skjulte tanker, og du har ret til at straffe dem for deres handlinger. ³¹ Da vil de lære at vise dig ærefrygt og vandre på dine veje i al den tid, de lever i dette land, som du lovede deres forfædre.

³² Og når fremmede folk hører om din storhed og dine mægtige undere, og de kommer langvejsfra for at bede dig om hjælp, vendt mod dette hus, ³³ så hør dem i Himlen, hvor du bor, og svar på deres bøn. Da skal alle jordens folkeslag høre om dig og have ærefrygt for dig ligesom dit folk, Israel, og hele verden vil forstå, at det hus, som jeg her har bygget, er indviet til dig.

³⁴ Når du sender dit folk i krig mod deres fjender, og de beder til dig, vendt mod den by, du har udvalgt til bolig, og det hus, jeg har bygget til dig, ³⁵ hør da i din Himmel deres bøn og skaf dem deres ret.

³⁶ Hvis de synder imod dig—og hvem kan sige sig fri for den mulighed—og du i din vrede tillader fjenden at føre dem som fanger til et fremmed land, det være sig nært eller fjernt, ³⁷ og hvis de så kommer til fornuft i det land, hvor de er i fangenskab, og råber til dig: ‚Vi har handlet ondt og været ulydige mod Gud! Vi har syndet!’ ^38-39 da hør deres bøn i din bolig i Himlen og hjælp dem, når de ærligt vender sig til dig og beder om hjælp, vendt mod det land, du gav deres forfædre, mod den by, du har udvalgt, og det hus, jeg har bygget til din ære. Tilgiv dit folk deres ulydighed mod dig.

⁴⁰ Min Gud, våg over dette sted og lyt opmærksomt til alle de bønner, der bedes her.

²⁴ De jødiske ledere omringede ham og spurgte: „Hvor længe vil du holde os hen i uvished? Er du Messias, så sig det ligeud!”

²⁵ Jesus svarede: „Det har jeg allerede gjort, men I ville ikke tro mig. De undere, jeg gør i min Fars navn, er bevis nok. ²⁶ Men I tror mig ikke, fordi I ikke hører til blandt mine får. ²⁷ Mine får adlyder min stemme. Jeg kender dem, og de følger mig. ²⁸ Jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig gå fortabt. Ingen kan rive dem ud af min hånd. ²⁹ Min Far, som har givet mig dem, har større magt end nogen anden, og ingen kan rive dem ud af min Fars hånd. ³⁰ Jeg og Faderen, vi er ét.”

³¹ Da begyndte de igen at samle sten op for at slå ham ihjel. ³² Men han sagde: „Jeg har udført mange gode gerninger, som min Far har bedt mig om at gøre. Hvilken af dem er det, I vil stene mig for?”

³³ „Du skal ikke stenes for nogen god gerning,” svarede de. „Men du skal dø, fordi du håner Gud. Du er kun et menneske, men du gør dig til ét med Gud!”

³⁴ „Står der ikke i Skriften: ‚Jeg har kaldt jer guder’?^[a]” spurgte Jesus. ³⁵ „Hvis altså Skriften, som ikke kan annulleres, kalder de mennesker ‚guder’, som Gud havde indsat til at gøre hans vilje, ³⁶ hvordan kan I så anklage mig, som Faderen har indsat og sendt til verden, og sige, at jeg håner Gud, fordi jeg siger, at jeg er Guds Søn? ³⁷ Hvis det ikke var min Fars gerninger, jeg gjorde, så skulle I ikke tro mig. ³⁸ Men når jeg nu gør hans gerninger, så tro i det mindste for gerningernes skyld, så I må kunne forstå og komme til den erkendelse, at Faderen er i mig og jeg er i ham.”

³⁹ De forsøgte derefter at fange ham, men han slap fra dem.

Mange almindelige mennesker kommer til tro på Jesus som Messias

⁴⁰ Jesus tog nu igen over til området øst for Jordanfloden, til det sted, hvor Johannes tidligere havde døbt. Der opholdt han sig et godt stykke tid, ⁴¹ og mange mennesker flokkedes om ham. De sagde til hinanden: „Johannes udførte ganske vist ingen undere, men alt, hvad han sagde om denne mand, var sandt.” ⁴² Og mange af dem kom til tro på Jesus.