Add parallel Print Page Options

Ved den Lejlighed sang Salomo: "Herren har sagt, han vil bo i Mulmet!" Nu har jeg bygget dig et Hus til Bolig, et Sted, du for evigt kan dvæle.

Derpå vendte Kongen sig om og velsignede hele Israels Forsamling, der imens stod op; og han sagde: "Lovet være Herren, Israels Gud, hvis Hånd har fuldført, hvad hans Mund talede til min Fader David, dengang han sagde: Fra den Dag jeg førte mit Folk ud af Ægypten, har jeg ikke udvalgt nogen By i nogen af Israels Stammer, hvor man skulde bygge et Hus til Bolig for mit Navn, og jeg har ikke udvalgt nogen Mand til at være Hersker over mit Folk Israel; men Jerusalem udvalgte jeg til Bolig for mit Navn, og David udvalgte jeg til at herske over mit Folk Israel. Og min Fader David fik i Sinde at bygge Herrens, Israels Guds, Navn et Hus; men Herren sagde til min Fader David: At du har i Sinde at bygge mit Navn et Hus, er ret af dig; dog skal ikke du bygge det Hus, men din Søn, der udgår af din Lænd, skal bygge mit Navn det Hus. 10 Nu har Herren opfyldt det Ord, han talede, og jeg er trådt i min Fader Davids Sted og sidder på Israels Trone, som Herren sagde, og jeg har bygget Herrens, Israels Guds, Navn Huset; 11 og jeg har der beredt en Plads til Arken med den Pagt, Herren sluttede med Israeliterne."

12 Derpå trådte Salomo frem foran Herrens Alfer lige over for hele Israels Forsamling og udbredte Hænderne. 13 Salomo havde nemlig ladet lave en fem Alen lang, fem Alen bred og tre Alen høj Talerstol af Hobber og stillet den op midt i Gården; på den trådte han op og kastede sig på Knæ foran hele Israels Forsamling, udbredte sine Hænder mod Himmelen 14 og sagde: "Herre, Israels Gud, der er ingen Gud som du i Himmelen og på Jorden, du, som holder fast ved din Pagt og din Miskundhed mod dine Tjenere, når de af hele deres Hjerte vandrer for dit Åsyn, 15 du, som har holdt, hvad du lovede din Tjener, min Fader David, og i Dag opfyldt med din Hånd, hvad du talede med din Mund. 16 Så hold da nu, Herre, Israels Gud, hvad du lovede din Tjener, min Fader David, da du sagde: En Efterfølger skal aldrig fattes dig for mit Åsyn til at sidde på Israels Trone, når kun dine Sønner vil tage Vare på deres Vej og vandre i min Lov, som du har vandret for mit Åsyn! 17 Så lad nu, Herre, Israels Gud, det Ord opfyldes, som du tilsagde din Tjener David!

18 Men kao Gud da virkelig bo blandt Menneskene på Jorden? Nej visselig, Himlene, ja Himlenes Himle kan ikke rumme dig, langt mindre dette Hus, som jeg har bygget! 19 Men vend dig til din Tjeners Bøn og Begæring, Herre min Gud, så du hører det Råb og den Bøn, din Tjener opsender for dit Åsyn; 20 lad dine Øjne være åbne over dette Hus både Dag og Nat, over det Sted, hvor du har sagt, du vilde stedfæste dit Navn, så du hører den Bøn, din Tjener opsender, vendt mod dette Sted! 21 Og hør den Bøn, dinjener og dit Folk Israel opsender, vendt mod dette Sted; du høre den der, hvor du bor, i Himmelen, du høre og tilgive!

22 Når nogen synder imod sin Næste, og man afkræver ham Ed og lader ham sværge, og han kommer og aflægger Ed foran dit Alter i dette Hus, 23 så høre du det i Himmelen og gøre det og dømme dine Tjenere imellem, så du gengælder den skyldige og lader hans Gerning komme overhans Hoved og frikender den uskyldige og gør med ham efter hans Uskyld.

24 Når dit Folk Israel tvinges til at fly for en Fjende, fordi de synder imod dig, og de så omvender sig og bekender dit Navn og opsender Bønner og Begæringer for dit Åsyn i dette Hus, 25 så høre du det i Himmelen og tilgive dit Folk Israels Synd og føre dem tilbage til det Land, du gav dem og deres Fædre.

26 Når Himmelen lukkes, så Regnen udebliver, fordi de synder imod dig, og de så beder, vendt mod dette Sted, og bekender dit Navn og omvender sig fra deres Synd, fordi du revser dem, 27 så høre du det i Himmelen og tilgive din Tjeners og dit Folk Israels Synd, ja du vise dem den gode Vej, de skal vandre, og lade det regne i dit Land, som du gav dit Folk i Eje.

28 Når der kommer Hungersnød i Landet, når der kommer Pest, når der kommer Hornbrand og Rust, Græshopper og Ædere, når Fjenden belejrer Folket i en af dets Byer, når alskens Plage og Sot indtræffer 29 enhver Bøn, enhver Begæring, hvem den end kommer fra i hele dit Folk Israel, når de føler deres Plage og Smerte og udbreder Hænderne mod dette Hus, 30 den høre du i Himmelen, der, hvor du bor, og tilgive, idet du gengælder enhver hans Færd, fordi du kender hans Hjerte, thi du alene kender Menneskebørnenes Hjerter, 31 for at de må frygte dig og følge dine Veje, al den Tid de lever på den Jord, du gav vore Fædre.

32 Selv den fremmede, der ikke hører til dit Folk Israel, men kommer fra et fjernt Land for dit store Navns, din stærke Hånds og din udstrakte Arms Skyld, når de kommer og beder, vendt mod dette Hus, 33 da børe du det i Himmelen, der. hvor du bor, og da gøre du efter alt, hvad den fremmede råber til dig om, for at alle Jordens Folkeslag må lære dit Navn at kende og frygte dig ligesom dit Folk Israel og erkende, at dit Navn er nævnet over dette Hus, som jeg har bygget.

34 Når dit Folk drager i Krig mod sine Fjender, hvor du end sender dem hen, og de beder til dig, vendt mod den By, du har udvalgt, og det Hus, jeg har bygget dit Navn, 35 så høre du i Himmelen deres Bøn og Begæring og skaffe dem deres Ret. 36 Når de synder imod dig - thi der er intet Menneske, som ikke synder - og du vredes på dem og giver dem i Fjendens Magt, og Sejrherrerne fører dem fangne til et andet Land, det være sig fjernt eller nær, 37 og de så går i sig selv i det Land, de er bortført til, og omvender sig og råber til dig i deres Landflygtigheds Land og siger: Vi har syndet, handlet ilde og været ugudelige! 38 når de omvender sig til dig al hele deres Hjerte og af hele deres Sjæl i Sejrherrernes Land, som de bortførtes til, og de beder, vendt mod deres Land, som du gav deres Fædre, mod den By, du har udvalgt, og det Hus, jeg har bygget dit Navn - 39 så høre du i Himmelen, der, hvor du bor, deres Bøn og Begæring og skaffe dem deres Ret, og du tilgive dit Folk, hvad de syndede imod dig! 40 Så lad da, min Gud, dine Øjne være åbne og dine Ører lytte til Bønnen, der bedes på dette Sted, 41 bryd op da, Gud Herre, til dit Hvilested, du selv og din Vældes Ark! Dine Præster, Gud Herre, være iklædt Frelse, dine fromme glæde sig ved dine Goder! 42 Gud Herre, afvis ikke din Salvede, kom Nåden mod din Tjener David i Hu!"

Da Salomo havde endt sin Bøn, for Ild ned fra Himmelen og fortærede Brændofferet og Slagtofrene, og Herrens Herlighed fyldte Templet, og Præsterne kunde ikke gå ind i Herrens Hus, fordi Herrens Herlighed fyldte det. Og da alle Israeliterne så Ilden og Herrens Herlighed fare ned over Templet, kastede de sig på Knæ på Stenbroen med Ansigtet mod Jorden og filbad og lovede Herren med Ordene "thi han er god, og hans Miskundhed varer evindelig!"

Kongen ofrede nu sammen med alt Folket Slagtofre for HEERRENs Åsyn. Til Slagtofferet tog Kong Salomo 22.000 Stykker Hornkvæg og 120.000 Stykker Småkvæg. Således indviede Kongen og alt Folket Guds Hus. Og Præsterne stod på deres Pladser, og Leviterne stød med Herrens Musikinstrumenter, som Kong David havde ladet lave, for at love Herren med Davids Lovsangs Ord "thi hans Miskundhed varer evindelig!" og Præsterne stod lige over for dem og blæste i trompeter, og hele Israel stod op: Og Salomo helligede den mellemste Del af Forgården foran Herrens Hus, thi der måtte han ofre Brændofrene og Fedtstykkerne af Takofrene, da Kobberalteret, som Salomo havde ladet lave, ikke kunde rumme Brændofferet, Afgrødeoffret og Fedtstykkerne.

Samtidig fejrede Salomo i syv Dage Højtiden sammen med hele Israel, en vældig Forsamling lige fra Egnen ved Hamat og til Ægyptens Bæk. Ottendedagen holdt man festlig Samling, thi de fejrede Alterets Indvielse i syv Dage og Højtiden i syv. 10 Og på den tre og tyvende Dag i den syvende Måned lod han Folket gå hver til sit, glade og vel til Mode over den Godhed, Herren havde vist sin Tjenet David og Salomo og sit Folk Israel.

11 Salomo var nu færdig med at opføre Herrens Hus og Kongens Palads; og alt, hvad Salomo havde sat sig for at udføre ved Herrens Hus og sit Palads, havde han lykkeligt ført igennem. 12 Da lod Herren sig til Syne for Salomo om Natten og sagde til ham: "Jeg har hørt din Bøn og udvalgt mig dette Sted til Offersted. 13 Dersom jeg tillukker Himmelen, så Regnen udebliver, eller jeg opbyder Græshopperne til at æde Landet op, eller jeg sender Pest i mit Folk, 14 og mit Folk, som mit Navn nævnes over, da ydmyger sig, beder og søger mit Åsyn og vender om fra deres onde Veje, så vil jeg høre det i Himmelen og tilgive deres Synd og læge deres Land, 15 Nu skal mine Øjne være åbne og mine Ører lytte til Bønnen, der bedes på dette Sted. 16 Og nu har jeg udvalgt og billiget dette Hus, for at mit Navn kan bo der til evig Tid, og mine Øjne og mit Hjerte skal være der alle Dage. 17 Hvis du nu vandrer for mit Åsyn som din Fader David, så du gør alt, hvad.jeg har pålagt dig, og, holder mine Anordninger og Lovbud, 18 så vil jeg opretholde din Kongetrone, som jeg tilsagde din Fader David, da jeg sagde: En Efterfølger skal aldrig fattes dig til at herske over Israel. 19 Men hvis I vender eder bort og forlader mine Anordninger og Bud, som jeg har forelagt eder, og går hen og dyrker fremmede Guder og tilbeder dem, 20 så vil jeg rykke eder op fra mit Land, som jeg gav eder; og dette Hus, som jeg har belliget for mit Navn, vil jeg forkaste fra mit Åsyn og gøre det til Spot og Spe blandt alle Folk, 21 og dette Hus, som var så ophøjet, over det skal enhver, som kommer der forbi, blive slået af Rædsel. Og når man siger: Hvorfor har Herren handlet således mod dette Land og dette Hus? 22 skal der svares: Fordi de forlod Herren, deres Fædres Gud, som førte dem ud af Ægypten, og holdt sig til andre Guder, tilbad og dyrkede dem; derfor har Herren bragt al denne Elendighed over dem!"

Da de tyve År var omme, i hvilke Salomo havde bygget på Herrens Hus og sit Palads - også de Byer, Huram afstod til Salomo, befæstede Salomo og lod Israeliterne bosætte sig i dem - drog Salomo til Hamat-Zoba og indtog det. Han befæstede også Tadmor i Ørkenen og alle de Forrådsbyer, han byggede i Hamat; ligeledes genopbyggedehan Øvre og Nedre-Bet-Horon, så de blev Fæstninger med Mure, Porte og Portslåer, ligeledes Ba'alat og alle Salomos Forrådsbyer, Vognbyerne og Rytterbyerne, og alt andet, som Salomo fik Lyst til at bygge i Jerusalem, i Libanon og i hele sit Rige.

Alt, hvad der var tilbage af Hetiterne, Amoriterne, Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne, og som ikke hørte til Israeliterne, deres Efterkommere, som var tilbage efter dem i Landet, og som Israeliterne ikke havde tilintetgjort. dem udskrev Salomo til Hoveriarbejde, som det er den Dag i Dag. Af Israeliterne derimod gjorde Salomo ingen til Arbejdstrælle for sig, men de var Krigsfolk, Hærførere og Vognkæmpere hos ham og Førere for hans Stridsvogne og Rytteri. 10 Tallet på Kong Salomos Overfogeder var 250; de havde Tilsyn med Folkene.

11 Faraos Datter flyttede Salomo fra Davidsbyen ind i det Hus, han havde bygget til hende; thi han tænkte: "Jeg vil ikke have en Kvinde boende i Kong David af Israels Palads, thi bellige er de Steder, hvor Herrens Ark kommer."

12 Nu ofrede Salomo Brændofre til HerrenHerrens Alter, som han Havde bygget foran Forhallen, 13 idet han ofrede, som det efter Moses's Bud hørte sig til hver enkelt Dag, på Sabbaterne, Nymånedagene og Højtiderne tre Gange om Året, de usyrede Brøds Højtid, Ugernes Højtid og Løvhytternes Højtid. 14 Og efter den Ordning, hans Fader David havde truffet, satte han Præsternes Skifter til deres Arbejde og Leviterne til deres Tjeneste, til at synge Lovsangen og gå Præsterne til Hånde efter hver Dags Behov, ligeledes Dørvogterne efter deres Skifter til at holde Vagt ved de enkelte Porte; thi således var den Guds Mand Davids Bud. 15 Og man fraveg ikke i mindste Måde Kongens Bud vedrørende Præsterne og Leviterne og Skatkamrene.

16 Således fuldendtes hele Salomos Værk, fra den Dag Grundvolden lagdes til Herrens Hus, til Salomo var færdig med Herrens Hus.

17 Ved den Tid drog Salomo til Ezjongeber og Elot ved Edoms Kyst; 18 og Huram sendte ham Folk med Skibe og befarne Søfolk, der sammen med Salomos Folk sejlede til Ofir, hvor de hentede 450 Talenter Guld, som de bragte Kong Salomo.

Da udbrød Salomon: „Herren har sagt, at han bor i den tætte sky. Herre, nu har jeg bygget dig en prægtig bolig på jorden, et sted, hvor du kan slå dig ned og bo for evigt.”

Salomons tale til folket(A)

Derpå vendte kongen sig om og så ud over hele Israels forsamling, og han velsignede dem. Derefter sagde han: „Lovet være Herren, Israels Gud, som i dag har opfyldt det løfte, han gav min far, da han sagde: ‚Fra dengang jeg førte mit folk ud af Egypten, har jeg ikke udvalgt nogen by i Israel, hvor man kunne bygge et hus til mig. Jeg har heller ikke udvalgt nogen til at være konge over mit folk. Men i dag udpeger jeg Jerusalem som det sted, hvor min bolig skal være, og jeg har udvalgt dig, David, til at lede mit folk.’ ”

Salomon fortsatte: „Min far ville så gerne bygge et hus til Herren, Israels Gud, men han fik ikke lov til det. ‚Det er godt, at du ønsker at bygge mig et hus,’ sagde Herren til ham, ‚men det bliver din søn, som kommer til at bygge det.’ 10 Herren har nu opfyldt sit løfte, for jeg har efterfulgt min far på Israels trone, og nu står Herrens hus færdigt. 11 Dér har jeg anbragt arken, som indeholder den pagt, Herren oprettede med Israels folk.”

Salomons bøn til Herren(B)

12 Salomon stod foran brændofferalteret med hænderne løftet ud mod forsamlingen. 13 Han havde fået konstrueret en platform af bronze midt i forgården. Den var 2,25 m lang, 2,25 m bred og 1,35 m høj. Salomon knælede nu ned på platformen med hænderne løftet mod himlen 14 og bad følgende bøn: „Herre, Israels Gud, der findes ingen Gud som dig i hele verden! Du er en trofast Gud, der holder fast ved dine pagtsløfter, når blot dine tjenere adlyder dig af hele deres hjerte. 15 Du har nu opfyldt løftet til min far, som var din tjener. 16 Og nu, Herre, beder jeg dig opfylde resten af dit løfte til ham: At hvis hans efterkommere gør som ham og handler efter din vilje, skal der altid sidde en fra hans slægt på Israels trone. 17 Ja Herre, Israels Gud, opfyld også det løfte!

18 Er det muligt, at Gud kan tage bolig på jorden? Hvis Himlen er for lille til at rumme dig, Herre, hvordan kan du da bo i det hus, jeg har bygget? 19 Min Herre og Gud, lyt til den inderlige bøn, jeg nu beder for dit ansigt: 20 Våg over dette hus både dag og nat—det sted, hvor du har lovet at tage bolig—og når jeg vender mig mod din bolig for at bede, lyt da til min bøn og svar mig. 21 Ja, hør hver eneste bøn, som dit folk beder til dig, vendt mod dette sted. Hør os i din bolig i Himlen og tilgiv os.

22 Når nogen bliver anklaget for at have forbrudt sig mod en anden person, og de foran dit alter her sværger på, at de er uskyldige, 23 så hør dem i Himlen. Frikend den uskyldige og døm den skyldige.

24 Når dit folk synder og som straf bliver besejret af deres fjender, og de så vender om til dig og beder om din hjælp, vendt mod dette hus, 25 så hør dit folks bøn fra din bolig i Himlen, tilgiv dem og lad dem få lov at vende tilbage til deres land, som du har givet dem og deres forfædre.

26 Når dit folk synder, og regnen derfor udebliver, og de så vender om fra deres synd, fordi du har straffet dem, og de beder til dig om hjælp, vendt mod dette hus, 27 så hør dem fra din bolig i Himlen og tilgiv dit folk, Israel. Lær dem at følge dine veje, og lad igen regnen falde på den jord, du gav dem.

28 Når der kommer hungersnød i landet, pest eller plantesygdomme, angreb af græshopper eller andre skadedyr, eller når fjenderne omringer vores byer, ja hvilken som helst epidemi eller katastrofe det nu drejer sig om, 29 og dit folk erkender deres synd, rækker hænderne ud mod dette sted og bønfalder dig om hjælp, 30 så hør dem i din himmelske bolig og tilgiv dem. Du alene kender menneskets skjulte tanker, og du har ret til at straffe dem for deres handlinger. 31 Da vil de lære at vise dig ærefrygt og vandre på dine veje i al den tid, de lever i dette land, som du lovede deres forfædre.

32 Og når fremmede folk hører om din storhed og dine mægtige undere, og de kommer langvejsfra for at bede dig om hjælp, vendt mod dette hus, 33 så hør dem i Himlen, hvor du bor, og svar på deres bøn. Da skal alle jordens folkeslag høre om dig og have ærefrygt for dig ligesom dit folk, Israel, og hele verden vil forstå, at det hus, som jeg her har bygget, er indviet til dig.

34 Når du sender dit folk i krig mod deres fjender, og de beder til dig, vendt mod den by, du har udvalgt til bolig, og det hus, jeg har bygget til dig, 35 hør da i din Himmel deres bøn og skaf dem deres ret.

36 Hvis de synder imod dig—og hvem kan sige sig fri for den mulighed—og du i din vrede tillader fjenden at føre dem som fanger til et fremmed land, det være sig nært eller fjernt, 37 og hvis de så kommer til fornuft i det land, hvor de er i fangenskab, og råber til dig: ‚Vi har handlet ondt og været ulydige mod Gud! Vi har syndet!’ 38-39 da hør deres bøn i din bolig i Himlen og hjælp dem, når de ærligt vender sig til dig og beder om hjælp, vendt mod det land, du gav deres forfædre, mod den by, du har udvalgt, og det hus, jeg har bygget til din ære. Tilgiv dit folk deres ulydighed mod dig.

40 Min Gud, våg over dette sted og lyt opmærksomt til alle de bønner, der bedes her.

41 Herre, rejs dig, træd ind i din bolig,
    for at være ved din almagts Ark.
Må dine præster blive klædt i frelsens dragt,
    og dine hengivne tjenere fryde sig over din godhed!
42 Forkast ikke din udvalgte konge!
    Glem ikke din trofasthed mod din tjener David!”

Templet indvies(C)

1-2 Da Salomon var færdig med at bede, faldt der ild ned fra himlen og fortærede offerdyrene på alteret, og Herrens herlighed fyldte templet, så præsterne ikke kunne gå derind. Da Israels folk så ilden og Herrens herlighed, knælede de med ansigtet mod jorden og tilbad og takkede Herren med ordene:

„Herren er god.
    Hans trofasthed varer til evig tid!”

Kongen og folket bragte en utrolig mængde ofre til Herren. Kong Salomons offer alene bestod af 22.000 stykker hornkvæg og 120.000 stykker småkvæg. På den måde indviede de Guds tempel. Under offerhandlingen stod præsterne på deres poster, og levitterne spillede og sang: „Herrens trofasthed varer til evig tid”. De spillede på de instrumenter, som kong David havde ladet fremstille til brug ved lovprisning af Herren. Over for levitterne stod præsterne og blæste i deres trompeter, mens hele folket stod op.

Salomon indviede den midterste del af forgården, så der også kunne brændes ofre der. Bronzealteret, som han have fået lavet, var slet ikke stort nok til at klare alle brændofrene, afgrødeofrene og fedtet fra takofrene, som skulle brændes.

Salomon og hele Israels folk fejrede indvielsen af templet i syv dage. En vældig menneskemængde fra hele Israel tog del i festen. De var kommet helt fra landets yderste grænser, Lebo-Hamat i nord og Egyptens Bæk i syd. Efter indvielsesfesten fejrede de Løvhyttefesten i endnu syv dage, og dagen efter afsluttedes det hele med en særlig højtidelighed. 10 Den 23. dag i den syvende måned brød folket op og vendte hjem, glade og lykkelige over al den godhed, Herren havde vist David, Salomon og sit folk, Israel.

Guds advarsel til Salomon(D)

11 Salomon var nu færdig med at bygge Herrens hus og sit eget palads. Det var lykkedes ham at fuldføre alle sine planer for templet og paladset. 12 Da viste Herren sig for ham om natten og sagde: „Jeg har hørt din bøn og udvalgt dette tempel som et sted, hvor I kan bringe ofre til mig. 13 Hvis jeg fremover lukker himlens sluser, så regnen udebliver, eller hvis jeg befaler græshopper at ødelægge jeres afgrøder, eller jeg sender sygdomsepidemier iblandt jer, 14 og hvis mit folk da ydmyger sig i bøn, søger mig og vender sig fra deres onde handlinger, da vil jeg høre deres bøn i Himlen, tilgive deres synder og genoprette deres land. 15 Jeg vil lytte til hver en bøn, som bedes på dette sted, 16 for jeg har udvalgt og indviet dette hus som min bolig for evigt. Mine øjne hviler på dette sted, og jeg vil altid have det i tanke.

17 Og hvad dig angår, hvis du vil adlyde mig, som din far gjorde, hvis du vil gøre alt, hvad jeg beder dig om, og overholde mine love og påbud, 18 så vil jeg lade din slægt beholde tronen til evig tid, sådan som jeg lovede din far, da jeg sagde: ‚Der vil i al fremtid være en af dine efterkommere på Israels trone!’

19 Men hvis I vender jer bort fra mig, og hvis I ikke adlyder de befalinger, jeg har givet jer, men begynder at tilbede andre guder, 20 så vil jeg jage mit folk ud af det land, jeg har givet dem, og jeg vil vende ryggen til mit hus her, som jeg ellers nu har gjort helligt. Da vil jeg gøre mit folk til genstand for hån og latterliggørelse blandt alle folkeslag. 21 Mit hus skal lægges i ruiner, og enhver, der går forbi, vil blive slået af forundring og spørge: ‚Hvorfor har Herren været så hård mod dette land og dette hus?’ 22 Og svaret skal lyde: ‚Fordi de svigtede Herren, deres Gud, som førte deres forfædre ud af Egypten. De vendte sig til andre guder, som de tilbad og tjente i stedet. Denne ulykke er Herrens straf over dem.’ ”

Salomons byggeprojekter(E)

I 20 år havde Salomon nok at gøre med at bygge Herrens hus og sit eget palads. Da de var færdige, gik han i gang med at genopbygge de byer, kong Hiram af Tyrus havde givet tilbage til ham, og han overflyttede nogle af israelitterne til disse byer. Derefter gik han til angreb på byen Hamat-Zoba og indtog den. Han udbyggede også Tadmor i ørkenen og indrettede byerne i Hamat til forrådscentre. Han befæstede byerne Øvre og Nedre Bet-Horon og gjorde dem til forsyningsbyer med stærke mure og forskansede porte. Endvidere udbyggede han Ba’alat og andre forsyningsbyer foruden byerne, hvor han indrettede de kongelige heste- og vognstalde. Han fuldførte således alle de byggeplaner, han havde for Jerusalem, Libanons bjerge og hele det store rige, han regerede over.

7-8 Salomon udskrev sine tvangsarbejdere fra de folk, Israel havde besejret—hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne. Det var nemlig aldrig lykkedes Israels folk at udrydde disse folkeslag helt—selv længe efter deres erobring af landet—ja, endnu den dag i dag findes der slaver, som nedstammer fra disse folk. Men han tvang ingen israelitter til slavearbejde. Mange af dem var med i hæren som fodfolk, officerer, vognstyrere og ryttere. 10 Blandt israelitterne udpegede han desuden 250 til at være opsynsmænd ved byggeprojekterne.

Forskellige oplysninger(F)

11 Efter at byggeriet var færdigt, flyttede Salomon sin kone, der var en egyptisk prinsesse, fra Davidsbyen til det palads, han havde bygget til hende. „Hun skal ikke bo i kong Davids gamle palads,” sagde han, „for Herrens Ark stod opbevaret i det palads, og derfor er det et helligt sted.”

12 På alteret foran templet ofrede Salomon brændofre til Herren. 13 Antallet af offerdyr skiftede fra dag til dag i henhold til de instrukser, Moses havde givet. Særlige ofre blev bragt på sabbatten, ved nymånefesten og ved de tre årlige højtider: påskefesten, ugefesten og løvhyttefesten. 14 I henhold til den ordning, hans far havde indstiftet, blev præsterne inddelt i skiftehold. Levitterne havde ansvaret for lovsangen, og de skulle også hjælpe præsterne med det daglige arbejde. Tempelvagterne blev stationeret ved templets porte i henhold til deres arbejdsplan, som var fastlagt af David. 15 Præsterne og levitterne fulgte til punkt og prikke kongens befalinger vedrørende tempeltjenesten og bevogtningen af templets skatkamre. 16 Således havde Salomon nu sørget for, at alt vedrørende tempelbyggeriet var blevet udført nøjagtigt efter forskrifterne, lige fra byggeriet begyndte til templet stod færdigt.

17 Salomon tog derefter ned til byerne Etzjon-Geber og Eilat ved kysten ud til Det Røde Hav i Edoms land. 18 Kong Hiram havde nemlig sendt ham nogle skibe fra sin egen flåde, bemandet med erfarne søfolk. Salomons folk sejlede nu sammen med dem til Ofir, og de kom tilbage med mere end 15 tons guld, som de afleverede til Salomon.