Add parallel Print Page Options

35 Derpå fejrede Josias Påske for Herren i Jerusalem, og de slagtede Påskelammet den fjortende Dag i den første Måned. Han satte Præsterne til det, de havde at varetage, og opmuntrede dem til Tjenesten i Herrens Hus; og til Leviterne, som underviste hele Israel og var helliget Herren, sagde han: "Sæt den hellige Ark i Templet, som Davids Søn, Kong Salomo af Israel, byggede; I skal ikke mere bære den på Skuldrene. Tjen nu Herren eders Gud og hans Folk Israel! Gør eder rede Fædrenehus for Fædrenehus, Skifte for Skifte, efter Kong David af Israels Forskrift og hans Søn Salomos Anvisning, og stil eder op i Helligdommen, således at der bliver et Skifte af et levitisk Fædrenehus for hver Afdeling af eders Brødres, Almuens, Fædrenehuse, og slagt så Påskeofferdyrene, helliger eder og tillav dem til eders Brødre for at handle efter Herrens Ord ved Moses."

Josias gav frivilligt Almuen, alle dem, der var til Stede, en Ydelse af Småkvæg, Lam og Gedekid, alt sammen til Påskeofferdyr, 30.000 Stykker i Tal, og 3.000 Stykker Hornkvæg, alt af Kongens Ejendom; og hans Øverster gav frivilligt Folket, Præslerne og Leviterne en Ydelse; Hilkija, Zekarja og Jehiel, Guds Hus's Øverster, gav Præsterne til Påskeofferdyr 2.600 Stykker Småkvæg og 300 Stykker Hornkvæg. Leviternes Øverster Konanja og hans Brød1e Sjemaja og Netan'el, Hasjabja, Je'iel og Jozabad ydede Leviterne til Påskeofferdyr 5.000 Stykker Småkvæg og 500 Stykker Hornkvæg.

10 Således ordnedes Tjenesten, og Præsterne stod på deres Plads, ligeledes Leviterne, Skifte for Skifte efter Kongens Bud. 11 De slagtede Påskedyrene, og Præsterne sprængte Blodet, som de rakte dem, medens Leviterne flåede Huden af. 12 Derpå gjorde de Brændofrene tede for at give dem til de enkelte Afdelinger af Almuens Fædrenehuse, så at de kunde frembæres for Herren, som det er foreskrevet i Moses's Bog, og på samme Måde gjorde de med Hornkvæget. 13 Påskedyrene stegte de over Ilden på den foreskrevne Måde, men de hellige Stykker kogte de i Gryder, Kedler og Skåle og bragte dem skyndsomt til Almuen. 14 Derefter gjorde de Påskedyr rede til sig selv og Præsterne, thi Præsterne, Arons Sønner, var sysselsatte med at ofre 81ændofrene og Fedtstykkerne lige til Nattens Frembrud; derfor gjorde Leviterne Ofre rede både for sig selv og Præsterne, Arons Sønner. 15 Sangerne, Asafs Sønner, var på deres Plads efterDavids, Asafs, Hemans og Kongens Seer Jedutuns Bud, og Dørvogterne ved de forskellige Porte; de måtte ikke forlade deres Plads, men deres Brødre Leviterne gjorde Påskedyr rede for dem.

16 Således ordnedes hele Herrens Tjeneste den Dag, idet man fejrede Påsken og bragte Brændofre på Herrens Alter efter Kong Josias's Bud; 17 og Israeliterne, som var til Stede, fejrede dengang Påsken og de usyrede Brøds Højtid i syv Dage. 18 En Påske som den var ikke blevet fejret i Israel siden Profeten Samuels Dage, og ingen af Israels Konger havde fejret en Påske som den, Josias, Præsterne og Leviterne og alle de Judæere og Israeliter, som var til Stede, og Jerusalems Indbyggere fejrede. 19 I Josias's attende Regeringsår blev denne Påsk fejret.

20 Efter alt dette, da Josias havde sat Templet i Stand, drog Ægypterkongen Neko op til Kamp ved Karkemisj, der ligger ved Eufrat. Josias drog imod ham; 21 men han sendte Sendebud til ham og lod sige: "Hvad er der mig og dig imellem, Judas Konge? Det er ikke dig, det nu gælder, men det Kongehus, jeg ligget i Krig med; og Gud har sagt, at jeg skulde haste. Gå ikke imod den Gud, der er med mig, at han ikke skal ødelægge dig!" 22 Josias vendte dog ikke om, men vovede at indlade sig i Hamp med ham; han tog ikke Hensyn til Nekos Ord, der dog kom fra Guds Mund, men drog ud til Kamp på Megiddos Slette. 23 Da ramte Bueskytterne Kong Josias; og Kongen sagde til sine Folk: "Før mig bort, thi jeg er hårdt såret!" 24 Hans Folk bragte ham da bort fra Vognen og satte ham på hans anden Vogn og førte ham til Jerusalem, hvor han døde. De jordede ham i hans Fædres Grave, og hele Juda og Jerusalem sørgede over Josias. 25 Jeremias sang en Klagesang over Josias, og alle Sangerne og Sangerinderne talte i deres Klagesange om ham, som de gør den Dag i Dag; man gjorde dette til en stående Skik i Israel, og Sangene står optegnet blandt Klagesangene.

26 Hvad der ellers er at fortælle om Josias og hans fromme Gerninger, der sfemte med, hvad der er foreskrevet i Herrens Lov, 27 hans Historie fra først til sidst står jo optegnet i Bogen om Israels og Judas Konger.

36 Folket fra Landet tog nu Josias's Søn Joahaz og hyldede ham til Konge i Jerusalem i hans Faders Sted. Joahaz var tre og tyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede tre Måneder i Jerusalem. Men Ægypterkongen afsatte ham fra Regeringen i Jerusalem og lagde en Skat af hundrede Talenter Sølv og ti Talenter Guld på Landet. Derpå gjorde Ægypterkongen hans Broder Eljakim til Konge over Juda og Jerusalem, og han ændrede hans Navn til Jojakim; hans Broder Joahaz derimod tog Neko med til Ægypten.

Jojakim var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede elleve År i Jerusalem. Han gjorde, hvad der var ondt i Herren hans Guds Øjne. Kong Nebukadnezer af Babel drog op imod ham og lagde ham i Kobberlænker for at føre ham til Babel; og Nebukadnezar lod en Del af Herrens Hus's Kar bringe til Babel og opstillede dem i sin Borg i Babel. Hvad der ellers er at fortælle om Jojakim og de Vederstyggeligheder, han øvede, hvad der er at sige om ham, står optegnet i Bogen om Israels og Judas Konger. Og hans Søn Jojakin blev Konge i hans Sted.

Jojakin var atten År gammel, da han blev Konge, og han herskede tre Måneder og ti Dage i Jerusalem. Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens Øjne. 10 Næste År sendfe Kong Nebukadnezar Folk og lod ham bringe til Babel tillige med Herrens Hus's kostelige Kar; og han gjorde hans Broder Zedekias til Konge over Juda og Jerusalem.

11 Zedekias var een og tyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede i elleve År i Jerusalem. 12 Han gjorde, hvad der var ondt i Herren hans Guds Øjne. Han ydmygede sig ikke under de Ord, Profeten Jeremias talte fra Herrens Mund. 13 Desuden faldt han fra Kong Nebudkanezar, der havde taget ham i Ed ved Gud; og han var halsstarrig og forhærdede sit Hjerte, så han ikke omvendte sig til Herren, Israels Gud. 14 Ligeledes gjorde alle Judas Øverster og Præsterne og Folket sig skyldige i megen Troløshed ved at efterligne alle Hedningefolkenes Vederstyggeligheder, og de besmittede Herrens Hus, som han havde helliget i Jerusalem. 15 Herren, deres Fædres Gud, sendte tidlig og silde manende Ord til dem ved sine Sendebud, fordi han ynkedes oer sit Folk og sin Bolig; 16 men de spottede Guds Sendebud, lod hånt om hans Ord og gjorde sig lystige over hans Profeter, indtil Herrens Vrede mod hans Folk tog til i den Grad, at der ikke mere var Lægedom. 17 Han førte Kaldæernes Konge imod dem, og han dræbte deres unge Mandskab med Sværdet i deres hellige Tempel og ynkedes ikke over Yngling eller Jomfru, gammel eller Olding - alt overgav han i hans Hånd. 18 Alle Karrene i Guds Hus, store og små, Herrens Hus's Skatte og Kongens og hans Øverstes Skatte lod han alt sammen bringe til Babel. 19 De stak Ild på Guds Hus, nedrev Jerusalems Mur, opbrændte alle dets Borge og ødelagde alle kostelige Ting deri. 20 Dem, Sværdet levnede, førte han som Fanger til Babel, hvor de blev Trælle for ham og hans Sønner, indtil Perserriget fik Magten, 21 for at Herrens Ord gennem Jeremias's Mund kunde opfyldes, indtil Landet fik sine Sabbater godtgjort; så længe Ødelæggelsen varede, hvilede det, til der var gået halvfjerdsindstyve År.

22 Men i Perserkongen Kyros's første Regeringsår vakte Herren, for at hans Ord gennem Jeremias's Mund kunde opfyldes, Perserkongen Kyros's Ånd, så han lod følgende udråbe i hele sit Rige og desuden kundgøre ved en Skrivelse: 23 "Perserkongen Kyros gør vitterligt: Alle Jordens Riger har Herren, Himmelens Gud, givet mig; og han har pålagt mig at bygge ham et Hus i Jerusalem i Juda. Hvem iblandt eder, der hører til hans Folk, med ham være Herren hans Gud, og han drage derop!"

Josias befaler, at der skal holdes påske igen(A)

35 Josias bekendtgjorde nu, at der skulle fejres påske i Jerusalem på den 14. dag i årets første måned. På den dag skulle påskelammene slagtes. Som en del af forberedelserne indsatte han præsterne i deres tjeneste og opmuntrede dem til at tage vare på deres arbejde i templet. Til levitterne, som skulle undervise Israels folk og var indviet til at tjene Herren, sagde han: „Da pagtens ark nu står i det tempel, Salomon fik bygget, og da I derfor ikke længere skal bruge tid og kræfter på at bære rundt på den, skal I i stedet bruge jeres tid på at tjene Herren og hans folk, Israel. I skal fordele arbejdet efter de skiftehold, som kong David og hans søn Salomon i sin tid etablerede, og som bygger på, hvilke slægter I kommer fra. Hvert hold skal så tage opstilling på deres angivne plads og hjælpe dem, der kommer for at ofre i templet. I skal slagte påskelammene og sørge for at være indviet til tjeneste, så I kan hjælpe hele folket, mens I følger alle forskrifterne i Moses’ lov.”

Kongen skænkede personligt 30.000 stykker småkvæg, enten lam eller gedekid, samt 3000 stykker hornkvæg til festen. Kongens embedsmænd og andre ledere gav også rundhåndet af, hvad de ejede, til præsterne, levitterne og de øvrige festdeltagere. Hilkija, Zekarja og Jehiel, som havde overopsyn med templet, forærede præsterne 2600 stykker småkvæg og 300 stykker hornkvæg. De levitiske ledere Konanja, hans brødre Shemaja og Netanel, Hashabja, Jeiel og Jozabad skænkede 5000 stykker småkvæg og 500 stykker hornkvæg til levitterne.

10 Da alle forberedelser til påskefesten var fuldført, stillede præsterne sig på deres post i templet, og levitterne tog opstilling i hold, som kongen havde befalet. 11 Levitterne slagtede påskelammene og gav det opsamlede blod til præsterne, der stænkede det på alteret, mens levitterne flåede og parterede dyrene. 12 De dele, der skulle bringes som brændofre, blev givet til familieoverhovederne, som så bragte dem til præsterne til ofring ifølge forskrifterne i Moses’ lov. De andre dyr blev på tilsvarende måde slagtet, flået og parteret i løbet af ugen. 13 De dele fra påskelammet, som folk måtte spise, blev stegt og givet til folk. Kødet fra de øvrige dyr blev derimod kogt i gryder, kar og pander og derefter givet til folket. 14 Da folket havde fået deres påskelam, tilberedte levitterne påskelammet til sig selv og præsterne, der hele dagen havde haft travlt med at ofre fedtet og det, der ellers skulle brændes på brændofferalteret.

15 Sangerne, som kom fra Asafs slægt, var på plads ifølge de regler, som kong David, Asaf, Heman og profeten Jedutun århundreder forinden havde bestemt. Portvagterne stod vagt, og de behøvede ikke at forlade deres post, for andre levitter klarede påskeofferet for dem.

16 Sådan blev der holdt påske for Herren den dag efter alle forskrifterne. Lammene blev slagtet og brændofrene bragt på det store alter, som kong Josias havde befalet. 17 Alle de israelitter, som boede i Jerusalem eller var rejst derhen, tog del i påskefesten, som de næste syv dage efterfulgtes af de usyrnede brøds fest. 18 Ikke siden profeten Samuels tid havde man fejret påske i Israel efter alle forskrifterne. Ingen konge før Josias havde holdt en så storslået påskehøjtid sammen med præsterne, levitterne og folk fra hele Jerusalem, Juda og Israel. 19 Denne begivenhed fandt sted i kong Josias’ 18. regeringsår.

Resten af Josias’ regeringstid(B)

20 Nogle år efter at Josias havde restaureret templet, var kong Neko af Egypten på vej mod Karkemish ved Eufratfloden med sin hær. Josias drog ud med sin hær for at standse ham, 21 men Neko sendte følgende besked til Josias: „Denne krig angår ikke dig, judæerkonge! Lad mig være, så jeg kan koncentrere mig om at bekæmpe min fjende, for Gud har sagt, at jeg skal skynde mig. Lad være med at komme på tværs af Guds planer, ellers bliver du dræbt.”

22 Men Josias ville ikke lytte til den advarsel, som Gud gav ham gennem Neko. Han førte sin hær til kamp på sletten ved Megiddo. Af sikkerhedshensyn tog han dog sin kongedragt af, før kampen begyndte. 23 Alligevel blev han ramt af en dødbringende pil. „Hurtigt,” råbte han til sine livvagter, „tag mig væk fra fronten. Jeg er hårdt såret.”

24 Mændene skyndte sig at bære ham over i en anden stridsvogn, og derefter kørte de ham hjem til Jerusalem, hvor han døde kort efter. Han blev begravet i det kongelige gravsted tæt ved sine forfædre, og hele Juda og Jerusalem sørgede over hans død.

25 Profeten Jeremias digtede en sørgesang over kong Josias. Siden har mange sangere, både mænd og kvinder, sunget denne sørgesang, og den er nedskrevet i bogen med klagesange.

26-27 Resten af kong Josias’ liv og virke fra begyndelsen til enden, inklusive hans iver efter at tjene Herren og følge Toraen i et og alt, er beskrevet i Israels og Judas kongers krønikebog.

Kong Joahaz af Juda(C)

36 Derefter indsatte folket hans søn Joahaz som konge i Jerusalem. Han var 23 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i tre måneder. Kong Neko af Egypten afsatte ham og forlangte en årlig skat af Juda på 3 tons sølv og 30 kilo guld.[a] Samtidig indsatte egypterkongen hans bror Eljakim som konge over Juda og Jerusalem og ændrede hans navn til Jojakim. Joahaz tog han med sig til Egypten.

Kong Jojakim af Juda(D)

Jojakim var 25 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 11 år. Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne. Kong Nebukadnezar af Babylonien invaderede Juda og lod Jojakim lægge i bronzelænker for at tage ham med som fange til Babylon. Ved den lejlighed tog Nebukadnezar mange kostbarheder i templet og anbragte dem i sit eget palads i Babylon. Jojakims øvrige liv og virke, inklusive alle hans ugerninger og forbrydelser, er beskrevet i Israels og Judas kongers krønikebog. Hans søn Jojakin blev konge efter ham.

Kong Jojakin af Juda(E)

Jojakin var 18 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i tre måneder og ti dage. Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne. 10 Ved nytårstid sendte Nebukadnezar sine folk ned for at tage ham til fange og deportere ham til Babylon, og mange af tempelskattene blevet taget med. Derefter udnævnte Nebukadnezar Jojakins farbror Zidkija til konge over Juda og Jerusalem.

Kong Zidkija af Juda(F)

11 Zidkija var 21 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 11 år. 12 Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og nægtede at lytte til Herrens advarsler gennem profeten Jeremias. 13 På trods af sin troskabsed til Nebukadnezar gjorde han alligevel oprør imod ham. Han var en hårdnakket og stædig mand, der nægtede at vende om til Herren, Israels Gud.

14 De ledende præster og alle andre af folkets ledere blev mere og mere utro mod Herren. De overtog igen nabofolkenes afskyelige afgudsdyrkelse og vanhelligede Herrens tempel i Jerusalem. 15 Gang på gang sendte Herren, deres fædres Gud, sine profeter for at advare dem, for han havde medlidenhed med sit folk og ville værne om sit tempel. 16 Men folket hånede Guds profeter og nægtede at lytte til deres budskab. Til sidst var Herren nødt til at straffe dem.

Jerusalems fald, templets ødelæggelse og Juda i eksil(G)

17 Derfor sendte Herren den babyloniske konge imod dem. Hans soldater dræbte alle de unge mænd og forfulgte dem helt ind i templet. De viste ingen nåde, men dræbte også kvinderne og de gamle, gråhårede mænd, for Herren udleverede dem alle. 18 Alt det værdifulde inventar i templet og alle de skatte, de fandt i templet, i paladset og hos landets ledende mænd, tog den babyloniske konge med sig, 19 hvorpå hans soldater satte ild til templet og byens paladser og rev bymuren ned. Alt af værdi blev ødelagt. 20 De overlevende blev ført til Babylonien, hvor de måtte leve som slaver, indtil Babylonien blev erobret af perserne.

21 Dermed gik den profeti af Jeremias i opfyldelse, som sagde, at landet skulle ligge øde og uopdyrket hen i 70 år. På den måde fik landet sin sabbatshvile.

Kyros sender judæerne hjem for at genopbygge templet(H)

22 I det første år Kyros var konge i Persien, opfyldte Herren det løfte, han havde givet sit folk gennem profeten Jeremias. Han talte til Kyros, som derefter udsendte en skriftlig meddelelse, der skulle læses op i hele hans rige:

23 Kyros, konge af Persien, bekendtgør herved, at Himlens Gud, som har givet mig herredømmet over alle jordens riger, nu har pålagt mig at bygge ham et tempel i Jerusalem i Judas land. De af jer, der hører til Herrens folk, kan frit vende tilbage. Må Herren, jeres Gud, være med jer!

Footnotes

  1. 36,3 Ordret: „100 talenter sølv og en talent guld”.