Kong Josias’ reformkampagne^(A)

34 Josias var otte år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 31 år. ² Han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne og fulgte i sin forfar Davids spor.

³ I sit ottende regeringsår begyndte den unge konge at søge sin forfar Davids Gud. Fire år senere begyndte han på en omfattende udrensning i Juda og Jerusalem, hvor han fjernede afgudsaltrene, Asherapælene og de mange afgudsbilleder. ⁴ Han sørgede for, at både brændofferaltrene og røgelsesaltrene for Ba’al blev revet ned, at Asherapælene blev hugget om, og at de udskårne og støbte afgudsbilleder blev knust til støv og resterne spredt ud på de folks grave, som havde dyrket afguderne. ⁵ Han tog afgudspræsternes knogler og brændte dem på deres egne altre. På den måde foretog han en udrensning i Jerusalem og hele Judas land.

⁶ Han foretog en lignende udrensning i byerne i Manasse, Efraim og Simeon, ja, endog helt oppe i Naftali mod nord. ⁷ Han rev afgudsaltrene og Asherapælene ned, knuste afgudsbillederne til støv og ødelagde røgelsesaltrene. Efter at have gennemført denne udrensning over hele Israel vendte han tilbage til Jerusalem.

⁸ I Josias’ 18. regeringsår, mens han var i fuld gang med at rense landet og templet for afgudsdyrkelse, udnævnte han tre mænd til at have overopsyn med restaureringen af templet. Mændene var: Shafan, søn af Atzalja; Ma’aseja, guvernøren over Jerusalem; og Joa, søn af Joahaz, byens kasserer. ⁹ Disse mænd gik op til ypperstepræsten Hilkija og fik fat i de penge, der var blevet indsamlet som gaver til templet under opsyn af levitterne, der stod vagt ved templets indgang. Gaverne var blevet bragt af Efraims, Manasses og resten af Nordrigets befolkning samt af Judas, Benjamins og Jerusalems indbyggere. ^10-11 Pengene gav de videre til dem, der var ansvarlige for vedligeholdelsen af templet, så de kunne betale udgifterne til restaureringen, indkøb af tømmer og stenblokke og løn til tømrerne og stenhuggerne. De foregående konger i Juda havde nemlig ladet templet fuldstændig forfalde.

¹² Mændene udførte deres arbejde samvittighedsfuldt under opsyn af Jahat og Obadja af Meraris slægt og Zekarja og Meshullam af Kehats slægt. De levitter, som normalt skulle synge og spille i templet, ¹³ havde opsyn med arbejderne, der udførte deres forskellige opgaver. Andre levitter fik til opgave at tage sig af regnskaber, skrivebordsarbejde og at holde vagt.

Ypperstepræsten finder lovbogen under restaureringen^(B)

¹⁴ En dag mens ypperstepræsten Hilkija var i færd med at hente de indsamlede penge i templet, fandt han en kopi af den lovbog, som Gud i sin tid havde givet til Moses.

¹⁵ Straks gav han besked til Shafan, statssekretæren: „Jeg har fundet lovbogen i Herrens hus.” Derefter overlod han bogrullen til Shafan. ¹⁶ Shafan gik nu til kongen med bogrullen og aflagde følgende rapport: „Dine embedsmænd har gjort alt, hvad du har bedt dem om. ¹⁷ De penge, der er blevet indsamlet i templet, har vi udbetalt til opsynsmændene, som aflønner arbejderne.” ¹⁸ Derefter tilføjede han: „Præsten Hilkija gav mig denne bog.” Så gav han sig til at læse op for kongen. ¹⁹ Da kongen hørte, hvad der stod i bogen, blev han så fortvivlet, at han rev en flænge i sit tøj. ²⁰ Øjeblikkeligt tilkaldte han Hilkija og nogle flere af sine embedsmænd. Det var Shafans søn Ahikam, Mikas søn Abdon og hans personlige tjener Asaja.

²¹ „Gå hen og rådspørg Herren på mine og hele Israels folks vegne om indholdet af denne lovbog,” sagde han. „Herren er uden tvivl vred på os, for vores forfædre har ikke adlydt Herrens ord, som de står skrevet i denne bog.”

²² Derpå gik ypperstepræsten og de fire embedsmænd hen til Jerusalems nye bydel, hvor profeten Hulda boede sammen med sin mand, Shallum (en søn af Tokhat, som var søn af Hasra). Shallum havde ansvar for præstedragterne. ^23-24 Hulda sagde til dem: „Herren, Israels Gud, siger: ‚Sig til den mand, som sendte jer, at jeg, Herren, vil straffe dette sted og dets indbyggere i overensstemmelse med de forbandelser, der står i den bog, som nu er blevet læst op for Judas konge, ²⁵ for de har forkastet mig til fordel for andre guder. De har ofret røgelse til afguderne og provokeret mig med alle deres afgudsbilleder. Jeg må straffe dem, og straffen står ikke til at ændre. ²⁶ Men til kongen, som sendte jer for at rådspørge Herren, skal I overbringe følgende personlige budskab: Den straf, som du lige har hørt om, står fast, ²⁷ men fordi du var fortvivlet over, hvad der er sket, og ydmygede dig for mig, da du hørte om mine advarsler om den forbandelse og ødelæggelse, der skal ramme landet, og fordi du flængede dit tøj og græd for mit ansigt, så vil jeg bønhøre dig. ²⁸ Jeg vil udskyde dommens time over Jerusalem, så byen ikke bliver ødelagt i din levetid. Du skal få lov at dø i fred og blive skånet for at være vidne til den katastrofe, jeg sender over dette sted og dets indbyggere.’ ” Med det budskab vendte de tilbage til kongen.

Josias og folket lover atter at overholde pagtens betingelser^(C)

²⁹ Kong Josias indkaldte nu alle Judas og Jerusalems ledere, ³⁰ alle præsterne, levitterne og resten af folket, høj såvel som lav, til et stort møde på tempelpladsen. Han bekendtgjorde, at pagtens bog var blevet fundet i templet, og befalede, at der skulle læses op fra den. ³¹ Derefter stillede han sig ved søjlen foran indgangen til templet og aflagde et højtideligt løfte til Herren om altid at adlyde ham og omhyggeligt overholde bogens befalinger og forskrifter af hele sit hjerte og med hele sin sjæl. Han indviede sig til at opfylde alle pagtens betingelser. ³² Bagefter fik han alle i Jerusalem og Benjamin til at aflægge samme løfte til deres forfædres Gud.

³³ Josias fjernede alle de afskyelige afgudsaltre og -billeder i hele Israels område og befalede, at alle skulle tilbede Herren. Og så længe han levede, vendte de sig ikke bort fra Herren, som var deres og deres forfædres Gud.

Josias befaler, at der skal holdes påske igen^(D)

35 Josias bekendtgjorde nu, at der skulle fejres påske i Jerusalem på den 14. dag i årets første måned. På den dag skulle påskelammene slagtes. ² Som en del af forberedelserne indsatte han præsterne i deres tjeneste og opmuntrede dem til at tage vare på deres arbejde i templet. ³ Til levitterne, som skulle undervise Israels folk og var indviet til at tjene Herren, sagde han: „Da pagtens ark nu står i det tempel, Salomon fik bygget, og da I derfor ikke længere skal bruge tid og kræfter på at bære rundt på den, skal I i stedet bruge jeres tid på at tjene Herren og hans folk, Israel. ⁴ I skal fordele arbejdet efter de skiftehold, som kong David og hans søn Salomon i sin tid etablerede, og som bygger på, hvilke slægter I kommer fra. ⁵ Hvert hold skal så tage opstilling på deres angivne plads og hjælpe dem, der kommer for at ofre i templet. ⁶ I skal slagte påskelammene og sørge for at være indviet til tjeneste, så I kan hjælpe hele folket, mens I følger alle forskrifterne i Moses’ lov.”

⁷ Kongen skænkede personligt 30.000 stykker småkvæg, enten lam eller gedekid, samt 3000 stykker hornkvæg til festen. ⁸ Kongens embedsmænd og andre ledere gav også rundhåndet af, hvad de ejede, til præsterne, levitterne og de øvrige festdeltagere. Hilkija, Zekarja og Jehiel, som havde overopsyn med templet, forærede præsterne 2600 stykker småkvæg og 300 stykker hornkvæg. ⁹ De levitiske ledere Konanja, hans brødre Shemaja og Netanel, Hashabja, Jeiel og Jozabad skænkede 5000 stykker småkvæg og 500 stykker hornkvæg til levitterne.

¹⁰ Da alle forberedelser til påskefesten var fuldført, stillede præsterne sig på deres post i templet, og levitterne tog opstilling i hold, som kongen havde befalet. ¹¹ Levitterne slagtede påskelammene og gav det opsamlede blod til præsterne, der stænkede det på alteret, mens levitterne flåede og parterede dyrene. ¹² De dele, der skulle bringes som brændofre, blev givet til familieoverhovederne, som så bragte dem til præsterne til ofring ifølge forskrifterne i Moses’ lov. De andre dyr blev på tilsvarende måde slagtet, flået og parteret i løbet af ugen. ¹³ De dele fra påskelammet, som folk måtte spise, blev stegt og givet til folk. Kødet fra de øvrige dyr blev derimod kogt i gryder, kar og pander og derefter givet til folket. ¹⁴ Da folket havde fået deres påskelam, tilberedte levitterne påskelammet til sig selv og præsterne, der hele dagen havde haft travlt med at ofre fedtet og det, der ellers skulle brændes på brændofferalteret.

¹⁵ Sangerne, som kom fra Asafs slægt, var på plads ifølge de regler, som kong David, Asaf, Heman og profeten Jedutun århundreder forinden havde bestemt. Portvagterne stod vagt, og de behøvede ikke at forlade deres post, for andre levitter klarede påskeofferet for dem.

¹⁶ Sådan blev der holdt påske for Herren den dag efter alle forskrifterne. Lammene blev slagtet og brændofrene bragt på det store alter, som kong Josias havde befalet. ¹⁷ Alle de israelitter, som boede i Jerusalem eller var rejst derhen, tog del i påskefesten, som de næste syv dage efterfulgtes af de usyrnede brøds fest. ¹⁸ Ikke siden profeten Samuels tid havde man fejret påske i Israel efter alle forskrifterne. Ingen konge før Josias havde holdt en så storslået påskehøjtid sammen med præsterne, levitterne og folk fra hele Jerusalem, Juda og Israel. ¹⁹ Denne begivenhed fandt sted i kong Josias’ 18. regeringsår.

Resten af Josias’ regeringstid^(E)

²⁰ Nogle år efter at Josias havde restaureret templet, var kong Neko af Egypten på vej mod Karkemish ved Eufratfloden med sin hær. Josias drog ud med sin hær for at standse ham, ²¹ men Neko sendte følgende besked til Josias: „Denne krig angår ikke dig, judæerkonge! Lad mig være, så jeg kan koncentrere mig om at bekæmpe min fjende, for Gud har sagt, at jeg skal skynde mig. Lad være med at komme på tværs af Guds planer, ellers bliver du dræbt.”

²² Men Josias ville ikke lytte til den advarsel, som Gud gav ham gennem Neko. Han førte sin hær til kamp på sletten ved Megiddo. Af sikkerhedshensyn tog han dog sin kongedragt af, før kampen begyndte. ²³ Alligevel blev han ramt af en dødbringende pil. „Hurtigt,” råbte han til sine livvagter, „tag mig væk fra fronten. Jeg er hårdt såret.”

²⁴ Mændene skyndte sig at bære ham over i en anden stridsvogn, og derefter kørte de ham hjem til Jerusalem, hvor han døde kort efter. Han blev begravet i det kongelige gravsted tæt ved sine forfædre, og hele Juda og Jerusalem sørgede over hans død.

²⁵ Profeten Jeremias digtede en sørgesang over kong Josias. Siden har mange sangere, både mænd og kvinder, sunget denne sørgesang, og den er nedskrevet i bogen med klagesange.

^26-27 Resten af kong Josias’ liv og virke fra begyndelsen til enden, inklusive hans iver efter at tjene Herren og følge Toraen i et og alt, er beskrevet i Israels og Judas kongers krønikebog.

Kong Joahaz af Juda^(F)

36 Derefter indsatte folket hans søn Joahaz som konge i Jerusalem. ² Han var 23 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i tre måneder. ³ Kong Neko af Egypten afsatte ham og forlangte en årlig skat af Juda på 3 tons sølv og 30 kilo guld.^{[a] 4} Samtidig indsatte egypterkongen hans bror Eljakim som konge over Juda og Jerusalem og ændrede hans navn til Jojakim. Joahaz tog han med sig til Egypten.

Kong Jojakim af Juda^(G)

⁵ Jojakim var 25 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 11 år. Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne. ⁶ Kong Nebukadnezar af Babylonien invaderede Juda og lod Jojakim lægge i bronzelænker for at tage ham med som fange til Babylon. ⁷ Ved den lejlighed tog Nebukadnezar mange kostbarheder i templet og anbragte dem i sit eget palads i Babylon. ⁸ Jojakims øvrige liv og virke, inklusive alle hans ugerninger og forbrydelser, er beskrevet i Israels og Judas kongers krønikebog. Hans søn Jojakin blev konge efter ham.

Kong Jojakin af Juda^(H)

⁹ Jojakin var 18 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i tre måneder og ti dage. Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne. ¹⁰ Ved nytårstid sendte Nebukadnezar sine folk ned for at tage ham til fange og deportere ham til Babylon, og mange af tempelskattene blevet taget med. Derefter udnævnte Nebukadnezar Jojakins farbror Zidkija til konge over Juda og Jerusalem.

Kong Zidkija af Juda^(I)

¹¹ Zidkija var 21 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 11 år. ¹² Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og nægtede at lytte til Herrens advarsler gennem profeten Jeremias. ¹³ På trods af sin troskabsed til Nebukadnezar gjorde han alligevel oprør imod ham. Han var en hårdnakket og stædig mand, der nægtede at vende om til Herren, Israels Gud.

¹⁴ De ledende præster og alle andre af folkets ledere blev mere og mere utro mod Herren. De overtog igen nabofolkenes afskyelige afgudsdyrkelse og vanhelligede Herrens tempel i Jerusalem. ¹⁵ Gang på gang sendte Herren, deres fædres Gud, sine profeter for at advare dem, for han havde medlidenhed med sit folk og ville værne om sit tempel. ¹⁶ Men folket hånede Guds profeter og nægtede at lytte til deres budskab. Til sidst var Herren nødt til at straffe dem.

Jerusalems fald, templets ødelæggelse og Juda i eksil^(J)

¹⁷ Derfor sendte Herren den babyloniske konge imod dem. Hans soldater dræbte alle de unge mænd og forfulgte dem helt ind i templet. De viste ingen nåde, men dræbte også kvinderne og de gamle, gråhårede mænd, for Herren udleverede dem alle. ¹⁸ Alt det værdifulde inventar i templet og alle de skatte, de fandt i templet, i paladset og hos landets ledende mænd, tog den babyloniske konge med sig, ¹⁹ hvorpå hans soldater satte ild til templet og byens paladser og rev bymuren ned. Alt af værdi blev ødelagt. ²⁰ De overlevende blev ført til Babylonien, hvor de måtte leve som slaver, indtil Babylonien blev erobret af perserne.

²¹ Dermed gik den profeti af Jeremias i opfyldelse, som sagde, at landet skulle ligge øde og uopdyrket hen i 70 år. På den måde fik landet sin sabbatshvile.

Kyros sender judæerne hjem for at genopbygge templet^(K)

²² I det første år Kyros var konge i Persien, opfyldte Herren det løfte, han havde givet sit folk gennem profeten Jeremias. Han talte til Kyros, som derefter udsendte en skriftlig meddelelse, der skulle læses op i hele hans rige:

²³ Kyros, konge af Persien, bekendtgør herved, at Himlens Gud, som har givet mig herredømmet over alle jordens riger, nu har pålagt mig at bygge ham et tempel i Jerusalem i Judas land. De af jer, der hører til Herrens folk, kan frit vende tilbage. Må Herren, jeres Gud, være med jer!

19 Pilatus lod nu Jesus piske, ² og derefter flettede soldaterne en krans af tornede grene, satte den på hovedet af ham som en slags kongekrone og kastede en purpurrød kappe om ham. ³ Efter tur gik de hen til ham og sagde: „Længe leve jødernes konge!” Samtidig slog de ham i ansigtet.

⁴ Pilatus gik igen ud til de jødiske ledere, som stod og ventede udenfor. „Jeg vil føre ham ud til jer nu,” sagde han, „for at I skal vide, at jeg ikke finder ham skyldig i nogen forbrydelse.” ⁵ Så kom Jesus ud med tornekronen på hovedet og purpurkappen over sig. „Se, her er han!” sagde Pilatus.

⁶ Så snart ypperstepræsterne og det jødiske vagtmandskab så ham, råbte de: „Korsfæst ham, korsfæst ham!” „Så må I selv gøre det!” sagde Pilatus. „Jeg finder ham ikke skyldig!” ⁷ Jøderne svarede: „Ifølge vores lov skal han dø, fordi han har kaldt sig selv for Guds Søn.”

⁸ Ved de ord blev Pilatus bange. ⁹ Han førte Jesus ind i borgen igen og spurgte ham: „Hvor kommer du egentlig fra?” Men Jesus gav ham intet svar. ¹⁰ „Hvorfor svarer du mig ikke?” fortsatte Pilatus. „Er du ikke klar over, at jeg har magt til at sætte dig fri og til at lade dig korsfæste?” ¹¹ Jesus svarede ham: „Du havde slet ingen magt over mig, hvis ikke den var givet dig ovenfra. Derfor er der større skyld hos dem, der har overgivet^[a] mig til dig.”

¹² Derpå forsøgte Pilatus at få Jesus løsladt, men de jødiske ledere råbte: „Sætter du ham fri, er du ikke kejserens ven! For den, der udråber sig selv til konge, gør oprør mod kejseren.”

¹³ Da Pilatus hørte det, førte han igen Jesus udenfor og satte sig i dommersædet på den stenlagte terrasse, der på hebraisk kaldes „Gabbata”. ¹⁴ Klokken var omkring seks om morgenen,^[b] og det var dagen før den sabbat, som faldt i påskeugen.^[c] Pilatus vendte sig til de jødiske ledere: „Her er jeres konge!” sagde han. ¹⁵ „Væk med ham!” skreg de. „Væk med ham—korsfæst ham!” „Ønsker I virkelig, at jeg skal korsfæste jeres konge?” indvendte Pilatus. „Vi har ingen anden konge end kejseren,” råbte ypperstepræsterne.

¹⁶ Så udleverede Pilatus Jesus til at blive korsfæstet, og soldaterne førte ham bort.

Jesus bliver korsfæstet og derefter hånet af de jødiske ledere^(A)

¹⁷ Jesus bar selv sit kors til det sted, der kaldtes „Hovedskalsstedet”, på hebraisk „Golgata”. ¹⁸ Dér korsfæstede de ham. Samtidig korsfæstede de to andre mænd, og deres kors blev rejst, et på hver sin side af Jesu kors. ¹⁹ Pilatus havde fået lavet et skilt med teksten: „Jesus fra Nazaret—jødernes konge”, og det blev anbragt på korset. ²⁰ Teksten var skrevet på hebraisk, latin og græsk, og skiltet blev læst af mange mennesker, for stedet, hvor Jesus blev korsfæstet, lå tæt ved byen. ²¹ Men ypperstepræsterne henvendte sig til Pilatus og sagde: „Du må ændre teksten på det skilt. I stedet for ordene ‚jødernes konge’ skal du skrive: ‚Denne mand påstod at være jødernes konge.’ ” ²² „Hvad jeg skrev, det skrev jeg!” svarede Pilatus kort.