Anden Krønikebog 30-32
Dette er Biblen på dansk
30 Derpå sendte Ezekias Bud til hele Israel og Juda og skrev desuden Breve til Efraim og Manasse om at komme til Herrens Hus i Jerusalem for at fejre Påsken for Herren, Israels Gud. 2 Og Kongen, hans Øverster og hele Forsamlingen i Jerusalem rådslog om at fejre Påsken i den anden Måned; 3 thi de kunde ikke fejre den med det samme, da Præsterne ikke havde helliget sig i tilstrækkeligt Tal, og Folket ikke var samlet i Jerusalem. 4 Kongen og hele Forsamlingen fandt det rigtigt; 5 derfor vedtog de at lade et Opråb udgå i hele Israel fra Be'ersjeba til Dan om at komme og fejre Påsken i Jerusalem for Herren, Israels Gud, thi man havde ikke fejret den så fuldtalligt som foreskrevet.
6 Så gik Ilbudene ud i hele Israel og Juda med Breve fra Kongens og hans Øversters Hånd og sagde efter Kongens Befaling: "Israeliter! Vend tilbage til Herren, Abrahams, Isaks og Israels Gud, at han må vende sig til den Levnin: af eder, der er undsluppet Assyrerkongernes Hånd. 7 Vær ikke som eders Fædre og Brødre, der var troløse mod Herren, deres Fædres Gud, hvorfor han gjorde dem til Rædsel, som I selv kan se. 8 Vær nu ikke halsstarrige som eders Fædre, men ræk Herren Hånden og kom til hans Helligdom, som han har helliget til evig Tid, og tjen Herren eders Gud, at hans glødende Vrede må vende sig fra eder. 9 Thi når I omvender eder til Herren, skal eders Brødre og Sønner finde Barmhjertighed hos dem, der førte dem bort, og vende tilbage til dette Land. Thi Herren eders Gud er nådig og barmhjertig og vil ikke vende sit Åsyn fra eder, når l omvender eder til ham!" 10 Og Ilbudene gik fra By til By i Efraims og Manasses Land og lige til Zebulon, men man lo dem ud og hånede dem. 11 Dog var der nogle i Aser, Manasse og Zebulon, der ydmygede sig og kom til Jerusalem; 12 også i Juda virkede Guds Hånd, så at han gav dem et endrægtigt Hjerte til at udføre, hvad Kongen og Øversterne havde påbudt i Kraft af Herrens Ord.
13 Så samlede der sig i Jerusalem en Mængde Mennesker for at fejre de usyrede Brøds Højtid i den anden Måned, en vældig Forsamling. 14 De gav sig til at fjerne de Altre, der var i Jerusalem; ligeledes fjernede de alle Røgelsekarrene og kastede dem ned i Kedrons Dal. 15 Derpå slagtede de Påskelammet på den fjortende Dag i den anden Måned. Præsterne og Leviterne skammede sig og helligede sig og bragte Brændofre til Herrens Hus; 16 og de stillede sig på deres Plads, som deres Pligt var efter den Guds Mand Moses's Lov; Præsterne sprængte Blodet, som de modtog af Leviterne. 17 Thi mange i Forsamlingen havde ikke helliget sig; derfor slagtede Leviterne Påskelammene for alle dem, der ikke var rene, for således at hellige Herren dem. 18 Thi de flesfe af Folket, især mange fra Efraim, Manasse, Issakar og Zebulon, havde ikke renset sig, men spiste Påskelammet anderledes end foreskrevet. Men Ezekias giki Forbøn for dem og sagde: "Herren, den gode, tilgive 19 enhver, som har vendt sit Hjerte til at søge Gud Herren, hans Fædres Gud, selv om han ikke er ren, som Helligdommen kræver det!" 20 Og Herren bønhørte Ezekias og lod Folket uskadt.
21 Så fejrede de Israeliter, der var til Stede i Jerusalem, de usyrede Brøds Højtid med stor Glæde i syv Dage; og Leviterne og Præsterne sang af alle Kræfter dagligt Lovsange for Herren. 22 Og Ezekias talte venlige Ord til alle de Leviter, der havde udvist særlig Dygtighed i Herrens Tjeneste; og de fejrede Højtiden til Ende de syv Dage, idet de ofrede Takofre og lovpriste Herren, deres Pædres Gud. 23 Men derefter vedtog hele Forsamlingen at holde Højtid syv Dage til, og det gjorde de så med Glæde, 24 thi Kong Ezekias af Juda gav Forsamlingen en Ydelse af 1.000 Tyre og 7.000 Stykker Småkvæg, og Øversterne gav Forsamlingen 1.000 Tyre og 10.000 Stykker Småkvæg; og en Mængde Præster helligede sig. 25 Da frydede hele Judas Forsamling sig, ligeledes Præsterne og Leviterne og hele den Forsamling, der var kommet fra Israel, og de fremmede, der var kommet fra Israels Land eller boede i Juda; 26 og der var stor Glæde i Jerusalem, thi siden Davids Søns, Kong Salomo af Israels, Dage var sligt ikke sket i Jerusalem; 27 og Præsterne og Leviterne stod op og velsignede Folket, og deres Røst hørtes, og deres Bøn nåede Himmelen, hans hellige Bolig.
31 Da alt det var til ende, drog alle de Israeliter, som var til stede, ud til Judas Byer, og de sønderbrød Stenstøtterne, omhuggede Asjerastøtterne og nedrev Offerhøjene og Altrene i hele Juda og Benjamin og i Efraim og Manasse, så der ikke blev Spor tilhage; så vendte alle Israeliterne hjem, hver til sin Ejendom i deres Byer.
2 Så ordnede Ezekias Præsternes og Leviternes Skifter, Skifte for Skifte, så at hver enkelt Præst og Levit fik sin særlige Gerning med at ofre Brændofre og Takofre og med af gøre Tjeneste og love og prise i Herrens Lejrs Porte. 3 Hvad Kongen gav af sit Gods, var til Brændofrene, Morgen- og Aftenbrændofrene og Brændofrene på Sabbaterne, Nymånerne og Højtiderne, som det er foreskrevet i Herrens Lov. 4 Og han bød Folket, dem, der boede i Jerusalem, at afgive, hvad der tilkom Præsterne og Leviterne, for at de kunde holde fast ved Herrens Lov. 5 Så snart det Bud kom ud, bragte Israeliterne i rigelig Mængde Førstegrøde af Korn, Most, Olie og Honning og al Markens Afgrøde, og de gav Tiende af alt i rigeligt Mål; 6 også de Israeliter, der boede i Judas Byer, gav Tiende af Hornkvæg og Småkvæg, og de bragte Helliggaverne, der var belliget Herren deres Gud, og lagde dem Bunke for Bunke. 7 I den tredje Måned begyndte de at ophobe Bunkerne, og i den syvende Måned var de færdige. 8 Ezekias og Øversterne kom så og synede Bunkerne, og de priste Herren og hans Folk Israel. 9 Da Ezekias spurgfe sig for hos Præsterne og Leviterne om Bunkerne, 10 svarede Ypperstepræsten Azarja af Zadoks Hus: "Siden man begyndte at bringe Offerydelsen til Herrens Hus, har vi spist os mætte og fået rigelig tilovers, thi Herren har velsignet sit Folk, så at vi har fået al den Rigdom her tilovers!"
11 Ezekias gav da Befaling til at indrette Kamre i Herrens Hus; og det gjorde man. 12 Så bragte man samvittighedsfuldt Offerydelsen, Tienden og Helliggaverne derind. Den øverste Opsynsmand derover var Leviten Konanja, den næstøverste hans Broder Sjim'i; 13 og Jehiel, Azarja, Nahat, Asa'el Jerimot, Jazabad, Eliel, Jismakjahu, Mahat og Benaja var Opsynsmænd underKonanja oghans Broder Sjim'i efter den Ordning, som var truffet af Ezekias og Azarja, Øversten i Guds Hus. 14 Leviten Kore, Jimnas Søn, der var Dørvogter på Østsiden, havde Tilsyn med de frivillige Gaver til Gud og skulde uddele Herrens Offerydelse og de højhellige Gaver; 15 under ham sattes Eden, Minjamin, Jesua, Sjemaja, Amarja og Sjekanja i Præstebyerne til samvittighedsfuldt attorestå Uddelingen til deres Brødre i Skitterne, både store og små, 16 dem af Mandkøn, der var indført i Fortegnelserne fra Treårsalderen og opefter. Undtaget var alle, der kom til Herrens Hus for efter de enkelte Dages Krav at udføre deres Embedsgerning efter deres Skifter. 17 Præsterne indførtes i Fortegnelserne efter deres Fædrenehuse, Leviterne fra Tyveårsalderen og opefter efter deres Embedspligter, efter deres Skifter, 18 Og de indførtes i Fortegnelserne med hele deres Familie, deres Hustruer, Sønner og Døtre, hele Standen, thi de tog sig samvittighedsfuldt af det hellige. 19 Arons Sønner, Præsterne, som boede på Græsmarkerne omkring deres Byer, havde i hver By nogle navngivne Mænd til at uddele, hvad der tilkom alle af Mandkøn blandt Præsterne og de i Fortegnelserne indførte Leviter.
20 Således gik Ezekias frem i hele Juda, og han gjorde, hvad der var godt, ret og sandt for Herren hans Guds Åsyn. 21 Alt, hvad han tog fat på vedrørende Tjenesten i Guds Hus eller Loven eller Budet for således at søge sin Gud, det gjorde han af hele sit Hjerte, og det lykkedes for ham.
32 Efter disse Tildragelser og disse Vidnesbyrd om Troskab kom Assyrerkongen Sankerib og rykkede ind i Juda og belejrede de befæstede Byer i det Øjemed at bemægtige sig dem. 2 Da Ezekias så, at Sankerib kom, og at han havde i Sinde at angribe Jerusalem, 3 rådførte han sig med sine Hærførere og tapre Folk om at stoppe for Vandet i Kilderne uden for Byen, og de tilsagde ham deres Hjælp. 4 Så samledes en Mængde Folk, og de stoppede for alle Kilderne og for Bækken, som løber midt igennem Landet, idet man sagde: "Hvorfor skulde Assyrerkongerne finde rigeligt Vand, når de kommer?" 5 Derpå tog han Mod til sig og byggede Muren op, overalt hvor den var brudt ned, og byggede Tårne på den, og han byggede den anden Mur udenfor og befæstede Millo i Davidsbyen og lod lave en Mængde Kastevåben og Skjolde. 6 Tillige indsatte han Hærtørere over Krigsfolket, samlede dem om sig på den åbne Plads ved Byporten og talte opmuntrende Ord til dem og sagde: 7 "Vær frimodige og slærke; frygt ikke og forfærdes ikke for Assyrerkongen og hele den Menneskemængde, han har med sig; thi en større er med os end med ham! 8 Med ham er en Arm at Kød, men med os er Herren vor Gud, der vil hjælpe os og føre vore Krige!" Og Folket satte sin Lid til Kong Ezekias af Judas Ord.
9 Derefter sendte Assyrerkongen Sankerib, der selv med hele sin Krigsmagt lå foran Lakisj, sine. Tjenere til Kong Ezekias af Juda og alle Judæerne i Jerusalem og lod sige: 10 "Således siger Assyrerkongen Sankerib: Hvad er det, I fortrøster eder til, nu I sidder indesluttet i Jerusalem? 11 Mon ikke Ezekias lokker eder til at dø af Hunger og Tørst, når han siger: Herren vor Gud vil frelse os af Assyrerkongens Hånd! 12 Har ikke samme Ezekias skaffet hans Offerhøje og Altre bort og sagt til Juda og Jerusalem: Kun foran et eneste Alter må I tilbede, og på det skal I tænde Offerild! 13 Ved I ikke, hvad jeg og mine Fædre har gjort ved alle Landenes Folkeslag? Mon Landenes Folks Guder kunde frelse deres Land af min Hånd? 14 Hvilken af alle de Guder, som dyrkedes af disse Folk, på hvilke mine Fædre lagde Band, har kunnet frelse sit Folk af min Hånd? Og så skutlde eders Gud kunne frelse eder af min Hånd! 15 Lad derfor ikke Ezekias vildlede eder og lokke eder på den Måde! Tro ham ikke, thi ikke et eneste Folks eller Riges Gud har kunnet frelse sit Folk af min Hånd eller af mine Fædres Hånd; hvor meget mindre kan da eders Gud frelse eder af min Hånd!" 16 Og hans Tjenere talte endnu flere Ord mod Gud Herren og mod hans Tjener Ezekias. 17 Han skrev også et Brev for at smæde Herren, Israels Gud, og tale imod ham; heri stod der: "Så lidt som Landenes Folks Guder har frelst deres Folk af min Hånd, skal Ezekias's Gud frelse sit Folk af min Hånd!" 18 Og de råbte med høj Røst på Judæisk til Folkene i Jerusalem, som stod på Muren, for at indjage dem Angst og Skræk, i Håb om at kunne tage Byen. 19 Og de talte om Jerusalems Gud på samme Måde som om Jordens Folkeslags Guder, der er Værker af Menneskehænder! 20 Derfor bad Kong Ezekias og Profeten Esajas, Amoz's Søn, og råbte til Himmelen. 21 Og Herren sendte en Engel, der tilintetgjorde alle Krigere, Høvedsmænd og Hærførere i Assyrerkongens Lejr, så han med Spot og Spe måtte vende hjem til sit Land. Og da han gik ind i sin Guds Hus, fældede nogle af hans kødelige Frænder ham der med Sværdet. 22 Således frelste Herren Ezekias og Jerusalems Indbyggere af Assyrerkongen Sankeribs Hånd og at alle andres og skaffede dem Ro på alle Kanter. 23 Og mange bragte Gaver til Jerusalem til Herren og kostbare Ting til Kong Ezekias af Juda, så han siden blev højt anset blandt alle Hedningefolk.
24 Ved den Tid blev Ezekias dødssyg. Da bad han til Herren, og han svarede ham og gav ham et Tegn. 25 Men Ezekias gengældte ikke den Velgerning, der var vist ham; hans Hjerte blev hovmodigt, og derfor kom der Vrede over ham og over Juda og Jerusalem. 26 Men da Ezekias ydmygede sig og vendte om fra sit Hovmod sammen med Jerusalems Indbyggere, kom Herrens Vrede ikke over dem i Ezekias's Dage.
27 Ezekias var overmåde rig og æret. Han byggede sig Skatkamre til Sølv, Guld, Ædelsten, Høgelsestoffer, Skjolde og alle Hånde kostelige Ting 28 og Forrådskamre til Afgrøden af Horn, Most og Olie, Stalde til alle Slags Kvæg og Folde til Hjordene; 29 Byer byggede han sig også, og han havde Hjorde i Mængde af Hornkvæg og Småkvæg, thi Gud gav ham såre meget Gods. 30 Samme Ezekias tilstoppede Gihons øvre Kilde og ledede Vandet mod Vest nedad til Davidsbyen. Alt, hvad Ezekias tog sig for, lykkedes for ham. 31 Derfor var det også, at Gud gav ham til Pris for Sendebudene, der var sendt til ham fra Babels Fyrster for at høre om det Under, der var sket i Landet; det var for at sætte ham på Prøve og således få Kendskab til alt, hvad der var i hans Hjerte.
32 Hvad der ellers er at fortælle om Ezekias og hans fromme Gerninger, står jo optegnet i Profeten Esajas's, Amoz's Søns, Åbenbaring og i Bogen om Judas og Israels Konger. 33 Så lagde Ezekias sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede ham på Skråningen op til Davids Efterkommeres Grave; og hele Juda og Jerusalems Indbyggere viste ham stor Ære ved hans Død; og hans Søn Manasse blev Konge i hans Sted.
Anden Krønikebog 30-32
Bibelen på hverdagsdansk
Påskefejringen genindføres
30 Kong Hizkija sendte bud til hele befolkningen i Israel[a] og Juda og bad dem komme til templet i Jerusalem for at fejre påskefesten for Herren, Israels Gud. Der blev skrevet breve specielt til de to stammeområder nærmest mod nord, Efraim og Manasse. 2 Kongen havde efter samråd med sine embedsmænd og Jerusalems ledere besluttet at holde en påskefest i årets anden måned. 3 Påsken skulle efter de normale forskrifter holdes i årets første måned, men der var stadig for få indviede præster, og det havde ikke været muligt at give folket besked i god tid. 4 Men både kongen og hans rådgivere mente, at det var i orden at fejre en forsinket påskehøjtid. 5 Derfor sendte de besked til hele Israels befolkning fra Dan i nord til Be’ersheba i syd og indbød alle til at komme til Jerusalem og fejre påske for Herren, Israels Gud. Det var meget længe siden, man havde fejret påsken efter de givne forskrifter, hvor folk kom tilrejsende i stort tal.
6 Altså blev der sendt budbringere ud over hele Israels land, samt Judas land, med følgende brev fra kongen og hans rådgivere:
Israelitter, vend tilbage til Herren, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, så vil han være nådig mod den rest af jer, som er undsluppet assyrerkongens magt. 7 Gør ikke som jeres forfædre og slægtninge, der var troløse over for Herren, deres fædres Gud, og blev mishandlet, som I selv har set. 8 Vær ikke lige så stædige som dem, men vend jer til Herren, mød op i hans helligdom, som for altid er indviet til ham, og tjen Herren, jeres Gud, så hans vrede imod jer kan høre op. 9 Hvis I vender jer til ham, vil jeres slægtninge og børn få en barmhjertig behandling af deres fangevogtere og få lov til at drage tilbage til deres land. Herren, jeres Gud, er nådig og barmhjertig. Han vil ikke lade jer i stikken, hvis I vender om til ham.
10 Kongens sendebud gik fra by til by i hele Efraim og Manasse og videre op til Zebulon i nord, men de blev stort set modtaget med latter og hån. 11 Dog var der nogle i Asher, Manasse og Zebulon, som var villige til at ydmyge sig og møde op i Jerusalem. 12 For Judas vedkommende var der et fælles, gudgivet ønske om at følge kongen og hans embedsmænds opfordring, der byggede på Herrens ord. 13 Derfor samledes en stor menneskemængde i Jerusalem for at fejre påskehøjtiden i årets anden måned. 14 De gjorde fælles front mod afgudsdyrkelsen i Jerusalem ved at nedrive alle de altre, der tidligere blev brugt til afgudsdyrkelsen, og smide dem ud i Kedrondalen.
15 Den fjortende dag i årets anden måned slagtede de så påskelammene. Mange præster og levitter skammede sig over deres tidligere afgudsdyrkelse, og derfor gennemgik de renselsesceremonien og bragte brændofre til Herrens tempel. 16 Efter forskrifterne i Toraen, som Guds tjener Moses havde givet dem, indfandt de sig på deres poster i templet og stænkede blodet, som levitterne rakte dem, på alteret.
17-19 Eftersom mange af de tilrejsende, især fra Efraim, Manasse, Issakar og Zebulon, ikke havde været igennem renselsesceremonien og derfor var urene, slagtede levitterne deres påskelam for dem, så det blev et offer, Herren kunne acceptere. Kong Hizkija bad følgende bøn for dem: „Herre, du er en god Gud. Se i nåde til alle, der har besluttet at følge dig, deres fædres Gud, på trods af at de ikke har gennemgået renselsesceremonien.” Derefter fik de lov til at spise påskemåltidet, selv om det egentlig var i modstrid med reglerne. 20 Herren hørte Hizkijas bøn og straffede dem ikke for det.
21 I de følgende syv dage fejrede alle de israelitter, som var til stede i Jerusalem, med stor glæde de usyrnede brøds højtid.
Hver dag lovpriste levitterne og præsterne Herren af hele deres hjerte, 22 og kongen roste levitterne for deres dygtighed. I løbet af de syv dage bragte folket mange takofre, og de holdt fest i taknemmelighed til Herren, deres fædres Gud.
23 Alle folk var så glade og begejstrede, at man enstemmigt vedtog at forlænge højtiden med endnu syv dage. 24 Kongen skænkede i den anledning 1000 ungtyre og 7000 stykker småkvæg, og de ledende mænd gav 1000 ungtyre og 10.000 stykker småkvæg. Da trådte endnu en gruppe præster frem og indviede sig til at tjene Herren helt og fuldt.
25 Alle var lykkelige og glade, både Judas folk, præsterne, levitterne, gæsterne fra Israel og de fremmede, der havde bosat sig enten i Judas eller Israels land. 26 Ikke siden kong Salomons tid havde der været en så vidunderlig højtidsfest i Jerusalem. 27 Til sidst rejste præsterne og levitterne sig for at nedbede Herrens velsignelse over folket, og i sin bolig i Himlen hørte Herren deres bøn og velsignede dem alle.
Kong Hizkija tjente Herren af hele sit hjerte
31 Da festen var forbi, var der en stor gruppe af de israelitter, som var kommet til Jerusalem, der gik ud for at gøre op med afgudsdyrkelsen. De tog rundt til alle byerne i Juda, Benjamin, Efraim og Manasse, hvor de fjernede alle afgudsaltrene, huggede Asherapælene om og nedrev afgudsofferhøjene. Først derefter gik de hjem til deres egne byer.
2 Kong Hizkija inddelte nu præsterne og levitterne i skiftehold, så de til stadighed kunne ofre brændofre og takofre og forestå tilbedelsen og lovsangen ved templets indgang. 3 Kongen skænkede selv offerdyrene til de daglige morgen- og aftenbrændofre, samt de dyr, der ifølge Toraen skulle bruges til sabbatshøjtiden, nymånefesten og de store årlige festhøjtider.
4 Desuden befalede han, at indbyggerne i Jerusalem skulle bringe præsterne og levitterne de gaver, som ifølge Toraen tilfaldt dem, så de ikke var nødt til at arbejde, men kunne hellige sig deres foreskrevne opgaver ved templet. 5-6 Folket reagerede øjeblikkeligt ved villigt at bringe en del af deres høst, det være sig korn, vin, olivenolie, honning eller andre af jordens afgrøder. De gav Herren en tiendedel af alt, hvad de ejede, og lagde det i store bunker. De israelitter, som var flyttet ned til Juda, og de indfødte judæere bragte desuden en tiendedel af deres kvæg og får, og hvad de ellers ønskede at give til Herren. 7 De første gaver kom i den tredje måned, og de sidste gaver kom i den syvende måned. 8 Da kong Hizkija og hans embedsmænd så de store bunker af gaver, blev de fyldt med taknemmelighed til Herren og hans folk, Israel.
9 Hizkija forhørte sig nærmere hos præsterne og levitterne om bunkerne. 10 Ypperstepræsten Azarja af Zadoks slægt forklarede sagen: „Lige siden folket begyndte at bringe deres gaver til tempeltjenesten, har vi haft rigeligt at spise, og alt det her er i overskud. Herren har virkelig velsignet sit folk.”
11 Kongen gav nu ordre til at indrette forrådskamre i templet, 12-13 hvorefter alle gaverne blev opmagasineret der. Levitten Konanja fik på kongens og ypperstepræstens foranledning opsyn med forrådet, og hans bror Shimi fik sammen med følgende mænd til opgave at hjælpe ham: Jehiel, Azazja, Nahat, Asael, Jerimot, Jozabad, Eliel, Jismakja, Mahat og Benaja.
14-15 Levitten Kore, søn af Jimna, der var dørvagt ved østporten, fik til opgave at fordele de gaver, der tilfaldt præsterne. De skulle bringes ud til alle de byer, hvor der boede præster, og Kore fik hjælp af følgende pålidelige mænd: Eden, Minjamin, Jeshua, Shemaja, Amarja og Shekanja. De fordelte gaverne ligeligt mellem præsterne, gamle såvel som unge, 16 i henhold til alle de mandlige medlemmer af familien fra tre år og opefter, uanset om alle var optaget i slægtsfortegnelsen. Alle præsterne fik del i gaverne, for så vidt de tilhørte et skiftehold og jævnligt arbejdede i templet. 17 Præsterne var opført på listen efter deres slægtsnavn, mens alle levitter over 20 år var opført efter, hvilket skiftehold de tilhørte. 18 For de præster, der brugte al deres tid i tempeltjenesten, blev alle familiens medlemmer regnet med ved udregningen af en fødevareration, inklusive småbørn, koner, sønner og døtre. 19 De præster og levitter, som boede uden for byerne, fik deres ration udleveret i overensstemmelse med de officielle lister af nogle folk i byerne, som fik overdraget den opgave.[b]
20 Således fordelte kong Hizkija gaverne retfærdigt ud over landet, og han gjorde, hvad der var ret og rigtigt i Herrens øjne. 21 Han søgte helhjertet at gøre Herrens vilje i alt, hvad han tog sig for, hvad enten det havde med tempeltjenesten eller Toraen og dens befalinger at gøre. Derfor fik han stor fremgang.
Kong Sankeribs trussel imod Jerusalem(A)
32 Kong Hizkija havde således vist sin trofasthed over for Herren, men ikke så længe efter invaderede kong Sankerib af Assyrien Juda og belejrede de befæstede byer i den hensigt at indtage dem. 2 Da Hizkija blev klar over, at Sankerib snart ville belejre Jerusalem, 3-4 besluttede han i samråd med sine embedsmænd og officerer at tildække kilderne uden for byen, så assyrerne var afskåret fra at få vand under belejringen. Lederne gik derfor i spidsen for en stor styrke ud til kilderne og dækkede dem til, så man ikke kunne få vand derfra. 5 Samtidig styrkede Hizkija sit forsvar ved at reparere bymuren, udbygge forsvarstårnene og styrke den ydre mur. Desuden udbyggede han byens store fæstningsanlæg i Davidsbyen og fremstillede en stor mængde spyd og skjolde. 6 Han udnævnte en række officerer og samlede dem på den åbne plads ved byporten. Her opmuntrede han dem med følgende tale:
7 „Vær ved godt mod! Lad jer ikke skræmme af assyrerkongen og hans store hær! Vi har en med os, som er langt mægtigere end ham. 8 Assyrerkongen har kun militær styrke, men vi har Herren på vores side, og han vil udkæmpe slaget for os.” Det opmuntrede dem at høre.
9 I mellemtiden var assyrerkongen i færd med at belejre byen Lakish. Derfra sendte han følgende budskab til kong Hizkija og Jerusalems indbyggere:
10 „Kong Sankerib af Assyrien siger: Hvad får jer til at tro, at I kan modstå en belejring fra min hær? 11 Hizkija vildleder jer når han siger: ‚Herren, vores Gud, vil redde os fra assyrerkongen.’ Nej, det ender bare med, at I alle dør af sult og tørst! 12 Husk dog på, hvordan Hizkija ødelagde jeres guds altre og offersteder rundt omkring i landet og forlangte, at man kun måtte bringe ofre på ét alter i Jerusalem. 13 Ved I ikke, hvad jeg og mine forgængere på tronen gjorde ved alle de andre folkeslag? Var nogen af deres guder i stand til at redde dem? 14 Skulle jeres gud virkelig være mægtigere end alle de andre folks guder? 15 Lad ikke Hizkija føre jer bag lyset. Lad være at høre på ham. Ingen gud har nogensinde formået at redde et folk, der blev angrebet af en assyrisk konge. Hvordan kan I da tro, at jeres gud kan gøre det?”
16 De assyriske sendebud fortsatte med at håne Herren og hans tjener Hizkija. 17 Assyrerkongen havde også skrevet et smædebrev imod Herren, Israels Gud. Det lød:
„Aldrig har nogen gud formået at redde sit folk fra min magt, og det vil heller ikke lykkes for Hizkijas Gud!”
18 Sendebudene læste brevets indhold op på hebraisk i den hensigt at skræmme folket, der var samlet på bymuren, 19 og de fortsatte med at håne Jerusalems Gud, som om han var en gud på lige fod med de andre folks menneskeskabte guder.
20 Da råbte kong Hizkija og profeten Esajas, Amotz’ søn, til Himlens Gud om hjælp. 21 Og Herren sendte en engel, der slog alle de assyriske soldater og officerer ihjel! Kong Sankerib måtte skamfuldt tage tilbage til sit land, og da han gik ind i sin guds tempel, blev han hugget ned af sine egne sønner. 22 Sådan frelste Herren kong Hizkija og Jerusalems indbyggere fra assyrerkongen og deres øvrige fjender, så der fra den tid var fred til alle sider. 23 Kong Hizkija blev fra da af frygtet og æret blandt de omkringboende folk, der valfartede til Jerusalem med ofre til Herren og med kostbare gaver til kongen.
Kong Hizkijas sygdom, hovmod og død(B)
24 Senere blev Hizkija alvorligt syg og lå for døden. Da bad han til Herren, og Herren besvarede hans bøn og gjorde et mirakel for ham. 25 Hizkija var dog ikke taknemmelig, men blev i stedet hovmodig. Derfor ville Herren straffe både kongen, Juda og Jerusalem, 26 men kongen angrede sit hovmod. Både han og byens indbyggere ydmygede sig for Herren, og derfor udskød Herren sin straf, indtil efter Hizkija døde.
27 Hizkija var en vellidt konge. Han blev så rig, at han måtte bygge skatkamre til alt sit sølv og guld, til sine ædelsten, sine sjældne krydderier og skjolde og andre kostbarheder. 28-29 Han byggede forrådshuse til sit korn, sin vin og olivenolie, stalde til sine store kvægflokke og folde til sine utallige får og geder. Han byggede mange byer, for Gud gjorde ham overmåde rig. 30 Han dæmmede op for Gihons øvre kilde og førte en vandledning ned vest for Davidsbyen. Alt, hvad han foretog sig, lykkedes for ham.
31 Men da der kom sendebud fra Babylonien for at høre mere om det mirakel, der var sket, trak Gud sig tilbage fra ham for at prøve ham og se, hvad der gemte sig i hans hjerte.
32 Resten af kong Hizkijas bedrifter og hans trofasthed over for Herren er beskrevet i profeten Esajas’ bog og i Judas og Israels kongers krønikebog. 33 Da Hizkija døde, blev han begravet tæt ved vejen op til det kongelige gravsted, og hele Juda og Jerusalem ærede hans minde. Hans søn Manasse overtog tronen efter ham.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.