Anden Krønikebog 30-32

Bibelen på hverdagsdansk

Påskefejringen genindføres

30 Kong Hizkija sendte bud til hele befolkningen i Israel^[a] og Juda og bad dem komme til templet i Jerusalem for at fejre påskefesten for Herren, Israels Gud. Der blev skrevet breve specielt til de to stammeområder nærmest mod nord, Efraim og Manasse. ² Kongen havde efter samråd med sine embedsmænd og Jerusalems ledere besluttet at holde en påskefest i årets anden måned. ³ Påsken skulle efter de normale forskrifter holdes i årets første måned, men der var stadig for få indviede præster, og det havde ikke været muligt at give folket besked i god tid. ⁴ Men både kongen og hans rådgivere mente, at det var i orden at fejre en forsinket påskehøjtid. ⁵ Derfor sendte de besked til hele Israels befolkning fra Dan i nord til Be’ersheba i syd og indbød alle til at komme til Jerusalem og fejre påske for Herren, Israels Gud. Det var meget længe siden, man havde fejret påsken efter de givne forskrifter, hvor folk kom tilrejsende i stort tal.

⁶ Altså blev der sendt budbringere ud over hele Israels land, samt Judas land, med følgende brev fra kongen og hans rådgivere:

Israelitter, vend tilbage til Herren, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, så vil han være nådig mod den rest af jer, som er undsluppet assyrerkongens magt. ⁷ Gør ikke som jeres forfædre og slægtninge, der var troløse over for Herren, deres fædres Gud, og blev mishandlet, som I selv har set. ⁸ Vær ikke lige så stædige som dem, men vend jer til Herren, mød op i hans helligdom, som for altid er indviet til ham, og tjen Herren, jeres Gud, så hans vrede imod jer kan høre op. ⁹ Hvis I vender jer til ham, vil jeres slægtninge og børn få en barmhjertig behandling af deres fangevogtere og få lov til at drage tilbage til deres land. Herren, jeres Gud, er nådig og barmhjertig. Han vil ikke lade jer i stikken, hvis I vender om til ham.

¹⁰ Kongens sendebud gik fra by til by i hele Efraim og Manasse og videre op til Zebulon i nord, men de blev stort set modtaget med latter og hån. ¹¹ Dog var der nogle i Asher, Manasse og Zebulon, som var villige til at ydmyge sig og møde op i Jerusalem. ¹² For Judas vedkommende var der et fælles, gudgivet ønske om at følge kongen og hans embedsmænds opfordring, der byggede på Herrens ord. ¹³ Derfor samledes en stor menneskemængde i Jerusalem for at fejre påskehøjtiden i årets anden måned. ¹⁴ De gjorde fælles front mod afgudsdyrkelsen i Jerusalem ved at nedrive alle de altre, der tidligere blev brugt til afgudsdyrkelsen, og smide dem ud i Kedrondalen.

¹⁵ Den fjortende dag i årets anden måned slagtede de så påskelammene. Mange præster og levitter skammede sig over deres tidligere afgudsdyrkelse, og derfor gennemgik de renselsesceremonien og bragte brændofre til Herrens tempel. ¹⁶ Efter forskrifterne i Toraen, som Guds tjener Moses havde givet dem, indfandt de sig på deres poster i templet og stænkede blodet, som levitterne rakte dem, på alteret.

^17-19 Eftersom mange af de tilrejsende, især fra Efraim, Manasse, Issakar og Zebulon, ikke havde været igennem renselsesceremonien og derfor var urene, slagtede levitterne deres påskelam for dem, så det blev et offer, Herren kunne acceptere. Kong Hizkija bad følgende bøn for dem: „Herre, du er en god Gud. Se i nåde til alle, der har besluttet at følge dig, deres fædres Gud, på trods af at de ikke har gennemgået renselsesceremonien.” Derefter fik de lov til at spise påskemåltidet, selv om det egentlig var i modstrid med reglerne. ²⁰ Herren hørte Hizkijas bøn og straffede dem ikke for det.

²¹ I de følgende syv dage fejrede alle de israelitter, som var til stede i Jerusalem, med stor glæde de usyrnede brøds højtid.

Hver dag lovpriste levitterne og præsterne Herren af hele deres hjerte, ²² og kongen roste levitterne for deres dygtighed. I løbet af de syv dage bragte folket mange takofre, og de holdt fest i taknemmelighed til Herren, deres fædres Gud.

²³ Alle folk var så glade og begejstrede, at man enstemmigt vedtog at forlænge højtiden med endnu syv dage. ²⁴ Kongen skænkede i den anledning 1000 ungtyre og 7000 stykker småkvæg, og de ledende mænd gav 1000 ungtyre og 10.000 stykker småkvæg. Da trådte endnu en gruppe præster frem og indviede sig til at tjene Herren helt og fuldt.

²⁵ Alle var lykkelige og glade, både Judas folk, præsterne, levitterne, gæsterne fra Israel og de fremmede, der havde bosat sig enten i Judas eller Israels land. ²⁶ Ikke siden kong Salomons tid havde der været en så vidunderlig højtidsfest i Jerusalem. ²⁷ Til sidst rejste præsterne og levitterne sig for at nedbede Herrens velsignelse over folket, og i sin bolig i Himlen hørte Herren deres bøn og velsignede dem alle.

Kong Hizkija tjente Herren af hele sit hjerte

31 Da festen var forbi, var der en stor gruppe af de israelitter, som var kommet til Jerusalem, der gik ud for at gøre op med afgudsdyrkelsen. De tog rundt til alle byerne i Juda, Benjamin, Efraim og Manasse, hvor de fjernede alle afgudsaltrene, huggede Asherapælene om og nedrev afgudsofferhøjene. Først derefter gik de hjem til deres egne byer.

² Kong Hizkija inddelte nu præsterne og levitterne i skiftehold, så de til stadighed kunne ofre brændofre og takofre og forestå tilbedelsen og lovsangen ved templets indgang. ³ Kongen skænkede selv offerdyrene til de daglige morgen- og aftenbrændofre, samt de dyr, der ifølge Toraen skulle bruges til sabbatshøjtiden, nymånefesten og de store årlige festhøjtider.

⁴ Desuden befalede han, at indbyggerne i Jerusalem skulle bringe præsterne og levitterne de gaver, som ifølge Toraen tilfaldt dem, så de ikke var nødt til at arbejde, men kunne hellige sig deres foreskrevne opgaver ved templet. ^5-6 Folket reagerede øjeblikkeligt ved villigt at bringe en del af deres høst, det være sig korn, vin, olivenolie, honning eller andre af jordens afgrøder. De gav Herren en tiendedel af alt, hvad de ejede, og lagde det i store bunker. De israelitter, som var flyttet ned til Juda, og de indfødte judæere bragte desuden en tiendedel af deres kvæg og får, og hvad de ellers ønskede at give til Herren. ⁷ De første gaver kom i den tredje måned, og de sidste gaver kom i den syvende måned. ⁸ Da kong Hizkija og hans embedsmænd så de store bunker af gaver, blev de fyldt med taknemmelighed til Herren og hans folk, Israel.

⁹ Hizkija forhørte sig nærmere hos præsterne og levitterne om bunkerne. ¹⁰ Ypperstepræsten Azarja af Zadoks slægt forklarede sagen: „Lige siden folket begyndte at bringe deres gaver til tempeltjenesten, har vi haft rigeligt at spise, og alt det her er i overskud. Herren har virkelig velsignet sit folk.”

¹¹ Kongen gav nu ordre til at indrette forrådskamre i templet, ^12-13 hvorefter alle gaverne blev opmagasineret der. Levitten Konanja fik på kongens og ypperstepræstens foranledning opsyn med forrådet, og hans bror Shimi fik sammen med følgende mænd til opgave at hjælpe ham: Jehiel, Azazja, Nahat, Asael, Jerimot, Jozabad, Eliel, Jismakja, Mahat og Benaja.

^14-15 Levitten Kore, søn af Jimna, der var dørvagt ved østporten, fik til opgave at fordele de gaver, der tilfaldt præsterne. De skulle bringes ud til alle de byer, hvor der boede præster, og Kore fik hjælp af følgende pålidelige mænd: Eden, Minjamin, Jeshua, Shemaja, Amarja og Shekanja. De fordelte gaverne ligeligt mellem præsterne, gamle såvel som unge, ¹⁶ i henhold til alle de mandlige medlemmer af familien fra tre år og opefter, uanset om alle var optaget i slægtsfortegnelsen. Alle præsterne fik del i gaverne, for så vidt de tilhørte et skiftehold og jævnligt arbejdede i templet. ¹⁷ Præsterne var opført på listen efter deres slægtsnavn, mens alle levitter over 20 år var opført efter, hvilket skiftehold de tilhørte. ¹⁸ For de præster, der brugte al deres tid i tempeltjenesten, blev alle familiens medlemmer regnet med ved udregningen af en fødevareration, inklusive småbørn, koner, sønner og døtre. ¹⁹ De præster og levitter, som boede uden for byerne, fik deres ration udleveret i overensstemmelse med de officielle lister af nogle folk i byerne, som fik overdraget den opgave.^[b]

²⁰ Således fordelte kong Hizkija gaverne retfærdigt ud over landet, og han gjorde, hvad der var ret og rigtigt i Herrens øjne. ²¹ Han søgte helhjertet at gøre Herrens vilje i alt, hvad han tog sig for, hvad enten det havde med tempeltjenesten eller Toraen og dens befalinger at gøre. Derfor fik han stor fremgang.

Kong Sankeribs trussel imod Jerusalem^(A)

32 Kong Hizkija havde således vist sin trofasthed over for Herren, men ikke så længe efter invaderede kong Sankerib af Assyrien Juda og belejrede de befæstede byer i den hensigt at indtage dem. ² Da Hizkija blev klar over, at Sankerib snart ville belejre Jerusalem, ^3-4 besluttede han i samråd med sine embedsmænd og officerer at tildække kilderne uden for byen, så assyrerne var afskåret fra at få vand under belejringen. Lederne gik derfor i spidsen for en stor styrke ud til kilderne og dækkede dem til, så man ikke kunne få vand derfra. ⁵ Samtidig styrkede Hizkija sit forsvar ved at reparere bymuren, udbygge forsvarstårnene og styrke den ydre mur. Desuden udbyggede han byens store fæstningsanlæg i Davidsbyen og fremstillede en stor mængde spyd og skjolde. ⁶ Han udnævnte en række officerer og samlede dem på den åbne plads ved byporten. Her opmuntrede han dem med følgende tale:

⁷ „Vær ved godt mod! Lad jer ikke skræmme af assyrerkongen og hans store hær! Vi har en med os, som er langt mægtigere end ham. ⁸ Assyrerkongen har kun militær styrke, men vi har Herren på vores side, og han vil udkæmpe slaget for os.” Det opmuntrede dem at høre.

⁹ I mellemtiden var assyrerkongen i færd med at belejre byen Lakish. Derfra sendte han følgende budskab til kong Hizkija og Jerusalems indbyggere:

¹⁰ „Kong Sankerib af Assyrien siger: Hvad får jer til at tro, at I kan modstå en belejring fra min hær? ¹¹ Hizkija vildleder jer når han siger: ‚Herren, vores Gud, vil redde os fra assyrerkongen.’ Nej, det ender bare med, at I alle dør af sult og tørst! ¹² Husk dog på, hvordan Hizkija ødelagde jeres guds altre og offersteder rundt omkring i landet og forlangte, at man kun måtte bringe ofre på ét alter i Jerusalem. ¹³ Ved I ikke, hvad jeg og mine forgængere på tronen gjorde ved alle de andre folkeslag? Var nogen af deres guder i stand til at redde dem? ¹⁴ Skulle jeres gud virkelig være mægtigere end alle de andre folks guder? ¹⁵ Lad ikke Hizkija føre jer bag lyset. Lad være at høre på ham. Ingen gud har nogensinde formået at redde et folk, der blev angrebet af en assyrisk konge. Hvordan kan I da tro, at jeres gud kan gøre det?”

¹⁶ De assyriske sendebud fortsatte med at håne Herren og hans tjener Hizkija. ¹⁷ Assyrerkongen havde også skrevet et smædebrev imod Herren, Israels Gud. Det lød:

„Aldrig har nogen gud formået at redde sit folk fra min magt, og det vil heller ikke lykkes for Hizkijas Gud!”

¹⁸ Sendebudene læste brevets indhold op på hebraisk i den hensigt at skræmme folket, der var samlet på bymuren, ¹⁹ og de fortsatte med at håne Jerusalems Gud, som om han var en gud på lige fod med de andre folks menneskeskabte guder.

²⁰ Da råbte kong Hizkija og profeten Esajas, Amotz’ søn, til Himlens Gud om hjælp. ²¹ Og Herren sendte en engel, der slog alle de assyriske soldater og officerer ihjel! Kong Sankerib måtte skamfuldt tage tilbage til sit land, og da han gik ind i sin guds tempel, blev han hugget ned af sine egne sønner. ²² Sådan frelste Herren kong Hizkija og Jerusalems indbyggere fra assyrerkongen og deres øvrige fjender, så der fra den tid var fred til alle sider. ²³ Kong Hizkija blev fra da af frygtet og æret blandt de omkringboende folk, der valfartede til Jerusalem med ofre til Herren og med kostbare gaver til kongen.

Kong Hizkijas sygdom, hovmod og død^(B)

²⁴ Senere blev Hizkija alvorligt syg og lå for døden. Da bad han til Herren, og Herren besvarede hans bøn og gjorde et mirakel for ham. ²⁵ Hizkija var dog ikke taknemmelig, men blev i stedet hovmodig. Derfor ville Herren straffe både kongen, Juda og Jerusalem, ²⁶ men kongen angrede sit hovmod. Både han og byens indbyggere ydmygede sig for Herren, og derfor udskød Herren sin straf, indtil efter Hizkija døde.

²⁷ Hizkija var en vellidt konge. Han blev så rig, at han måtte bygge skatkamre til alt sit sølv og guld, til sine ædelsten, sine sjældne krydderier og skjolde og andre kostbarheder. ^28-29 Han byggede forrådshuse til sit korn, sin vin og olivenolie, stalde til sine store kvægflokke og folde til sine utallige får og geder. Han byggede mange byer, for Gud gjorde ham overmåde rig. ³⁰ Han dæmmede op for Gihons øvre kilde og førte en vandledning ned vest for Davidsbyen. Alt, hvad han foretog sig, lykkedes for ham.

³¹ Men da der kom sendebud fra Babylonien for at høre mere om det mirakel, der var sket, trak Gud sig tilbage fra ham for at prøve ham og se, hvad der gemte sig i hans hjerte.

³² Resten af kong Hizkijas bedrifter og hans trofasthed over for Herren er beskrevet i profeten Esajas’ bog og i Judas og Israels kongers krønikebog. ³³ Da Hizkija døde, blev han begravet tæt ved vejen op til det kongelige gravsted, og hele Juda og Jerusalem ærede hans minde. Hans søn Manasse overtog tronen efter ham.