Add parallel Print Page Options

19 Kong Josafat af Juda derimod vendte uskadt hjem igen til sit Palads i Jerusalem. Da trådte Seeren Jehu, Hananis Søn, frem for ham, og han sagde til Kong Josafat: "Skal man hjælpe de ugudelige? Elsker du dem, der hader Herren? For den Sags Skyld er Herrens Vrede over dig! Noget godt er der dog hos dig, thi du har udryddet Asjererne af Landet, og du har vendt dit Hjerte til at søge Gud." Josafat blev nu i Jerusalem, Så drog han atter ud blandt Folket fra Be'ersjeba til Efraims Bjerge og førte dem tilbage til Herren, deres Fædres Gud. Og han indsatte Dommere i Landet i hver enkelt af de befæsfede Byer i Juda. Og han sagde til Dommerne: "Se til, hvad I gør, thi det er ikke for Mennesker, men for Herren, I fælder Dom, og han er hos eder, når I afsiger Hendelser. Derfor være Herrens Frygt over eder! Vær varsomme med, hvad I foretager eder, thi hos Herren vor Gud er der hverken Uret eller Personsanseelse, ej heller tager han imod Bestikkelse!" Også i Jerusalem indsatte Josafat nogle af Leviterne, Præsterne og Overhovederne for Israels Fædrenehuse til at dømme i Herrens Sager og i Stridigheder mellem Jerusalems Indbyggere. Og han bød dem: "Således skal I gøre i Herrens Frygt, i Sanddruhed og med redeligt Hjerte: 10 Hver Gang der forelægges eder en Retssag af eders Brødre, der bor i deres Byer, hvad enten det drejer sig om Blodskyld eller om Love, Anordninger og Lovbud, skal I hjælpe dem til Rette, at de ikke skal pådrage sig Skyld forHerren, så der kommer Vrede over eder og eders Brødre; gør således for ikke at pådrage eder Skyld. 11 I alle Herrens Sager skal Ypperstepræsten Amarja være eders foresatte, i alle Kongens Sager Zebadja, Jisjmaels Søn, Fyrsten i Judas Hus; og Leviterne står eder til Tjeneste som Retsskrivere. Gå nu frimodigt til Værket, Herren vil være med enhver, der gør sin Pligt."

20 Siden hændte det sig, at Moabiterne og ammoniterne sammen med Folk fra Maon drog i Krig mod Josafat. Og man kom og bragte Josafat den Efterretning: "En vældig Menneskemængde rykker frem imod dig fra Egnene binsides Havet), fra Edom, og de står allerede i Hazazon-Tamar (det er En-Gedi)!" Da grebes Josafat af Frygt, og han vendte sig til Herren og søgte ham og lod en Faste udråbe i bele Juda. Så samledes Judæerne for at søge Hjælp hos Herren; også fra alle Judas Byer kom de for at søge Herren. Men Josafat trådte frem i Judas og Jerusalems Forsamling i Herrens Hus foran den nye Forgård og sagde: "Herre, vore Fædres Gud! Er du ikke Gud i Himmelen, er det ikke dig, der hersker over alle Hedningerigerne? I din Hånd er Kraft og Styrke, og mod dig kan ingen holde Stand! Var det ikke dig, vor Gud, der drev dette Lands Indbyggere bort foran dit Folk Israel og gav din Ven Abrahams Efterkommere det for evigt? Og de bosatte sig der og byggede dig der en Helligdom for dit Navn, idet de sagde: Hvis Ulykke rammer os, Sværd, Straffedom, Pest eller Hungersnød, vil vi træde frem foran dette Hus og for dit Åsyn, thi dit Navn bor i dette Hus, og råbe til dig om Hjælp i vor Nød, og du vil høre det og frelse os! 10 Se nu, hvorledes Ammoniterne og Moabiterne og de fra Se'irs Bjerge, hvem du ikke tillod Israeliterne at angribe, da de kom fra Ægypten, tværtimod holdt de sig tilbage fra dem og tilintetgjorde dem ikke, 11 se nu, hvorledes de gengælder os det med at komme for at drive os bort fra din Ejendom, som du gav os i Eje! 12 Vor Gud, vil du ikke holde Dom over dem? Thi vi er afmægtige over for denne vældige Menneskemængde, som kommer over os; vi ved ikke, hvad vi skal gøre, men vore Øjne er vendt til dig!"

13 Medens nu alle Judæerne stod for Herrens Åsyn med deres Familier, Kvinder og Børn, 14 kom Herrens Ånd midt i Forsamlingen over Leviten Jahaziel, en Søn af Zekarja, en Søn af Benaja, en Søn af Je'iel, en Søn af Mattanja, af Asafs Sønner, 15 og han sagde: "Lyt til, alle I Judæere, Jerusalems Indbyggere og Kong Josafat! Så siger Herren til eder: Frygt ikke og forfærdes ikke for denne vældige Menneskemængde, thi Kampen er ikke eders, men Guds! 16 Drag i Morgen ned imod dem; se, de er ved at stige op ad Vejen ved Hazziz, og l vil træffe dem ved Enden af Dalen østen for Jeruels Ørken. 17 Det er ikke eder, der skal kæmpe her; stil eder op og bliv stående, så skal I se, hvorledes Herren frelser eder, I Judæere og Jerusalems Indbyggere! Frygt ikke og forfærdes ikke, men drag i Morgen imod dem, og Herren vil være med eder!" 18 Da bøjede Josafat sig med Ansigtet til Jorden, og alle Judæerne og Jerusalems Indbyggere faldt ned for Herren og tilbad ham; 19 men Leviterne af Keh'atiternes og Koraiternes Sønner stod op for at lovprise Herren, Israels Gud, med vældig Røst.

20 Tidligt næste Morgen drog de ud til Tekoas Ørken; og medens de drog ud, stod Josafat og sagde: "Hør mig, I Judæere og Jerusalems Indbyggere! Tro på Herren eders Gud, og l skal blive boende, tro på hans Profeter, og Lykken skal følge eder!" 21 Og efter at have rådført sig med Folket opstillede han Sangere til med Ordene "lov Herren, thi hans Miskundhed varer evindelig!" at lovprise Herren i helligt Skrud, medens de drog frem foran de væbnede. 22 Og i samme Stund de begyndte med Jubelråb og Lovsang, lod Herren et Baghold komme over Ammoniterne, Moabiterne og dem fra Se'irs Bjerge, der rykkede frem mod Juda, så de blev slået. 23 Ammoniterne og Moabiterne angreb dem, der boede i Se'irs Bjerge, og lagde Band på dem og tilintetgjorde dem, og da de var færdige med dem fra Se'ir, gav de sig til at udrydde hverandre.

24 Da så Judæerne kom op på Varden, hvorfra man ser ud over Ørkenen, og vendte Blikket mod Menneskemængden, se, da lå deres døde Kroppe på Jorden, ingen var undsluppet. 25 Så kom Josafat og hans Folk hen for at udplyndre dem, og de fandt en Mængde Kvæg, Gods, Klæder og kostbare Ting. De røvede så meget, at de ikke kunde slæbe det bort, og brugte tre Dage til at plyndre; så meget var der. 26 Den fjerde Dag samledes de i Berakadalen, thi der lovpriste de Herren, og derfor kaldte man Stedet Berakadalen, som det hedder den Dag i Dag. 27 Derpå vendte alle Folkene fra Juda og Jerusalem med Josafat i Spidsen om og drog tilbage til Jerusalem med Glæde, thi Herren havde bragt dem Glæde over deres Fjender; 28 og med Harper, Citre og Trompeter kom de lil Jerusalem, til Herrens Hus. 29 Men en Guds Rædsel kom over alle Lande og Riger, da de hørte, at Herren havde kæmpet mod Israels Fjender. 30 Således fik Josafats Rige Fred, og hans Gud skaffede ham Ro til alle Sider.

31 Josafat var fem og tredive År gammel, da han blev Konge over Juda, og han herskede fem og tyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Azuba og var Datter af Sjilhi. 32 Han vandrede i sin Fader Asas Spor og veg ikke derfra, idet han gjorde, hvad der var ret i Herrens Øjne. 33 Kun blev Offerhøjene ikke fjernet, og Folket vendte endnu ikke Hjertet til deres Fædres Gud.

34 Hvad der ellers er at fortælle om Josafaf fra først til sidst, står jo optegnet i Jehus, Hananis Søns, Krønike, som er optaget i Bogen om Israels Konger.

35 Senere slog Kong Josafat af Juda sig sammen med Kong Ahazja af Israel, der var ugudelig i al sin Færd; 36 han slog sig sammen med ham om at bygge Skibe, der skulde sejle til Tarsis. De byggede Skibe i Ezjongeber. 37 Men Eliezer, Dodavahus Søn, fra Maresja profeterede mod Josafat og sagde: "Fordi du har slået dig sammen med Ahazja, vil Herren gøre dit Værk til intet!" Og Skibene gik under og nåede ikke Tarsis.

Joshafats kongedømme

19 Da kong Joshafat var kommet uskadt hjem til sit palads i Jerusalem, gik profeten Jehu, søn af Hanani, hen til ham og sagde: „Var det rigtigt af dig at hjælpe de gudløse og slutte forbund med dem, som har vendt sig fra Herren? Fordi du handlede sådan, skal Herrens vrede ramme dig. Noget godt har du dog gjort, for du har fjernet Asherapælene i hele landet og søgt Herren af et oprigtigt hjerte.”

Efter denne episode koncentrerede Joshafat sig om Jerusalem og sit eget land. Han rejste ikke igen til Israel, men drog omkring blandt sit folk, fra Be’ersheba i syd til Efraims bjergland i nord, og opfordrede folket til at holde sig til Herren, deres fædres Gud. I alle landets større byer udnævnte han dommere og sagde til dem: „Pas på, når I dømmer, for det er Herren og ikke mennesker, I skal stå til regnskab for. Han vil give jer visdom til at dømme retfærdigt. Vær gudfrygtige og døm, som Herren vil, for han tolererer ikke uretfærdige domme, bestikkelse eller partiskhed.”

Også i Jerusalem indsatte Joshafat nogle levitter, præster og slægtsoverhoveder som dommere i religiøse og civile retssager. „Som dommere skal I have ærefrygt for Herren,” sagde han til dem. „I skal dømme ærligt og redeligt. 10 Når nogle dommere fra de andre byer overdrager en vanskelig sag til jer—hvad enten det drejer sig om drab eller overtrædelse af Guds love og forordninger—skal I vejlede dem og hjælpe dem til at dømme retfærdigt, så de ikke pådrager sig skyld ind for Herren, og så I og jeres kollegaer ikke rammes af Guds vrede. Gør I det, har I intet at frygte.

11 Ypperstepræsten Amarja skal have det afgørende ord i alle religiøse sager, mens Judas guvernør, Zebadja, søn af Ishmael, skal have det afgørende ord i alle civile sager. Levitterne skal hjælpe jer med det administrative arbejde. Vær frimodige i opgaven, og må Herren være med dem, der gør det rette.”

Herren gav Juda sejr over Moab og Ammon

20 Nogen tid senere gjorde tre folkeslag sig klar til at føre krig mod Juda. Det var moabitterne og ammonitterne, hjulpet af nogle af meunitterne.[a] Kong Joshafat fik at vide, at en mægtig hær havde samlet sig i Edom på den anden side af Det Døde Hav, og at den allerede var nået frem til Hatzetzon-Tamar. (Som nu kaldes En-Gedi.) Joshafat blev rystet over denne nyhed og besluttede at søge hjælp hos Herren. Derfor udråbte han en faste i hele Juda. Fra hele landet kom folk til Jerusalem for sammen med kongen at bede Herren om hjælp.

Joshafat stod frem i den nye forgård i Herrens hus foran hele forsamlingen og bad denne bøn: „Herre, vores fædres Gud, du som regerer i Himlen og over alle jordens riger. Du har den højeste magt, og ingen kan besejre dig. Vi har hørt, hvordan du drev de andre folkeslag ud af dette land, dengang dit folk kom hertil. Vi ved, at du gav dette land til din ven Abrahams efterkommere for evigt. Her slog dit folk sig ned og byggede dette tempel for dig. Dengang sagde de: ‚Hvis der kommer en ulykke over os, hvad enten det er fjendehære, pest eller hungersnød, så vil vi komme til dette tempel, hvor du bor, og bede dig om hjælp, så du kan gribe ind og redde os.’

10 Se nu! Vi bliver angrebet af en stor hær fra Ammon, Moab og Seirs bjerge. Det er de folkeslag, du ikke tillod vores forfædre at udrydde på vej op fra Egypten. Derfor gik de i en bue uden om dem og lod dem være. 11 Se nu, hvad de gør til gengæld. De er kommet for at jage os ud af det land, du har givet os i eje. 12 Åh, Gud, du må standse dem. Vi står magtesløse over for så mægtig en hær og ved ikke, hvad vi skal gøre, men vi stoler på din hjælp.”

13 Alle Judas mænd stod foran Herrens tempel med deres koner og børn. 14 Da kom Herrens Ånd over Jahaziel,[b] en af levitterne fra Asafs slægt.

15 „Lyt til mig, kong Joshafat og alle Judas og Jerusalems indbyggere,” råbte han. „Herren siger: Vær ikke bange! Lad jer ikke skræmme af denne mægtige hær, for det er ikke jeres kamp, men Guds! 16 I morgen skal I rykke frem mod dem. De kommer ad vejen op til Zitz, og I vil kunne se dem for enden af dalen, der fører ud til Jeruels ørken. 17 I skal ikke kæmpe mod dem, men blot tage opstilling og se på, at Herren giver sejr. Judas og Jerusalems indbyggere, vær ikke bange og tab ikke modet! I morgen skal I gå dem i møde—og Herren vil være med jer.”

18 Ved disse ord faldt kong Joshafat på knæ med ansigtet mod jorden i tilbedelse, og Judas og Jerusalems indbyggere gjorde det samme. 19 Derefter rejste levitterne af Kehats og Koras slægter sig og brød ud i en højlydt lovsang til Herren, Israels Gud.

20 Tidligt næste morgen gjorde de klar til at drage ud i ørkenen i retning af Tekoa.[c] Joshafat opmuntrede dem med følgende ord: „Lyt til mig, Judas og Jerusalems indbyggere! Stol på Herren jeres Gud, så skal det lykkes for jer! Stol på hans profeter, så vil det gå jer vel!”

21 Efter at have rådført sig med folkets ledere besluttede Joshafat at lade sangerne gå foran soldaterne. De skulle lovprise Herren for hans hellighed og herlighed med ordene: „Lovet være Herren! Hans trofasthed varer til evig tid!”

22 Under deres sang og lovprisning skabte Herren panik blandt fjendernes hære, så de begyndte at hugge hinanden ned. 23 Først dræbte ammonitterne og moabitterne i fællesskab dem fra Seirs bjerge, hvorpå de begyndte at slå hinanden ihjel. 24 Da judæerne nåede frem til udkigsposten oven for ørkenen, lå der døde kroppe så langt øjet rakte—ikke en eneste af fjenderne var undsluppet! 25 Kong Joshafat og hans soldater gik ud for at samle byttet ind, og de fandt så meget i form af forsyninger, udstyr og kostbarheder, at det tog dem tre dage at samle det hele sammen. 26 På den fjerde dag samledes de i dalen og lovpriste Herren for sejren. Derfor kaldes dalen den dag i dag for Berakadalen.[d]

27 Derefter vendte judæerne med kong Joshafat i spidsen tilbage til Jerusalem—begejstrede over, at Herren havde givet dem sejr over deres fjender. 28 Triumftoget gik gennem byen og nåede frem til templet akkompagneret af harper, lyrer og trompeter. 29 Og da de omkringboende folk hørte, at Herren havde besejret Israels fjender, blev de grebet af frygt for Gud. 30 Derefter var der ro i landet, for Gud gav Joshafat fred til alle sider.

Et sammendrag af Joshafats regeringstid(A)

31 Joshafat var konge i Judas land. Han var 35 år, da han kom til magten, og han regerede i Jerusalem i 25 år. Hans mor hed Azuba og var datter af Shilhi. 32 Han fulgte sin fars eksempel og adlød Herren, 33 men det lykkedes ham ikke at udrydde offerstederne på højene rundt omkring i landet, ej heller at få folket til helhjertet at følge Herren, deres forfædres Gud.

34 Hvad der ellers skete under hans regeringstid er beskrevet af profeten Jehu, søn af Hanani, og er optegnet i Israels kongers krønikebog.

35 På et tidspunkt indgik kong Joshafat forbund med kong Ahazja af Israel, der var en ond konge. 36 I fællesskab byggede de i Etzjon-Geber nogle store handelsskibe, der skulle sejle til Tarshish.[e] 37 Men Eliezer fra Maresha, søn af Dodavahu, profeterede mod Joshafat: „Fordi du har allieret dig med kong Ahazja, vil Herren ødelægge det, du har bygget op!” Derfor forliste skibene og nåede aldrig frem til Tarshish.

Footnotes

  1. 20,1 Meunitterne var et nomadefolk, der boede i Seirs bjerge i landet Edom. Jf. 26,7 og 1.Krøn. 4,41.
  2. 20,14 Teksten tilføjer: „søn af Benaja, søn af Jeiel, søn af Mattanja.”
  3. 20,20 Tekoa ligger knap 20 km syd for Jerusalem på vejen mod En-Gedi.
  4. 20,26 Ordet betyder: „lovprisning” eller „velsignelse”.
  5. 20,36 Se noten til 1.Kong. 10,22.

21 Da Jesus havde sagt dette, blev han heftigt bevæget i Ånden og vidnede og sagde: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder, en af eder vil forråde mig." 22 Da så Disciplene på hverandre, tvivlrådige om, hvem han talte om. 23 Men der var en iblandt hans Disciple, som sad til Bords ved Jesu Side, han, hvem Jesus elskede. 24 Til denne nikker da Simon Peter og siger til ham: "Sig, hvem det er, han taler om?" 25 Men denne bøjer sig op til Jesu Bryst og siger til ham: "Herre! hvem er det?" 26 Jesus svarer: "Det er den, hvem jeg giver det Stykke Brød, som jeg dypper." Så dypper han Stykket og tager og giver det til Judas, Simons Søn, Iskariot. 27 Og efter at han havde fået Stykket, da gik Satan ind i ham. Så siger Jesus til ham: "Hvad du gør, gør det snart!" 28 Men ingen af dem, som sade til Bords, forstod, hvorfor han sagde ham dette. 29 Thi nogle mente, efterdi Judas havde Pungen, at Jesus sagde til ham: "Køb, hvad vi have nødig til Højtiden;" eller at han skulde give noget til de fattige. 30 Da han nu havde fået Stykket, gik han straks ud. Men det var Nat.

31 Da han nu var gået ud, siger Jesus: "Nu er Menneskesønnen herliggjort, og Gud er herliggjort i ham. 32 Dersom Gud er herliggjort i ham, skal Gud også herliggøre ham i sig, og han skal snart herliggøre ham. 33 Børnlille! endnu en liden Stund er jeg hos eder. I skulle lede efter mig, og ligesom jeg sagde til Jøderne: "Hvor jeg går hen, kunne I ikke komme," siger jeg nu også til eder. 34 Jeg giver eder en ny Befaling, at I skulle elske hverandre, at ligesom jeg elskede eder, skulle også I elske hverandre. 35 Derpå skulle alle kende, at I ere mine Disciple, om I have indbyrdes Kærlighed."

36 Simon Peter siger til ham: "Herre! hvor går du hen?" Jesus svarede ham: "Hvor jeg går hen, kan du ikke nu følge mig, men siden skal du følge mig." 37 Peter siger til ham: "Herre! hvorfor kan jeg ikke følge dig nu? Jeg vil sætte mit Liv til for dig? 38 Jesus svarer: "Vil du sætte dit Liv til for mig? Sandelig, sandelig, siger jeg dig, Hanen skal ikke gale, førend du har fornægtet mig tre Gange."

Read full chapter

Jesus forudsiger, at Judas vil forråde ham(A)

21 Derefter blev Jesus stærkt bevæget i sin ånd og sagde: „Det siger jeg jer: En af jer vil forråde mig!”

22 Disciplene så spørgende på hinanden. Ingen vidste, hvem han hentydede til. 23 Den discipel, som Jesus elskede særlig højt, lå til bords ved siden af Jesus. 24 Derfor nikkede Simon Peter til ham over bordet for at få ham til at spørge Jesus, hvem det kunne være. 25 Den anden discipel lænede så hovedet tilbage mod Jesu bryst og spurgte: „Hvem er det, Herre?” 26 „Det er ham, som jeg giver det stykke brød, jeg nu dypper i skålen,” svarede Jesus.

Så dyppede han et stykke brød og gav det til Judas Iskariot. 27 Så snart Judas havde fået brødet, kom Satan ind i ham, og Jesus sagde: „Gør det, du har i sinde—men gør det snart!” 28 Ingen af de andre ved bordet forstod, hvorfor han sagde det til ham. 29 Nogle troede, at Jesus bad Judas købe ind til højtiden eller give nogle penge til de fattige. Det var nemlig ham, der gik rundt med pengepungen. 30 Judas tog nu brødet, rejste sig og gik. Det var nat.

Det nye bud, kærlighedsbudet

31 Da Judas var gået, sagde Jesus: „Nu er tiden kommet, hvor Menneskesønnen vil blive æret, og det, han gør, vil bringe Gud ære. 32 Siden han vil bringe Gud ære, vil Gud også bringe ham ære, og det kommer til at ske meget snart. 33 Venner, nu varer det ikke længe, før jeg skal bort. I vil lede efter mig, men som jeg tidligere sagde til de jødiske ledere, siger jeg nu også til jer: Der, hvor jeg skal hen, kan I ikke komme. 34 Derfor giver jeg jer en ny befaling: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal I elske hinanden! 35 Hvis I har kærlighed til hinanden, vil alle kunne se, at I er mine disciple.”

Jesus forudser, at Peter vil svigte ham(B)

36 „Men Herre,” sagde Peter, „hvor går du hen?” Jesus svarede: „Du kan ikke følge mig nu, men senere vil du komme til mig.” 37 „Hvorfor kan jeg ikke følge dig nu? Jeg er parat til at dø for dig!” 38 „Dø for mig?” sagde Jesus. „Inden hanen galer, har du tre gange nægtet at kendes ved mig!”

Read full chapter