Add parallel Print Page Options

10 Rehabeam begav sig til Sikem, thi derhen var hele Israel stævnet for at hylde ham som Konge. Men da Jeroboam, Nebats Søn, der opholdt sig i Ægypten, hvorhen han var flygtet for Kong Salomo, fik Nys derom, vendte han hjem fra Ægypten. Man sendte da Bud og lod ham kalde. Og Jeroboam kom. Da sagde hele Israel til Rehabeam: "Din Fader lagde et hårdt Åg på os, men let du nu det hårde Arbejde for os, som din Fader krævede, og det tunge Åg, han lagde på os, så vil vi tjene dig!" Han svarede dem: "Gå bort, bi tre Dage og kom så til mig igen!" Så gik Folket.

Derpå rådførte Kong Rehabeam sig med de gamle, der havde stået i hans Fader Salomos Tjeneste, dengang han levede, og spurgte dem: "Hvad råder I mig til at svare dette Folk?" De svarede: "Hvis du i Dag vil være venlig mod dette Folk og føje dem og give dem gode Ord, så vil de blive dine Tjenere for bestandig!" Men han fulgte ikke det Råd, de gamle gav ham; derimod rådførte han sig med de unge, der var vokset op sammen med ham og stod i hans Tjeneste, og spurgte dem: "Hvad råder I os til at svare dette Folk, som kræver af mig, at jeg skal lette dem det Åg, min Fader lagde på dem?" 10 De unge, der var vokset op sammen med ham, sagde da til ham: "Således skal du svare dette Folk, som sagde til dig: Din Fader lagde et tungt Åg på os, let du det for os! Således skal du svare dem: Min Lillefinger er tykkere end min Faders Hofter! 11 Har derfor min Fader lagt et tungt Åg på eder, vil jeg gøre Åget tungere; har min Fader tugtet eder med Svøber, vil jeg tugte eder med Skorpioner!"

12 Da Jeroboam og alt Folket Tredjedagen kom til Rehabeam, som Kongen havde sagt, 13 gav han dem et hårdt Svar, og uden at tage Hensyn til de gamles Råd 14 sagde han efter de unges Råd til dem: "Har min Fader lagt et tungt Åg på eder, vil jeg gøre det tungere; har min Fader tugtet eder med Svøber, vil jeg tugte eder med Skorpioner!" 15 Kongen hørte ikke på Folket, thi Gud føjede det således for at opfylde det Ord, Herren havde talet ved Ahija fra Silo til Jerøboam, Nebats Søn. 16 Men da hele Israel mærkede, at Kongen ikke hørte på dem, gav Folket Kongen det Svar: "Hvad Del har vi i David? Vi har ingen Lod i Isajs Søn! Til dine Telte, Israel! Sørg nu, David, for dit eget Hus!" Derpå vendte Israel tilbage til sine Telte. 17 Men over de Israeliter, der boede i Judas Byer, blev Rehabeam Konge.

18 Nu sendte Kong Rehabeam Adoniram, der havde Opsyn med Hoveriarbejdet, ud til dem, men Israeliterne stenede ham til Døde. Da steg Kong Rehabeam i største Hast op på sin Stridsvogn og flygtede til Jerusalem. 19 Så brød Israel med Davids Hus, og således er det den Dag i Dag.

11 Da Rehabeam var kommet til Jerusalem, samlede han hele Judas og Benjamins Hus, 180.000 udsøgte Folk, øvede Krigere, til at føre Krig med Israel og vinde Kongedømmet tilbage til Rehabeam. Men da kom Herrens Ord til den Guds Mand Sjemaja således: "Sig til Judas Konge Rehabeam, Salomos Søn, og til hele Israel i Juda og Benjamin: Så siger Herren: I må ikke drage op og kæmpe med eders Brødre; vend hjem hver til sit, thi hvad her er sket, har jeg tilskikket!" Da adlød de Herrens Ord og vendte tilbage og drog ikke mod Jeroboam.

Rehabeam boede så i Jerusalem, og han befæstede flere Byer i Juda. Således befæstede han Betlehem, Etam, Tekoa, Bet-Zur, Soko, Adullam, Gat, Maresj a, Zif, Adorajim, Lakisj, Azeka, 10 Zor'a, Ajjalon og Hebron, alle i Juda og Benjamin; 11 og han gjorde Fæstningerne stærke, indsatte Befalingsmænd i dem og forsynede dem med Forråd af Levnedsmidler, Olie og Vin 12 og hver enkelt By med Skjolde og Spyd og gjorde dem således meget stærke. Ham tilhørte Juda og Benjamin.

13 Præsterne og Leviterne i hele Israel kom alle Vegne fra, hvor de boede, og stillede sig til hans Tjeneste; 14 thi Leviterne forlod deres Græsmarker og Ejendom og begav sig til Juda og Jerusalem, fordi Jeroboam og hans Sønner afsatte dem fra Stillingen som Herrens Præster, 15 idet han indsatte sig Præster for Offerhøjene og Bukketroldene og Tyrekalvene, som han, havde ladet lave. 16 Og i Følge med Leviterne kom fra alle Israels Stammer de, hvis Hjerte var vendt til at søge Herren, Israels Gud, til Jerusalem for at ofre til Herren, deres Fædres Gud; 17 og de styrkede Juda Rige og hævdede Rehabeams, Salomos Søns, Magt i et Tidsrum af tre År. Thi i tre År fulgte han Davids og Salomos Veje.

18 Rehabeam ægtede Mahalat; en Datter af Davids Søn Jerimot og Abihajil, en Datter af Eliab, Isajs Søn. 19 Hun fødte ham Sønnerne Je'usj, Sjemarja og Zaham. 20 Senere ægtede han Absaloms Datter Ma'aka, som fødte ham Abija, Attaj, Ziza og Sjelomit. 21 Rehabeam elskede Absaloms Datter Ma'aka højere end sine andre Hustruer og Medhustruer; han havde nemlig atten Hustruer og tresindstyve Medhustruer og avlede otte og tyve Sønner og tresindstyve Døtre. 22 Og Rehabeam satte Ma'akas Søn Abija til Overhoved, til Fyrste blandt hans Brødre; thi han havde i Sinde at gøre, ham til Konge; 23 og han fordelte klogelig alle sine Sønner rundt i alle Judas og Benjamins Landsdele og i alle de befæstede Byer og gav dem rigeligt Underhold og skaffede dem Hustruer.

12 Men da Rehabeams Kongedømme var grundfæstet og hans Magt styrket, forlod han tillige med hele Israel Herrens Lov. Da drog i Kong Rehabeams femte Regeringsår Ægypterkongen Sjisjak op imod Jerusalem, fordi de havde været troløse mod Herren, med 1200 Stridsvogne og 60.000 Ryttere, og der var ikke Tal på Krigerne, der drog med ham fra Ægypten, Libyere, Sukkijiter og Ætiopere; og efter at have indtaget Fæstningerne i Juda drog han mod Jerusalem. Da kom Profeten Sjemaja til Rehabeam og Judas Øverster, som var tyet sammen i Jerusalem for Sjisjak, og sagde til dem: "Så siger Herren: I har forladt mig, derfor har jeg også forladt eder og givet eder i Sjisjaks Hånd!" Da ydmygede Israels Øverster og Kongen sig og sagde: "Herren er retfærdig!" Og da Herren så, at de havde ydmyget sig, kom Herrens Ord til Sjemaja således: "De har ydmyget sig; derfor vil jeg ikke tilintetgøre dem, men frelse dem om ikke længe, og min Vrede skal ikke udgydes over Jerusalem ved Sjisjak; men de skal komme til at stå under ham og lære at kende Forskellen mellem at tjene mig og at tjene Hedningemagterne!"

Så drog Sjisjak op mod Jerusalem og tog Skattene i Herrens Hus og i Kongens Palads; alt tog han, også de Guldskjolde, Salomo havde ladet lave. 10 Kong Rehabeam lod da i Stedet lave Kobberskjolde og gav dem i Forvaring hos Høvedsmændene for Livvagten, der holdt Vagt ved Indgangen til Kongens Palads; 11 og hver Gang Kongen begav sig til Herrens Hus, kom Livvagten og hentede dem, og bagefter bragte de dem tilbage til Vagtstuen. 12 Men da han havde ydmyget sig, vendfe Herrens Vrede sig fra ham, så han ikke helt tilintetgjorde ham; også i Juda var Forholdene gode.

13 Således styrkede Kong Rehabeam sin Magt i Jerusalem og blev ved at herske; thi Rehabeam var een og fyrretyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede sytten År i Jerusalem, den By, Herren havde udvalgt af alle Israels Stammer for der at stedfæste sit Navn. Hans Moder var en ammonitisk Kvinde ved Navn Na'ama. 14 Han gjorde, hvad der var ondt, thi hans Hjerte var ikke vendt til at søge Herren.

15 Rehabeams Historie fra først til sidst står jo optegnet i Profeten Sjemajas og Seeren tddos Krønike. Rehabeam og Jeroboam lå i Krig med hinanden hele Tiden. 16 Så lagde Rehabeam sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i Davidsbyen. Og hans Søn Abija blev Konge i hans Sted.

Nordriget forkaster Rehabeam som konge over dem(A)

10 Rehabeam og hans rådgivere tog straks efter Salomons død til Sikem, hvor Nordrigets ledere samledes for at udråbe ham til konge. Jeroboam, Nebats søn, vendte tilbage fra Egypten (hvortil han var flygtet for kong Salomon), da han hørte, at Salomon var død. Nordrigets ledere sendte nu bud efter ham, og sammen trådte de frem for Rehabeam i Sikem. „Din far lagde en masse skatter på os og krævede hårdt arbejde,” sagde de. „Hvis du er villig til at nedsætte kravene, vil vi gerne have dig som konge.”

„Det vil jeg tænke over,” svarede Rehabeam. „Kom tilbage om to dage, så vil jeg give jer svar.”

Rehabeam drøftede nu sagen med sin fars gamle rådgivere. „Hvad foreslår I, jeg skal gøre?” spurgte han. „Hvis du viser venlighed over for lederne og siger, at du vil behandle folket godt, så vil de være loyale over for dig,” var deres svar.

Men Rehabeam brød sig ikke om deres råd. Han spurgte så de unge mænd, han var vokset op sammen med, og som han havde ansat i sin tjeneste: „Hvad skal vi svare de her mennesker, som gerne vil være fri for hårdt arbejde og skatter?” 10 „Vi foreslår, at du siger: ‚Sammenlignet med mig var min far ingenting! 11 Hvis I synes, min far lagde tunge byrder på jer, vil jeg gøre dem endnu tungere. Hvis I synes, min far brugte en pisk af reb, så vil jeg bruge en pisk med metalstykker i!’ ”

12 Da Jeroboam og Nordrigets ledere som aftalt to dage senere kom tilbage til den unge konge, 13-14 gav han dem det brutale svar, som de unge mænd havde rådet ham til, i stedet for det gode svar fra sin fars rådgivere. 15 Kongen var således ikke villig til at lytte til deres ønsker, og derved kom han til at opfylde det profetiske ord fra Herren, som Ahija fra Shilo havde givet Jeroboam.

16 Da Nordrigets folk blev klar over, at kongen ikke ville lytte til dem, tog de afstand fra ham og råbte til hinanden: „Ud med David og hans slægt! Rehabeam kan få lov til herske over sin egen stamme. Vi kan klare os selv.”

17 Således gik det til, at Rehabeam måtte nøjes med at være konge over Judas stamme. 18 Men han gav ikke op med det samme, så han sendte sin slavepisker Adoniram efter Nordrigets ledere for at tvinge dem, men de smed sten efter ham og slog ham ihjel. Rehabeam sprang da op i sin vogn og skyndte sig hjem til Jerusalem for ikke selv at blive slået ihjel. 19 Således brød de ti nordlige stammer forbindelsen med Judas stamme, og de to riger blev aldrig siden forsonet.

11 Da kong Rehabeam kom tilbage til Jerusalem, mønstrede han sin hær, der bestod af elitetropper fra Judas og Benjamins stammer—180.000 i alt. Med den hær ville han tvinge Nordriget til at anerkende ham som konge. Men Herren gav profeten Shemaja følgende budskab: 3-4 „Sig til Judas konge, Rehabeam, Salomons søn, og til hele Judas og Benjamins folk, at de ikke må bekrige deres broderfolk. Sig til soldaterne, at de skal gå hjem, for det, der er sket, er sket efter min vilje.” Da soldaterne hørte det, adlød de Herrens ord og opgav deres felttog mod Jeroboam.

Rehabeam forstærker Judas forsvar

5-10 Rehabeam holdt sig så i Jerusalem og udbyggede sit forsvar. Han befæstede følgende byer i Judas og Benjamins område med mure og forskansede porte: Betlehem, Etam, Tekoa, Bet-Zur, Soko, Adullam, Gat, Maresha, Zif, Adorajim, Lakish, Azeka, Zora, Ajjalon og Hebron. 11 Han bemandede dem med officerer og menige soldater og opbyggede lagre af mad, olivenolie og vin. 12 Som en yderligere sikkerhedsforanstaltning oprettede han våbendepoter med spyd og skjolde i byerne. På den måde lykkedes det ham at beholde kontrollen over Judas og Benjamins områder.

13-14 Alle de præster og levitter, der boede i Nordriget, støttede Rehabeam. De forlod deres hjem og ejendele og flyttede til Juda og Jerusalem, for kong Jeroboam og hans sønner tillod dem ikke at arbejde i Herrens tjeneste. 15 I stedet indsatte Jeroboam sine egne præster til at gøre tjeneste ved hans afgudsaltre og ofre til de udskårne billeder af gedebukke og kalve, som var opstillet rundt omkring på offerstederne. 16 Det betød, at ikke kun levitterne, men alle, som ønskede at tilbede Herren, Israels Gud, nu flyttede fra Nordriget til Jerusalem, hvor de frit kunne bringe ofre til Herren, deres fædres Gud. 17 Det styrkede Judas rige, og i tre år støttede de Rehabeam som konge, for i den periode bestræbte han sig på at adlyde Herren, som David og Salomon havde gjort.

Rehabeams koner og børn

18 Rehabeam giftede sig med sin kusine Mahalat, som var datter af Davids søn Jerimot og dennes kone Abihajil. Abihajil var datter af Davids bror Eliab. 19 Rehabeam og Mahalat fik tre sønner: Jeush, Shemarja og Zaham.

20 Senere giftede Rehabeam sig med Ma’aka, et barnebarn[a] af Absalom. Hun fødte sønnerne Abija, Attaj, Ziza og Shelomot. 21 Rehabeam havde i alt 18 koner og 60 medhustruer, som fødte ham 26 sønner og 60 døtre, men han elskede Ma’aka mere end nogen af de andre. 22 Hans yndlingssøn var Abija, som han derfor gjorde til kronprins. 23 Han var dog klog nok til at anbringe sine øvrige sønner på forskellige poster rundt omkring i Judas og Benjamins befæstede byer. Han tog sig godt af dem og sørgede for, at de alle fik mange koner.

Rehabeam vender sig fra Herren og bliver straffet(B)

12 Men efter at Rehabeam havde befæstet sin kongemagt, holdt han og hele folket op med at følge Herrens lov. Derfor sendte Herren egypterkongen Shishak imod dem. Det skete i Rehabeams femte regeringsår. Shishak marcherede frem med en hær på 1200 stridsvogne, 60.000 ryttere og en utallig skare af fodfolk. Foruden egyptere var der libyere, sukkijitter og kushitter,[b] og de indtog hurtigt Judas befæstede byer. Kort efter nåede hæren frem til Jerusalem.

Så kom profeten Shemaja til Rehabeam og de judæiske ledere, der var flygtet til Jerusalem for at være i sikkerhed der, og han sagde til dem: „Herren siger: ‚I har vendt mig ryggen! Derfor vil jeg også vende jer ryggen og prisgive jer til Shishaks hær.’ ”

Efter at kongen og lederne havde hørt det budskab, ydmygede de sig og indrømmede: „Herren er i sin gode ret til at straffe os!” Da Herren så deres reaktion, sendte han Shemaja tilbage til dem med følgende budskab: „Fordi I har ydmyget jer, vil jeg ikke udslette jer helt. Det bliver ikke så slemt, som det kunne være blevet, og Shishak får ikke lov til at ødelægge Jerusalem. Men I kommer under hans herredømme, for at I kan mærke, at det er bedre at tjene mig end Shishak.”

Shishak erobrede derefter Jerusalem. Han plyndrede både Herrens hus og kongens palads og ribbede byen for kostbarheder, blandt andet de guldskjolde, som Salomon havde ladet fremstille. 10 Bagefter fik Rehabeam lavet nogle efterligninger i bronze, som paladsgarden så brugte, 11 hver gang de eskorterede kongen til templet. Derefter blev de hængt tilbage i depotet, hvor de blev opbevaret. 12 Fordi Rehabeam havde ydmyget sig, blev Herren formildet, og han gjorde det ikke helt af med sit folk, for der var dog stadig noget godt i Judas land.

13 Rehabeam styrkede sin magt i Jerusalem, og det lykkedes ham at holde fast ved kongemagten. Han var 41 år gammel, da han overtog magten, og han regerede 17 år i Jerusalem, den by, som Herren havde udvalgt til bolig frem for alle andre byer i Israel. Hans mor hed Na’ama og var fra Ammon. 14 Men Rehabeam var en dårlig konge, for han adlød ikke Herren af hele sit hjerte.

Rehabeam dør og efterfølges på tronen af sin søn(C)

15 Hvad der ellers skete under kong Rehabeams regeringstid er nedskrevet i profeten Shemajas bog og seeren Iddos arkiver.

Der var til stadighed fjendtligheder mellem Rehabeam og Jeroboam. 16 Da Rehabeam døde, blev han begravet i familiegravstedet i Davidsbyen, og hans søn Abija blev konge efter ham.

Footnotes

  1. 11,20 Ordret: „datter”, men det hebraiske ord for „datter” kan ligesom ordet for „søn” betyde barnebarn eller efterkommer. Sandsynligvis blev Absaloms datter Tamar gift med en mand ved navn Uriel og fik datteren Ma’aka, jf. 13,2.
  2. 12,3 Fra landet Kush (Nubien) i den nordlige del af det nuværende Sudan.

30 Men Jesus var endnu ikke kommen til Landsbyen, men var på det Sted, hvor Martha havde mødt ham. 31 Da nu Jøderne, som vare hos hende i Huset og trøstede hende, så, at Maria stod hastigt op og gik ud, fulgte de hende, idet de mente, at hun gik ud til Graven for at græde der. 32 Da Maria nu kom derhen, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans Fødder og sagde til ham: "Herre! havde du været her da var min Broder ikke død." 33 Da nu Jesus så hende græde og så Jøderne, som vare komne med hende, græde, harmedes han i Ånden og blev heftig bevæget i sit Indre; og han sagde: 34 "Hvor have I lagt ham?" De sige til ham: "Herre! kom og se!" 35 Jesus græd. 36 Da sagde Jøderne: "Se, hvor han elskede ham!" 37 Men nogle af dem sagde: "Kunde ikke han, som åbnede den blindes Øjne, have gjort, at også denne ikke var død?" 38 Da harmes Jesus atter i sit Indre og går hen til Graven. Men det var en Hule, og en Sten lå for den. 39 Jesus siger: "Tager Stenen bort!" Martha, den dødes Søster, siger til ham: "Herre! han stinker allerede; thi han har ligget der fire Dage:" 40 Jesus siger til hende: " Sagde jeg ikke, at dersom du tror, skal du se Guds Herlighed?" 41 Da toge de Stenen bort. Men Jesus opløftede sine Øjne og sagde: "Fader! jeg takker dig, fordi du har hørt mig. 42 Jeg vidste vel, at du altid hører mig; men for Skarens Skyld, som står omkring, sagde jeg det, for at de skulle tro, at du har udsendt mig." 43 Og da han havde sagt dette, råbte han med høj Røst: "Lazarus, kom herud!" 44 Og den døde kom ud, bunden med Jordeklæder om Fødder og Hænder, og et Tørklæde var bundet om hans Ansigt, Jesus siger til dem: "Løser ham, og lader ham gå!"

45 Mange af de Jøder, som vare komne til Maria og havde set, hvad han havde gjort, troede nu på ham; 46 men nogle af dem gik hen til Farisæerne og sagde dem, hvad Jesus, havde gjort. 47 Ypperstepræsterne og Farisæerne sammenkaldte da et Møde af Rådet og sagde: "Hvad gøre vi? thi dette Menneske gør mange Tegn. 48 Dersom vi lade ham således blive ved, ville alle tro på ham, og Romerne ville komme og tage både vort Land og Folk." 49 Men en af dem, Kajfas, som var Ypperstepræst i det År, sagde til dem: 50 "I vide intet; ej heller betænke I, at det er os gavnligt, at eet Menneske dør for Folket, og at ikke det hele Folk skal gå til Grunde." 51 Men dette sagde han ikke af sig selv; men da han var Ypperstepræst i det År, profeterede han at Jesus skulde dø for Folket; 52 og ikke for Folket alene, men for at han også kunde samle Guds adspredte Børn sammen til eet. 53 Fra den Dag af rådsloge de derfor om at ihjelslå ham.

54 Derfor vandrede Jesus ikke mere frit om iblandt jøderne, men gik bort derfra ud på Landet, nær ved Ørkenen, til en By, som kaldes Efraim; og han blev der med sine Disciple. 55 Men Jødernes Påske var nær; og mange fra Landet gik op til Jerusalem før Påsken for at rense sig. 56 Da ledte de efter Jesus og sagde mellem hverandre, da de stode i Helligdommen: "Hvad mene I? Mon han ikke kommer til Højtiden?" 57 Men Ypperstepræsterne og Farisæerne havde givet Befaling om at dersom nogen vidste, hvor han var, skulde han give det til Kende for at de kunde gribe ham.

Read full chapter

30 Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig på det sted, hvor Marta havde mødt ham. 31 Da de, der var i huset for at trøste Maria, lagde mærke til, at hun pludselig rejste sig og gik, troede de, hun ville ud til Lazarus’ grav for at græde. Derfor fulgte de efter hende.

32 Maria kom nu ud til det sted, hvor Jesus var, og hun faldt ned for hans fødder og udbrød: „Herre, hvis du havde været her, var min bror ikke død.” 33 Da Jesus så hende græde og hørte de andres gråd, blev han heftigt oprørt i sin ånd og spurgte: 34 „Hvor har I lagt ham?” „Herre, kom og se!” lød svaret. 35 Jesus brast i gråd. 36 „Se, hvor meget han holdt af Lazarus,” var der nogle, der sagde. 37 Men andre sagde: „Når han kunne helbrede en blind, kunne han så ikke også have forhindret denne mands død?”

38 Da blev Jesus igen oprørt i sit indre, og han gik hen mod gravstedet, som var en klippehule med en stor sten rullet for indgangen. 39 „Tag stenen bort!” beordrede han. „Herre,” sagde Marta, „det lugter ikke godt, for det er nu den fjerde dag, han ligger der.” 40 Jesus svarede: „Har jeg ikke sagt til dig, at hvis du tror, vil du få Guds forunderlige magt at se?” 41 Så fjernede de stenen fra indgangen.

Jesus så op mod himlen og sagde: „Jeg takker dig, Far, fordi du har bønhørt mig. 42 Jeg ved godt, at du altid hører mig, men jeg siger det for de menneskers skyld, der står her omkring mig, for at de kan komme til tro på, at det er dig, som har sendt mig.” 43 Så råbte han med høj røst: „Lazarus, kom herud!” 44 Den døde kom ud—med hænder og fødder viklet ind i ligklæder og med et tørklæde om ansigtet. „Hjælp ham af med de ligklæder!” sagde Jesus.

Ypperstepræsterne beslutter at slå Jesus ihjel(A)

45 Mange af dem, der var kommet for at trøste Maria og havde set, hvad Jesus gjorde, kom nu til tro på ham. 46 Men nogle af dem skyndte sig hen til farisæerne for at fortælle, hvad der var sket.

47 Straks sammenkaldte ypperstepræsterne og farisæerne Det jødiske Råd for at drøfte situationen. „Hvad skal vi gøre?” spurgte de hinanden. „Den mand har udført mange mirakler. 48 Hvis vi lader ham fortsætte på den måde, ender det med, at hele folket slutter sig til ham, og så kommer de romerske hære og overtager vores land[a] og udsletter os som folk.”

49 En af dem, Kajfas, der var ypperstepræst i det år, sagde: „Forstår I ingenting? 50 Kan I ikke se, at det er bedre for jer, at én mand lader livet for at redde folket, end at en hel nation går til grunde?” 51 Det sagde Kajfas ikke af sig selv. Men han var jo ypperstepræst det år, og det, han sagde, var faktisk en profeti om, at Jesus skulle dø for hele folket. 52 Ja, han skulle ikke bare dø for Israels folk, men han skulle samle Guds børn til ét folk, også dem, der bor rundt omkring i andre lande.

53 Fra den dag begyndte de jødiske ledere at planlægge, hvordan de kunne få Jesus slået ihjel. 54 Af den grund gik Jesus ikke mere åbenlyst omkring, men holdt sig fra Jerusalem og opholdt sig i udkanten af ørkenen. Da han kom til landsbyen Efraim, blev han dér en tid sammen med sine disciple.

55 Den jødiske påske var nært forestående, og mange mennesker fra hele landet kom ind til Jerusalem flere dage forinden for at gennemgå renselsesceremonien. 56 Folk ledte efter Jesus, og når de mødtes på tempelpladsen, spurgte de hinanden: „Mon ikke han kommer til påskehøjtiden?” 57 Imidlertid havde ypperstepræsterne og farisæerne givet befaling om, at hvis nogen vidste, hvor Jesus var, skulle de øjeblikkelig melde det, så man kunne få ham arresteret.

Read full chapter

Footnotes

  1. 11,48 Eller: „vores tempel”, ordret: „stedet”.