14 Og Herren talede til Moses og sagde: ² "Sig til Israeliterne, at de skal vende om og lejre sig ved Pi Hakirot mellem Migdol og Havet; lige over for Bål Zefon skal I lejre eder ved Havet. ³ Farao vil da tænke om Israeliterne, at de er faret vild i Landet, og at Ørkenen har sluttet dem inde; ⁴ og jeg vil forhærde Faraos Hjerte, så han sætter efter dem, og jeg vil forherlige mig på Farao og hele hans Krigsmagt, og Ægypterne skal kende, at jeg er Herren!" Og de gjorde således.

⁵ Da det nu neldtes Ægypterkongen, at Folket var flygtet, skiftede Farao og hans Tjenere Sind over for Folket og sagde: "Hvor kunde vi dog slippe Israeliterne af vor Tjeneste!" ⁶ Da lod han spænde for sin Vogn og tog sine Krigsfolk med sig; ⁷ han tog 600 udsøgte Stridsvogne og alle Ægyptens Krigsvogne, alle bemandede med Vognkæmpere. ⁸ Og Herren forhærdede Ægypterkongen Faraos Hjerte, så han satte efter Israeliterne; men Israeliterne var draget ud under en stærk Hånds Værn. ⁹ Og Ægypterne, alle Faraos Heste og Vogne og hans Ryttere og øvrige Krigsfolk, satte efter dem og indhentede dem, da de havde slået Lejr ved Havet, ved Pi Hakirot over for Ba'al Zefon. ¹⁰ Da nu Farao nærmede sig, så Israeliterne op og fik Øje på Ægypterne, der drog efter dem, og de grebes af stor Angst; da råbte Israeliterne til Herren; ¹¹ og de sagde til Moses: "Er det, fordi der ingen Grave var i Ægypten, at du har fået os ud for at dø i Ørkenen? Hvad er det dog, du har gjort os, at du førte os ud af Ægypten? ¹² Var det ikke det, vi sagde til dig i Ægypten: Lad os i Fred, og lad os blive ved at trælle for Ægypterne! Thi det er bedre for os at trælle for Ægypterne end at dø i Ørkenen." ¹³ Men Moses svarede Folket: "Frygt ikke! Hold blot Stand, så skal I se Herrens Frelse, som han i Dag vil hjælpe eder til, thi som I ser Ægypterne i Dag, skal I aldrig i Evighed se dem mere. ¹⁴ Herren skal stride for eder, men I skal tie!"

¹⁵ Da sagde Herren til Moses: "Hvorfor råber du til mig? Sig til Israeliterne, at de skal bryde op! ¹⁶ Løft din Stav og ræk din Hånd ud over Havet og skil det ad i to Dele, så Israeliterne kan vandre gennem Havet på tør Bund. ¹⁷ Se, jeg vil forhærde Ægypternes Hjerte, så de følger efter dem, og jeg vil forherlige mig på Farao og hele hans Krigsmagt, på hans Vogne og Ryttere, ¹⁸ og Ægypterne skal kende, at jeg er Herren, når jeg forherliger mig på Farao, hans Vogne og Ryttere."

¹⁹ Guds Engel, der drog foran Israels Hær, flyttede sig nu og gik bag ved dem; og Skystøtten flyttede sig fra Pladsen foran dem og stillede sig bag ved dem ²⁰ og kom til at stå imellem Ægypternes og Israels Hære; og da det blev mørkt; blev Skystøtten til en Ildstøtte og oplyste Natten. Således kom de ikke hinanden nær hele Natten.

²¹ Moses rakte da sin Hånd ud over Havet, og Herren drev Havet bort med en stærk Østenstorm, der blæste hele Natten, og han gjorde Havet til tørt Land. Og Vandet delte sig. ²² Da gik Israeliterne midt igennem Havet på tør Bund, medens Vandet stod som en Mur på begge Sider af dem. ²³ Og Ægypterne, alle Faraos Heste,Vogne og Ryttere, satte efter dem og forfulgte dem midt ud i Havet. ²⁴ Men ved Morgenvagtens Tid skuede Herren fra Ild og Skystøtten hen imod Ægypternes Hær og bragte den i Uorden; ²⁵ og han stoppede Vognenes Hjul, så de havde ondt ved at få dem frem. Da sagde Ægypterne: "Lad os flygte for Israel, thi Herren kæmper for dem imod Ægypten!"

²⁶ Men Herren sagde til Moses: "Ræk din Hånd ud over Havet, så skal Vandet vende tilbage over Ægypterne, deres Vogne og Ryttere!" ²⁷ Da rakte Moses sin Hånd ud over Havet; og Havet vendte tilbage til sit sædvanlige Leje ved Morgenens Frembrud, medens de flygtende Ægyptere kom lige imod det, og Herren drev Ægypterne midt ud i Havet. ²⁸ Da vendte Vandet tilbage og overskyllede Vognene og Rytterne i hele Faraos Krigsmagt, som havde forfulgt dem ud i Havet; ikke en eneste af dem blev tilbage. ²⁹ Men Israeliterne var gået gennem Havet på tør Bund, medens Vandet stod som en Mur på begge Sider af dem. ³⁰ Og Herren frelste på den dag Israel af Ægypternes Hånd, og Israel så Ægypterne ligge døde ved Havets Bred. ³¹ Da så Israel den Stordåd, Herren havde udført mod Ægypterne; og Folket frygtede Herren, og de troede på Herren og på hans Tjener Moses.

15 Ved den Lejlighed sang Moses og Israeliterne denne Sang for Herren: Jeg vil synge for Herren, thi han er højt ophøjet, Hest og Rytter styrted han i Havet! ² Herren er min Styrke og min Lovsang, og han blev mig til Frelse. Han er min Gud, og jeg vil prise ham, min Faders Gud, og jeg vil ophøje ham. ³ Herren er en Krigshelt, Herren er hans Navn!

⁴ Faraos Vogne og Krigsmagt styrted han i Havet, hans ypperste Vognkæmpere drukned i det røde Hav, ⁵ Strømmene dækked dem, de sank som Sten i Dybet. ⁶ Din højre, Herre, er herlig i Kraft, din højre, Herre, knuser Fjenden. ⁷ I din Højheds Vælde fælder du dine Modstandere, du slipper din Harme løs, den fortærer dem som Strå. ⁸ Ved din Næses Pust dyngedes Vandene op, Vandene stod som en Vold, Strømmene stivnede midt i Havet. ⁹ Fjenden tænkte: "Jeg sætter efter dem, indhenter dem, uddeler Bytte, stiller mit Begær på dem; jeg drager mit Sværd, min Hånd skal udrydde dem." ¹⁰ Du blæste med din Ånde, Havet skjulte dem; de sank som Bly i de vældige Vande.

¹¹ Hvo er som du blandt Guder, Herre, hvo er som du, herlig i Hellighed, frygtelig i Stordåd, underfuld i dine Gerninger! ¹² Du udrakte din højre, og Jorden slugte dem. ¹³ Du leded i din Miskundhed det Folk, du genløste, du førte det i din Vælde til din hellige Bolig. ¹⁴ Folkene hørte det og bæved, Skælven greb Filisterlandets Folk. 15Da forfærdedes Edoms Høvdinger, Moabs Fyrster grebes af Rædsel, Kana'ans Beboere tabte alle Modet. ¹⁶ Skræk og Angst faldt over dem, ved din Arms Vælde blev de målløse som Sten, til dit Folk var nået frem, o Herre, til Folket, du vandt dig, var nået frem. 17du førte dem frem og planted dem i din Arvelods Bjerge, på det Sted du beredte dig til Bolig, Herre, i den Helligdom, Herre, som dine Hænder grundfæsted. ¹⁸ Herren er Konge i al Evighed!

¹⁹ Thi da Faraos Heste med hans Vogne og Ryttere drog ud i Havet, lod Herren Havets Vande strømme tilbage over dem, medens Israeliterne gik gennem Havet på tør Bund.

²⁰ Da greb Profetinden Mirjam, Arons Søster, Pauken, og alle Kvinderne fulgte hende med Pauker og Danse, ²¹ og Mirjam sang for: Syng for Herren, thi han er højt ophøjet, Hest og Rytter styrted han i Havet!

²² Derpå lod Moses Israel bryde op fra det røde Hav, og de drog ud i Sjurs Ørken, og de vandrede tre Dage i Ørkenen uden at finde Vand. ²³ Så nåede de Mara, men de kunde ikke drikke Vandet for dets bitre Smag, thi det var bittert; derfor kaldte man Stedet Mara. ²⁴ Da knurrede Folket mod Moses og sagde: "Hvad skal vi drikke?" ²⁵ Men han råbte til Herren, og da viste Herren ham en bestemt Slags Træ; og da han kastede det i Vandet, blev Vandet drikkeligt. Der gav han dem Bestemmelser om Lov og Ret, og der satte han dem på Prøve. ²⁶ Og han sagde: "Hvis du vil høre på Herren din Guds Røst og gøre, hvad der er ret i hans Øjne, og lytte til hans Bud og holde dig alle hans Bestemmelser efterrettelig, så vil jeg ikke bringe nogen af de Sygdomme over dig, som jeg bragte over Ægypterne, men jeg Herren er din Læge!"

²⁷ Derpå kom de til Elim, hvor der var tolv Vandkilder og halvfjerdsindstyve Palmetræer, og de lejrede sig ved Vandet der.

17 Og seks Dage derefter tager Jesus Peter og Jakob og hans Broder Johannes med sig og fører dem afsides op på et højt Bjerg. ² Og han blev forvandlet for deres Øjne, og hans Åsyn skinnede som Solen, men hans Klæder bleve hvide som Lyset. ³ Og se, Moses og Elias viste sig for dem og samtalede med ham. ⁴ Da tog Peter til Orde og sagde til Jesus: "Herre! det er godt, at vi ere her; vil du, da lader os gøre tre Hytter her, dig en og Moses en og Elias en." ⁵ Medens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende Sky dem; og se, der kom fra Skyen en Røst. som sagde: "Denne er min Søn. den elskede, i hvem jeg har Velbehag; hører ham!" ⁶ Og da Disciplene hørte det, faldt de på deres Ansigt og frygtede såre. ⁷ Og Jesus trådte hen og rørte ved dem og sagde: "Står op, og frygter ikke!" ⁸ Men da de opløftede deres Øjne, så de ingen uden Jesus alene. ⁹ Og da de gik ned fra Bjerget, bød Jesus dem og sagde: "Taler ikke til nogen om dette Syn, førend Menneskesønnen er oprejst fra de døde."

¹⁰ Og hans Disciple spurgte ham og sagde: "Hvad er det da, de skriftkloge sige, at Elias bør først komme?" ¹¹ Og han svarede og sagde: "Vel kommer Elias og skal genoprette alting. ¹² Men jeg siger eder, at Elias er allerede kommen, og de erkendte ham ikke, men gjorde med ham alt, hvad de vilde; således skal også Menneskesønnen lide ondt af dem." ¹³ Da forstode Disciplene, at han havde talt til dem om Johannes Døberen.

¹⁴ Og da de kom til Folkeskaren, kom en Mand til ham og faldt på Knæ for ham og sagde: ¹⁵ "Herre! forbarm dig over min Søn, thi han er månesyg og lidende; thi han falder ofte i Ild og ofte i Vand; ¹⁶ og jeg bragte ham til dine Disciple, og de kunde ikke helbrede ham." ¹⁷ Og Jesus svarede og sagde: "O du vantro og forvendte Slægt! hvor længe skal jeg være hos eder, hvor længe skal jeg tåle eder? Bringer mig ham hid!" ¹⁸ Og Jesus talte ham hårdt til, og den onde Ånd for ud af ham, og Drengen blev helbredt fra samme Time. ¹⁹ Da gik Disciplene til Jesus afsides og sagde: "Hvorfor kunde vi ikke uddrive den?" ²⁰ Og han siger til dem: "For eders Vantros Skyld; thi sandelig, siger jeg eder, dersom I have Tro som et Sennepskorn, da kunne I sige til dette Bjerg: Flyt dig herfra derhen, så skal det flytte sig, og intet skal være eder umuligt. ²¹ Men denne Slags farer ikke ud uden ved Bøn og Faste."

²² Og medens de vandrede sammen i Galilæa, sagde Jesus til dem: "Menneskesønnen skal overgives i Menneskers Hænder; ²³ og de skulle slå ham ihjel, og på den tredje Dag skal han oprejses." Og de bleve såre bedrøvede.

²⁴ Men da de kom til Kapernaum, kom de, som opkrævede Tempelskatten, til Peter og sagde: "Betaler eders Mester ikke Skatten?" ²⁵ Han sagde: "Jo." Og da han kom ind i Huset, kom Jesus ham i Forkøbet og sagde: "Hvad tykkes dig, Simon? Af hvem tage Jordens Konger Told eller Skat, af deres egne Sønner eller af de fremmede?" ²⁶ Og da han sagde: "Af de fremmede," sagde Jesus til ham: "Så ere jo Sønnerne fri. ²⁷ Men for at vi ikke skulle forarge dem, så gå hen til Søen, kast en Krog ud, og tag den første Fisk, som kommer op; og når du åbner dens Mund, skal du finde en Stater; tag denne, og giv dem den for mig og dig!"