Add parallel Print Page Options

Josias og folket lover atter at overholde pagtens betingelser

23 Kong Josias indkaldte nu alle Judas og Jerusalems ledere, alle præsterne, profeterne og resten af folket, kendte såvel som ukendte, til et stort møde på tempelpladsen. Han bekendtgjorde, at pagtens bog var blevet fundet i templet, og befalede, at der skulle læses op fra den. Derefter stillede han sig ved søjlen foran indgangen til templet og aflagde et højtideligt løfte til Herren om altid at adlyde ham og omhyggeligt overholde bogens befalinger og forskrifter af hele sit hjerte og med hele sin sjæl. Han indviede sig til at opfylde alle pagtens betingelser. På samme måde indviede hele folket sig til at følge pagtens betingelser.

Josias’ reformkampagne

Derpå begyndte kongen en omfattende udrensning i hele landet. Først gav han ypperstepræsten Hilkija, de øvrige præster og tempelvagterne ordre til at smide samtlige genstande, der havde at gøre med afgudsdyrkelsen af Ba’al, Ashera, solguden, måneguden og stjerneguderne, ud af templet, hvorefter han personligt sørgede for, at det hele blev brændt i Kedrondalen uden for Jerusalem. Asken lod han fragte til Betel.

Desuden afsatte han alle de afgudspræster, som kongerne før ham havde indsat, alle dem, der havde bragt ofre til afguderne på offerhøjene rundt omkring i landet og i selve Jerusalem, alle, som havde ofret til Ba’al, solen, månen eller stjernerne. Han fjernede også frugtbarhedssymbolet fra templet og fik det slæbt ud til Kedrondalen, hvor han fik det brændt og pulveriseret, hvorefter asken blev spredt på de fattiges grave. Han rev de huse ned omkring templet, som blev brugt af de mandlige og kvindelige prostituerede i frugtbarhedskulten. Det var her, kvinderne vævede de specielle dragter, som blev brugt i Asherakulten.

Alle Herrens præster blev indkaldt fra de byer rundt omkring i Juda, hvor de opholdt sig, og alle offerstederne på bakketoppene, hvor disse præster havde foretaget ofringer, blev sløjfet, lige fra Geba i nord til Be’ersheba i syd. Der var et alter i Jerusalem til venstre, når man går ind ad byporten ved Jehoshuas, borgmesterens, hus. Også det blev ødelagt. Men selv om de præster, der havde gjort tjeneste ved offerstederne rundt omkring i landet, fik lov at spise det usyrnede brød sammen med tempelpræsterne, fik de ikke lov at gøre tjeneste ved Herrens alter i Jerusalem.

10 Dernæst ødelagde Josias Tofet, det afgudsoffersted i Ben-Hinnoms dal, som blev brugt til børneofringer til guden Molok. 11 Han nedrev også statuen af hesteforspandet og stridsvognen nær tempelindgangen ved hofmanden Netan-Meleks bolig i tilbygningen, en statue, som var blevet opstillet dér af tidligere konger i Juda og indviet til solguden. 12 Så ødelagde han altrene, som Judas konger havde ladet bygge på paladsets tag oven over Ahaz’ værelse, og altrene, som Manasse havde ladet bygge i tempelforgårdene. Han knuste det hele og spredte støvet ud over Kedrondalen.

13 Derefter fjernede han offerstederne på højene øst for Jerusalem og syd for Ødelæggelsens Bjerg. De var i sin tid blevet opført af Salomon til ære for Astarte (sidoniernes afskyelige gudinde), Kemosh (moabitternes afskyelige gud) og Milkom (ammonitternes forfærdelige gud). 14 Han smadrede alle gudinden Asheras frugtbarhedssymboler og spredte menneskeknogler, hvor de havde stået.

Read full chapter