Add parallel Print Page Options

Kong Amon af Juda

19 Amon var 22 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i to år. Hans mor hed Meshullemet og var datter af Harutz fra byen Jotba. 20 Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne ligesom sin far, Manasse. 21 Han fulgte i sin fars spor og ofrede til de samme afguder. 22 Han vendte ryggen til Herren, sine forfædres Gud, og nægtede på alle områder at adlyde Herrens befalinger. 23 Hans egne embedsmænd lavede en sammensværgelse imod ham og myrdede ham i hans eget palads, 24 men en gruppe borgere dræbte attentatmændene og udråbte Amons søn Josias til konge. 25 Amons øvrige liv og virke er beskrevet i Judas kongers krønikebog. 26 Som sin far blev han begravet i Uzzas have, hvorefter hans søn Josias blev konge i hans sted.

Kong Josias af Juda restaurerer templet

22 Josias var otte år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 31 år. Hans mor hed Jedida og var datter af Adaja fra byen Botzkat. Han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne og fulgte i sin forfar Davids spor.

3-4 I sit 18. regeringsår sendte kong Josias statssekretæren Shafan, som var søn af Atzalja og sønnesøn af Meshullam, af sted til templet med følgende besked til ypperstepræsten Hilkija: „Tag de penge, som folket giver til præsterne, når de ankommer til Herrens hus, 5-6 og giv pengene til dem, der fører tilsyn med tempelbygningerne, så de kan købe tømmer og sten og ansætte tømrere, bygningshåndværkere og murere, der kan restaurere templet. I behøver ikke at bede dem om at aflægge regnskab for, hvordan de administrerer pengene, for jeg har fuld tillid til dem—de er alle pålidelige mænd.”