Add parallel Print Page Options

Krigen imellem Sauls og Davids Huse trak i Langdrag; men David blev stærkere og stærkere, Sauls Hus svagere og svagere.

I Hebron fødtes der David Sønner; hans førstefødte var Amnon, Søn af Ahinoam fra Jizre'el, den næstældste Kil'ab, Søn af Abigajil, Harmeliten Nabals Hustru, den tredje Absalon, en Søn af Kong Talmaj af Gesjurs Datter Ma'aka, den fjerde Adonija, en Søn af Haggit, den femte Sjefatja, en Søn af Abital, og den sjette Jitream, Søn af Davids Hustru Egla. Disse fødtes David i Hebron.

Under Krigen mellem Sauls og Davids Huse ydede Abner Sauls Hus kraftig Støtte. Nu havde Saul haft en Medhustru ved Navn Rizpa, Ajjas Datter. Og Isjbosjet sagde til Abner: "Hvorfor gik du ind til min Faders Medhustru?" Abner blev opbragt over Isjbosjets Ord og sagde: "Er jeg nu blevet et Hundehoved fra Juda? Nu har jeg Gang på Gang vist Godhed mod din Fader Sauls Hus, hans Brødre og Venner og ikke ladet dig falde i Davids Hånd, og så går du nu i Rette med mig for en Kvindes Skyld! Gud ramme Abner både med det ene og det andet: Hvad Herren tilsvor David, skal jeg nu sørge for bliver opfyldt på ham; 10 jeg skal sørge for, at Sauls Hus mister Kongedømmet og Davids Trone bliver rejst over Israel og Juda fra Dan til Be'ersjeba!" 11 Og af Frygt for Abner kunde Isjbosjet ikke svare et Ord.

12 Så sendte Abner Sendebud til David i Hebron og lod sige: "Slut Pagt med mig! Se, jeg vil hjælpe dig og bringe hele Israel over på din Side!" 13 Han svarede: "Vel, jeg vil slutte Pagt med dig; men een Ting kræver jeg af dig: Du bliver ikke stedet for mit Åsyn, med mindre du har Sauls Datter Mikal med, når du kommer!" 14 David sendte derpå Bud til Isjbosjet, Sauls Søn, og lod sige:"Giv mig min Hustru Mikal, som jeg blev trolovet med for 100 Filisterforhuder!" 15 Da sendte Isjbosjet Bud og lod hende hente hos hendes Mand Paltiel, Lajisj's Søn. 16 Hendes Mand fulgte hende grædende lige til Bahurim; her sagde Abner til ham: "Gå nu hjem!" Så vendte han hjem.

17 Men Abner havde forhandlet med Israels Ældste og sagt: "Allerede tidligere ønskede I David til Konge; 18 så gør nu Alvor af det! Thi Herren har sagt om David: Ved min Tjener Davids Hånd vil jeg frelse mit Folk Israel fra Filisternes og alle dets fjenders Hånd!" 19 Abner talte også til Benjamin derom. Endelig gik Abner også til Hebron for at meddele David alt, hvad Israel og hele Benjamins Hus havde vedtaget. 20 Da Abner, fulgt af tyve Mænd, kom til David i Hebron, gjorde David Gæstebud for Abner og Mændene, som var med ham. 21 Derpå sagde Abner til David: "Lad mig bryde op og drage hen og samle hele Israel om min Herre Kongen, for at de kan slutte Pagt med dig, at du kan blive Konge over alt, hvad din Hu står til!" Da lod David Abner rejse, og han drog bort i Fred.

22 Just da kom Davids Folk og Joab hjem fra et Strejftog og medførte et rigt Bytte; Abner var da ikke mere hos David i Hebron, thi David havde ladet ham rejse, og han var draget bort i Fred. 23 Da nu Joab var vendt hjem med hele sin Hær, fik han at vide at Abner, Ners Søn, havde været hos Kongen, og at denne havde ladet ham rejse, så han var draget bort i Fred. 24 Da gik Joab til Kongen og sagde: "Hvad har du gjort? Abner har jo været hos dig! Hvorfor lod du ham rejse, så han frit kunde drage bort? 25 Indser du ikke, at Abner, Ners Søn, kun kom for at bedrage dig. udspejde din Færd og få at vide, hvad du har for!" 26 Så gik Joab bort fra David og sendte uden Davids Vidende Sendebud efter Abner og de hentede ham tilbage fra Bor-Sira. 27 Og da Abner kom tilbage til Hebron, tog Joab ham til Side midt i Porten for at tale uhindret med ham; og der dræbte han ham ved et Stik i Underlivet for at hævne sin Broder Asa'els Blod.

28 Da det siden kom David for Øre, sagde han: "Jeg og mit Rige er til evig Tid uden Skyld for Herren i Abners, Ners Søns, Blod! 29 Det komme over Joabs Hoved og over hele hans Fædrenehus; og Joabs Hus være aldrig frit for Folk, som lider af Flåd eller Spedalsk hed, går med Krykke eller falder for Sværdet eller mangler Brød!" 30 Men Joab og hans Broder Abisjaj havde slået Abner ihjel, fordi han havde fældet deres Broder Asa'el i Kampen ved Gibeon. 31 Derpå sagde David til Joab og alle Folkene, som fulgte ham: "Sønderriv eders Klæder, tag Sæk om eder og hold Klage over Abner!" Og Kong David gik selv bag efter Båren. 32 Og da man jordede Abner i Hebron, græd Kongen højt ved Abners Grav, og alt Folket græd med, 33 Da sang Kongen denne Klagesang over Abner: Skulde Abner dø en Dåres Død? 34 Dine Hænder var ikke bundne, dine Fødder ikke lagt i Lænker, du faldt, som man falder for Misdædere! Da græd hele Folket end mere over ham, 35 og da hele Folket kom for at få David til af spise, medens det endnu var Dag, svor David: "Gud ramme mig både med det ene og det andet, om jeg smager Brød eller noget andet, før Sol går ned!" 36 Hele Folket lagde Mærke dertil, og det gjorde et godt Indtryk på dem; alt, hvad Kongen foretog sig, gjorde et godt Indtryk på alt Folket; 37 og hele Folket og hele Israel skønnede den Dag, at Kongen ikke var Ophavsmand til Drabet på Abner, Ners Søn. 38 Og Kongen sagde til sine Folk: "Ved I ikke, af der i Dag er faldet en Øverste og Stormand i Israel? 39 Men jeg er endnu for svag, skønt jeg er salvet til Konge, og disse Mænd, Zerujasønnerne, er mig for stærke. Herren gengælde Udådsmanden hans Skændsels- dåd!"

Den episode var begyndelsen på en lang og opslidende strid mellem Sauls og Davids tilhængere. Men det var en kendsgerning, at David blev stærkere og stærkere, og at hans modstandere blev svagere og svagere.

Davids sønner, født i Hebron

Mens David opholdt sig i Hebron, fik han seks sønner. Den ældste hed Amnon, og hans mor var Ahinoam fra Jizre’el. Den næstældste hed Kilab, og hans mor var Abigajil, som var enke efter Nabal fra Karmel. Den tredje hed Absalom, og hans mor var Ma’aka, en datter af kong Talmaj af Geshur. Den fjerde hed Adonija, og hans mor var Haggit. Den femte hed Shefatja, og hans mor var Abital. Den sjette hed Jitream, og hans mor var Egla.

Abner slutter sig til David

Som striden tilspidsedes, fik Abner større og større magt blandt Sauls tilhængere. Han mente derfor, at han kunne tillade sig visse friheder, blandt andet at gå i seng med en af Sauls medhustruer, en pige ved navn Ritzpa, en datter af Ajja. Men da Ishboshet irettesatte ham for det, blev han rasende.

„Hvad regner du mig for?” råbte han. „En omstrejfende hund? Her kommer du og kritiserer mig for et lille sidespring med en kvinde! Er det den tak, jeg får for min trofasthed overfor din far? Er det lønnen for ikke at have udleveret dig til David for længst? 9-10 Må Gud straffe mig, om jeg ikke gør, hvad jeg kan for at tage kongemagten fra dig og gøre David til konge over både Nordriget og Juda, fra Dan i nord til Be’ersheba i syd, sådan som Herren har lovet ham.”

11 Ishboshet blev stum af skræk, da han hørte de ord.

12 Derpå sendte Abner bud til David: „Lad os slutte fred. Så vil jeg hjælpe dig til at blive konge over hele Israel.”

13 „Godt,” svarede David, „men jeg vil ikke forhandle med dig, medmindre du kommer med min første kone Mikal, Sauls datter.”

14 Samtidig sendte David følgende besked til Ishboshet: „Giv mig min kone Mikal tilbage! Jeg slog 100 filistre ihjel for at få hende!”

15 Ishboshet sendte straks sine mænd af sted for at hente Mikal hos Paltiel, søn af Lajish, som hun var blevet gift med i mellemtiden. 16 Manden fulgte grædende efter hende helt til Bahurim. Dér bad Abner ham vende om og gå hjem, og det gjorde han.

17 I mellemtiden forhandlede Abner med Nordrigets ledere. Han mindede dem om, at de i lang tid havde ønsket David som konge.

18 „Husk i den forbindelse, hvordan Herren lovede, at David ville redde Israels folk fra filistrene[a] og alle vores andre fjender!” sagde han. „Nu har I chancen for at gøre løftet til virkelighed!”

19 Abner forhandlede også med lederne af Benjamins stamme, hvorefter han tog til Hebron for at informere David om resultatet af sine forhandlinger. 20 Han havde taget 20 mænd med sig, og David holdt en fest til ære for Abner og hans mænd.

21 Inden Abner rejste hjem, gav han David følgende løfte: „Så snart jeg kommer hjem, vil jeg kalde alle Nordrigets ledere sammen og få dem til at slutte op om dig, så du kan blive konge over hele riget, sådan som du gerne vil!” Så sendte David ham af sted med ønsket om en god rejse.

Joabs hævn over Abner

22 Kort efter at Abner var taget af sted, vendte Joab hjem fra et vellykket plyndringstogt sammen med nogle af Davids mænd. 23 Joab fik nu at vide, at Abner netop havde været på et fredeligt besøg hos kongen. 24-25 Straks løb han ind til kongen og udbrød: „Hvad i alverden har du gjort? Du har jo ladet manden slippe væk, selv om du må have været klar over, at han kom for at udspionere os!”

26 Derpå sendte Joab, uden at David vidste det, nogle sendebud af sted efter Abner med besked om, at han skulle komme tilbage. Sendebudene indhentede ham ved Siras vandreservoir, og Abner vendte tilbage sammen med dem. 27 Da Abner ankom til Hebron, trak Joab ham til side i byporten under foregivende af, at han ville tale privat med ham, men i stedet trak han sin daggert og myrdede ham som hævn for, at Abner havde dræbt hans bror Asael.

28 Da David hørte om mordet på Abner, erklærede han: „Jeg sværger ved Herren på, at jeg og min slægt er uskyldige i denne forbrydelse! 29 Joab og hans familie må tage det fulde ansvar for mordet. Må Joabs børn blive ramt af sygdom og ulykke, så de falder i kamp eller bliver invalide eller dør af sygdom eller sult!”

30 Joab og hans bror Abishaj myrdede altså Abner for at tage hævn over deres bror Asael, som var blevet dræbt af Abner i slaget ved Gibeon.

31-32 Derefter befalede David, at Joab og alle hans mænd skulle flænge deres tøj og klæde sig i sæk og aske for at vise deres sorg over Abners død. Kongen ledsagede personligt ligbåren til det sted i Hebron, hvor Abner blev begravet. Mens de stod ved graven, brast David og alle hans mænd i gråd, 33 og David sang følgende sørgesang over Abner:

Ak, Abner, du blev narret i døden.
34 Man bandt ikke engang dine hænder
    eller lagde dine fødder i lænker!
Du blev myrdet af voldsmænd.

Bagefter græd hele folket igen.

35-36 David nægtede at tage føde til sig på begravelsesdagen. Alle opfordrede ham til at spise, men David aflagde ed på, at han ville faste indtil solnedgang, en gestus, som folket lagde mærke til og syntes om, og som var med til at øge deres respekt for ham. 37 Det overbeviste både Judas og Nordrigets folk om, at David ikke var skyld i Abners død. 38 Endvidere sagde David til sine mænd: „Mon I forstår, at det er en af Israels store ledere, vi har begravet i dag! 39 Selv om jeg er Guds udvalgte konge, kan jeg intet stille op over for de to gerningsmænd, Zerujas[b] sønner. De er mig for stærke. Må Herren selv straffe dem for deres ondskab!”

Footnotes

  1. 3,18 Se 1.Sam. 9,16.
  2. 3,39 Joab og Abishaj var sønner af Davids søster, Zeruja, og kendt for deres temperament og voldelige opførsel, men også deres mod og evner som officerer i hæren.