Absalom og David forsones

14 Da Joab blev klar over, hvor meget kongens tanker hele tiden kredsede om Absalom, ^2-3 sendte han bud til Tekoa efter en bestemt kvinde, som var kendt for sin visdom. „Du skal se ud som en, der sørger,” forklarede Joab. „Tag sørgedragt på og forsøm dit udseende, så du ligner en, der længe har sørget over en afdød. Træd så frem for kongen og sig det, som jeg nu fortæller dig.”

⁴ Da kvinden trådte frem for kongen, bøjede hun sig underdanigt for ham og udbrød: „Herre konge, hjælp mig!”

⁵ „Hvad er der galt?” spurgte han.

„Jeg er enke,” svarede hun. ⁶ „Jeg havde to sønner, men en dag kom de i slagsmål ude på marken. Der var ingen til at lægge sig imellem, og derfor kom den ene til at slå den anden ihjel. ⁷ Nu kræver resten af familien, at jeg udleverer den overlevende søn, så de kan henrette ham for at have myrdet sin bror. Men det er lige så meget for, at de på den måde kan få ryddet min nærmeste arving af vejen. Hvis jeg føjer dem, har jeg ingen sønner tilbage, og dermed uddør min afdøde mands slægt.”

⁸ „Overlad den sag til mig,” svarede kongen. „Jeg skal nok sørge for, at ingen rører ham.”

⁹ „Tak, herre!” udbrød hun. „Jeg skal nok tage ansvaret, hvis du senere bliver kritiseret for at have hjulpet mig.”

¹⁰ „Det skal du ikke tænke på,” sagde kongen. „Hvis nogen gør indsigelser, så send dem bare til mig, og jeg skal sørge for, at de holder op med at genere dig.”

¹¹ Kvinden fortsatte: „Vil du sværge ved Herren din Gud på, at ingen får lov at hævne drabet og gøre min søn fortræd?”

„Det sværger jeg ved den levende Gud på!” svarede kongen. „Der skal ikke krummes et hår på hans hoved!”

¹² „Tillad mig endnu et par ord,” vedblev kvinden.

„Sig frem!” svarede kongen.

¹³ Da spurgte kvinden: „Hvorfor viser du ikke samme velvilje overfor din egen slægt, som Gud har udvalgt, som du gør over for min? Med denne beslutning har du dømt dig selv, for du går med tanker om at slå din egen søn ihjel! ¹⁴ Livet er som vandet, der hældes ud og synker ned i jorden—ingen kan samle det op igen, og ingen vender tilbage fra døden. Men Gud ønsker ikke døden. Han vil hellere finde en udvej for at kunne få en forvist søn hjem. ¹⁵ Jeg kom til dig for at bede om hjælp, fordi jeg var bange for, hvad min familie ville gøre ved mig. ¹⁶ Jeg tænkte, at du kunne redde os fra den mand, som er ude på at slå min søn ihjel og derved gøre det umuligt for vores slægt at få andel i det land, Gud har givet os. ¹⁷ Jeg var overbevist om, at du nok skulle finde en udvej—hvad du også gjorde. Jeg ved, at min herre kongen har visdom fra Gud til at skelne mellem godt og ondt. Må Herren din Gud være med dig!”

¹⁸ „Sig mig en ting!” sagde kongen.

„Ja, herre?” svarede kvinden.

¹⁹ „Har Joab haft en finger med i spillet i alt det her?”

„Det kan ikke nægtes,” svarede kvinden, „for det var Joab, som sendte mig herhen med besked om, hvad jeg skulle sige. ²⁰ Hans hensigt var, at du skulle se sagen i et nyt lys. Din visdom, herre, er som en engels—intet undslipper din opmærksomhed.”

²¹ Så sendte kongen bud efter Joab og sagde til ham: „Godt, du har overbevist mig! Bring Absalom tilbage til mig!”

²² Joab bøjede sig ærbødigt for kongen og sagde: „Nu ved jeg, at du værdsætter mig, for du har indvilliget i at gøre det, jeg bad dig om.”

²³ Så rejste Joab til Geshur og hentede Absalom, som han førte med sig tilbage til Jerusalem. ²⁴ Absalom fik lov at komme tilbage til sit gamle hus på paladsets område, men kongen nægtede at se ham.

²⁵ Ingen i hele Israel var så beundret for sit udseende som Absalom. Der var intet at udsætte på ham fra top til tå. ²⁶ Når han lod sit lange hår klippe en gang om året, plejede han at veje det. Der var gerne over to kilo, og han lod det kun klippe, fordi det ellers blev for tungt at bære rundt på. ²⁷ Absalom havde tre sønner og en datter, som også fik navnet Tamar. Hun var en usædvanlig smuk kvinde.

²⁸ To år efter at Absalom var vendt hjem fra sit eksil, havde han endnu ikke fået foretræde for kongen. ²⁹ Derfor sendte han bud efter Joab, for at han skulle gå i forbøn for ham. Men Joab kom ikke—heller ikke da Absalom gentog opfordringen.

³⁰ Derfor gav Absalom sine folk ordre til at gå hen og sætte ild til Joabs bygmark, der grænsede op til hans egen. Det gjorde de så. ³¹ Derefter kom Joab ind til Absalom og spurgte:

„Hvorfor gav du dine folk ordre til at sætte ild til min mark?”

³² Absalom svarede: „For at få din opmærksomhed! Jeg vil gerne have, at du henvender dig til kongen og spørger ham, hvorfor han fik mig bragt tilbage fra Geshur, når han altid undgår mig. Jeg kunne jo lige så godt være blevet, hvor jeg var. Jeg ønsker, at du skal arrangere et møde mellem kongen og mig, og hvis han derefter stadig er overbevist om, at jeg er skyldig til døden, kan han for min skyld gerne henrette mig.”

³³ Så gik Joab til kongen og fortalte, hvad Absalom havde sagt. Da gav David efter og tilkaldte Absalom, og da Absalom mødte kongen, bøjede han sig ærbødigt for ham, og kongen omfavnede ham.

Absaloms sammensværgelse

15 Efter at Absalom var blevet taget til nåde, anskaffede han sig en fornem vogn og prægtige heste. Han fik sig også en livvagt på 50 mand, som løb foran vognen. ² Hver morgen tog han opstilling ved vejen til paladsets port, og når så nogen kom for at få kongens afgørelse i en retssag, standsede Absalom ham, spurgte, hvor han var fra, og udtrykte interesse for hans sag.

³ „Det er da klart, at du har ret!” ville han så sige. „Men kongen har ikke nogen, der vil høre på dig. ⁴ Hvis jeg var dommer i landet, kunne folk, der følte sig uretfærdigt behandlet, komme til mig, så skulle jeg nok skaffe dem deres ret.”

⁵ Når nogen gjorde mine til at kaste sig ned for Absalom i underdanig respekt, standsede han dem og omfavnede dem i stedet for. ⁶ På den måde vandt han israelitternes hjerter.

^7-8 Der gik fire år. Så sagde Absalom til kongen: „Giv mig tilladelse til at tage til Hebron og ofre til Herren, så jeg kan opfylde et løfte, jeg engang gav Herren i Geshur i Aram. Dengang lovede jeg ham, at hvis han ville hjælpe mig tilbage til Jerusalem, ville jeg til gengæld bringe ham et offer i Hebron.”

⁹ „Godt,” svarede kongen, „tag du bare af sted og opfyld dit løfte.” Så rejste Absalom til Hebron.

¹⁰ Men han havde allerede i hemmelighed sendt besked ud til lederne i alle Israels stammer: „Når I hører trompetfanfaren, skal I råbe: ‚Absalom er kronet til konge i Hebron.’ ” ¹¹ Han havde desuden inviteret 200 mænd fra Jerusalem med til offerfesten. De anede intet om hans planer. ¹² Under festen sendte han desuden bud efter Ahitofel, Davids øverste rådgiver, der boede i Gilo. Ahitofel gik over på Absaloms side, og flere og flere fulgte efter, så sammensværgelsen voksede sig stærk.

David flygter fra Jerusalem

¹³ En af kong Davids mænd skyndte sig til Jerusalem for at fortælle ham, at Absalom havde lavet en sammensværgelse imod ham, og at alle Israels stammer havde givet ham deres støtte.

¹⁴ „Så må vi flygte med det samme,” var Davids spontane reaktion. „Hvis vi skynder os af sted, inden Absalom kommer tilbage til Jerusalem, kan vi nå at redde byen og os selv.”

¹⁵ „Vi er med dig!” svarede hans mænd. „Vi vil følge dig i tykt og tyndt!”

¹⁶ Så tog kongen af sted sammen med hele sin husstand, bortset fra ti medhustruer, der blev hjemme for at tage sig af opgaverne i paladset. ^17-18 I udkanten af byen gjorde David holdt, så hans trofaste støtter, der bestod af hans livvagt og de 600 mænd, som var fulgt med ham fra Gat, kunne passere ham og gå i forvejen.

^19-20 Men pludselig vendte kongen sig til Ittaj, der var leder for de 600 gatitter. „Hvad vil I egentlig med for?” spurgte han Ittaj. „Bliv i Jerusalem og slut jer til kong Absalom, for I bor her jo som fremmede i eksil. Der er ingen grund til, at I flygter sammen med os—hvem ved hvorhen? Nej, vend om og tag dine folk med dig. Må Herren vise jer barmhjertighed!”

²¹ Men Ittaj svarede: „Jeg sværger ved den levende Gud, at vi vil følge med dig, uanset hvad der sker—også selv om det kan betyde døden for os!”

²² „Godt,” svarede David, „så følg med os!” Da fulgte Ittaj og hans 600 mænd samt deres familier med ham.

²³ Dyb sorg sænkede sig over byen, da kongen og hans følge krydsede Kedrondalen og fortsatte i retning af ørkenen. ²⁴ Præsten Zadok og alle levitterne fulgte med. De havde taget pagtens ark med, og den stillede de i vejkanten, indtil hele følget var gået forbi. Præsten Ebjatar var også fulgt med. ²⁵ David befalede nu Zadok at føre arken tilbage til byen. „Hvis jeg finder nåde for Herrens øjne,” tilføjede han, „så vil jeg en dag vende tilbage og gense arken og det hellige telt! ²⁶ Men hvis Herren har forkastet mig, så lad ham gøre ved mig, hvad han mener, er det bedste. ²⁷ Du og Ebjatar kan trygt vende tilbage til byen sammen med din søn Ahima’atz og Ebjatars søn, Jonatan. Men hold øjne og ører åbne. ²⁸ Jeg vil vente ved Jordanflodens vadested, indtil vi hører nyt fra jer om, hvad der sker i Jerusalem.”

²⁹ Så bar Zadok og Ebjatar Guds Ark tilbage til Jerusalem og blev i byen.

³⁰ David og hans følge fortsatte ad vejen op over Olivenbjerget.^[a] De gik med tildækkede hoveder og bare fødder, og de græd alle sammen.

³¹ Da David fik at vide, at hans egen rådgiver, Ahitofel, havde sluttet sig til Absalom, bad han: „Herre, lad Ahitofel give Absalom dårlige råd!” ³² På toppen af Olivenbjerget, hvor man plejede at ofre til Gud, ventede Davids ven, arkitten Hushaj, på dem. Han havde i fortvivlelse flænget sit tøj og drysset jord på hovedet.

^33-34 Men David sagde til ham: „Det giver kun problemer, hvis du går med os. Vend hellere tilbage til Jerusalem og sig til Absalom: ‚Jeg ønsker at være din rådgiver og tjene dig, sådan som jeg tjente din far.’ På den måde kan du være med til at sabotere Ahitofels planer. ^35-36 I byen har jeg også præsterne Zadok og Ebjatar. Dem skal du holde underrettet om alt, hvad du hører i kongens palads. De kan så sende deres sønner Ahima’atz og Jonatan til mig med besked om, hvad der foregår.”

³⁷ Så vendte Davids ven Hushaj tilbage til byen, og han nåede frem samtidig med Absalom.

Om at miste troen og om at tilgive^(A)

17 En dag sagde Jesus til sine disciple: „Det kan ikke undgås, at nogle falder fra troen. Men ve dem, som er skyld i, at andre falder fra. ² Det ville være bedre, om de blev kastet i havet med en møllesten om halsen, end at de får en af de svage i troen til at falde fra. ³ Pas derfor på, hvordan I lever!

Hvis din ven^[a] forsynder sig imod dig, så konfronter ham med det. Hvis han hører på dig og beder om tilgivelse, så tilgiv ham. ⁴ Selv hvis han forsynder sig syv gange om dagen, skal du tilgive ham, for så vidt han angrer og beder om tilgivelse.”

Om tro og lydighed

⁵ Apostlene sagde nu til Jesus: „Giv os mere tro!”

⁶ Jesus svarede: „Var jeres tro blot som et sennepskorn, kunne I sige til morbærfigentræet her: ‚Ryk dig op og slå rod i havet!’ Og det ville adlyde jer.

⁷ Forestil jer, at en mand har en slave til at arbejde i marken eller passe får. Når slaven kommer hjem efter dagens arbejde, mon hans herre så vil sige til ham: ‚Kom her og sæt dig til bords. Nu skal jeg sørge for, at du straks får noget at spise.’ ⁸ Nej, han siger: ‚Tag et forklæde på og lav aftensmad til mig. Efter at jeg er færdig med måltidet, kan du selv tage dig noget at spise.’ ⁹ Siger man tak til en slave, fordi han gør, hvad han har fået besked på?

¹⁰ På samme måde med jer. Når I har gjort, hvad jeg har befalet jer, skal I sige: ‚Vi er jo bare slaver og har kun gjort, hvad vi fik besked på.’ ”

Ti bliver helbredt, én bliver frelst

¹¹ På sin vandring mod Jerusalem fulgte Jesus på et tidspunkt grænsen mellem Galilæa og Samaria. ¹² I nærheden af en landsby kom ti spedalske hen imod ham. De standsede op et stykke fra ham ¹³ og råbte: „Jesus, Mester, vær barmhjertig og gør os raske!”

¹⁴ Han så på dem og sagde: „Gå hen til præsterne og lad jer undersøge.”

Mens de var på vej derhen, forsvandt deres spedalskhed.

¹⁵ En af dem vendte tilbage til Jesus, da han så, at han var blevet helbredt, og på vejen lovpriste han Gud med høj røst. ¹⁶ Han faldt på knæ med ansigtet mod jorden foran Jesus og takkede ham for, hvad han havde gjort. Det var en samaritaner! ¹⁷ Jesus spurgte: „Blev de ikke helbredt alle ti? Hvor er de ni? ¹⁸ Er den her fremmede den eneste, der er kommet tilbage for at give Gud æren?”

¹⁹ Så sagde Jesus til ham: „Rejs dig blot og gå hjem. Din tro har frelst dig.”