A A A A A
Bible Book List

2 Mosebog 25Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Offergaver til Guds bolig

25 Herren sagde til Moses: »Sig til israelitterne, at de skal bringe mig en offergave, alt efter hvad enhver får på hjerte at give. Du skal tage imod gaverne, som kan bestå af guld, sølv eller bronze, blåt, violet eller purpurrødt garn, fintvævet linned, gedehår, rødfarvede vædderskind, kraftigt læder,[a] akacietræ, olivenolie til lamperne, aromatiske olier til salveolien og til røgelsen, onykssten eller andre ædelsten til at sætte på den hellige vest[b] og på brystklædet. 8-9 Jeg ønsker, at I skal bygge et helligt sted til mig, og det skal være min bolig iblandt jer. I skal bygge og indrette min bolig nøjagtigt efter den plan, jeg vil vise dig.

Pagtens ark

10 Lav en ark, en kasse af akacietræ, 2½ alen[c] lang, 1½ alen bred og 1½ alen høj. 11 Belæg den med rent guld både indvendig og udvendig og lav en pynteliste af guld hele vejen rundt. 12 Støb fire bæreringe af guld og fastgør dem ved kassens fire fødder, to på hver side. 13 Lav derefter to bærestænger af akacietræ belagt med guld, 14 og stik stængerne gennem ringene på siden af arken, så den kan bæres. 15 Bærestængerne må aldrig tages ud af ringene. 16 Når arken er færdig, skal I lægge de stentavler i den, som jeg vil give dig, og på hvilke de ti bud er skrevet.

17 Lav så et låg til arken, forsoningsstedet, af rent guld. Det skal være 2½ alen langt og 1½ alen bredt. 18-19 Lav to keruber af udhamret guld og placer dem på hver sin ende af låget, så de går ud i ét med det. 20 De to keruber skal vende ansigtet mod hinanden og se ned på forsoningsstedet, og deres vinger skal være udbredt over det. 21 Læg stentavlerne, som jeg vil give dig, i arken og placer låget ovenpå arken. 22 Det er der, over forsoningsstedet mellem keruberne, jeg vil mødes med dig og tale til dig og give dig alle de befalinger, som angår mit folk Israel.

Bordet til de hellige brød

23 Lav derefter et bord af akacietræ, som skal være 2 alen langt, 1 alen bredt og 1½ alen højt. 24 Belæg det med rent guld og lav en pynteliste af guld hele vejen rundt. 25 Sæt en kant så bred som en hånd hele vejen rundt om bordpladen, og sæt en liste af guld udenpå. 26-27 Støb fire guldringe og fastgør ringene på benenes yderside oppe ved pladen. De er beregnet til bærestængerne. 28 Lav to stænger af akacietræ belagt med guld. 29 Lav derefter tallerkener og fade samt kander og skåle, der skal bruges til drikofferet. Lav det hele af guld. 30 Og sørg for, at de hellige brød altid er lagt frem på bordet foran mig.

Guldlysestagen med de syv lamper

31 Lav dernæst en lysestage af rent, udhamret guld. Hele stagen og dekorationerne på den skal være lavet i ét stykke og ligne et mandeltræ. Den skal have en fod, en stamme, lampeholdere og diverse blomsterudsmykninger. 32-33 Fra stammen skal der udgå tre grene til hver side, og hver gren skal være dekoreret med tre mandelblomster. 34-35 Stammen selv skal være dekoreret med fire mandelblomster med knopper og kronblade, en blomst under hvert sæt grene, således at der er en blomst over det øverste sæt grene og en blomst under det nederste sæt grene. 36 Hele lysestagen med dekorationer, stamme og grene skal være lavet i ét stykke udhamret guld. 37 Lav derefter syv lamper til lysestagen og placer dem, så de lyser fremefter. 38 Lav ligeledes vægetænger og diverse bakker af rent guld. 39 Til lysestagen og dens nødvendige tilbehør skal du beregne 30 kilo[d] rent guld. 40 Vær omhyggelig med at lave det hele i overensstemmelse med den plan, jeg viser dig her på bjerget.

Footnotes:

  1. 25,4 Det vises ikke med sikkerhed, hvilket dyr dette læder blev fremstillet af. Sandsynligvis klippegrævlingen, men det kunne også være sælskind.
  2. 25,7 Den hellige vest er et klædningsstykke, der dækker overkroppen og kun blev brugt af præsterne. På hebraisk kaldes det en »efod«.
  3. 25,10 En hebræisk alen, enten den gamle alen på ca. 52 cm eller den nyere alen på ca. 45 cm.
  4. 25,39 På hebraisk »en talent«, sandsynligvis ca. 30 kilo på daværende tidspunkt.
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.

  Back

1 of 1

You'll get this book and many others when you join Bible Gateway Plus. Learn more

Viewing of
Cross references
Footnotes