2 Mosebog 33
Bibelen på hverdagsdansk
Opbrud fra Guds bjerg
33 1-3 Herren sagde til Moses: „Det er tid at drage bort herfra med det folk, som du førte ud af Egypten, og gå videre til det land, jeg lovede at give Abrahams, Isaks og Jakobs efterkommere. Det er et rigt og frugtbart land. Jeg vil sende min engel i forvejen, og han skal bortdrive kana’anæerne, amoritterne, hittitterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne. Men selv vil jeg ikke tage med jer, for I er et egenrådigt og oprørsk folk, og hvis jeg er midt iblandt jer, kunne jeg komme til at tilintetgøre jer undervejs.”
4-5 „Sig til israelitterne, at de er et genstridigt og oprørsk folk,” fortsatte Herren. „Hvis jeg skulle rejse sammen med dem bare en dag, ville de blive tilintetgjort. Sig, at de skal tage deres smykker af, mens jeg overvejer, hvad jeg vil gøre ved dem.” Folket sørgede over de hårde ord, 6 og der ved Horebs bjerg[a] tog de deres smykker af.
Åbenbaringsteltet
7 Moses plejede at rejse det telt, som han kaldte åbenbaringsteltet, et stykke uden for lejren. Enhver, som ønskede at søge Herrens vilje i en sag, gik ud til det telt.
8 Hver gang Moses gik derud, rejste folket sig og stillede sig i deres teltdøre og holdt øje med ham, indtil han nåede indgangen. 9 Når han så gik ind i åbenbaringsteltet, sænkede skysøjlen sig og stod ved indgangen, mens Herren talte med Moses. 10 Når alt folket så skysøjlen stå ved indgangen til åbenbaringsteltet, stillede de sig ved deres teltdøre og lagde sig på knæ med ansigtet mod jorden i ærefrygt. 11 Inde i teltet talte Herren med Moses ansigt til ansigt, som når to venner taler sammen. Bagefter vendte Moses tilbage til lejren, men Josva, Nuns søn, den unge mand, som var hans hjælper, forlod ikke åbenbaringsteltet.
Herrens herlighed
12 Moses sagde til Herren: „Du har sagt, at jeg skal føre folket af sted, men du har ikke fortalt mig, hvem du vil sende med mig. Du har også sagt, at du accepterer mig, og at du holder af mig. 13 Hvis det virkelig er sandt, så lær mig mere om dig selv, så jeg bedre kan forstå dig og fortsat leve, som du ønsker. Husk på, at det folk, som jeg skal lede, er dit eget folk.”
14 Da sagde Herren: „Jeg vil være med jer og føre jer til det sted, hvor I kan slå jer ned.” 15 „Hvis du ikke var med os, var der ingen grund til at gå et skridt videre!” svarede Moses. 16 „Hvem vil tro, at du har forkærlighed for mig og Israels folk, hvis ikke du går med? Hvad fortrin har vi ellers frem for jordens øvrige folkeslag?” 17 Herren svarede: „Jeg vil gøre, hvad du beder om, for jeg holder af dig, og du er min ven.” 18 Da sagde Moses: „Lad mig få lov at se dig i din herlighed!” 19 Herren svarede: „Jeg vil lade al min herlighed passere forbi dig og samtidig råbe mit navn ‚Jahve’. Jeg viser godhed imod hvem, jeg vil, og jeg viser barmhjertighed mod hvem, jeg vil. 20 Men du kan ikke få mit ansigt at se, for intet menneske kan se mig i min herlighed og overleve. 21 Stil dig ved klippen her udenfor. 22 Når jeg så går forbi i min herlighed, mens du står i klippespalten, vil jeg dække dig med min hånd, indtil jeg har passeret dig. 23 Så vil jeg tage min hånd til side, og du kan se mig bagfra, men mit ansigt får ingen at se.”
Footnotes
- 33,6 Det samme som Sinaibjerget, Guds bjerg.
2 Mosebog 33
Dette er Biblen på dansk
33 Herren sagde til Moses: "Drag nu bort herfra med Folket, som du førte ud af Ægypten, til det Land, jeg tilsvor Abraham, Isak og Jakob med de Ord: Dit Afkom vil jeg give det! 2 Jeg sender en Engel foran dig, og han skal drive Kana'anæerne, Amoriterne, Hetiterne, Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne bort 3 til et Land, der flyder med Mælk og Honning. Men selv vil jeg ikke drage med i din Midte, thi du er et halsstarrigt Folk; drog jeg med, kunde jeg tilintetgøre dig undervejs!" 4 Da Folket hørte denne onde Tidende, sørgede de, og ingen tog sine Smykker på. 5 Da sagde Herren til Moses: "Sig til Israeliterne; I er et halsstarrigt Folk! Vandrede jeg kun et eneste Øjeblik i din Midte, måtte jeg tilintetgøre dig. Tag du dine Smykker af, så skal jeg tænke over, hvad jeg vil gøre for dig!" 6 Da aflagde Israeliterne deres Smykker fra Horebs Bjerg af.
7 Moses plejede at tage Teltet og slå det op udenfor Lejren i nogen Afstand derfra; han gav det Navnet "Åbenbaringsteltet". Enhver som vilde rådspørge Herren, gik ud til Åbenbaringsteltet uden for Lejren. 8 Men hver Gang Moses gik ud til teltet, rejste alt Folket sig op og stillede sig alle ved Indgangen til deres Telte og så efter Moses, indtil han kom ind i Teltet. 9 Og når Moses kom ind Teltet, sænkede Skystøtten sig og stillede sig ved Indgangen til Teltet; da talede Herren med Moses. 10 Men når alt Folket så Skystøtten stå ved Indgangen til Teltet, rejste de sig alle op og tilbad ved Indgangen til deres Telte. 11 Så talede Herren med Moses Ansigt til Ansigt, som når den ene Mand taler med den anden, og derpå vendte Moses tilbage til Lejren; men hans Medhjælper Josua, Nuns Søn, en ung Mand, veg ikke fra Teltet.
12 Moses sagde til Herren: "Se, du siger til mig: Før dette Folk frem! Men du har ikke ladet mig vide, hvem du vil sende med mig; og dog har du sagt: Jeg kender dig ved Navn, og du har fundet Nåde for mine Øjne! 13 Hvis jeg nu virkelig har fundet Nåde for dine Øjne, så lær mig dine Veje at kende, at jeg kan kende dig og finde Nåde for dine Øjne; tænk dog på, at dette Folk er dit Folk!" 14 Han svarede: "Skal mit Åsyn da vandre med, og skal jeg således føre dig til Målet?" 15 Da sagde Moses til ham: "Hvis dit Åsyn ikke vandrer med, så lad os ikke drage herfra! 16 Hvorpå skal det dog kendes. at jeg har fundet Nåde for dine Øjne, jeg og dit Folk? Mon ikke på, at du vandrer med os, og der således vises os, mig og dit Folk, en Udmærkelse fremfor alle and1e Folkeslag på Jorden?" 17 Herren svarede Moses: "Også hvad du der siger, vil jeg gøre, thi du har fundet Nåde for mine Øjne, og jeg kalder dig ved Navn."
18 Da sagde Moses: "Lad mig dog skue din Herlighed!" 19 Han svarede: "Jeg vil lade al min Rigdom drage forbi dig og udråbe Herrens Navn foran dig, thi jeg viser Nåde, mod hvem jeg vil, og Barmhjertighed, mod hvem jeg vil!" 20 Og han sagde: "Du kan ikke skue mit Åsyn, thi intet Menneske kan se mig og leve." 21 Og Herren sagde: "Se, her er et Sted i min Nærhed, stil dig på Klippen der! 22 Når da min Herlighed drager forbi, vil jeg lade dig stå i Klippehulen, og jeg vil dække dig 1ned min Hånd, indtil jeg er kommet forbi. 23 Så tager jeg min Hånd bort, og da kan du se mig bagfra; men mit Åsyn kan ingen skue!"
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.