Add parallel Print Page Options

28 På den Tid samlede Filisterne deres Hær til Kamp for at angribe Israel. Da sagde Akisj til David: "Det må du vide, at du og dine Mænd skal følge med mig i Hæren!" David svarede Akisj: "Godt, så skal du også få at se, hvad din Træl kan udrette!" Da sagde Akisj til David: "Godt, så sætter jeg dig til hele Tiden at vogte mit Liv!"

Samuel var død, og hele Israel havde holdt Klage over ham, og han var blevet jordet i Rama, hans By. Og Saul havde udryddet Dødemanerne og Besværgerne af Landet.

Imidlertid samlede Filisterne sig og kom og slog Lejr i Sjunem, og Saul samlede hele Israel, og de slog Lejr på Gilboa. Da Saul så Filisternes Hær, grebes han af Frygt og blev såre forfærdet. Da rådspurgte Saul Herren; men Herren svarede ham ikke, hverken ved Drømme eller ved Urim eller ved Profeterne. Saul sagde derfor til sine Folk: "Opsøg mig en Kvinde, som kan mane; så vil jeg gå til hende , og rådspørge hende!" Hans Folk svarede ham: "I En-Dor er der en Kvinde, som kan mane!"

Da gjorde Saul sig ukendelig og tog andre Klæder på og gav sig på Vej, fulgt af to Mænd. Da de om Natten kom til Kvinden, sagde han: "Spå mig ved en Genfærdsånd og man mig den, jeg siger dig, frem!" Kvinden svarede ham: "Du ved jo, hvad Saul har gjort, hvorledes han har udryddet Dødemanerne og Besværgerne af Landet. Hvorfor vil du da lægge Snare for mit Liv og volde min Død?" 10 Da tilsvor Saul hende ved Herren: "Så sandt Herren lever, skal intet lægges dig til Last i denne Sag!" 11 Så sagde Kvinden: "Hvem skal jeg da mane dig frem?" Han svarede: "Man mig Samuel frem!" 12 Kvinden så da Samuel og udstødte et højt Skrig; og Kvinden sagde til Saul: "Hvorfor har du ført mig bag Lyset? Du er jo Saul!" 13 Da sagde Kongen til hende: "Frygt ikke! Men hvad ser du?" Kvinden svarede Saul: "Jeg ser en Ånd stige op af Jorden!" 14 Han sagde atter til hende: "Hvorledes ser han ud?" Hun svarede: "En gammel Mand stiger op, hyllet i en Kappe!" Da skønnede Saul, at det var Samuel, og han kastede sig med Ansigtet til Jorden og bøjede sig.

15 Men Samuel sagde til Saul: "Hvorfor har du forstyrret min Ro og kaldt mig frem?" Saul svarede: "Jeg er i stor Vånde; Filisterne angriber mig, og Gud har forladt mig og svarer mig ikke mere, hverken ved Profeterne eller ved Drømme. Derfor lod jeg dig kalde, for at du skal sige mig, hvad jeg skal gribe til." 16 Da sagde Samuel: "Hvorfor spørger du mig, når Herren har forladt dig og er blevet din Fjende? 17 Herren har handlet imod dig, som han kundgjorde ved mig, og Herren har revet Kongedømmet ud af din Hånd og givet din Medbejler David det. 18 Eftersom du ikke adlød Herren og ikke lod hans glødende Vrede ramme Amalek, så har Herren nu voldet dig dette; 19 Herren vil også give Israel i Filisternes Hånd sammen med dig! I Morgen skal både du og dine Sønner falde; også Israels Hær vil Herren give i Filisternes Hånd!" 20 Da faldt Saul bestyrtet til Jorden, så lang han var, rædselsslagen over Samuels Ord; han var også ganske afkræftet, da han Døgnet igennem intet havde spist.

21 Kvinden kom nu hen til Saul, og da hun så, at han var ude af sig selv af Skræk, sagde hun til ham: "Se, din Trælkvinde adlød dig; jeg satte mit Liv på Spil og adlød de Ord, du talte til mig. 22 Så adlyd du nu også din Trælkvinde; lad mig sætte et Stykke Brød frem for dig; spis det, for at du kan være ved Kræfter, når du går bort!" 23 Men han værgede sig og sagde: "Jeg kan ikke spise!" Men da både hans Mænd og Kvinden nødte ham, gav han efter for dem, rejste sig fra Jorden og satte sig på Lejet. 24 Kvinden havde en Fedekalv i Huset, den skyndte hun sig at slagte; derpå tog hun Mel, æltede det og bagte usyret Brød deraf. 25 Så satte hun det frem for Saul og hans Mænd; og da de havde spist, stod de op og gik bort samme Nat.

29 Filisterne samlede hele deres Hær i Afek, medens Israel havde slået lejr om Kilden ved Jizre'el. Og Filisternes Fyrster rykkede frem med deres Hundreder og Tusinder, og sidst kom David og hans Mænd sammen med Akisj. Da sagde Filisternes Høvdinger: "Hvad skal de Hebræere her?" Akisj svarede: "Det er jo David, Kong Saul af Israels Tjener, som nu allerede har været hos mig et Par År, og jeg har ikke opdaget noget mistænkeligt hos ham, siden han gik over til mig." Men Filisternes Høvdinger blev vrede på ham og sagde: "Send den Mand tilbage til det Sted, du har anvist ham. Han må ikke drage i Kamp med os, for at han ikke skal vende sig imod os under Slaget; thi hvorledes kan denne Mand bedre vinde sin Herres Gunst end med disse Mænds Hoveder? Det var jo David, om hvem man sang under Dans: Saul slog sine Tusinder, men David sine Titusinder!" Da lod Akisj David kalde og sagde til ham: "Så sandt Herren lever: Du er redelig, og jeg er vel tilfreds med, at du går ud og ind hos mig i Lejren, thi jeg har ikke opdaget noget mistænkeligt hos dig, siden du kom til mig; men Fyrsterne er ikke glade for dig. Vend nu derfor tilbage og gå bort i Fred, for at du ikke skal gøre noget, som mishager Filisternes Fyrster!" Da sagde David til Akisj: "Hvad har jeg gjort, og hvad har du opdaget hos din Træl, fra den Dag jeg trådte i din Tjeneste, siden jeg ikke må drage hen og kæmpe mod min Herre Kongens Fjender?" Akisj svarede David: "Du ved, at du er mig kær som en Guds Engel, men Filisternes Høvdinger siger: Han må ikke drage med os i Kampen! 10 Gør dig derfor rede i Morgen tidlig tillige med din Herres Folk, som har fulgt dig, og gå til det Sted, jeg har anvist eder; tænk ikke ilde om mig, thi du er mig kær; gør eder rede i Morgen tidlig og drag af Sted, så snart det bliver lyst!" 11 David og hans Mænd begav sig da tidligt næste Morgen på Hjemvejen til Filisternes Land, medens Filisterne drog op til Jizre'el.

30 Da David og hans Mænd Tredjedagen efter kom til Ziklag, var Amalekiterne faldet ind i Sydlandet og Ziklag, og de havde indtaget Ziklag og stukket det i Brand; Kvinderne og alle, som var der, små og store, havde de taget til Fange; de havde ingen dræbt, men ført dem med sig, da de drog bort. Da David og hans Mænd kom til Byen, se, da var den nedbrændt og deres Hustruer, Sønner og Døtre taget til Fange. Da brast David og hans Krigere i lydelig Gråd, og de græd, til de ikke kunde mere. Også Davids to Hustruer Ahinoam fra Jizre'el og Abigajil, Karmeliten Nabals Hustru, var taget til Fange. Og David kom i stor Vånde, thi Folkene tænkte på at stene ham, da de alle græmmede sig over deres Sønner eller Døtre. Men David søgte Styrke hos Herren sin Gud; og David sagde til Præsten Ebjatar, Ahimeleks Søn: "Bring mig Efoden hid!" Og Ebjatar bragte David den. Da rådspurgte David Herren: "Skal jeg sætte efter denne Røverskare? Kan jeg indhente den?" Han svarede: "Sæt efter den; thi du skal indhente den og bringe Redning!"

Så drog David af Sted med de 600 Mand, som var hos ham, og de kom til Besorbækken, hvor de, som skulde lades tilbage, blev stående; 10 men David begyndte Forfølgelsen med 400 Mand, medens 200 Mand, som var for udmattede til at gå over Besorbækken, blev tilbage. 11 Og de fandt en Ægypter liggende på Marken; ham tog de med til David og gav ham Brød at spise og Vand at drikke; 12 desuden gav de ham en Figenkage og to Rosinkager. Da han havde spist, kom han til Kræfter; - thi han havde hverken spist eller drukket i hele tre Døgn. 13 David spurgte ham da: "Hvem tilhører du, og hvor er du fra?" Han svarede: "Jeg er en ung Ægypter, Træl hos en Amalekit; min Herre efterlod mig her, da jeg for tre Dage siden blev syg. 14 Vi gjorde Indfald i det kretiske Sydland, i Judas Område og i Kalebs Sydland, og Ziklag stak vi i Brand." 15 Da sagde David til ham: "Vil du vise mig Vej til denne Røverskare?" Han svarede: "Tilsværg mig ved Gud, at du hverken vil dræbe mig eller udlevere mig til min Herre, så vil jeg vise dig Vej til den!" 16 Så viste han dem Vej, og de traf dem spredte rundt om i hele Egnen i Færd med at spise og drikke og holde Fest på hele det store Bytte, de havde taget fra Filisterlandet og Judas Land. 17 David huggede dem da ned fra Dæmring til Aften; og ingen af dem undslap undtagen 400 unge Mænd, som svang sig på Kamelerne og flygtede. 18 Og David reddede alt, hvad Amalekiterne havde røvet, også sine to Hustruer. 19 Og der savnedes intet, hverken småt eller stort, hverken Byttet eller Sønnerne og Døtrene eller noget af, hvad de havde taget med; det hele bragte David tilbage. 20 Da tog de alt Småkvæget og Hornkvæget og drev det hen for David og sagde: "Her er Davids Bytte!"

21 Da David kom til de 200 Mand, som havde været for udmattede til at følge ham, og som han havde ladet blive ved Besorbækken, gik de David og hans Folk i Møde, og David gik hen til Folkene og hilste på dem. 22 Men alle ildesindede Niddinger blandt dem, som havde fulgt David, tog til Orde og sagde: "De fulgte os ikke, derfor vil vi intet give dem af Byttet, vi har reddet; kun deres Hustruer og Børn må de tage med hjem!" 23 David sagde: "Således må I ikke gøre, nu da Herren har været gavmild imod os og skærmet os og givet Røverskaren, som overfaldt os, i vor Hånd. 24 Hvem er der vel, som vil følge eder i det? Nej, den, der drog i Kampen, og den, der blev ved Trosset, skal have lige Del, de skal dele med hinanden!" 25 Og derved blev det både den Dag og siden; han gjorde det til Lov og Ret i Israel, som det er den Dag i bag.

26 Da David kom til Ziklag, sendte han noget af Byttet til de Ældste i Juda, som var hans Venner, med det Bud: "Her er en Gave til eder af Byttet, der er taget fra Herrens Fjender!" 27 Det var til dem i Betel, i Ramot i Sydlandet, i Jattir, 28 dem i Ar'ara, i Sifmot, i Esjtemoa, 29 i Karmel, i Jerame'eliternes Byer, i Keniternes Byer, 30 i Horma, i Bor-Asjan, i Atak, 31 i Hebron, og ligeledes til alle de andre Steder, hvor David havde færdedes med sine Mænd.

31 Imidlertid angreb Filisterne Israel; og Israels Mænd flygtede for Filisterne, og de faldne lå rundt om på Gilboas Bjerg. Og Filisterne forfulgte Saul og hans Sønner og dræbte Sauls Sønner, Jonatan, Abinadab og Malkisjua. Kampen rasede om Saul, og han blev opdaget af Bueskytterne og grebes af stor Angst for dem. Da sagde Saul til sin Våbendrager: "Drag dit Sværd og gennembor mig, for at ikke disse uomskårne skal komme og gennembore mig og mishandle mig!" Men Våbendrageren vilde ikke, thi han gøs tilbage derfor. Da tog Saul Sværdet og styrtede sig i det; og da Våbendrageren så, at Saul var død, styrtede også han sig i sit Sværd og fulgte ham i Døden. Således fulgtes denne Dag Saul, hans tre Sønner, hans Våbendrager og alle hans Mænd i Døden. Men da Israels Mænd i Byerne i Dalen og ved Jordan så, at Israels Mænd var flygtet, og at Saul og hans Sønner var faldet, forlod de Byerne og flygtede, hvorpå Filisterne kom og besatte dem.

Da Filisterne Dagen efter kom for at plyndre de faldne, fandt de Saul og hans tre Sønner liggende på Gilboas Bjerg; de huggede da Hovedet at ham, afførte ham hans Våben og sendte Bud rundt i Filisternes Land for at bringe deres Afguder og Folket Glædesbudet. 10 Våbnene lagde de i Astartes Tempel, men Kroppen hængte de op på Bet-Sjans Mur. 11 Men da Indbyggerne i Jabesj i Gilead hørte, hvad Filisterne havde gjort ved Saul, 12 brød alle våbenføre Mænd op, og efter at have gået hele Natten igennem tog de Sauls og hans Sønners Kroppe ned fra Bet-Sjans Mur, bragte dem med til Jabesj og brændte dem der. 13 Så tog de deres Ben og jordede dem under Tamarisken i Jabesj og fastede syv Dage.

Filistrene forbereder sig til kamp mod Israel

28 På den tid overvejede filistrene igen at gå til angreb på Israel. „I skal følge med os i kamp mod Israel,” sagde kong Akish til David og hans mænd. „Det er i orden!” svarede David. „Du vil få at se, hvad vi er værd.” „Det kan jeg lide!” udbrød Akish. „Jeg udnævner dig hermed til min personlige livvagt.”

Saul besøger en åndemaner

Samuel var jo død, og hele Israel havde holdt sørgeklage over ham, dengang de begravede ham i hans hjemby Rama. I Samuels tid havde Saul følt sig nødsaget til at udrydde samtlige spåmænd og dødemanere i landet.

Da filistrenes hær var nået frem til Shunem i Jizre’eldalen, lå Saul i lejr med hele Israels hær på Gilboahøjen med udsigt over dalen. Da Saul så filistrenes enorme hær, blev han skrækslagen og havde mest lyst til at flygte. Han prøvede at spørge Herren, om han skulle gå i krig eller ej, men Herren svarede ham ikke et ord, hverken gennem drømme eller ved det hellige lod, Urim, eller ved et budskab fra profeterne. Derfor gav Saul sine folk ordre til at finde en dødemaner, han kunne spørge til råds. Det lykkedes dem at finde en kvinde i En-Dor,[a] der kunne kontakte de døde. Så forklædte Saul sig, tog to af sine mænd med, og i ly af mørket opsøgte han kvinden.

„Jeg må i kontakt med en af de døde,” bad Saul. „Kan du mane hans ånd frem?”

„Er du ude på at få mig slået ihjel?” spurgte kvinden. „Ved du ikke, at Saul har udryddet landets spåmænd og dødemanere?” 10 Men Saul svarede: „Så sandt Herren lever, sværger jeg på, at der ikke vil ske dig noget.”

11 Så spurgte hun: „Hvem er det, du ønsker kontakt med?”

„Samuel,” svarede Saul.

12 Kvinden så nu Samuel, der viste sig for hende, og hun skreg op med det samme: „Du har bedraget mig! Du er jo Saul!”

13 „Vær ikke bange. Der skal ikke ske dig noget,” svarede kongen. „Men sig mig, hvem det er, du ser.”

„Jeg ser en ånd komme op af jorden.”

14 „Hvordan ser den ud?”

„Det er en gammel mand indhyllet i en kappe.”

Da forstod Saul, at det var Samuel, og han bøjede sig ærbødigt for ham.

15 „Hvorfor har du forstyrret mig og manet mig frem?” spurgte Samuel.

„Fordi jeg er i knibe,” svarede Saul. „Filistrene er klar til at angribe os, men Gud har forladt mig, og han svarer mig hverken gennem drømme eller ved profeterne. Derfor henvender jeg mig direkte til dig for at få at vide, hvad jeg skal gøre.”

16 Men Samuel svarede: „Hvorfor spørger du mig, når Herren har forladt dig og er blevet din modstander? 17 Det er jo hans eget ord, som jeg selv har profeteret for dig, der nu går i opfyldelse: Han vil rive kongedømmet fra dig og give det til din rival, David. 18 Det er konsekvensen af, at du ikke adlød Herrens ord, dengang han brugte dig som sit redskab til at straffe amalekitterne. 19 Og hvad værre er: i morgen skal hele Israels hær prisgives og hugges ned af filistrene, og du selv og dine sønner skal ende her hos mig.”

20 Da kastede Saul sig fladt ned på jorden, lammet af frygt over Samuels ord. Han var desuden udmattet af sult, for han havde ikke spist i næsten et døgn. 21 Da kvinden så, hvor fortvivlet han var, sagde hun: „Herre, jeg satte livet på spil ved at føje dig. 22 Nu beder jeg dig om at føje mig og lade mig give dig noget at spise, så du kan komme til kræfter inden hjemturen.”

23 Saul vægrede sig og sagde: „Jeg kan ikke spise noget.” Men da både kvinden og hans egne mænd ihærdigt prøvede at overtale ham, gav han efter, rejste sig fra gulvet og satte sig op på sengen. 24 Kvinden skyndte sig nu at slagte sin fedekalv. Hun æltede også mel og bagte usyrnet brød. 25 Så serverede hun maden for kongen og hans mænd, og de spiste, før de samme nat drog af sted derfra.

De andre filisterkonger vil ikke have David med i krigen

29 Mens israelitterne lå i lejr oppe ved Jizre’elflodens kilde, havde filistrene mønstret deres samlede hær ved byen Afek.[b] De fem filisterkonger var troppet op med hver deres hærstyrker, og David og hans mænd var fulgt med i bagtroppen af kong Akish’ hær.

Da de fire andre filisterkonger så David og hans mænd, sagde de til Akish: „Hvad laver de hebræere her?” Han svarede: „Det er David, som i sin tid flygtede fra kong Saul i Israel. Han har været i min tjeneste i årevis, og jeg har aldrig haft noget at udsætte på ham.”

„Send den mand hjem til den by, du har givet ham at bo i,” forlangte de øvrige konger. „Hvis han deltager i krigen, kan vi risikere, at han falder os i ryggen. Her får han jo en perfekt anledning til at genvinde Sauls tillid. Det er trods alt den selv samme mand, som Israels kvinder hyldede med ordene: ‚Saul har besejret sine tusinder, men David har besejret sine titusinder.’ ”

Så kaldte Akish på David og hans mænd og sagde: „Jeg sværger ved den levende Gud, at jeg sætter pris på den loyalitet, I har udvist,” sagde han. „Hvis det stod til mig, ville I få lov til at følge med os i kamp. Men de andre konger siger nej. Gå nu stille og roligt tilbage til jeres by, så vi ikke rager uklar med de andre konger.”

„Jamen, hvad har jeg gjort?” udbrød David. „Har jeg ikke altid været loyal over for dig? Hvorfor må jeg ikke få lov til at kæmpe mod min herres fjender?”

„I mine øjne er du som sendt af Gud,” forsikrede kong Akish David, „men det ændrer ikke ved den kendsgerning, at de andre ikke vil have dig med. 10 Gør nu, som jeg siger, og tag hjem i morgen ved daggry.”

11 Tidligt næste morgen vendte David og hans mænd så tilbage til filistrenes land, mens hæren drog videre i retning af Jizre’eldalen.

David tager hævn over amalekitterne

30 Da David og hans mænd to dage senere ankom til deres hjemby, Ziklag, fandt de, at amalekitterne på et af deres plyndringstogter i sydlandet havde indtaget byen og brændt den ned til grunden. De havde ikke slået indbyggerne ihjel, men taget dem med sig som krigsfanger, inklusive kvinder og børn. Da David og hans mænd så ud over de nedbrændte ruiner, og det gik op for dem, hvad der var sket med deres familier, græd de, til de ikke havde en tåre tilbage. Også Davids to koner, Ahinoam og Abigajil, var bortført. Det var et hårdt slag for David, og hans egen situation forværredes ved, at hans mænd, der var knust og forbitrede over den skæbne, der var overgået deres børn, gav ham skylden og begyndte at tale om at stene ham. Men David søgte styrke hos Herren.

Så sagde han til præsten Ebjatar: „Tag den hellige efod frem!” Ebjatar hentede så efoden, som man brugte for at få et svar fra Herren.

„Skal jeg følge efter den røverbande?” spurgte David Herren. „Kan jeg nå at indhente dem?”

„Ja,” svarede Herren, „følg efter dem og befri alle fangerne.”

Så optog David og hans 600 mænd straks forfølgelsen af amalekitterne. Da de kom til Besorbækken, besluttede de at lade deres forsyninger og nogle af mændene blive der. 10 200 af de mest udmattede blev så ved bækken for at hvile sig og passe på forsyningerne, mens resten fortsatte forfølgelsen. 11-12 Undervejs fandt mændene en egyptisk slave, og ham førte de til David. Manden havde ikke fået noget at spise eller drikke i to døgn,[c] så de gav ham nogle brød, en figenkage, to rosinkager og noget vand. Da han var kommet til kræfter, spurgte David ham: 13 „Hvem er din herre, og hvor kommer du fra?”

„Jeg er egypter og slave hos en amalekit,” svarede han. „Min herre efterlod mig her for to dage siden, fordi jeg blev syg. 14 Vi var på vej hjem efter at have været på forskellige plyndringstogter i den sydlige del af filistrenes[d] land, Judas land og Kalebs land. Undervejs brændte vi Ziklag ned til grunden.”

15 „Kan du vise os vej til de slyngler?” spurgte David.

Egypteren svarede: „Hvis du ved Guds navn vil sværge på, at du ikke vil slå mig ihjel eller udlevere mig til min herre, lover jeg at føre jer til dem.”

16 Så førte han dem lige til amalekitternes lejr. De havde spredt sig ud over sletten, hvor de var i færd med at spise og drikke og danse af lystighed over det store krigsbytte, de havde taget fra filistrene og fra Judas folk. 17 Så snart det blev lyst, stormede David og hans mænd frem og dræbte amalekitterne fra tidlig morgen til sen aften. De eneste, der undslap, var 400 unge mænd, der flygtede på deres kameler. 18-19 David tog alt krigsbyttet tilbage, og han befriede alle krigsfangerne—også sine egne to koner. 20 Hans mænd samlede kvæget, gederne og fårene og førte dem til David. „Det er din personlige belønning,” sagde mændene til ham.

21 Da de nåede tilbage til Besorbækken og til de 200 mænd, som havde været for udmattede til at fortsætte forfølgelsen og derfor var blevet efterladt for at passe på forsyningerne, hilste David på dem med glæde. 22 Men nogle onde og selviske mænd blandt Davids krigere sagde: „De folk har ikke været med os i kampen. Derfor skal de heller ikke have del i krigsbyttet. Hvis de får deres koner og børn, må det være nok.”

23-24 Men David brød ind: „Nej, vær ikke så nærige med det, Herren har givet os. Det er jo Herren, som har hjulpet os med at besejre fjenden. Derfor deler vi byttet ligeligt imellem os, både mellem dem, der deltog i kampen, og dem, der blev tilbage og passede på forsyningerne.”

25 Fra da af har princippet om ligelig fordeling været som en lov i Israel, og det gælder den dag i dag.

26 Da David kom tilbage til Ziklag, sendte han noget af krigsbyttet til sine venner blandt Judas ledere sammen med følgende hilsen: „Det her er en gave til jer. Jeg har taget den fra Herrens fjender.” 27-31 Han sendte en sådan gave til lederne i de byer, hvor han og hans mænd havde været. Det var blandt andet Bet Zur,[e] Ramot i Negev, byerne Jattir, Aroer, Sifmot, Eshtemoa og Karmel,[f] jerahme’elitternes og kenitternes byer, og byerne Horma, Bor-Ashan, Atak og Hebron.

Saul og hans sønner mister livet

31 I mellemtiden var filistrene nået frem til Jizre’eldalen og gået til angreb på israelitternes lejr på Gilboahøjen. Israels hær flygtede og efterlod mange faldne rundt om på højens skråninger. Filistrene satte efter Saul og hans sønner Jonatan, Abinadab og Malkishua, og det lykkedes dem at dræbe sønnerne.

Kampen rasede omkring Saul, og det lykkedes filistrenes bueskytter at få ram på ham. Han blev hårdt såret og råbte til sin våbendrager: „Træk dit sværd og gennembor mig, før de ugudelige og uomskårne filistre gennemborer og vanærer mig.” Men våbendrageren kunne ikke få sig selv til at dræbe Saul. Derfor tog Saul sit sværd og kastede sig mod det, så sværdet gennemborede ham. Da våbendrageren så, at Saul var død, fulgte han sin herres eksempel og kastede sig mod sit eget sværd. Den dag døde både Saul, hans tre sønner, hans våbendrager og hele hans livvagt.

Da de israelitter, der boede på den anden side af dalen og øst for Jordanfloden, blev klar over, at hæren var flygtet, og at Saul og hans sønner var døde, flygtede de fra deres byer, og filistrene overtog byerne.

Næste dag drog filistrene ud for at plyndre de faldne, og de fandt Sauls og hans tre sønners lig på Gilboahøjen. Så huggede de hovedet af Saul og tog hans våben, hvorefter de sendte sejrsbudskabet hjem til alle deres afgudstempler og deres landsmænd. 10 Sauls våben blev udstillet i Astartetemplet, og hans lig blev hængt op på Bet-Shans mur.

11 Men da indbyggerne i Jabesh i Gilead hørte, hvad filistrene havde gjort ved Saul, 12 gik deres tapre krigere samme nat til Bet-Shan og tog Sauls og hans sønners lig ned fra muren. Så bragte de dem til Jabesh, hvor de brændte dem. 13 Knoglerne begravede de under egetræet i Jabesh, hvorefter de sørgede og fastede i syv dage.

Footnotes

  1. 28,7 En-Dor ligger ca. 10 km nord for Gilboahøjen, hvor Saul opholdte sig.
  2. 29,1 Dette kapitel er et tilbageblik over de sidste forberedelser, før filistrene rykkede frem til Shunem som omtalt i 28,4. Formålet er at klargøre, hvorfor David ikke kom med i kampen mod Sauls hær.
  3. 30,11-12 Den hebraiske tekst siger „tre dage og tre nætter”. Men da man i den daværende kultur og på hebraisk talte dagene inklusivt, betyder „den tredje dag” „to dage senere” som i vers 1 eller „for to dage siden” som i vers 13 (jf. den danske oversættelse fra 1992.) Udtrykket „tre dage og nætter” betyder tre dage, inklusivt regnet, både dag og nat, altså på dansk tre dage og to nætter eller to døgn.
  4. 30,14 På hebraisk: „kretitterne”. Det er navnet på den gruppe blandt filistrene, som boede længst mod syd. Ordet hentyder muligvis til, at disse folk oprindeligt kom fra Kreta.
  5. 30,27-31 Septuaginta siger: Bet Zur (Jos. 15,58), den masoretiske tekst siger: Betel, som muligvis oprindeligt har været Betul (Jos. 19,4).
  6. 30,27-31 Fra Septuaginta. Den masoretiske tekst siger: „Rakal”. I øvrigt nævner Septuaginta flere byer her, hvis navne sandsynligvis er faldet ud af den hebraiske tekst under afskrivningen.