Add parallel Print Page Options

13 Saul var....År ved sin Tronbestigelse, og han herskede i....År over Israel.

Saul udvalgte sig 3000 Mand af Israel; af dem var 2000 hos Saul i Mikmas og i Bjergene ved Betel, 1000 hos Jonatan i Gibea i Benjamin; Resten af Krigerne lod han gå hver til sit. Da fældede Jonatan Filisternes Foged i Geba. Det kom nu Filisterne for Øre, at Hebræerne havde revet sig løs. Men Saul havde ladet støde i Hornet hele Landet over, og hele Israel hørte, at Saul havde fældet Filisternes Foged, og at Israel havde vakt Filisternes Vrede. Og Folket stævnedes sammen i Gilgal til at følge Saul, men Filisterne havde samlet sig til Kamp mod Israel, 3000 Stridsvogne, 6000 Ryttere og Fodfolk så talrigt som Sandet ved Havets Bred, og de drog op og lejrede sig i Mikmas lige over for Bet-Aven. Da Israels Mænd skønnede, hvilken Fare de var i thi Folket blev trængt, skjulte Folket sig i Huler, Jordhuller, Klipperevner, Gruber og Cisterner eller gik over Jordans Vadesteder til Gads og Gileads Land. Men Saul var endnu i Gilgal, og hele Folket fulgte ham med Frygt i Sind. Han ventede syv Dage til den Tid, Samuel havde fastsat; men Samuel kom ikke til Gilgal. Da Folket så spredte sig og forlod Saul, sagde han: "Bring Brændofferet og Takofrene hen til mig!" Så ofrede han Brændofferet. 10 Men lige som han var færdig med at ofre Brændofferet, se, da kom Samuel, og Saul gik ham i Møde for at hilse på ham. 11 Da sagde Samuel: "Hvad har du gjort!" Saul svarede: "Jeg så, at Folket spredte sig og forlod mig, men du kom ikke til den fastsatte Tid, og Filisterne samlede sig ved Mikmas; 12 så tænkte jeg: Nu drager Filisterne ned til Gilgal imod mig, og jeg har endnu ikke vundet Herrens Gunst; da tog jeg Mod til mig og bragte Brændofferet!" 13 Samuel sagde til Saul: "Tåbeligt har du handlet. Hvis du havde holdt den Befaling, Herren din Gud gav dig, vilde Herren nu have grundfæstet dit Kongedømme over Israel til evig Tid; 14 men nu skal dit Kongedømme ikke bestå. Herren har udsøgt sig en Mand efter sit Hjerte, og ham har Herren kaldet til Fyrste over sit Folk, fordi du ikke holdt, hvad Herren bød dig!" 15 Derpå brød Samuel op og gik bort fra Gilgal; men den tilbageblevne Del af Folket drog op i Følge med Saul for at støde til Krigerne, og de kom fra Gilgal til Gibea i Benjamin. Da mønstrede Saul de Folk, han havde hos sig, omtrent 600 Mand; 16 og Saul og hans Søn Jonatan og de Folk, de havde hos sig, lå i Geba i Benjamin, medens Filisterne lå lejret i Mikmas. 17 Fra Filisternes Lejr drog så en Skare ud i tre Afdelinger for at plyndre; den ene Afdeling drog i Retning af Ofra til Sjualegnen, 18 den anden i Retning af Bet Horon og den tredje i Retning af den Høj, som rager op over Zeboimdalen, ad Ørkenen til. 19 Men der fandtes ingen Smede i hele Israels Land; thi Filisterne havde tænkt, at Hebræerne ellers kunde lave sig Sværd og Spyd; 20 derfor måtte hele Israel drage ned til Filisterne for at få hvæsset deres Plovjern, Hakker, Økser eller Pigkæppe; 21 det kostede en Pim at få slebet Plovjem og Hakker og en Tredjedel Sekel for Økser og for at indsætte Pig. 22 Således fandtes der, den Dag Slaget stod ved Mikmas, hverken Sværd eller Spyd hos nogen af Krigerne, som var hos Saul og Jonatan; kun Saul og hans Søn Jonatan havde Våben. 23 Filisternes Forpost rykkede frem til Mikmaspasset. 14 Da hændte det en Dag, at Sauls Søn Jonatan sagde til sin Våbendrager: "Kom, lad os gå over til Filisternes Forpost her lige overfor!" Men til sin Fader sagde han intet derom. Saul sad just ved Udkanten af Geba under Granatæbletræet ved Tærskepladsen, og folkene, som var hos ham, var omtrent 600 Mand. Og Ahija, en Søn af Ahitub, der var Broder til Ikabod, en Søn af Pinehas, en Søn af Eli, Herrens Præst i Silo, bar Efoden. Men Folkene vidste intet om, at Jonatan var gået. I Passet, som Jonatan søgte at komme over for at angribe Filisternes Forpost, springer en Klippespids frem på hver Side; den ene hedder Bozez, den anden Sene. Den ene Spids rager i Vejret på Nordsiden ud for Mikmas, den anden på Sydsiden ud for Geba. Jonatan sagde da til Våbendrageren: "Kom, lad os gå over til disse uomskårnes Forpost; måske vil Herren stå os bi, thi intet hindrer Herren i at give Sejr, enten der er mange eller få!" Våbendrageren svarede: "Gør, hvad du har i Sinde! Jeg går med; som du vil, vil også jeg!" Da sagde Jonatan: "Vi søger nu at komme over til de Mænd og sørger for, at de får os at se. Hvis de så siger til os: Stå stille, vi kommer hen til eder! så bliver vi stående, hvor vi står, og går ikke op til dem. 10 Men siger de: Kom op til os! går vi derop; thi så har Herren givet dem i vor Hånd; det skal være vort Tegn!" 11 Da nu Filisternes Forpost fik Øje på dem, sagde Filisterne: "Se, der kommer nogle Hebræere krybende ud af de Jordhuller, de har skjult sig i!" 12 Og Mændene, der stod på Forpost, råbte til Jonatan og hans Våbendrager: "Kom op til os, så skal vi lære jer!" Da sagde Jonatan til Våbendrageren: "Følg med derop, thi Herren har givet dem i Israels Hånd!" 13 Så klatrede Jonatan op på Hænder og Fødder, og Våbendrageren bagefter. Da flygtede de for Jonatan; og han huggede dem ned, og Våbendrageren fulgte efter og gav dem Dødsstødet; 14 og i første Omgang fældede Jonatan og hans Våbendrager henved tyve Mand på en Strækning af omtrent en halv Dags Pløjeland. 15 Da opstod der Rædsel både i og uden for Lejren. og alle Krigerne, både Forposten og Strejfskaren, sloges med Rædsel; tilmed kom der et Jordskælv, og det fremkaldte en Guds Rædsel.

16 Men da Sauls Udkigsmænd i Geba i Benjamin så derhen, opdagede de, at det bølgede hid og did i Lejren. 17 Da sagde Saul til sine Folk: "Hold Mønstring og se efter, hvem af vore der er gået bort!" Og ved Mønstringen viste det sig, at Jonatan og hans Våbendrager manglede. 18 Da sagde Saul til Ahija: "Bring Efoden hid!" Han bar nemlig dengang Efoden foran Israel. 19 Men medens Saul talte med Præsten, blev Forvirringen i Filisternes Lejr større og større. Saul sagde da til Præsten: "Lad det kun være!" 20 Og alle Sauls Krigere samlede sig om ham, og da de kom til Kamppladsen, se, da var den enes Sværd løftet mod den andens, og alt var i stor Forvirring. 21 Og de Hebræere, som tidligere havde stået under Filisterne og havde gjort dem Hærfølge, faldt fra og sluttede sig til Israel, som fulgte Saul og Jonatan. 22 Og da de israelitiske Mænd, som havde skjult sig i Efraims Bjerge, hørte, at Filisterne var på Flugt, satte også de efter dem for at bekæmpe dem.

23 Således gav Herren Israel Sejr den Dag. Da Kampen havde strakt sig hen forbi Bet Horon - 24 alle Krigerne var med Saul, omtrent 10000 Mand, og Kampen bredte sig over Efraims Bjerge begik Saul den Dag en stor Dårskab, idet han tog Folket i Ed og sagde: "Forbandet være hver den, som nyder noget før Aften, før jeg får taget Hævn over mine Fjender!" Og alt Folket afholdt sig fra at spise. 25 Der fandtes nogle Bikager på Marken, 26 og da Folket kom til Bikagerne, var Bierne borte; men ingen førte Hånden til Munden; thi Folket frygtede Eden. 27 Jonatan havde dog ikke hørt, at hans Fader tog Folket i Ed, og han rakte Spidsen af den Stav, han havde i Hånden, ud, dyppede den i en Bikage og førte Hånden til Munden; derved fik hans Øjne atter Glans. 28 Da tog en af Krigerne til Orde og sagde: "Din Fader tog Folket i Ed og sagde: Forbandet være hver den, som nyder noget i Dag! Og dog var Folket udmattet." 29 Men Jonatan sagde: "Min Fader styrter Landet i Ulykke! Se, hvor mine Øjne fik Glans, fordi jeg nød den Smule Honning! 30 Nej, havde Folket blot i bag spist dygtigt af Byttet, det tog fra Fjenden! Thi nu blev Filisternes Nederlag ikke stort."

31 De slog da den Dag Filisterne fra Mikmas til Ajjalon, og Folket var meget udmattet. 32 Derfor kastede Folket sig over Byttet, tog Småkvæg, Hornkvæg og Kalve og slagtede dem på Jorden og spiste Kødet med Blodet i. 33 Da meldte man det til Saul og sagde: "Se, Folket synder mod Herren ved at spise Kødet med Blodet i!" Og han sagde: "I forbryder eder! Vælt mig en stor Sten herhen!" 34 Derpå sagde Saul: "Gå rundt iblandt Folket og sig til dem: Enhver skal bringe sin Okse eller sit Får hen til mig og slagte det her! Så kan I spise; men synd ikke mod Herren ved at spise Kødet med Blodet i!" Da bragte hver og en af Folket, hvad han havde, og slagtede det der. 35 Og Saul byggede Herren et Alter; det var det første Alter, han byggede Herren.

36 Derpå sagde Saul: "Lad os drage ned efter Filisterne i Nat og udplyndre dem, før Dagen gryr, og ikke lade nogen af dem blive tilbage!" De svarede: "Gør, hvad du under for godt!" Men Præsten sagde: "Lad os her træde frem for Gud!" 37 Så rådspurgte Saul Gud:"Skal jeg drage ned efter Filisterne? Vil du give dem i Israels Hånd?" Men han svarede ham ikke den Dag. 38 Da sagde Saul: "Kom hid, alle Folkets Øverster, og se efter, hvad det er for en Synd, der er begået i Dag; 39 thi så sandt Herren lever, han, som har givet Israel Sejr: Om det så er min Søn Jonatan, der har begået den, skal han dø!" Men ingen af Folket svarede. 40 Da sagde han til hele Israel: "I skal være den ene Part, jeg og min Søn Jonatan den anden!" Folket svarede Saul: "Gør, hvad du finder for godt!" 41 Derpå sagde Saul til Herren: "Israels Gud! Hvorfor svarer du ikke din Tjener i Dag? Hvis Skylden ligger hos mig eller min Søn Jonatan, Herre, Israels Gud, så lad Urim komme frem; men ligger den hos dit Folk Israel, så lad Tummim komme frem!" Da ramtes Jonatan og Saul af Loddet, men Folket gik fri. 42 Saul sagde da: "Kast Lod mellem mig og min Søn Jonatan!" Så ramtes Jonatan. 43 Da sagde Saul til Jonatan: "Sig mig, hvad du har gjort!" Jonatan svarede: "Jeg nød lidt Honning på Spidsen af Staven, jeg havde i Hånden. Se, jeg er rede til at dø!" 44 Da sagde Saul: "Gud ramme mig både med det ene og det andet! Du skal visselig dø, Jonatan!" 45 Men Folket sagde til Saul: "Skal Jonatan dø, han, som har vundet Israel denne store Sejr? Det være langt fra! Så sandt Herren lever, ikke et Hår skal krummes på hans Hoved; thi med Guds Hjælp vandt han Sejr i Dag!" Da udløste Folket Jonatan, og han blev friet fra Døden. 46 Men Saul holdt op med at forfølge Filisterne og drog hjem, medens Filisterne trak sig tilbage til deres Land.

47 Da Saul havde vundet Kongedømmet over Israel, førte han Krig med alle sine Fjender rundt om, Moab, Ammoniterne, Edom, Kongen af Zoba og Filisterne, og Sejren fulgte ham overalt, hvor han vendte sig hen. 48 Han udførte Heltegerninger, slog Amalek og befriede Israel fra dem, som hærgede det.

49 Sauls Sønner var Jonatan, Jisjvi og Malkisjua; af hans to Døtre hed den førstefødte Merab og den yngste Mikal. 50 Sauls Hustru hed Ahinoam, en Datter af Ahimåz; hans Hærfører hed Abiner, en Søn af Sauls Farbroder Ner; 51 Sauls Fader Kisj og Abners Fader Ner var Sønner af Abiel.

52 Men Krigen med Filisterne var hård, lige så længe Saul levede; og hver Gang Saul traf en heltemodig og tapper Mand, knyttede han ham til sig.

Sauls ulydighed imod Gud

13 Saul var 30 år, da han blev konge, og han regerede i 42 år.[a] Han udvalgte 3000 af de bedste israelitiske krigere og tog de 2000 med sig til Mikmas i bjergområdet ved Betel, mens han lod de 1000 blive hos sin søn Jonatan, der tog til Geba.[b] Resten af hæren sendte han hjem. 3-4 Jonatan angreb og udslettede filistrenes garnison i Geba. Rygtet om denne israelitiske oprørshandling nåede hurtigt til filistrenes hjemland, og Saul skyndte sig at sende bud rundt i hele Israel om, at han havde udryddet filistrenes garnison, og at man kunne forvente, at filistrene nu ville gå til modangreb. Derfor indkaldte han hele Israels hær til at samles ved Gilgal. I mellemtiden samlede filistrene en mægtig hær på 3000 stridsvogne, 6000 ryttere og lige så mange fodfolk, som der er sandkorn ved stranden. Denne hær rykkede frem og slog lejr ved Mikmas øst for Bet-Aven. Da israelitterne fik øje på fjendens enorme hær, mistede de totalt modet og nogle gemte sig i klippehuler, grotter, kløfter, gravhuler eller tomme vandreservoirer. Andre krydsede Jordanfloden og undslap til Gads og Gileads land.

Saul blev i Gilgal med sine mest loyale krigere, som dog rystede af skræk. Han ventede på Samuel i syv dage, som han havde fået besked på. Men Samuel kom ikke til Gilgal som ventet, og Sauls mænd begyndte at forlade ham. Da besluttede Saul at ofre brændofferet og takofferet uden Samuel. 10 Netop som han var færdig med det, kom Samuel. Saul gik ham i møde for at byde ham velkommen. 11 Men Samuel udbrød: „Hvad har du dog gjort?” „Hvad skulle jeg ellers stille op?” indvendte Saul. „Mændene begyndte at desertere, du kom ikke til den tid, vi havde aftalt, og filistrene gjorde klar til kamp ved Mikmas. 12 Så tænkte jeg: ‚Filistrene kan angribe, hvad øjeblik det skal være, og jeg har endnu ikke bedt Herren om hjælp.’ Derfor tog jeg mod til mig og ofrede selv brændofferet i stedet for at vente på dig.”

13 „Hvor var det tåbeligt af dig at overtræde Herren, din Guds, bud!” udbrød Samuel. „Havde du bare adlydt ham, ville han have ladet dig og dine efterkommere bevare kongemagten i Israel for altid. 14 Men nu har din ulydighed kostet dig kongedømmet. Herren ønsker nemlig en mand, han kan stole på. Han har allerede udvalgt den mand, som skal være konge for hans folk i stedet for dig, for du har overtrådt hans bud.”

15 Derefter forlod Samuel Gilgal og tog til Gibea.[c] Men Saul og de 600 mand, der var tilbage af hans hær, tog af sted for at møde fjendehæren. 16 Saul og Jonatan og deres 600 mand slog lejr i Geba tæt ved Mikmas, hvor filistrenes hær lå. 17 I mellemtiden rykkede tre afdelinger ud fra filistrenes lejr. Den ene satte kursen mod Ofra i Shual-området, 18 den anden søgte i retning af Bet-Horon, og den tredje mod området over Zeboimdalen i ørkenen.

19 På den tid fandtes der ikke en eneste smed i hele Israel, for filistrene ville forhindre hebræerne i at ruste sig med sværd og spyd. 20 Derfor var israelitterne tvunget til at opsøge en filistersmed, hver gang de skulle have slebet deres plovskær, hakker, økser eller segl. 21 Prisen for en slibning var 2/3 shekel for plovskær og hakker, 1/3 shekel for økser, segl og pigstave. 22 Denne situation var årsag til, at der ikke fandtes et eneste sværd eller spyd i hele Israels hær, bortset fra Sauls og Jonatans. 23 I mellemtiden var en afdeling af filisterhæren rykket frem og havde besat bjergpasset ved Mikmas.

Jonatans heltedåd og filistrenes nederlag

14 En dag sagde Jonatan til den unge mand, som bar hans våben: „Kom, lad os snige os over til filistrenes udpost på den anden side af bjergpasset.” Men han sagde ikke til sin far, at han tog af sted.

Saul og hans 600 mænd lå i lejr ved granatæbletræet på bakken[d] ved Migron. Blandt mændene var også præsten Ahija, som bar den hellige efod. Hans far var Ahitub, Ikabods bror, hans farfar var Pinehas, og hans oldefar var Eli, som havde været Herrens præst i Shilo.

Ingen havde lagt mærke til, at Jonatan havde forladt lejren. For at nå frem til filistrene måtte Jonatan igennem et pas, som lå i en kløft med et stort klippefremspring på hver side. De to klippeformationer var kendt under navnene Botzetz og Sene. Den ene lå mod nord i retning af Mikmas, og den anden mod syd i retning af Geba.

„Kom, lad os gå over til de uomskårne og ugudelige filistre,” sagde Jonatan til sin våbenbærer. „Måske vil Herren hjælpe os. Herren kan give os sejr, hvad enten vi er mange eller få.”

„Gør, som du vil!” svarede våbendrageren. „Jeg går med dig, lige meget hvad du finder på.”

8-10 „Godt, så hør her,” fortsatte Jonatan. „Vi sørger for, at de opdager os, når vi går derover. Hvis de siger: ‚Bliv stående, vi kommer ned til jer,’ så går vi ikke derop. Men hvis de siger: ‚Kom herop!’ så går vi derop, for så er det et signal fra Herren om, at han vil give os sejr.”

11 Da filistrene nu fik øje på dem, råbte de til hinanden: „Se! Nogle af hebræerne er krøbet frem fra deres skjulesteder.” 12 Så råbte de til Jonatan: „Kom herop, så skal vi give jer en lærestreg.”

„Følg efter mig!” sagde Jonatan til våbendrageren. „For Herren vil give Israels folk sejren.”

13 Så klatrede de op ad skrænten på hænder og fødder, og Jonatan huggede filistrene ned, mens våbendrageren fulgte i hælene på ham og dræbte dem, Jonatan havde såret. 14 Under dette første slag dræbte de 20 filistre på et ca. 2000 kvadratmeter stort areal. 15 Samtidig sendte Gud et jordskælv, som skabte rædsel og panik blandt filistrene, både i selve lejren og udenfor blandt udkigsposterne og kampstyrkerne. 16 Sauls udkigsposter i Geba[e] lagde mærke til den forvirring, der opstod i fjendens rækker.

17 „Find ud af, om nogen af vores mænd har forladt lejren,” befalede Saul, og det viste sig, at Jonatan og hans våbendrager manglede. 18 „Hent den hellige vest frem!” råbte Saul til præsten Ahija. På den tid var det nemlig Ahija, der havde ansvar for den hellige vest,[f] som man brugte, når man ville spørge Herren til råds. 19 Men mens Saul talte med Ahija, blev tumulten og støjen i filistrenes lejr værre og værre. „Lad det bare være!” råbte Saul til ham. 20 Så kastede Saul og hans 600 mænd sig ind i kampen, og forvirringen var så stor blandt filistrene, at de rask væk huggede hinanden ned. 21 De hebræere, der før kæmpede på filistrenes side, gjorde nu mytteri og gik over på israelitternes side. 22 Til sidst kom resten af de israelitiske soldater frem fra deres skjulesteder i bjergene og deltog i forfølgelsen af de flygtende filistre. 23 Den dag frelste Herren Israel, og israelitterne forfulgte filistrene helt til den anden side af Bet-Aven.

Sauls dumhed

24-26 Israelitterne var helt udmattede, fordi Saul havde erklæret: „Forbandet være den, som tager sig tid til at spise noget i dag, for jeg vil have fuldstændig hævn over mine fjender.” De var alle så bange for forbandelsen, at ingen turde spise noget hele dagen, ikke engang den smule honning, de fandt rundt omkring, 27 Men Jonatan, der ikke havde hørt sin fars erklæring, stak sin stav i en bikage og fiskede lidt honning frem, og da han havde spist honningen, følte han sig stærk igen. 28 En af mændene, som så ham gøre det, sagde: „Din far tog hele hæren i ed og sagde: ‚Forbandet være den, som spiser noget i dag.’ Det er derfor, vi alle er så udmattede.”

29 „Sådan en befaling skader os kun,” udbrød Jonatan. „Se bare, hvor frisk jeg er nu efter at have spist en smule honning. 30 Forestil jer, hvor mange flere fjender vi kunne have dræbt, hvis vores mænd havde spist noget af den mad, de fandt i fjendens lejr. Men nu slipper filistrene væk i stedet.”

31 Efter at have kæmpet mod filistrene hele dagen fra Mikmas til Ajjalon, var krigerne så udmattede og sultne, 32 at de kastede sig over krigsbyttet og begyndte at slagte får og geder, køer og kalve på den bare jord og spise kødet uden først at lade blodet løbe fra. 33 Da Saul blev underrettet om, at hans hær havde syndet imod Herren ved at spise kød med blodet i, sagde han: „Det er forfærdeligt! Folket overtræder jo Guds bud! Skynd jer og rul en stor sten herhen! 34 Gå så ud til krigerne og giv dem ordre til at føre køerne, gederne og fårene hertil, så vi kan slagte dem her og lade blodet løbe fra. I må ikke synde imod Herren!” I nattens løb kom krigerne med det kvæg, de havde taget i krigsbytte, og det blev slagtet efter forskrifterne. 35 Der byggede Saul et alter for Herren. Det var første gang han byggede et alter.

36 Bagefter opfordrede Saul sine mænd til at genoptage forfølgelsen. „Lad os forfølge filistrene hele natten og udrydde dem rub og stub,” sagde han.

„Som du vil,” svarede de. Men præsten Ahija indvendte: „Lad os først spørge Gud til råds.”

37 Så spurgte Saul Gud: „Skal vi forfølge filistrene? Vil du fortsat hjælpe os med at slå dem?” Men Herren gav ikke noget svar.

38 Da sammenkaldte Saul alle sine officerer og sagde til dem: „Der er noget galt, siden Gud ikke svarer os. Vi må finde ud af, hvilken synd der er begået i dag. 39 Jeg sværger ved Gud på, at om så synderen er min egen søn Jonatan, skal han dø.” Men ingen turde fortælle ham sagens rette sammenhæng.

40 Saul forlangte nu, at de skulle stille sig på den ene side, mens han selv og Jonatan stillede sig på den anden side. Det gjorde de. 41 Så bad han denne bøn: „Herre, Israels Gud, vis os nu, hvem der har skylden. Er det Jonatan og mig, eller ligger skylden hos hæren?” Da faldt det hellige lod på Saul og Jonatan, mens hæren gik fri.

42 „Okay,” fortsatte Saul, „så kast lod mellem mig og Jonatan.” Da faldt loddet på Jonatan.

43 „Sig mig, hvad du har gjort,” forlangte Saul.

„Jeg spiste lidt honning fra spidsen af min stav,” svarede Jonatan. „Så lad mig da dø.”

44 „Jeg har svoret en ed,” svarede Saul. „Derfor skal du dø for din ulydighed.”

45 Men de omkringstående protesterede: „Ikke tale om! Det er jo Jonatan, vi kan takke for den sejr, vi har vundet i dag. Vi sværger ved den levende Gud, at vi ikke vil tillade, at der krummes et hår på hans hoved, for det var ved Guds hjælp, at han vandt sejren for os i dag.” Derved reddede mændene Jonatan fra at blive henrettet.

46 Da opgav Saul at genoptage forfølgelsen, og filistrene vendte hjem til deres eget land.

Sauls militære sejre

47 Nu da Saul havde styrket sin position som konge i Israel, førte han krig mod sine fjender i alle retninger: moabitterne og ammonitterne mod øst, edomitterne mod syd, Zobas konger[g] mod nord og filistrene mod vest. Hvor som helst han kom frem, vandt han sejr over sine fjender. 48 Han udførte store heltegerninger ved blandt andet at besejre amalekitterne og dermed frelse Israels folk fra deres plageånder.

49 Saul havde sønnerne Jonatan, Jishvi og Malkishua, og døtrene Merab og Mikal. 50 Sauls kone hed Ahinoam og var en datter af Ahima’atz. Sauls hærfører var hans fætter Abner, en søn af hans farbror, Ner. 51 Ner og Sauls far, Kish, var altså brødre, og deres far hed Abiel.

52 Krigen mod filistrene stod på, så længe Saul levede. Hver gang Saul så en tapper og stærk ung mand, hvervede han ham til sin hær.

Footnotes

  1. 13,1 Den hebraiske tekst siger ordret: „Saul var søn af år i sin regeringstid og regerede i to år over Israel.” De fleste græske håndskrifter mangler vers 1, mens nogle har 30 år. ApG. 13,21 taler om, at Saul regerede i 40 år. Det er muligvis et rundt tal, da den hebraiske tekst siger „to år”. Deraf kommer formodningen om de 42 år. Dog er det også muligt, at versene 1 og 2 skal forstås som følger: „Da Saul havde regeret i to år, udvalgte han 3000…”
  2. 13,2 Teksten taler om „Benjamins Gibea/Geba”.
  3. 13,15 På hebraisk: Benjamins Gibea/Geba. Om det er Geba eller Gibea er ikke helt sikkert.
  4. 14,2 På hebraisk: Gibea, som betyder bakke eller høj. Her kan det næppe henvise til byen af samme navn.
  5. 14,16 På hebraisk: Benjamins Gibea/Geba/høj. Se noterne til 10,5 og 13,2.
  6. 14,18 I denne hellige vest, som på hebraisk hedder efod, blev de to hellige lodder, Urim og Tummim, opbevaret. Dem brugte den øverste præst til at finde Guds vilje ved lodkastning. Oversættelsen her bygger på Septuaginta. Den masoretiske tekst taler om at bringe arken frem.
  7. 14,47 Zoba er et område beboet af aramæere (syrere), jf. 2.Sam. 10,8, 1.Krøn. 19,6.