Add parallel Print Page Options

Derpå kaldte Salomo Israels Ældste og alle Stammernes Overhoveder, Israeliternes Fædrenehuses Øverster, sammen hos sig i Jerusalem for at føre Herrens Pagts Ark op fra Davidsbyen, det er Zion. Så samledes alle Israels Mænd hos Kong Salomo på Højtiden i Etanim Måned, det er den syvende Måned. Og alle Israels Ældste kom, og Præsterne bar Arken. Og de bragte Herrens Ark op tillige med Åbenbaringsteltet og alle de hellige Ting, der var i Teltet; Præsterne og Leviterne bragte dem op. Og Kong Salomo tillige med hele Israels Menighed, som havde givet Møde hos ham foran Arken, ofrede Småkvæg og Hornkvæg, så meget, at det ikke var til at tælle eller overse. Så førte Præsterne Herrens Pagts Ark ind på dens Plads i Templets Inderhal, det Allerhelligste, og stillede den under Kerubernes Vinger; thi Keruberne udbredte deres Vinger over Pladsen, hvor Arken stod, og således dannede Keruberne et Dække over Arken og dens Bærestænger. Stængerne var så lange, at Enderne af dem kunde ses fra det Hellige foran Inderhallen, men de kunde ikke ses længere ude; og de er der den Dag i Dag. Der var ikke andet i Arken end de to Stentavler, Moses havde lagt ned i den på Horeb, Tavlerne med den Pagt, Herren havde sluttet med Israeliterne, da de drog bort fra Ægypten. 10 Da Præsterne derpå gik ud af Helligdommen, fyldte Skyen Herrens Hus, 11 så at Præsterne af Skyen hindredes i at stå og udføre deres Tjeneste; thi Herrens Herlighed fyldte Herrens Hus.

12 Ved den Lejlighed sang Salomo: Herren satte Solen på Himlen, men selv, har han sagt, vil han bo i Mulmet. 13 Nu har jeg bygget dig et Hus til Bolig, et Sted, du for evigt kan dvæle. Det står jo optegnet i Sangenes Bog.

14 Derpå vendte Kongen sig om og velsignede hele Israels Forsamling, der imens stod op; 15 og han sagde: "Lovet være Herren, Israels Gud, hvis Hånd har fuldført, hvad hans Mund talede til min Fader David, dengang han sagde: 16 Fra den Dag jeg førte mit Folk Israel ud af Ægypten, har jeg ikke udvalgt nogen By i nogen af Israels Stammer for der at bygge et Hus til Bolig for mit Navn; men Jerusalem udvalgte jeg til Bolig for mit Navn, og David udvalgte jeg til at herske over mit Folk Israel. 17 Og min Fader David fik i Sinde at bygge Herrens, Israels Guds, Navn et Hus; 18 men Herren sagde til min Fader David: At du har i Sinde at bygge mit Navn et Hus, er ret af dig; 19 dog skal du ikke bygge det Hus, men din Søn, der udgår af din Lænd; skal bygge mit Navn det Hus. 20 Nu har Herren opfyldt det Ord, han talede, og jeg er trådt i min Fader Davids Sted og sidder på Israels Trone, som Herren sagde, og jeg har bygget Herrens, Israels Guds, Navn Huset; 21 og jeg har der beredt en Plads til Arken med den Pagt, Herren sluttede med vore Fædre, da han førte dem bort fra Ægypten."

22 Derpå trådte Salomo frem foran Herrens Alter lige over for hele Israels Forsamling, udbredte sine Hænder mod Himmelen 23 og sagde: "Herre Israels Gud, der er ingen Gud som du i Himmelen oventil og på Jorden nedentil, du, som holder fast ved din Pagt og din Miskundhed mod dine Tjenere, når de af hele deres Hjerte vandrer for dit Åsyn, 24 du, som har holdt, hvad du lovede din Tjener, min Fader David, og i Dag opfyldt med din Hånd, hvad du talede med din Mund. 25 Så hold da nu, Herre, Israels Gud, hvad du lovede din Tjener, min Fader David, da du sagde: En Efterfølger skal aldrig fattes dig til at sidde på Israels Trone for mit Åsyn, når kun dine Sønner vil tage Vare på deres Vej og vandre for mit Åsyn, som du har gjort. 26 Så lad nu, Herre, Israels Gud, det Ord opfyldes, som du tilsagde din Tjener, min Fader David!

27 Men kan Gud da virkelig bo på Jorden? Nej visselig, Himlene, ja Himlenes Himle kan ikke rumme dig, langt mindre dette Hus, som jeg har bygget! 28 Men vend dig til din Tjeners Bøn og Begæring, Herre min Gud, så du hører det Råb og den Bøn, din Tjener i Dag opsender for dit Åsyn; 29 lad dine Øjne være åbne over dette Hus både Nat og Dag, over det Sted, hvor du har sagt, dit Navn skal bo, så du hører den Bøn, din Tjener opsender, vendt mod dette Sted! 30 Og hør den Bøn, din Tjener og dit Folk Israel opsender, vendt mod dette Sted; du høre den der, hvor du bor, i Himmelen, du høre og tilgive!

31 Når nogen synder imod sin Næste, og man afkræver ham Ed og lader ham sværge, og han kommer og aflægger Ed foran dit Alter i dette Hus, 32 så høre du det i Himmelen og gøre det og dømme dine Tjenere imellem, så du kender den skyldige skyldig og lader hans Gerning komme over hans Hoved og frikender den uskyldige og gør med ham efter hans Uskyld!

33 Når dit Folk Israel tvinges til at fly for en Fjende, fordi de synder imod dig, og de så omvender sig til dig og bekender dit Navn og opsender Bønner og Begæringer til dig i dette Hus, 34 så høre du det i Himmelen og tilgive dit Folk Israels Synd og føre dem tilbage til det Land, du gav deres Fædre!

35 Når Himmelen lukkes, så Regnen udebliver, fordi de synder imod dig, og de så beder, vendt mod dette Sted, og bekender dit Navn og omvender sig fra deres Synd, fordi du revser dem, 36 så høre du det i Himmelen og tilgive din Tjeners og dit Folk Israels Synd, ja du vise dem den gode Vej, de skal vandre, og lade det regne i dit Land, som du gav dit Folk i Eje!

37 Når der kommer Hungersnød i Landet, når der kommer Pest, når der kommer Kornbrand og Rust, Græshopper og Ædere, når Fjenden belejrer Folket i en af dets Byer, når alskens Plage og Sot indtræffer - 38 enhver Bøn, enhver Begæring, hvem den end kommer fra i hele dit Folk Israel, når de føler sig truffet i deres Samvittighed og udbreder Hænderne mod dette Hus, 39 den høre du i Himmelen, der, hvor du bor, og tilgive og gøre det, idet du gengælder enhver hans Færd, fordi du kender hans Hjerte, thi du alene kender alle Menneskebørnenes Hjerter, 40 for at de må frygte dig, al den Tid de lever på den Jord, du gav vore Fædre.

41 Selv den fremmede, der ikke hører til dit Folk Israel, men kommer fra et fjernt Land for dit Navns Skyld, - 42 thi man vil høre om dit store Navn, din stærke Hånd og din udstrakte Arm - når han kommer og beder, vendt mod dette Hus, 43 da høre du det i Himmelen, der, hvor du bor, og da gøre du efter alt, hvad den fremmede råber til dig om, for at alle Jordens Folkeslag må lære dit Navn at kende og frygte dig ligesom dit Folk Israel og erkende, at dit Navn er nævnet over dette Hus, som jeg har bygget.

44 Når dit Folk drager i Krig mod sin Fjende, hvor du end sender dem hen, og de beder til Herren, vendt mod den By, du har udvalgt, og det Hus, jeg har bygget dit Navn, 45 så høre du i Himmelen deres Bøn og Begæring og skaffe dem deres Ret! 46 Når de synder imod dig thi der er intet Menneske, som ikke synder - og du vredes på dem og giver dem i Fjendens Magt, og Sejrherrerne fører dem fangne til Fjendens Land, det være sig fjernt eller nær, 47 og de så går i sig selv i det Land, de er bortført til, og omvender sig og råber til dig i Sejrherrernes Land og siger: Vi har syndet, handlet ilde og været ugudelige! 48 når de omvender sig til dig af hele deres Hjerte og af hele deres Sjæl i deres Fjenders Land, som de bortførtes til, og de beder til dig, vendt mod deres Land, som du gav deres fædre, mod den By, du har udvalgt, og det Hus, jeg har bygget dit Navn 49 så høre du i Himmelen, der, hvor du bor, deres Bøn og Begæring og skaffe dem deres Ret, 50 og du tilgive dit Folk, hvad de syndede imod dig, alle de Overtrædelser, hvori de gjorde sig skyldige imod dig, og lade dem finde Barmhjertighed hos Sejrherrerne, så de forbarmer sig over dem; 51 de er jo dit Folk og din Ejendom, som du førte ud af Ægypten, af Smelteovnen. 52 Lad dine Øjne være åbne for din Tjeners og dit Folk Israels Begæring, så du hører dem, hver Gang de råber til dig. 53 Thi du har udskilt dem fra alle Jordens Folkeslag til at være din Ejendom, som du lovede ved din Tjener Moses, da du førte vore Fædre bort fra Ægypten, Herre, Herre!"

54 Da Salomo var færdig med hele denne Bøn og Begæring til Herren rejste han sig fra Pladsen foran Herrens Alter, hvor han havde ligget på Knæ med Hænderne udbredt mod Himmelen. 55 Derpå trådte han frem og velsignede med høj Røst hele Israels Forsamling, idet han sagde: 56 "Lovet være Herren, der har givet sit Folk Israel Hvile, ganske som han talede, uden at et eneste Ord er faldet til Jorden af alle de herlige Forjættelser, han udtalte ved sin Tjener Moses. 57 Herren vor Gud være med os, som han var med vore Fædre, han forlade og forstøde os ikke, 58 at vort Hjerte må drages til ham, så vi vandrer på alle hans Veje og holder hans Bud, Anordninger og Lovbud, som han pålagde vøre Fædre! 59 Måtte disse Bønner, som jeg har opsendt for Herrens Åsyn, være nærværende for Herren vor Gud både Nat og Dag, så han skaffer sin Tjener og sit Folk Israel Ret efter hver Dags Behov, 60 for at alle Jordens Folk må kende, at Herren og ingen anden er Gud. 61 Og måtte eders Hjerte være helt med Herren vor Gud, så I følger hans Anordninger og holder hans Bud som i Dag!"

62 Kongen ofrede nu sammen med hele Israel Slagtofre for Herrens Åsyn. 63 Til de Takofre, Salomo ofrede til Herren, tog han 22 000 Stykker Hornkvæg og 12 000 Stykker Småkvæg. Således indviede Kongen og alle Israeliterne Herrns Hus. 64 Samme Dag helligede Kongen den mellemste Del af Forgården foran Herrens Hus, thi der måtte han ofre Brændofrene, Afgrødeofrene og Fedtstykkerne af Takofrene, da Kobberalteret foran Herrens Åsyn var for lille til at rumme Ofrene.

65 Samtidig fejrede Salomo i syv Dage Højtiden for Herren vor Guds Åsyn sammen med hele Israel, en vældig Forsamling (lige fra Egnen ved Hamat og til Ægyptens Bæk). 66 Ottendedagen lod han Folket gå, og de velsignede Kongen og drog hver til sit, glade og vel til Mode over al den Godhed, Herren havde vist sin Tjener David og sit Folk Israel.

Men da Salomo var færdig med at opføre Herrens Hus og Kongens Palads og alt, hvad han havde fået Lyst til og sat sig for at udføre, lod Herren sig anden Gang til Syne for ham, som han havde ladet sig til Syne for ham i Gibeon; og Herren sagde til ham: "Jeg har hørt den Bøn og Begæring, du opsendte for mit Åsyn. Jeg har helliget dette Hus, som du har bygget, for der at stedfæste mit Navn til evig Tid, og mine Øjne og mit Hjerte skal være der alle Dage. Hvis du nu vandrer for mit Åsyn som din Fader David i Hjertets Uskyld og i Upriglighed, så du gør alt, hvad jeg har pålagt dig, og holder mine Anordninger og Lovbud, så vil jeg opretholde din Kongetrone i Israel evindelig, som jeg lovede din Fader David, da jeg sagde: En Efterfølger skal aldrig fattes dig på Israels Trone. Men hvis I eller eders Børn vender eder bort fra mig og ikke holder mine Bud, mine Annordninger, som jeg har forelagt eder, men går hen og dyrker andre Guder og tilbeder dem så vil jeg udrydde Israel fra det Land, jeg gav dem; og det Hus, jeg har helliget for mit Navn, vil jeg forkaste fra mit Åsyn, og Israel skal blive til Spot og Spe blandt alle Folk, og dette Hus skal blive en Ruindynge, og enhver, som går der forbi, skal blive slået af Rædsel og give sig til at hånfløjte. Og når man siger: Hvorfor har Herren handlet således mod dette Land og dette Hus? skal der svares: Fordi de forlod Herren deres Gud, som førte deres Fædre ud af Ægypten, og holdt sig til andre Guder, tilbad og dyrkede dem; derfor har Herren bragt al denne Elendighed over dem!"

10 Da de tyve År var omme, i hvilke Salomo havde bygget på de to Bygninger, Herrens Hus og Kongens Palads - 11 Kong Hiram af Tyrus havde sendt Salomo Cedertræ, Cyprestræ og Guld, så meget han ønskede da gav Kong Salomo Hiram tyve Byer i Landskabet Galilæa. 12 Men da Hiram kom fra Tyrus for at se de Byer, Salomo havde givet ham, syntes han ikke om dem; 13 og han sagde: "Hvad er det for Byer, du har givet mig, Broder?" Derfor kaldte man den Habullandet, som det hedder den Dag i Dag 14 Men Hiram sendte Kongen l20 Guldtalenter.

15 På følgende Måde hang det sammen med de Hoveriarbejdere, Kong Salomo udskrev til at opføre Herrens Hus, hans eget Palads, Millo Jerusalems Mur, Hazor, Megiddo og Gezer 16 Farao, Ægypterkongen, var draget op, havde indtaget Gezer og stukket det i Brand; alle Kanånæere, der boede i Byen, havde han ladet dræbe og derpå givet sin Datter, Salomos Hustru den i Medgift. 17 Nu genopbyggede Salomo Gezer, Nedre-Bet-Horon, 18 Bålat, Tamar i Ørkenen i Juda Land, 19 alle Salomos Forrådsbyer, Vognbyerne og Rytterbyerne, og alt andet, som Salomo fik Lyst til at bygge i Jerusalem, i Libanon og i hele sit Rige: 20 Alt, hvad der var tilbage af Amoriterne, Hetiterne, Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne, og som ikke hørte til Israeliterne, 21 deres Efterkommere, som var tilbage efter dem i Landet, og som Israeliterne ikke havde været i Stand til at lægge Band på, dem udskrev Salomo til Hoveriarbejde, som det er den Dag i Dag. 22 Af Israeliterne derimod satte Salomo ingen til Arbejde,men de var Krigsfolk og Hoffolk, Hærførere og Høvedsmænd hos, ham og Førere for hans Stridsvogne og Rytteri. - 23 Tallet på Overfogederne, der ledede Arbejdet for Salomo, var 550; de havde Tilsyn med Folkene, der arbejdede. 24 Faraos Datter var lige flyttet fra Davidsbyen ind i det Hus, han havde bygget til hende, da tog han fat på at opføre Millo. 25 Tre Gange om Året ofrede Salomo Brændofre og Takofre på det Alter, han bavde bygget Herren, og tændte Offerild for Herrens Åsyn; og han fuldførte Templet.

26 Kong Salomo byggede også Skibe i Ezjongeber, der ligger ved Elat ved det røde Havs Kyst i Edom; 27 og Hiram sendte sine Folk, befarne Søfolk, om Bord på Skibene sammen med Salomos Folk. 28 De sejlede til Ofir, hvor de hen tede 420 Talenter Guld, som de bragte Kong Salomo.

Pagtens ark placeres i templet og Herrens herlighed kommer

Nu kaldte kong Salomon alle Israels stammeoverhoveder, slægtsoverhoveder og øvrige ledere sammen i Jerusalem, så de kunne være med til at føre pagtens ark fra teltet på Zionhøjen, det vil sige Davidsbyen, til den ny tempelbygning. Denne begivenhed faldt sammen med løvhyttefesten i etanim måned, den syvende måned.[a] 3-4 Da alle lederne var ankommet, bar præsterne så Herrens Ark hen til templet, og levitterne bar teltet og de indviede ting, der hidtil havde haft plads i teltet. Dér foran pagtens ark ofrede Salomon sammen med hele Israels forsamling så meget småkvæg og hornkvæg, at man opgav at tælle, hvor mange der var.

Derpå bar præsterne Herrens Pagts Ark ind i det allerhelligste rum og satte den under kerubernes udbredte vinger. De to statuer var jo lavet sådan, at deres vinger mødtes midt i rummet, hvor arken skulle stå. Deres vinger overskyggede derved arken og dens bærestænger. Stængerne ragede så langt ud, at de var synlige fra templets ydre rum, men ikke helt udefra; og sådan er det den dag i dag. I arken lå kun de to stentavler, som Moses havde anbragt i den dengang ved Horebs bjerg, da Israels folk havde forladt Egypten, og Herren oprettede sin pagt med dem.

10 Da præsterne kom ud fra helligdommen igen, skete der pludselig noget: En tæt sky fyldte Herrens hus, 11 så præsterne måtte opgive at udføre deres tjeneste. Det var Herrens herlighed, der nu fyldte hans Hus.

12 Da udbrød Salomon: „Herre, du har sagt, at du bor i den tætte sky. 13 Nu har jeg bygget dig en bolig på jorden, et sted, hvor du kan slå dig ned og bo for evigt.”

Salomons tale til folket

14 Derpå vendte kongen sig om og så ud over hele Israels forsamling, og han velsignede dem. Derefter sagde han:

15 „Lovet være Herren, Israels Gud, som i dag har opfyldt det løfte, han gav min far, da han sagde: 16 ‚Fra dengang jeg førte mit folk ud af Egypten, har jeg ikke udvalgt nogen by i Israel, hvor man kunne bygge et hus til mig. I stedet udvalgte jeg dig, David, til at lede mit folk.’ ”

17 Salomon fortsatte: „Min far ville så gerne bygge et hus til Herren, Israels Gud, 18 men han fik ikke lov til det. ‚Det er godt, at du ønsker at bygge mig et hus,’ sagde Herren til ham, 19 ‚men det bliver din søn, som kommer til at bygge det.’ 20 Herren har nu opfyldt sit løfte, for jeg har efterfulgt min far på Israels trone, og nu står Herrens hus færdigt. 21 Jeg har lavet et særligt rum til arken, som indeholder den pagt, Herren oprettede med vores forfædre, efter at han havde ført dem ud af Egypten.”

Salomons bøn til Herren

22 Salomon stillede sig nu hen foran Herrens alter med hænderne løftet mod Himlen, mens hele forsamlingen så til. 23 Han bad følgende bøn: „Herre, Israels Gud, der findes ingen Gud som dig i hele verden! Du er en trofast Gud, der holder fast ved dine pagtsløfter, når blot dine tjenere adlyder dig af hele deres hjerte. 24 Du har nu opfyldt løftet til min far, som var din tjener. 25 Og nu, Herre, beder jeg dig opfylde resten af dit løfte til ham: At hvis hans efterkommere gør som ham og handler efter din vilje, skal der altid sidde en fra hans slægt på Israels trone. 26 Ja, Israels Gud, opfyld også det løfte!

27 Er det muligt, at Gud kan tage bolig på jorden? Hvis Himlen er for lille til at rumme dig, Herre, hvordan kan du da bo i det hus, jeg har bygget? 28 Min Herre og Gud, lyt til den inderlige bøn, jeg i dag beder i dit nærvær: 29 Våg over dette hus både dag og nat—det sted, hvor du har lovet at tage bolig—og når jeg vender mig mod din bolig for at bede, lyt da til min bøn og svar mig. 30 Ja, hør hver eneste bøn, som dit folk beder til dig, vendt mod dette sted. Hør os i din bolig i Himlen og tilgiv os.

31 Når nogen bliver anklaget for at have forbrudt sig mod en anden person, og de foran dit alter her sværger på, at de er uskyldige, 32 så hør dem i Himlen. Frikend den uskyldige og døm den skyldige.

33 Når dit folk synder og bliver besejret af deres fjender som straf, og de så vender om til dig og beder om din hjælp, vendt mod dette hus, 34 så hør dit folks bøn fra din bolig i Himlen, tilgiv dem og lad dem få lov at vende tilbage til deres land, som du gav deres forfædre.

35 Når dit folk synder, og regnen derfor udebliver, og de så vender om fra deres synd, fordi du har straffet dem, og de beder til dig om hjælp, vendt mod dette hus, 36 så hør dem fra din bolig i Himlen og tilgiv dit folk, Israel. Lær dem at følge dine veje, og lad igen regnen falde på den jord, du gav dem.

37 Når der kommer hungersnød i landet, pest eller plantesygdomme, angreb af græshopper eller andre skadedyr, eller når fjenderne omringer vores byer, ja hvilken som helst epidemi eller katastrofe det nu drejer sig om, 38 og dit folk erkender deres synd, rækker hænderne ud mod dette sted og bønfalder dig om hjælp, 39 så hør dem i din himmelske bolig og tilgiv dem. Du alene kender menneskets skjulte tanker, og du har ret til at straffe dem for deres handlinger. 40 Da vil de lære at vise dig ærefrygt i al den tid, de lever i dette land, som du lovede deres forfædre.

41-42 Og når fremmede folk hører om din storhed og dine mægtige undere, og de kommer langvejsfra for at bede dig om hjælp, vendt mod dette hus, 43 så hør dem i Himlen, hvor du bor, og svar på deres bøn. Da skal alle jordens folkeslag høre om dig og have ærefrygt for dig ligesom dit folk, Israel, og hele verden vil forstå, at det hus, som jeg har bygget, er indviet til dig.

44 Når du sender dit folk i krig mod deres fjender, og de beder til dig, vendt mod den by, du har udvalgt til bolig, og det hus, jeg har bygget til dig, 45 hør da i din Himmel deres bøn og skaf dem deres ret.

46 Hvis de synder imod dig—og hvem kan sige sig fri for den mulighed—og du i din vrede tillader fjenden at føre dem som fanger til et fremmed land, det være sig nært eller fjernt, 47 og hvis de så kommer til fornuft i det land, hvor de er i fangenskab, og råber til dig: ‚Vi har handlet ondt og været ulydige mod Gud! Vi har syndet!’ 48-49 da hør deres bøn i din bolig i Himlen og hjælp dem, når de ærligt vender sig til dig og beder om hjælp, vendt mod det land, du gav deres forfædre, mod den by, du har udvalgt, og det hus, jeg har bygget til din ære.

50 Tilgiv dit folk al deres ondskab og ulydighed mod dig, og lad deres fjender vise barmhjertighed mod dem, 51 for de er jo dit ejendomsfolk, som du rev ud af smelteovnen i Egypten. 52 Må dine øjne og ører altid være åbne, så du hører min og folkets bøn, hver gang vi råber til dig. 53 For da du førte vores forfædre ud af Egyptens land, betroede du din tjener Moses, at du havde udvalgt Israel blandt verdens folkeslag til at være din særlige ejendom.”

54-55 Salomon var knælet ned foran Herrens alter, mens han bad med løftede hænder.

Salomon beder for folket og formaner til lydighed

Da han var færdig, rejste han sig og bad for hele Israels forsamling:

56 „Lovet være Herren, som har indfriet sit løfte og givet Israel fred! Han har opfyldt alle de løfter, han gav til sin tjener Moses. 57 Gid Herren, vores Gud, må være med os, som han var med vores forfædre. Måtte han aldrig forlade os eller forkaste os, 58 og måtte han hjælpe os til at gøre hans vilje i alle ting, til at adlyde de befalinger og følge de forskrifter, han gav vores forfædre. 59 Og måtte han altid huske min bøn, så han giver mig og hele Israel den hjælp, vi har brug for dag for dag. 60 Gid alle verdens folkeslag må komme til erkendelse af, at Herren er den eneste sande Gud i hele verden. 61 Og måtte jeres hjerter altid været fuldt overgivet til Herren, jeres Gud, så I adlyder hans love og følger hans befalinger, sådan som I gør det i dag.”

Templet indvies

62 Kongen og hele Israels folk bragte en utrolig mængde ofre til Herren. 63 Salomons takoffer bestod af 22.000 stykker hornkvæg og 120.000 stykker småkvæg. 64 Kongen indviede den dag den midterste del af forgården, så der også kunne brændes ofre der. Bronzealteret ved indgangen til templet var slet ikke stort nok til at klare alle brændofrene, afgrødeofrene og den del af takofrene, som skulle brændes. 65 En vældig menneskemængde fra hele landet tog del i festen. De var kommet helt fra landets yderste grænser, Lebo-Hamat i nord og Egyptens Bæk i syd. Efter selve tempelindvielsesfesten, som varede i syv dage, fejrede Salomon sammen med folket løvhyttefesten i syv dage, i alt 14 dage.[b] 66 Den følgende dag afsluttede Salomon festen, så folket var fri til at tage hjem, og de velsignede deres konge. Derefter drog de hjem, glade og lykkelige over al den godhed, Herren havde vist sin tjener David og sit folk Israel.

Guds advarsel til Salomon

Salomon var nu færdig med at bygge Herrens hus og sit eget palads. Han havde fuldført alt, hvad han havde sat sig for at gøre. 2-3 Da viste Herren sig for ham igen, ligesom han tidligere havde gjort i Gibeon.

„Jeg har hørt den bøn, du bad for mit ansigt,” sagde Herren til ham. „Jeg har helliget det hus, du har bygget, for at jeg kunne have et sted at være. Jeg vil altid våge over det og have det i mine tanker.

Og hvad dig angår, hvis du vil adlyde mig med et ærligt og oprigtigt hjerte, som din far gjorde, hvis du vil gøre alt, hvad jeg beder dig om, og overholde mine love og påbud, så vil jeg lade din slægt beholde tronen til evig tid, sådan som jeg lovede din far, da jeg sagde: ‚Der vil i al fremtid være en af dine efterkommere på Israels trone.’

Men hvis du vender dig bort fra mig, eller dine efterkommere gør det, og hvis I ikke adlyder de befalinger, jeg har givet jer, men begynder at tilbede andre guder, så vil jeg jage mit folk ud af det land, jeg har givet dem, og jeg vil vende ryggen til mit hus her, som jeg ellers nu har gjort helligt. Da vil Israels folk blive genstand for hån og latterliggørelse blandt alle folkeslag. Mit hus skal lægges i ruiner, og enhver der går forbi, vil blive slået af forundring og foragteligt spørge: ‚Hvorfor har Herren været så hård mod dette land og dette hus?’ Og svaret skal lyde: ‚Fordi de svigtede Herren, deres Gud, som førte deres forfædre ud af Egypten. De vendte sig til andre guder, som de tilbad og tjente i stedet. Denne ulykke er Herrens straf over dem.’ ”

Salomons byggeprojekter

10 I 20 år havde Salomon nok at gøre med de to store byggeprojekter, Herrens hus og sit eget palads. 11-12 Da de var færdige, forærede han kong Hiram af Tyrus 20 byer i Galilæa-området som betaling for alt det cedertræ, cyprestræ og guld, han havde leveret. Men da Hiram kom for at se på byerne, var han langtfra tilfreds med dem.

13 „Hvad er det for nogle elendige byer, du har givet mig?” udbrød han. Derefter blev dette område kaldt Kabul,[c] og det hedder det stadig. 14 Hiram havde blandt andet leveret 4 tons guld til Salomon.

15 Salomon havde udskrevet tvangsarbejdere til følgende byggeprojekter: Herrens hus, paladset, Jerusalems fæstning og bymur og genopbygningen af byerne Hatzor, Megiddo og Gezer. 16 Gezer var den by, som Egyptens konge tidligere havde erobret og brændt ned til grunden efter at have dræbt indbyggerne. Da hans datter blev gift med kong Salomon, forærede han hende byen i bryllupsgave. 17-18 Men nu var Salomon i færd med at genopbygge Gezer—og i øvrigt også byerne Nedre Bet-Horon, Ba’alat og ørkenbyen Tamar. 19 Desuden byggede han nogle byer omkring de kongelige kornsiloer, og han oprettede vognbyer til sine stridsvogne og alle sine heste og ryttere. Han havde også mange andre projekter i gang i Jerusalem, i Libanons bjerge og flere andre steder i det store rige, han regerede over.

20-21 Salomon udskrev sine tvangsarbejdere fra de folk, Israel havde besejret—amoritterne, hittitterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne. Det var nemlig aldrig lykkedes Israels folk at udrydde disse folkeslag helt—selv længe efter deres erobring af landet—ja, endnu den dag i dag findes der slaver, som nedstammer fra disse folk. 22 Men han tvang ingen israelitter til slavearbejde. Mange af dem var i kongens tjeneste eller var med i hæren som fodfolk, officerer, vognstyrere eller ryttere. 23 Andre arbejdede som opsynsmænd for slavearbejderne ved byggeprojekterne. Der var i alt 550 israelitiske opsynsmænd.

Forskellige oplysninger

24 Efter at byggeriet var færdigt, flyttede kong Salomon sin kone, der var en egyptisk prinsesse, fra Davidsbyen til det palads, han havde bygget til hende. Derefter byggede han videre på Jerusalems fæstningsanlæg.

25 På alteret foran templet ofrede Salomon de foreskrevne brændofre og takofre ved de tre store, årlige højtidsfester, og han brændte også røgelse.

26 Kong Salomon havde et skibsværft i Etzjon-Geber nær Eilat i Edoms land ved Det Røde Hav. Der byggede han en flåde, 27 og kong Hiram supplerede besætningerne med erfarne søfolk, 28 som førte skibene til Ofir[d] for at hente guld til kong Salomon. I alt hentede de over 14 tons guld.

Footnotes

  1. 8,2 Denne måned blev senere kaldt Tishri og svarer til september-oktober.
  2. 8,65 Se også 2.Krøn. 7,8-9.
  3. 9,13 Navnet hentyder muligvis til det hebraiske ord kebal, der betyder: „Det er det rene ingenting”.
  4. 9,28 Ofir er et landområde måske omkring det sted, hvor Saudi-Arabiens nuværende hovedstad ligger eller i det nuværende Somalia.

The Ark Brought to the Temple(A)

Then King Solomon summoned into his presence at Jerusalem the elders of Israel, all the heads of the tribes and the chiefs(B) of the Israelite families, to bring up the ark(C) of the Lord’s covenant from Zion, the City of David.(D) All the Israelites came together to King Solomon at the time of the festival(E) in the month of Ethanim, the seventh month.(F)

When all the elders of Israel had arrived, the priests(G) took up the ark, and they brought up the ark of the Lord and the tent of meeting(H) and all the sacred furnishings in it. The priests and Levites(I) carried them up, and King Solomon and the entire assembly of Israel that had gathered about him were before the ark, sacrificing(J) so many sheep and cattle that they could not be recorded or counted.

The priests then brought the ark of the Lord’s covenant(K) to its place in the inner sanctuary of the temple, the Most Holy Place,(L) and put it beneath the wings of the cherubim.(M) The cherubim spread their wings over the place of the ark and overshadowed(N) the ark and its carrying poles. These poles were so long that their ends could be seen from the Holy Place in front of the inner sanctuary, but not from outside the Holy Place; and they are still there today.(O) There was nothing in the ark except the two stone tablets(P) that Moses had placed in it at Horeb, where the Lord made a covenant with the Israelites after they came out of Egypt.

10 When the priests withdrew from the Holy Place, the cloud(Q) filled the temple of the Lord. 11 And the priests could not perform their service(R) because of the cloud, for the glory(S) of the Lord filled his temple.

12 Then Solomon said, “The Lord has said that he would dwell in a dark cloud;(T) 13 I have indeed built a magnificent temple for you, a place for you to dwell(U) forever.”

14 While the whole assembly of Israel was standing there, the king turned around and blessed(V) them. 15 Then he said:

“Praise be to the Lord,(W) the God of Israel, who with his own hand has fulfilled what he promised with his own mouth to my father David. For he said, 16 ‘Since the day I brought my people Israel out of Egypt,(X) I have not chosen a city in any tribe of Israel to have a temple built so that my Name(Y) might be there, but I have chosen(Z) David(AA) to rule my people Israel.’

17 “My father David had it in his heart(AB) to build a temple(AC) for the Name of the Lord, the God of Israel. 18 But the Lord said to my father David, ‘You did well to have it in your heart to build a temple for my Name. 19 Nevertheless, you(AD) are not the one to build the temple, but your son, your own flesh and blood—he is the one who will build the temple for my Name.’(AE)

20 “The Lord has kept the promise he made: I have succeeded(AF) David my father and now I sit on the throne of Israel, just as the Lord promised, and I have built(AG) the temple for the Name of the Lord, the God of Israel. 21 I have provided a place there for the ark, in which is the covenant of the Lord that he made with our ancestors when he brought them out of Egypt.”

Solomon’s Prayer of Dedication(AH)

22 Then Solomon stood before the altar of the Lord in front of the whole assembly of Israel, spread out his hands(AI) toward heaven 23 and said:

Lord, the God of Israel, there is no God like(AJ) you in heaven above or on earth below—you who keep your covenant of love(AK) with your servants who continue wholeheartedly in your way. 24 You have kept your promise to your servant David my father; with your mouth you have promised and with your hand you have fulfilled it—as it is today.

25 “Now Lord, the God of Israel, keep for your servant David my father the promises(AL) you made to him when you said, ‘You shall never fail to have a successor to sit before me on the throne of Israel, if only your descendants are careful in all they do to walk before me faithfully as you have done.’ 26 And now, God of Israel, let your word that you promised(AM) your servant David my father come true.

27 “But will God really dwell(AN) on earth? The heavens, even the highest heaven,(AO) cannot contain(AP) you. How much less this temple I have built! 28 Yet give attention to your servant’s prayer and his plea for mercy, Lord my God. Hear the cry and the prayer that your servant is praying in your presence this day. 29 May your eyes be open(AQ) toward(AR) this temple night and day, this place of which you said, ‘My Name(AS) shall be there,’ so that you will hear the prayer your servant prays toward this place. 30 Hear the supplication of your servant and of your people Israel when they pray(AT) toward this place. Hear(AU) from heaven, your dwelling place, and when you hear, forgive.(AV)

31 “When anyone wrongs their neighbor and is required to take an oath and they come and swear the oath(AW) before your altar in this temple, 32 then hear from heaven and act. Judge between your servants, condemning the guilty by bringing down on their heads what they have done, and vindicating the innocent by treating them in accordance with their innocence.(AX)

33 “When your people Israel have been defeated(AY) by an enemy because they have sinned(AZ) against you, and when they turn back to you and give praise to your name, praying and making supplication to you in this temple,(BA) 34 then hear from heaven and forgive the sin of your people Israel and bring them back to the land you gave to their ancestors.

35 “When the heavens are shut up and there is no rain(BB) because your people have sinned(BC) against you, and when they pray toward this place and give praise to your name and turn from their sin because you have afflicted them, 36 then hear from heaven and forgive the sin of your servants, your people Israel. Teach(BD) them the right way(BE) to live, and send rain(BF) on the land you gave your people for an inheritance.

37 “When famine(BG) or plague(BH) comes to the land, or blight(BI) or mildew, locusts or grasshoppers,(BJ) or when an enemy besieges them in any of their cities, whatever disaster or disease may come, 38 and when a prayer or plea is made by anyone among your people Israel—being aware of the afflictions of their own hearts, and spreading out their hands(BK) toward this temple— 39 then hear(BL) from heaven, your dwelling place. Forgive(BM) and act; deal with everyone according to all they do, since you know(BN) their hearts (for you alone know every human heart), 40 so that they will fear(BO) you all the time they live in the land(BP) you gave our ancestors.

41 “As for the foreigner(BQ) who does not belong to your people Israel but has come from a distant land because of your name— 42 for they will hear(BR) of your great name and your mighty hand(BS) and your outstretched arm—when they come and pray toward this temple, 43 then hear from heaven, your dwelling place. Do whatever the foreigner asks of you, so that all the peoples of the earth may know(BT) your name and fear(BU) you, as do your own people Israel, and may know that this house I have built bears your Name.(BV)

44 “When your people go to war against their enemies, wherever you send them, and when they pray(BW) to the Lord toward the city you have chosen and the temple I have built for your Name, 45 then hear from heaven their prayer and their plea, and uphold their cause.(BX)

46 “When they sin against you—for there is no one who does not sin(BY)—and you become angry with them and give them over to their enemies, who take them captive(BZ) to their own lands, far away or near; 47 and if they have a change of heart in the land where they are held captive, and repent and plead(CA) with you in the land of their captors and say, ‘We have sinned, we have done wrong, we have acted wickedly’;(CB) 48 and if they turn back(CC) to you with all their heart(CD) and soul in the land of their enemies who took them captive, and pray(CE) to you toward the land you gave their ancestors, toward the city you have chosen and the temple(CF) I have built for your Name;(CG) 49 then from heaven, your dwelling place, hear their prayer and their plea, and uphold their cause. 50 And forgive your people, who have sinned against you; forgive all the offenses they have committed against you, and cause their captors to show them mercy;(CH) 51 for they are your people and your inheritance,(CI) whom you brought out of Egypt, out of that iron-smelting furnace.(CJ)

52 “May your eyes be open(CK) to your servant’s plea and to the plea of your people Israel, and may you listen to them whenever they cry out to you.(CL) 53 For you singled them out from all the nations of the world to be your own inheritance,(CM) just as you declared through your servant Moses when you, Sovereign Lord, brought our ancestors out of Egypt.”

54 When Solomon had finished all these prayers and supplications to the Lord, he rose from before the altar of the Lord, where he had been kneeling with his hands spread out toward heaven. 55 He stood and blessed(CN) the whole assembly of Israel in a loud voice, saying:

56 “Praise be to the Lord, who has given rest(CO) to his people Israel just as he promised. Not one word has failed of all the good promises(CP) he gave through his servant Moses. 57 May the Lord our God be with us as he was with our ancestors; may he never leave us nor forsake(CQ) us. 58 May he turn our hearts(CR) to him, to walk in obedience to him and keep the commands, decrees and laws he gave our ancestors. 59 And may these words of mine, which I have prayed before the Lord, be near to the Lord our God day and night, that he may uphold the cause of his servant and the cause of his people Israel according to each day’s need, 60 so that all the peoples(CS) of the earth may know that the Lord is God and that there is no other.(CT) 61 And may your hearts(CU) be fully committed(CV) to the Lord our God, to live by his decrees and obey his commands, as at this time.”

The Dedication of the Temple(CW)

62 Then the king and all Israel with him offered sacrifices(CX) before the Lord. 63 Solomon offered a sacrifice of fellowship offerings to the Lord: twenty-two thousand cattle and a hundred and twenty thousand sheep and goats. So the king and all the Israelites dedicated(CY) the temple of the Lord.

64 On that same day the king consecrated the middle part of the courtyard in front of the temple of the Lord, and there he offered burnt offerings, grain offerings and the fat(CZ) of the fellowship offerings, because the bronze altar(DA) that stood before the Lord was too small to hold the burnt offerings, the grain offerings and the fat of the fellowship offerings.(DB)

65 So Solomon observed the festival(DC) at that time, and all Israel with him—a vast assembly, people from Lebo Hamath(DD) to the Wadi of Egypt.(DE) They celebrated it before the Lord our God for seven days and seven days more, fourteen days in all. 66 On the following day he sent the people away. They blessed the king and then went home, joyful and glad in heart for all the good(DF) things the Lord had done for his servant David and his people Israel.

The Lord Appears to Solomon(DG)

When Solomon had finished(DH) building the temple of the Lord and the royal palace, and had achieved all he had desired to do, the Lord appeared(DI) to him a second time, as he had appeared to him at Gibeon. The Lord said to him:

“I have heard(DJ) the prayer and plea you have made before me; I have consecrated this temple, which you have built, by putting my Name(DK) there forever. My eyes(DL) and my heart will always be there.

“As for you, if you walk before me faithfully with integrity of heart(DM) and uprightness, as David(DN) your father did, and do all I command and observe my decrees and laws,(DO) I will establish(DP) your royal throne over Israel forever, as I promised David your father when I said, ‘You shall never fail(DQ) to have a successor on the throne of Israel.’

“But if you[a] or your descendants turn away(DR) from me and do not observe the commands and decrees I have given you[b] and go off to serve other gods(DS) and worship them, then I will cut off Israel from the land(DT) I have given them and will reject this temple I have consecrated for my Name.(DU) Israel will then become a byword(DV) and an object of ridicule(DW) among all peoples. This temple will become a heap of rubble. All[c] who pass by will be appalled(DX) and will scoff and say, ‘Why has the Lord done such a thing to this land and to this temple?’(DY) People will answer,(DZ) ‘Because they have forsaken(EA) the Lord their God, who brought their ancestors out of Egypt, and have embraced other gods, worshiping and serving them—that is why the Lord brought all this disaster(EB) on them.’”

Solomon’s Other Activities(EC)

10 At the end of twenty years, during which Solomon built these two buildings—the temple of the Lord and the royal palace— 11 King Solomon gave twenty towns in Galilee to Hiram king of Tyre, because Hiram had supplied him with all the cedar and juniper and gold(ED) he wanted. 12 But when Hiram went from Tyre to see the towns that Solomon had given him, he was not pleased with them. 13 “What kind of towns are these you have given me, my brother?” he asked. And he called them the Land of Kabul,[d](EE) a name they have to this day. 14 Now Hiram had sent to the king 120 talents[e] of gold.(EF)

15 Here is the account of the forced labor King Solomon conscripted(EG) to build the Lord’s temple, his own palace, the terraces,[f](EH) the wall of Jerusalem, and Hazor,(EI) Megiddo and Gezer.(EJ) 16 (Pharaoh king of Egypt had attacked and captured Gezer. He had set it on fire. He killed its Canaanite inhabitants and then gave it as a wedding gift to his daughter,(EK) Solomon’s wife. 17 And Solomon rebuilt Gezer.) He built up Lower Beth Horon,(EL) 18 Baalath,(EM) and Tadmor[g] in the desert, within his land, 19 as well as all his store cities(EN) and the towns for his chariots(EO) and for his horses[h]—whatever he desired to build in Jerusalem, in Lebanon and throughout all the territory he ruled.

20 There were still people left from the Amorites, Hittites,(EP) Perizzites, Hivites and Jebusites(EQ) (these peoples were not Israelites). 21 Solomon conscripted the descendants(ER) of all these peoples remaining in the land—whom the Israelites could not exterminate[i](ES)—to serve as slave labor,(ET) as it is to this day. 22 But Solomon did not make slaves(EU) of any of the Israelites; they were his fighting men, his government officials, his officers, his captains, and the commanders of his chariots and charioteers. 23 They were also the chief officials(EV) in charge of Solomon’s projects—550 officials supervising those who did the work.

24 After Pharaoh’s daughter(EW) had come up from the City of David to the palace Solomon had built for her, he constructed the terraces.(EX)

25 Three(EY) times a year Solomon sacrificed burnt offerings and fellowship offerings on the altar he had built for the Lord, burning incense before the Lord along with them, and so fulfilled the temple obligations.

26 King Solomon also built ships(EZ) at Ezion Geber,(FA) which is near Elath(FB) in Edom, on the shore of the Red Sea.[j] 27 And Hiram sent his men—sailors(FC) who knew the sea—to serve in the fleet with Solomon’s men. 28 They sailed to Ophir(FD) and brought back 420 talents[k] of gold,(FE) which they delivered to King Solomon.

Footnotes

  1. 1 Kings 9:6 The Hebrew is plural.
  2. 1 Kings 9:6 The Hebrew is plural.
  3. 1 Kings 9:8 See some Septuagint manuscripts, Old Latin, Syriac, Arabic and Targum; Hebrew And though this temple is now imposing, all
  4. 1 Kings 9:13 Kabul sounds like the Hebrew for good-for-nothing.
  5. 1 Kings 9:14 That is, about 4 1/2 tons or about 4 metric tons
  6. 1 Kings 9:15 Or the Millo; also in verse 24
  7. 1 Kings 9:18 The Hebrew may also be read Tamar.
  8. 1 Kings 9:19 Or charioteers
  9. 1 Kings 9:21 The Hebrew term refers to the irrevocable giving over of things or persons to the Lord, often by totally destroying them.
  10. 1 Kings 9:26 Or the Sea of Reeds
  11. 1 Kings 9:28 That is, about 16 tons or about 14 metric tons