1 Korinterne 12-14

Bibelen på hverdagsdansk

Om åndelige gaver og tjenester

12 Venner, nu kommer jeg til spørgsmålet om, hvordan Guds Ånd arbejder. Det ønsker jeg, at I skal vide god besked om.

² I ved, hvordan det var, før I kom til tro. Dengang blev I uden at tænke nærmere over det drevet hen mod de umælende afguder. ³ Derfor vil jeg gerne klargøre for jer, at ingen, som taler ved Guds Ånd, kan sige: „Forbandet være Jesus”. På den anden side kan heller ingen bekende: „Jesus er Herre” uden at være under indflydelse af Helligånden.

⁴ Der er forskellige former for nådegaver, men det er den samme Ånd, som er kilden til dem alle. ⁵ Der er forskellige måder at tjene Jesus på, men det er den samme Herre, vi tjener. ⁶ Der er forskellige kraftfulde gerninger, men det er den samme Gud, som giver alle sin kraft til at udføre dem.

⁷ Når den enkelte får en åbenbaring fra Helligånden, er det, for at det skal blive til gavn for andre mennesker. ⁸ Én modtager måske et visdomsord fra Helligånden, mens en anden modtager et kundskabsord fra den samme Ånd. ⁹ Én modtager tro, mens en anden får nådegaver til at helbrede syge ved den samme Ånd. ¹⁰ Én får kraft til at gøre undere, mens andre får inspiration til at tale profetisk, til at bedømme ånderne, til forskellige slags tungetale eller til at udlægge en tungetale. ¹¹ Men det er den samme Helligånd, der giver kraften og inspirationen til alle disse ting, og det er ham, der bestemmer, hvilke nådegaver den enkelte får.

Harmoni og enhed i forskelligheden

¹² Ligesom et menneskelegeme har mange helt forskellige dele, som trods deres forskellighed hører til det samme legeme, sådan er det også med Kristi legeme. ¹³ Vi blev jo alle døbt til at tilhøre ét og samme legeme ved den samme Ånd, hvad enten vi er jøder eller ikke-jøder, slaver eller frie mennesker. Og vi har alle fået den samme Ånd, som vi kan modtage kraft fra.

¹⁴ Et menneskelegeme består jo af mange forskellige dele med hver deres funktion. ¹⁵ Hvis foden ville sige: „Jeg hører ikke med til legemet, fordi jeg ikke kan gøre det, som hånden kan,” så betyder det ikke, at foden af den grund ikke hører med til legemet. ¹⁶ Eller hvis øret ville sige: „Jeg hører ikke med til legemet, fordi jeg ikke kan gøre det, som øjet kan,” ville det så indebære, at øret ikke hører med til legemet? ¹⁷ Tænk hvis hele legemet var øje. Hvor ville hørelsen blive af? Eller hvis hele legemet var et stort øre, hvordan skulle man så kunne lugte eller smage? ¹⁸ Nej, Gud har netop skabt vores legeme med mange dele, og han har sat hver del nøjagtigt, hvor han vil have den. ¹⁹ Hvis alle dele var ens, ville der jo slet ikke være noget legeme. ²⁰ Men nu er det sådan, at der er mange dele og dog kun ét legeme.

²¹ Øjet kan ikke sige til hånden: „Dig har jeg ikke brug for!” Og hovedet kan ikke sige til fødderne: „Jer har jeg ikke brug for!” ²² Tværtimod, de dele af vores legeme, som synes at være de svageste, er i virkeligheden de mest nødvendige! ²³ De dele af vores legeme, som vi synes er mindre ærefulde, behandler vi med den største ære, og de legemsdele, vi generer os for at vise frem, sørger vi for at holde skjult under tøjet. ²⁴ Det har de andre dele af vores legeme ikke brug for. Gud har altså føjet legemet sammen på en sådan måde, at de dele, der naturligt holdes i baggrunden, bliver vist en særlig ære og omsorg. ²⁵ Det er, for at der ikke skal være splittelser i legemet.

De enkelte dele af legemet skal have lige så meget omsorg for hinanden, som de har for sig selv. ²⁶ Hvis én del lider, så lider alle de andre legemsdele også, og hvis én del bliver hædret, så glæder alle de andre dele på legemet sig også.

²⁷ I udgør altså tilsammen Kristi legeme, men hver for sig er I kun en del af det. ²⁸ Og de dele, som Gud har sat i sin menighed, er først og fremmest apostlene, dernæst profeterne og for det tredje lærerne. Desuden er der dem, der gør undere, dem, der har nådegaver til at helbrede syge, dem, der er gode til at hjælpe andre, dem, der har evner til at organisere, og dem, der har forskellige slags tungetale. ²⁹ Er alle dele på legemet apostle? Er alle profeter? Er alle lærere? Kan alle gøre undere? ³⁰ Har alle nådegaver til at helbrede syge? Er det alle, der kan give et budskab i tunger? Eller kan alle udlægge et sådant budskab?

³¹ Søg blot efter de største nådegaver, men lad mig først vise jer noget, som er større end alt andet.

Størst af alt er kærligheden

13 Om jeg så var i stand til at tale alle de jordiske og himmelske sprog, men ikke havde kærlighed, da var jeg som en rungende gonggong eller et støjende bækken.

² Om jeg havde profetiens gave, havde åbenbaring om alle mysterier og havde al kundskab, om jeg havde den tro, der flytter bjerge, men ikke havde kærlighed, da var jeg intet.

³ Om jeg gav alle mine ejendele væk, om jeg ofrede mit liv for at få ære,^[a] men ikke havde kærlighed, da ville det intet gavne mig.

⁴ Kærligheden er barmhjertig og venlig. Kærligheden er ikke misundelig, ikke pralende eller indbildsk. ⁵ Den gør intet skamfuldt og er ikke selvisk. Den lader sig ikke ophidse og bærer ikke nag. ⁶ Den sørger, hvis nogen lider uret, men glæder sig, når sandheden sejrer. ⁷ Kærligheden holder altid fast. Den er fuld af tillid, forventning og udholdenhed.

⁸ Kærligheden varer evigt. Profetier vil forsvinde, tungetale vil forstumme, og kundskabsord vil høre op. ⁹ Kundskab er jo ufuldkommen, og profetier er mangelfulde, ¹⁰ men når det fuldkomne først er der, vil det ufuldkomne forsvinde.

¹¹ Da jeg var barn, talte, tænkte og argumenterede jeg som et barn, men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnagtige. ¹² Vi ser endnu som gennem en tåge eller som i et vandspejl, men en dag skal vi se ansigt til ansigt. Min erkendelse er stadig ufuldkommen, men en dag skal jeg forstå alt til fuldkommenhed, ligesom Gud nu kender mig til fuldkommenhed.

¹³ Der er tre blivende fundamenter: tro, håb^[b] og kærlighed, men størst af dem er kærligheden.

Vejledning i brugen af tungetale og profeti

14 Stræb efter at vise kærlighed og søg de åndelige gaver, især den profetiske gave. ² De, der taler i tunger, henvender sig til Gud og ikke til mennesker, for ingen forstår, hvad de siger. Ved Åndens inspiration taler de om ting, der er skjult for den menneskelige forstand. ³ Men de, der taler profetisk, giver styrke, hjælp og trøst til dem, der hører det. ⁴ De, der taler i tunger, styrker sig selv, men de, der profeterer, styrker menigheden.

⁵ Jeg ville ønske, at I alle kunne tale i tunger, men endnu hellere, at I alle kunne profetere. Det er nemlig bedre at profetere end at tale i tunger—medmindre man også udlægger tungetalen, så hele menigheden kan få gavn af det.

⁶ Hvis jeg kom på besøg hos jer, venner, og stod og talte i tunger til jer, hvad ville I få ud af det? Ville I ikke få mere ud af det, hvis jeg kom med en åbenbaring, et kundskabsord, et profetisk budskab eller en undervisning? ⁷ Tænk på et musikinstrument, for eksempel en fløjte eller en harpe. Hvis den ene tone ikke kan skelnes fra den anden, hvordan kan der så komme en melodi ud af det? ⁸ Hvis en hornblæser giver et uklart signal, vil soldaterne så gøre sig klar til kamp? ⁹ På samme måde med jer: Hvis I taler i tunger uden at komme med et klart budskab, hvordan kan man så forstå, hvad I siger? Det er som at tale ud i luften.

¹⁰ Der findes en mangfoldighed af sprog i verden, og de giver alle god mening for dem, der kender sproget. ¹¹ Men hvis en person taler til mig på et sprog, jeg ikke kender, vil vi stå der uden at kunne kommunikere med hinanden. ¹² Forstår I, hvor jeg vil hen? Siden I er så ivrige efter de åndelige gaver, så skal I være særligt opsatte på at få dem, der kan styrke menigheden. Jo flere, jo bedre. ¹³ Derfor bør den, der taler i tunger, bede om også at kunne udlægge tungetale.

¹⁴ Hvis jeg beder i tunger, så er det min ånd, der beder, mens min forstand er koblet fra. ¹⁵ Hvad skal jeg så gøre? Jeg vil fortsat bede i ånden, men jeg vil også bede med forstanden. Jeg vil fortsat synge i ånden, men jeg vil også synge med forstanden. ¹⁶ Hvis du lovpriser Gud i ånden, kan de udenforstående jo ikke være med i din lovprisning, for de kan ikke forstå, hvad du siger. ¹⁷ Din lovprisning er god nok, men de andre får ikke gavn af den. ¹⁸ Jeg takker Gud for, at jeg taler mere i tunger end jer alle sammen, ¹⁹ men i en menighedsforsamling vil jeg hellere tale fem ord med min forstand, så jeg kan undervise andre, end tusindvis af ord i tunger.

²⁰ Venner, brug jeres forstand. I må gerne være uerfarne i ondskab, men ellers skal I tænke som modne, erfarne mennesker. ²¹ Der står skrevet: „Jeg taler til mit folk på andre sprog og i andre tungemål, men de hører ikke efter, siger Herren.”^{[c] 22} En tungetale er altså et tegn for de vantro, ikke for dem, der tror. Men et profetisk budskab er et tegn for dem, der tror, ikke for de vantro.

²³ Hvis nu hele menigheden er samlet, og I alle sammen taler i tunger, og der så kommer nogle udenforstående eller ikke-troende ind, vil de så ikke tro, at I er fra forstanden? ²⁴ Men hvis I alle taler profetisk, og der så kommer nogle ikke-troende eller udenforstående ind, så vil de blive afsløret af alle og bedømt af alle. ²⁵ Deres inderste tanker bliver bragt for dagen, og så vil de falde på knæ, tilbede Gud og udbryde: „Gud er virkelig midt iblandt jer!”

Vejledning om mødeledelse

²⁶ Hvad følger nu heraf, venner? Når I kommer sammen, så bør I hver især komme med noget, der kan styrke fællesskabet. Én kan synge en salme, én kan undervise, og én kan komme med en åbenbaring. Én kan bringe et budskab i tunger, og én kan udlægge det.

²⁷ Taler nogen i tunger, så lad det være to, højst tre, hver gang—og én ad gangen. Og der skal være en til stede, som kan udlægge det. ²⁸ Hvis der ikke er det, så skal de, der taler i tunger, tie stille i menighedens forsamling. Men de må gerne tale for sig selv ind for Gud.

²⁹ Er der nogle med profetisk gave til stede, så lad to eller tre af dem komme med deres budskaber, og de andre skal bedømme, hvad der bliver sagt. ³⁰ Hvis en anden får en åbenbaring, som han sidder dér midt i forsamlingen, så skal den første tie stille. ³¹ I kan alle sammen komme til at profetere, den ene efter den anden, så alle kan lære noget og blive opmuntret og hjulpet. ³² De, der får et profetisk budskab fra Gud, bestemmer jo selv, hvornår og hvordan de vil bringe det. ³³ Gud ønsker ikke forvirring, men fred.

Som det er skik i alle de andre kristne menigheder, ³⁴ skal kvinderne tie stille ved jeres samlinger, for det er dem ikke tilladt at tage ordet. De skal derimod underordne sig, som også Skriften siger. ³⁵ Hvis der er noget, de gerne vil lære mere om, kan de spørge deres mænd derhjemme. Det er ikke passende for en kvinde at tage ordet, når hele menigheden er samlet. ³⁶ Tror I måske, at Guds ord er udsprunget fra jer, eller at det kun er nået frem til jer?

Konklusion

³⁷ Hvis nogen anser sig selv for at være en profet eller have åndelig indsigt, så må de også kunne forstå, at det, jeg skriver til jer, er en befaling fra Herren. ³⁸ Hvis nogen ikke anerkender det, så lad være med at anerkende dem.

³⁹ Altså, venner, stræb efter at kunne profetere og forbyd ikke tungetale. ⁴⁰ Men sørg for, at alt sker på en god og ordentlig måde.