Add parallel Print Page Options

Paulus, Jesu Kristi kaldede Apostel ved Guds Villie, og Broderen Sosthenes til Guds Menighed, som er i Korinth, helligede i Kristus Jesus, hellige ifølge Kald tillige med alle dem, der på ethvert Sted påkalde vor Herres Jesu Kristi, deres og vor Herres Navn: Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus!

Jeg takker min Gud altid for eder, for den Guds Nåde, som blev givet eder i Kristus Jesus, at I ved ham ere blevne rige i alt, i al Tale og al Kundskab, ligesom Vidnesbyrdet om Kristus er blevet stadfæstet hos eder, så at I ikke stå tilbage i nogen Nådegave, idet I forvente vor Herres Jesu Kristi Åbenbarelse, han, som også skal stadfæste eder indtil Enden som ustraffelige på vor Herres Jesu Kristi Dag, Trofast er Gud, ved hvem I bleve kaldede til Samfund med hans Søn, Jesus Kristus, vor Herre.

10 Men jeg formaner eder, Brødre! ved vor Herres Jesu Kristi Navn, at I alle skulle føre samme Tale, og at der ikke må findes Splittelser iblandt eder, men at I skulle være forenede i det samme Sind og i den samme Mening. 11 Thi det er blevet mig fortalt om eder, mine Brødre! af Bloes Husfolk, at der er Splidagtighed iblandt eder. 12 Jeg mener dette, at enhver af eder siger: Jeg hører Paulus til, og jeg Apollos, og jeg Kefas, og jeg Kristus. 13 Er Kristus delt? mon Paulus blev korsfæstet for eder? eller bleve I døbte til Paulus's Navn? 14 Jeg takker Gud for, at jeg ikke døbte nogen af eder, uden Krispus og Kajus, 15 for at ikke nogen skal sige, at I bleve døbte til mit Navn. 16 Dog, jeg døbte også Stefanas's Hus; ellers ved jeg ikke, om jeg døbte nogen anden.

17 Thi Kristus sendte mig ikke for at døbe, men for at forkynde Evangeliet, ikke med vise Ord, for at Kristi Kors ikke skulde tabe sin Kraft. 18 Thi Korsets Ord er vel for dem, som fortabes, en Dårskab, men for dem, som frelses, for os er det en Guds Kraft. 19 Thi der er skrevet: "Jeg vil lægge de vises Visdom øde, og de forstandiges Forstand vil jeg gøre til intet." 20 Hvor er der en viis? hvor er der en skriftklog? hvor er der en Ordkæmper al denne verden? har Gud ikke gjort Verdens Visdom til Dårskab? 21 Thi efterdi Verden ved sin Visdom ikke erkendte Gud i hans Visdom, behagede det Gud ved Prædikenens Dårskab at frelse dem, som tro, 22 eftersom både Jøder kræve Tegn, og Grækere søge Visdom, 23 vi derimod prædike Kristus som korsfæstet, for Jøder en Forargelse og for Hedninger en Dårskab, 24 men for selve de kaldede både Jøder og Grækere, Kristus som Guds Kraft og Guds Visdom. 25 Thi Guds Dårskab er visere end Menneskene, og Guds Svaghed er stærkere end Menneskene.

26 Thi ser, Brødre! på eders Kaldelse, at I ere ikke mange vise efter Kødet, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme; 27 men det, som var Dårskab for Verden udvalgte Gud for at beskæmme de vise, og det, som var svagt for Verden, udvalgte Gud for at beskæmme det stærke; 28 og det for Verden uædle og det ringeagtede, det, som intet var, udvalgte Gud for at gøre det, som var noget, til intet, 29 for at intet Kød skal rose sig for Gud. 30 Men ud af ham ere I i Kristus Jesus, som blev os Visdom fra Gud, både Retfærdighed og Helliggørelse og Forløsning; 31 for at, som der er skrevet: "Den, som roser sig, rose sig af Herren!"

Og jeg, Brødre! da jeg kom til eder, kom jeg ikke og forkyndte eder Gud Vidnesbyrd med Stormægtighed i Tale eller i Visdom; thi jeg agtede ikke at vide noget iblandt eder uden Jesus Kristus og ham korsfæstet; og jeg færdedes hos eder i Svaghed og i Frygt og megen Bæven, og min Tale og min Prædiken var ikke med Visdoms overtalende Ord, men med Ånds og Krafts Bevisning, for at eders Tro ikke skulde bero på Menneskers Visdom, men på Guds Kraft.

Dog, Visdom tale vi iblandt de fuldkomne, men en Visdom, der ikke stammer fra denne Verden, ikke heller fra denne Verdens Herskere, som blive til intet; men vi tale Visdom fra Gud, den hemmelige, den, som var skjult, som Gud før Verdens Begyndelse forudbestemte til vor Herlighed, hvilken ingen af denne Verdens Herskere har erkendt; thi; havde de erkendt den,havde de ikke korsfæstet Herlighedens Herre; men, som der er skrevet: "Hvad intet Øje har set, og intet Øre har hørt, og ikke er opkommet i noget Menneskes Hjerte, hvad Gud har beredt dem, som elske ham." 10 Men os åbenbarede Gud det ved Ånden; thi Ånden ransager alle Ting, også Guds Dybder. 11 Thi hvilket Menneske ved, hvad der er i Mennesket, uden Menneskets Ånd, som er i ham? Således har heller ingen erkendt, hvad der er i Gud, uden Guds Ånd. 12 Men vi have ikke fået Verdens Ånd, men Ånden fra Gud, for at vi kunne vide, hvad der er os skænket af Gud; 13 og dette tale vi også, ikke med Ord, lærte af menneskelig Visdom, men med Ord, lærte af Ånden, idet vi tolke åndelige Ting med åndelige Ord.

14 Men det sjælelige Menneske tager ikke imod de Ting, som høre Guds Ånd til; thi de ere ham en Dårskab, og han kan ikke erkende dem, thi de bedømmes åndeligt. 15 Men den åndelige bedømmer alle Ting, selv derimod bedømmes han af ingen. 16 Thi hvem har kendt Herrens Sind, så han skulde kunne undervise ham? Men vi have Kristi Sind.

Og jeg, Brødre! kunde ikke tale til eder som til åndelige, men som til kødelige, som til spæde Børn i Kristus. Mælk gav jeg eder at drikke, ikke fast Føde; thi I kunde endnu ikke tåle det, ja, I kunne det ikke engang nu; thi endnu ere I kødelige. Når der nemlig er Nid og Splid iblandt eder, ere I da ikke kødelige og vandre på Menneskers Vis? Thi når en siger: "Jeg hører Paulus til," og en anden: "Jeg hører Apollos til," ere I så ikke "Mennesker"?

Hvad er da Apollos? og hvad er Paulus? Tjenere, ved hvilke I bleve troende og det, efter som Herren gav enhver. Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav Vækst. Så er da hverken den noget, som planter, ikke heller den, som vander, men Gud, som giver Vækst. Den, som planter, og den, som vander, ere eet; men hver skal få sin egen Løn efter sit eget Arbejde. Thi Guds Medarbejdere ere vi; Guds Ager, Guds Bygning ere I.

10 Efter den Guds Nåde, som blev given mig, har jeg som en viis Bygmester lagt Grundvold, men en anden bygger derpå. Men enhver se til, hvorledes han bygger derpå! 11 thi anden Grundvold kan ingen lægge end den, som er lagt, hvilken er Jesus Kristus. 12 Men dersom nogen på Grundvolden bygger med Guld, Sølv, kostbare Sten, Træ, Hø, Strå, 13 da skal enhvers Arbejde blive åbenbaret; thi Dagen skal gøre det klart, efterdi den åbenbares med Ild, og hvordan enhvers Arbejde er, det skal Ilden prøve. 14 Dersom det Arbejde, som en har bygget derpå, består, da skal han få Løn; 15 dersom ens Arbejde bliver opbrændt, da skal han gå Glip af den; men selv skal han blive frelst, dog som igennem Ild. 16 Vide I ikke, at I ere Guds Tempel, og Guds Ånd bor i eder? 17 Dersom nogen fordærver Guds Tempel, skal Gud fordærve ham; thi Guds Tempel er helligt, og det ere jo I.

18 Ingen bedrage sig selv! Dersom nogen tykkes at være viis iblandt eder i denne Verden, han vorde en Dåre, for at han kan vorde viis. 19 Thi denne Verdens Visdom er Dårskab for Gud; thi der er skrevet: "Han er den, som griber de vise i deres Træskhed;" 20 og atter:"Herren kender de vises Tanker, at de ere forfængelige." 21 Derfor rose ingen sig af Mennesker! Alle Ting ere jo eders, 22 være sig Paulus eller Apollos eller Kefas eller Verden eller Liv eller Død eller det nærværende eller det tilkommende: alle Ting ere eders; 23 men I ere Kristi, og Kristus er Guds.

Således agte man os; som Kristi Tjenere og Husholdere over Guds Hemmeligheder! I øvrigt kræves her af Husholdere, at man må findes tro, Men mig er det såre lidet at bedømmes af eder eller af en menneskelig Ret; ja, jeg bedømmer end ikke mig selv. Thi vel ved jeg intet med mig selv, dog er jeg ikke dermed retfærdiggjort; men den, som bedømmer mig, er Herren. Derfor dømmer ikke noget før Tiden, førend Herren kommer, som både skal bringe for lyset det, som er skjult i Mørket, og åbenbare Hjerternes Råd; og da skal enhver få sin Ros fra Gud.

Men dette, Brødre! har jeg anvendt på mig selv og Apollos for eders Skyld, for at I på os kunne lære dette "ikke ud over, hvad der står skrevet", for at ikke nogen af eder for eens Skyld skal opblæse sig mod en anden. Thi hvem giver dig Fortrin? og hvad har du, som du ikke har fået givet? men når du virkelig har fået det, hvorfor roser du dig da, som om du ikke havde fået det? I ere allerede mættede, I ere allerede blevne rige, I ere blevne Konger uden os, ja, gid I dog vare blevne Konger, for at også vi kunde være Konger med eder! Thi mig synes, at Gud har fremstillet os Apostle som de ringeste, ligesom dødsdømte; thi et Skuespilere vi blevne for Verden, både for Engle og Mennesker. 10 Vi ere Dårer for Kristi Skyld, men I ere kloge i Kristus; vi svage, men I stærke; I hædrede, men vi vanærede. 11 Indtil denne Time lide vi både Hunger og Tørst og Nøgenhed og få Næveslag og have intet blivende Sted 12 og arbejde møjsommeligt med vore egne Hænder. Udskælder man os, velsigne vi; forfølger man os, finde vi os deri; 13 spotter man os, give vi gode Ord; som Verdens Fejeskarn ere vi blevne, et Udskud for alle indtil nu.

14 Ikke for at beskæmme eder skriver jeg dette; men jeg påminder eder som mine elskede Børn. 15 Thi om I end have ti Tusinde Opdragere i Kristus, have I dog ikke mange Fædre; thi jeg har i Kristus Jesus avlet eder ved Evangeliet. 16 Jeg formaner eder altså, vorder mine Efterfølgere! 17 Derfor har jeg sendt Timotheus til eder, som er mit elskede og trofaste Barn i Herren, og han skal minde eder om mine Veje i Kristus, således som jeg lærer alle Vegne i enhver Menighed. 18 Men nogle ere blevne opblæste, i den Tanke, at jeg ikke kommer til eder; 19 men jeg skal snart komme til eder, om Herren vil, og gøre mig bekendt, ikke med de opblæstes Ord, men med deres Kraft. 20 Thi Guds Rige består ikke i Ord, men i Kraft. 21 Hvad ville I? Skal jeg komme til eder med Ris eller med Kærlighed og Sagtmodigheds Ånd?

Indledende hilsen

Dette brev er fra Paulus, som efter Guds vilje er kaldet til at være apostel i tjenesten for Jesus, som er Messias. Min medarbejder, Sostenes, sender jer også mange hilsener.

Jeg skriver til jer, som udgør menigheden i Korinth, jer, som ved Kristus er blevet renset og kaldet til at være hans folk sammen med alle de andre kristne rundt omkring i hele verden, der ligesom os tror på og beder til vores Herre, Jesus Kristus.

Nåde være med jer og fred fra Gud, vores Far, og Herren Jesus Kristus.

Paulus takker Gud for dem

Jeg kan aldrig blive træt af at takke Gud for jer og for den rigdom af nådegaver, som I har fået del i gennem Jesus Kristus. I er jo blevet beriget på alle måder, både med guddommeligt inspirerede budskaber og med kundskab om mange ting. Ved disse overnaturlige gaver er sandheden i budskabet om Kristus blevet bekræftet iblandt jer, og det i så høj grad, at I ikke mangler nogen af de åndelige gaver, mens I med forventning ser frem til, at Jesus Kristus, vores Herre, kommer tilbage. Han vil også styrke jer og fortsætte sin gerning i jer til det sidste, så der ikke bliver noget at anklage jer for på den dag, da Jesus Kristus afsiger sin dom. Ja, det vil Gud gøre, fordi han er trofast, og fordi det er ham selv, der har kaldet jer ind i fællesskabet med hans Søn, Jesus Kristus, som er vores Herre.

Persondyrkelse og splittelser hører ikke hjemme i menigheden

10 Med den autoritet, som vores Herre, Jesus Kristus, har givet mig, formaner jeg jer, mine venner, til alle at stå sammen. Der må ikke være splittelser iblandt jer, men I skal arbejde frem mod at have samme sindelag og samme overbevisning.

11 Efter hvad jeg hører fra Kloes folk, er der nemlig stridigheder iblandt jer. 12 Jeg tænker på, at nogle af jer siger: „Vi hører til Paulus”, og andre: „Vi hører til Apollos”, og andre igen: „Vi hører til Peter”, mens nogle siger: „Vi hører til Kristus”. 13 Hvad er det for noget snak? Er Kristus måske delt op i smådele? Det var ikke mig, der blev korsfæstet for jer! Og I er heller ikke blevet døbt til at tilhøre Paulus. 14 Jeg er Gud taknemmelig for, at jeg ikke har døbt nogen af jer, undtagen Krispus og Gajus. 15 Så der er ingen, der kan sige, at de er blevet døbt til at tilhøre mig. 16 For resten har jeg også døbt Stefanas’ husstand. Ellers mener jeg ikke, at jeg har døbt nogen. 17 Kristus udsendte mig jo ikke for at døbe, men for at forkynde budskabet om Jesus, og det gør jeg uden at bygge på menneskelig visdom, for at Kristi kors ikke skal miste sin kraft.

Ingen kan rose sig af andet end det, Herren har gjort

18 For selvom budskabet om korset lyder tåbeligt for dem, der er på vej til fortabelsen, så er det for os, der er på vej til det evige liv, et udtryk for Guds kraft og visdom. 19 Der står jo skrevet:

„De vises visdom vil jeg sætte til side,
    de kloges klogskab vil jeg gøre til intet.”[a]

20 Jamen, hvad så med alle verdens vismænd? Hvad med alle de lærde, alle filosofferne? Ved I ikke, at Gud har afsløret denne verdens visdom som det, den i virkeligheden er—tåbelighed? 21 Det hører jo med til Guds visdom, at mennesker ikke ad visdommens vej kan nå til erkendelse af ham. Derfor besluttede han ved hjælp af den „tåbelige” forkyndelse at frelse dem, der tager imod budskabet i tro. 22 Jøderne vil se beviser, og grækerne søger filosofisk visdom, 23 men vores budskab er om den korsfæstede Kristus. For jøderne er det en forargelse og for grækerne den rene galskab, 24 men for dem, som er kaldet af Gud, både jøder og grækere, repræsenterer Kristus Guds kraft og Guds visdom. 25 Selv Guds „tåbelighed” er visere end menneskelig visdom, og Guds „svaghed” er stærkere end menneskelig styrke.

26 Tænk bare på, venner, hvor få af jer, der var vise i verdens øjne, dengang I kom til tro, hvor få af jer, der havde indflydelse i samfundet, og hvor få af jer, der kom fra fornemme familier. 27 Nej, Gud valgte at gøre noget, som i verdens øjne ser tåbeligt ud, for at lukke munden på de kloge. Han udvalgte de magtesløse for at gøre magthaverne til skamme. 28 Gud valgte det, som var ubetydeligt og ringeagtet i verden, det som intet var, for at gøre det, som var noget, til intet. 29 Altså har mennesker ikke noget at prale af over for Gud.

30 Det er Gud, der har gjort det sådan, at I nu er noget i Kristus. Og det er Kristus, som har ført os ind i Guds visdom. Det er på grund af ham, at vi nu er accepteret af Gud, at vi er erklæret skyldfri og står rensede ind for Gud. 31 Dermed opfyldes Skriftens ord: „Ingen kan rose sig af andet end det, Herren har gjort.”[b]

Budskabet om Jesus forkyndes ikke med menneskelig visdom

Sådan var det også, dengang jeg kom til jer i Korinth. Da jeg fortalte jer om Guds frelsesplan, satte jeg ikke min lid til flot retorik eller menneskelig visdom. Jeg havde nemlig besluttet mig til ikke at ville tale om andet end Jesus Kristus og hans død på korset. Jeg kom til jer i afmægtighed med megen ængstelse og bæven, og min forkyndelse var ikke baseret på kloge ord og god overtalelsesevne. Nej, den var baseret på en demonstration af Helligåndens kraft, så jeres tro ikke skulle bygge på menneskelig visdom, men på Guds kraft.

Den åndelige visdom

Visdomsord bruger vi i en forsamling af modne kristne, men det er ikke en visdom, der kommer fra denne verden, eller den visdom, som anvendes af verdens magthavere, som for øvrigt er på vej til at miste deres magt. Nej, vi taler med Guds visdom om den frelsesplan, der hidtil har været som et mysterium, og som han udtænkte, før verden blev skabt, med den hensigt at give et vidunderligt liv til alle, der hører ham til. Ingen af denne verdens ledere kendte til den plan. Havde de gjort det, ville de ikke have korsfæstet vores vidunderlige Herre. Men på den måde blev det skriftord opfyldt, hvor der står: „Hvad intet øje har set, hvad intet øre hørt, og hvad intet menneske har kunnet forestille sig, det har Gud beredt for dem, der elsker ham.”[c]

10 Og det har Gud nu åbenbaret for os ved sin Ånd. Helligånden har nemlig kendskab til alt, selv Guds dybder. 11 Ligesom ingen kender et menneskes tanker, undtagen det menneske selv, sådan kender heller ingen Guds tanker, undtagen Gud selv og hans Ånd.

12 Vi har ikke verdens ånd, men Gud har givet os sin egen Ånd, for at vi kan forstå betydningen af alt det, han i sin nåde har givet os. 13 Og det taler vi om med ord, som ikke udspringer af menneskelig visdom, men af den inspiration, som Helligånden giver os, idet vi forklarer åndelige ting for åndelige mennesker. 14 Uåndelige mennesker kan ikke forstå eller tage imod det, der kommer fra Guds Ånd. For dem er det jo bare tåbelig snak. De er ude af stand til at forstå det, for det skal bedømmes åndeligt. 15 Åndelige mennesker kan bedømme alle ting, men de kan ikke selv bedømmes af uåndelige mennesker. 16 For som Skriften siger: „Hvem har indsigt i Herrens tanker? Hvem kan være hans rådgiver?”[d] Men vi, som har Guds Ånd, kender til den måde, Kristus tænker på.

Tjenersind og ydmyghed udelukker persondyrkelse og magtkamp

Da jeg var hos jer, venner, kunne jeg ikke tale til jer som til åndeligt modne mennesker, ja, man kunne dårligt se, at I var blevet kristne. I var som nyfødte børn i jeres tro på Kristus, så jeg gav jer mælk og ikke fast føde, for det var I slet ikke parate til. Og det er I stadig ikke! Når I er misundelige på hinanden og strides om magten, viser det så ikke, at I endnu er åndeligt umodne og handler ud fra denne verdens tankegang? Er det ikke et udtryk for menneskelig tankegang at sige: „Jeg hører til Paulus’ parti”, eller: „Jeg hører til Apollos’ parti”? Hverken Apollos eller jeg ønsker blokdannelser i menigheden. Vi er kun Guds tjenere, og vi er medarbejdere på jeres tro. Hver af os gjorde kun det, Gud havde givet os at gøre: Det var mig, der plantede, og Apollos, der vandede, men det var Gud, der gav væksten. Altså afhænger det mere af Gud, som får det til at gro, end af hvem, der planter og vander. Den, der planter, og den, der vander, arbejder sammen og ikke imod hinanden. De vil hver især få deres løn for det arbejde, de har udført. Vi er Guds medarbejdere, mens I er den mark, han arbejder på.

En god bygmester får løn for sit arbejde

Man kan også sige, at I er det hus, han er ved at bygge. 10 Ved Guds nåde har jeg som en erfaren bygmester lagt et fundament, og andre har bygget ovenpå. Men vi må alle passe på, hvordan vi bygger. 11 For det er ikke muligt at lægge et andet fundament end det, der allerede er lagt, nemlig Jesus Kristus. 12-13 En dag vil det blive afsløret, hvordan hver enkelt har bygget oven på det fundament, om de har bygget med guld, sølv og ædelstene, eller med træ, strå og halm. På dommens dag vil nemlig enhvers arbejde blive prøvet i ilden. 14 De, der har bygget sådan, at deres arbejde består ildprøven, vil blive belønnet for det. 15 Men de, hvis arbejde ikke består prøven, vil ingen løn få. Dog vil de selv komme frelst igennem, ligesom et menneske bliver reddet ud af et brændende hus.

16 Ved I ikke, at I er Guds hus? Guds Ånd bor jo i jer. 17 Hvis nogen prøver at ødelægge Guds hus, vil Gud ødelægge dem, for Gud værner om sin hellige bolig, og I er hans bolig.

Ydmyghed er vejen til visdom

18 Pas på, at I ikke narrer jer selv! I, som mener, at I er kloge i denne verden, må give afkald på jeres egen visdom, før I kan tage imod Guds visdom. 19 Denne verdens visdom er nemlig tåbelig i Guds øjne. Det er, som der står skrevet: „Han fanger de kloge i deres egen snedighed.”[e] 20 Og et andet sted står der: „Herren kender de kloges tanker og ved, at de er uden værdi.”[f] 21 Derfor skal I ikke prale af, hvad bestemte mennesker har udrettet. I har jo adgang til det hele. 22 I har nydt godt af både Paulus, Apollos og Peter. I har kundskab om verden, livet, døden, nutiden og fremtiden—alt ligger for jeres fødder. 23 Men husk at underordne jer Kristus, ligesom Kristus underordnede sig Gud.

Det er Guds sag at bedømme sine tjeneres arbejde

Altså skal I betragte os som medarbejdere i tjenesten for Kristus, som forvaltere, der har fået indsigt i Guds mysterier. En forvalter skal være trofast og pålidelig i sit arbejde. For mig betyder det kun lidt, om I eller andre mennesker bedømmer min trofasthed i tjenesten. Jeg tør ikke engang stole på min egen bedømmelse i den sag. Skønt jeg ikke er bevidst om, at jeg skulle have gjort noget forkert, så er det i sig selv ikke noget bevis på, at jeg ikke har gjort det. Det tilkommer Herren alene at bedømme mig. Lad derfor være med at drage forhastede slutninger og dømme folk før tiden. Dommen kommer, når Herren kommer! Han vil bringe alt det frem i lyset, der har været skjult i mørket, og han vil åbenbare alle de skjulte motiver, der har været i menneskers hjerter. Da vil Gud give hver enkelt den ros, de fortjener.

Ydmyghed udelukker selvros

Både Apollos og jeg har valgt at følge de principper, jeg lige har omtalt, for at vi kan være et eksempel for jer, og for at I kan lære at leve efter de skriftsteder, jeg har citeret ovenfor.[g] I må lære ikke at fremhæve én person over en anden. Hvem har indsigt til at bedømme dig og din indsats? Er det ikke Gud, der har givet dig nåde til at udrette det, som er lykkedes for dig? Vil du tage æren for det, som Gud i sin nåde har givet dig?

I har jo overflod på alle måder! I er rige, som jeg ved ikke hvad! Helt uden vores hjælp er I allerede blevet fyrster! Ja, gid I var fyrster, for så kunne vi da regere sammen. Faktisk synes jeg, at Gud har sat os apostle bagerst i rækken som dødsdømte fanger, der i slutningen af sejrherrens triumftog vises frem for både engle og mennesker. 10 Vi anses for tåber, fordi vi tjener Kristus, men I er vise og forstandige. Vi er de svage, men I er de stærke! I bliver æret og set op til, men vi bliver ringeagtet og overset. 11 Vi vandrer fra sted til sted, og vi oplever sult, tørst og kulde. Vi er hjemløse og mishandlede. 12 Vi slider og slæber for at opretholde livet. Når vi bliver hånet, svarer vi ved at velsigne. Når vi bliver forfulgt, finder vi os i det. 13 Når man taler ondt om os, svarer vi venligt. Altid bliver vi behandlet som det skidt, man træder på, som udskud i alles øjne.

14 Jeg skriver ikke det her til jer for at give jer dårlig samvittighed, men for at vejlede jer som mine elskede børn. 15 Der er masser af mennesker, der gerne vil fortælle jer, hvad I skal gøre, men I har ikke mange åndelige fædre. I og med at I tog imod det glædelige budskab om Jesus, som jeg bragte jer, blev jeg jeres åndelige far. 16 Derfor beder jeg jer om at lytte til mig og gøre som jeg.

17 Det er også derfor, jeg har sendt Timoteus til jer med det her brev. Han er en af dem, jeg har vundet for Kristus, og som jeg holder meget af. Han er en trofast Herrens tjener, og han kan undervise jer på samme måde, som jeg gør i de forskellige menigheder.

18 Da jeg ikke kunne komme til jer, blev nogle af jer vældig store i munden. 19 Men jeg kommer snart, om Herren vil, og så vil jeg gerne kunne se Guds kraft i funktion hos jer frem for de mange store ord. 20 Guds rige består jo ikke i ord, men i kraft. 21 Hvad vil I helst? Skal jeg svinge pisken eller komme med den blide kærlighed?

Footnotes

  1. 1,19 Es. 29,14 LXX.
  2. 1,31 Jf. Jer. 9,22-23.
  3. 2,9 Muligvis et frit citat fra Es. 64,3.
  4. 2,16 Es. 40,13 LXX.
  5. 3,19 Job 5,13.
  6. 3,20 Frit efter Sl. 94,11.
  7. 4,6 Mere ordret: „Så I igennem os kan lære (det ord/princip): ‚Ikke ud over de ting, der er skrevet.’ ” Ordene „der er skrevet” henviser til Skriften, og det var åbenbart et kendt udtryk, at man ikke måtte sætte sig selv over, hvad Skriften sagde. Paulus tænker specielt på de skriftsteder, han netop har citeret i 1,19 og 31; og 3,19 og 20.