1 Samuel 1-3

Bibelen på hverdagsdansk

Hannas barnløshed

1 I byen Rama^[a] i Efraims højland boede en mand, som hed Elkana. Hans far hed Jeroham, hans bedstefar hed Elihu, hans oldefar hed Tohu, og hans tipoldefar hed Zuf^[b] og kom oprindelig fra Betlehem.^[c]

² Elkana havde to koner, Hanna og Peninna. Peninna havde børn, men Hanna havde ingen. ³ Hvert år rejste Elkana sammen med sin familie til helligdommen i Shilo for at tilbede Herren, den Almægtige, og ofre til ham. Det var på den tid, da Elis to sønner Hofni og Pinehas gjorde tjeneste som præster. ⁴ Når kødet fra offerdyret skulle fordeles, gav Elkana Peninna og hvert af hendes børn et stykke hver, ⁵ men Hanna gav han to stykker,^[d] for han elskede hende, selvom Herren ikke havde givet hende børn. ⁶ Peninna plejede at håne Hanna og komme med spydige bemærkninger, fordi hun ikke kunne få børn. ⁷ Hvert år gik det på samme måde. Når de rejste op til Herrens hus i Shilo, gjorde Peninna så meget nar af Hanna, at hun græd og ikke ville spise.

⁸ „Hvad er der i vejen, Hanna?” plejede Elkana at spørge. „Hvorfor spiser du ikke? Hvorfor er du så ked af det? Betyder jeg ikke mere for dig end ti sønner?”

⁹ Engang, under offermåltidet i Shilo, rejste Hanna sig og gik over til Herrens Hus for at bede. Præsten Eli sad som sædvanlig på sin stol ved indgangen. ¹⁰ I sin dybe smerte og under heftig gråd bad Hanna til Herren ¹¹ og aflagde et løfte. „Åh, almægtige Gud, om du dog ville forbarme dig og se min elendighed,” bad hun. „Hvis du vil høre min bøn og give mig en søn, så vil jeg give ham tilbage til dig. Han skal tilhøre dig hele sit liv, og som tegn på det vil jeg lade være med at klippe hans hår.”

¹² Sådan bad hun i lang tid. Fra sin plads iagttog Eli hende og så, at hun bevægede læberne, men han kunne ikke høre hendes bøn, ¹³ for hun bad i stilhed. Eli troede derfor, at hun var beruset. ¹⁴ „Hvorfor kommer du her, når du er beruset?” sagde han: „Se dog at blive ædru!” ¹⁵ Men Hanna svarede: „Nej, nej, herre, jeg er ikke beruset. Jeg er i stor nød, og jeg udøste mit hjerte for Herren. ¹⁶ Du må ikke tro, at jeg er en dårlig kvinde. Jeg har hverken drukket vin eller øl. Jeg bad, fordi jeg er ulykkelig.” ¹⁷ „Hvis det er sådan, det forholder sig, så gå du blot herfra med fred,” svarede Eli. „Må Israels Gud bønhøre dig, hvad du end har bedt ham om.” ¹⁸ „Tak for din venlighed,” udbrød Hanna. Så gik hun derfra og deltog i offermåltidet og var ikke længere bedrøvet.

Samuels fødsel

¹⁹ Tidligt næste morgen stod Elkana og hans familie op for endnu en gang at tilbede Herren, inden de vendte tilbage til Rama. Da de var hjemme igen, lå Elkana med sin kone Hanna, og Herren besvarede hendes bøn. ²⁰ Hun blev gravid, og inden året var omme, fødte hun en søn, som hun kaldte Samuel,^[e] for hun sagde: „Jeg bad Herren om at få en søn, og han hørte min bøn.”

²¹ Næste år, da Elkana og hans familie skulle til Shilo for at bringe det årlige brændoffer og et løfteoffer til Herren, ²² tog Hanna ikke med. „Jeg venter, til drengen er vænnet fra,” sagde hun til sin mand. „Så vil jeg bringe ham til Herrens hus og lade ham blive der, så længe han lever.” ²³ „Gør, som du synes bedst,” svarede Elkana. „Bliv du her og pas drengen. Og må Herren hjælpe dig til at holde dit løfte.” Så blev Hanna hjemme og passede barnet.

²⁴ Da drengen var vænnet fra, bragte Hanna ham til Herrens hus i Shilo. Hun medbragte en treårs tyr som offergave, en sæk med ca. 13 kg mel og en lædersæk med vin. ²⁵ Efter offerceremonien bragte Hanna sit barn til Eli. ²⁶ „Husker du mig?” spurgte hun Eli. „Jeg er den kvinde, som stod her og udøste mit hjerte for Herren. ²⁷ Jeg bad om, at Herren ville give mig en søn, og her er han. Herren hørte min bøn. ²⁸ Nu vil jeg give ham tilbage til Herren, så han kan tjene Herren hele sit liv.” Så tilbad de^[f] Herren der.

Hannas lovprisning

2 Da lovpriste Hanna Herren med følgende ord:

¹¹ Derefter rejste Elkana og Hanna hjem til Rama. Men drengen blev i Shilo, hvor han tjente Herren under Elis opsyn.

Elis sønner

¹² Selv om Elis sønner var præster, var de ugudelige og uden ærefrygt for Herren. ¹³ Nu var det sådan, at præsterne havde ret til at få en vis del af, hvad der blev ofret. Så hver gang nogen bragte et slagtoffer, kom præsternes tjener, mens den del af offerkødet, som skulle spises, stod og kogte, og stak en tregrenet gaffel ¹⁴ ned i gryden. Det kød, som sad på gaflen, når den blev trukket op, var præsternes del. Den fremgangsmåde brugte de over for alle, der kom til Shilo for at ofre. ¹⁵ Men nu var det blevet sådan, at inden fedtet var brændt af den del af offerkødet, som tilhørte Herren, kom tjeneren og sagde til den, som ofrede: „Giv præsterne noget kød, de kan stege. De vil ikke have kogt kød, kun råt.” ¹⁶ Hvis manden svarede: „Tag så meget, du vil, men lad mig først brænde fedtet af,” sagde tjeneren: „Nej, giv mig kødet nu, ellers tager jeg det med magt.” ¹⁷ Elis sønners synd var stor i Herrens øjne, for de viste ringeagt for Herrens offergaver.

¹⁸ Samuel derimod tjente Herren, selvom han endnu kun var et barn. Han havde en efod af linned på magen til præsternes. ¹⁹ Hvert år lavede hans mor en kappe til ham. Den havde hun så med, når hun kom til Shilo for at ofre sammen med sin mand.

²⁰ Før Elkana og Hanna rejste hjem fra Shilo, velsignede Eli dem med ordene: „Må Gud give jer andre børn i stedet for Samuel, som er givet til Herren.” ²¹ Og Gud velsignede Hanna, så hun blev gravid igen. Hun fødte i alt tre sønner og to døtre foruden Samuel, som voksede op hos Herren.

²² Eli var efterhånden en gammel mand, men han vidste godt, hvad hans sønner foretog sig. Han hørte om, hvordan de behandlede folk, og at de gik i seng med de kvinder, som hjalp til ved indgangen til helligdommen. ²³ Derfor sagde han til dem: „Jeg har hørt om de skammelige ting, I gør. ²⁴ I bliver nødt til at holde op med det. I har fået et dårligt ry blandt Herrens folk. ²⁵ Når en mand gør noget forkert over for en anden person, kan Gud forsvare den ene eller den anden. Men når nogen gør oprør imod Gud selv, hvem kan så forsvare ham?” Men Elis sønner lyttede ikke til deres fars advarsel, for Herren havde allerede besluttet, at de skulle dø.

²⁶ I mellemtiden voksede Samuel op og var afholdt både af mennesker og Gud.

Dommen over Elis familie

²⁷ En dag kom en af Guds profeter til Eli og gav ham følgende budskab fra Herren: „Åbenbarede jeg mig ikke tydeligt, allerede dengang dine forfædre var Faraos slaver i Egypten? ²⁸ Af alle Israels stammer udvalgte jeg din slægt til at være mine præster, til at bringe ofre på mit alter, til at brænde røgelse og til at bære præstedragt og tjene mig. Og jeg gav jer ret til en vis del af offerkødet. ²⁹ Hvorfor er I da så grådige, at I forgriber jer på de øvrige ofre, som jeg har forordnet for min helligdom? Hvorfor tager du mere hensyn til dine sønner end til mig? I er jo blevet fede ved at tage den bedste del af mit folks offergaver til jer selv. ³⁰ Derfor siger Herren, Israels Gud: Jeg lovede engang, at dine efterkommere skulle være præster for mig altid, men sådan bliver det ikke nu. For jeg ærer den, som ærer mig; og jeg foragter den, som foragter mig. ³¹ Derfor vil jeg straffe din familie og slægt, så at ingen mand i din familie bliver gammel. ³² Med misundelse vil du se på, hvordan mit folk får fremgang, mens din egen slægt skrumper ind. Ingen fra din slægt bliver gamle. ³³ De, som ikke bliver dræbt, vil leve i sorg og skændsel, og deres børn vil blive dræbt i krig. ³⁴ Som et tegn på, at det vil ske, som jeg har sagt, skal dine to sønner Hofni og Pinehas dø på samme dag. ³⁵ I stedet vil jeg lade en trofast præst fremstå, en, som vil tjene mig og gøre, som jeg siger. Jeg vil velsigne hans slægt, og de skal altid tjene som præster for min udvalgte konge. ³⁶ Dine efterkommere skal bøje sig for ham og tigge ham om penge og mad. ‚Vær barmhjertig,’ vil de sige, ‚og giv os arbejde som præster, så vi kan få noget at spise.’ ”

Herren taler til Samuel og gør ham til profet

3 ^1-2 På den tid var et budskab fra Herren en sjældenhed, og et syn var noget ganske usædvanligt. Samuel var endnu ganske ung og gjorde tjeneste i helligdommen under opsyn af Eli, som nu var næsten helt blind. En aften skete der noget. Eli havde lagt sig til at sove på sin sædvanlige plads. ³ Lamperne brændte for Guds ansigt inde i helligdommen, hvor Samuel havde lagt sig til hvile, og hvor pagtens ark også stod. ⁴ Pludselig kaldte Herren: „Samuel! Samuel!” „Ja,” svarede Samuel ⁵ og løb ind til Eli: „Du kaldte? Her er jeg!” Men Eli svarede: „Nej, jeg kaldte ikke på dig. Gå du bare ind og læg dig igen.” Det gjorde Samuel så. ⁶ Men Herren kaldte igen: „Samuel! Samuel!” Atter sprang Samuel op og løb ind til Eli: „Du kaldte! Hvad er der?” „Nej,” svarede Eli, „jeg kaldte ikke. Gå nu ind og læg dig.” ⁷ Samuel vidste ikke, at det var Herren, som kaldte, for han havde aldrig før oplevet, at Herren talte til ham. ⁸ Så da Herren kaldte for tredje gang, sprang Samuel igen op, løb ind til Eli og sagde: „Du kaldte! Hvad kan jeg hjælpe dig med?” Da gik det op for Eli, at det var Herren, som havde kaldt på drengen; ⁹ og han sagde til Samuel: „Gå ind og læg dig. Hvis nogen kalder på dig igen, skal du svare: ‚Ja, Herre, din tjener lytter.’ ” Så gik Samuel tilbage og lagde sig igen.

¹⁰ Da kom Herren og kaldte på ham som før: „Samuel! Samuel!” Denne gang svarede Samuel: „Ja, Herre, din tjener lytter.”

¹¹ „Jeg vil lade noget ske i Israel, som vil chokere enhver, der hører om det,” sagde Herren. ¹² „Da vil alt det, jeg har forudsagt om Elis slægt, gå i opfyldelse. ¹³ Sig til ham, at hans slægt er dømt for evigt, for selv om han vidste, at hans sønner ringeagtede mig, så gjorde han intet for at standse dem. ¹⁴ Derfor har jeg svoret, at Elis og hans sønners synd aldrig vil blive tilgivet ved nogen form for offer.”

¹⁵ Samuel blev liggende til det blev morgen. Så åbnede han døren til helligdommen og gik udenfor; for han var bange for at fortælle Eli, hvad Herren havde sagt. ¹⁶ Imidlertid kaldte Eli på ham: „Samuel, min dreng!” „Ja,” svarede Samuel. ¹⁷ „Hvad sagde Herren?” spurgte Eli. „Fortæl mig det hele. Må Gud straffe dig, hvis du skjuler noget for mig!” ¹⁸ Så fortalte Samuel ham alt, hvad Herren havde sagt. „Hvem kan sætte sig op mod Herren?” sukkede Eli. „Han må gøre, hvad han finder bedst.”

¹⁹ Herren velsignede Samuel allerede under hans opvækst og opfyldte alle de profetiske ord, han gav ham, ²⁰ så hele Israel fra Dan i nord til Be’ersheba i syd var klar over, at Samuel var en sand profet. ²¹ Herren fortsatte med at åbenbare sig i Shilo, og Samuel gav Guds åbenbaring videre.